Why? - Emily.

Dato: D. 13.
Årstid: Efterår
Dag: Fredag
Vejr: Regn, torden og lyn
Sted: Børnehaven - Port Angeles
Tid: 22:21
Omgivelser: Der er tomt, da det er sent. Der er gynger, der knirker. Mørkt og en rutsjebane.


Joshua kiggede rundt, og sad egentlig bare på den knirkende gynge alene. Han havde godt fast, og han kunne mærke, hvordan kulden trak op gennem hans tøj, som bestod af en sort T-shirt og et par stramme bukser. Han kiggede uroligt over mod rutsjebanen, han kunne huske noget herfra. Huske noget fra sin barndom, den der lå mere tåget end vejret. Han kunne knapt se frem for sig, men han sad bare og modtog de piskeslag, som regnen ga ham i ryggen. Hans trøje var allerede klistret til han krop, og hans bukser var gennemblødt, og kan kunne mærke, hvordan hårene rejste sig på hans arme, da en blæst slog lige ind, og slog hans frisure i stykker. Han kunne intet stille op mod regnen.
Joshua rejste sig, og gyngen knirkede atter, da den vippede. Han kiggede op mod himlen, hvor mon hans egen mor var? Og hvorfor var der så hemmeligt her omkring. Hvorfor skulle folk gemme alt væk fra en? Hele denne verden var en slags løgn. Det var det pure opspind. Hvorfor? Var det for at beskytte folk? Det var ikke en god idé at lyve, for folk ville bare finde ud af det. Og hvorfor gjorde man det så? Man blev typisk såret af det. Hvorfor skulle man så blive så udelukket. Føle sig så uønsket og afvist? Han rystede på hovedet og sparkede hårdt, vredt ned i jorden. Irriteret.
Han blinkede kort, og få tårer gled ud fra hans øjenkrog. Han kiggede rundt, da en masse støv lettede fra hans sko, efter at have sparket i sandkassen. Han satte sig igen på gyngen, vippede let frem og tilbage med fødderne, mens det blev ved med at knirke. Han gemte sit ansigt i sin hånd, som desperat var søgt op mod hans pande, så folk ikke kunne se, han sad og græd, meget langsomt. Tårer efter tårer. Få tårer, men de var der. Han bed sig svagt i læben, tørrede tårerne væk, og kiggede op mod himlen igen. "Hvorfor?," spurgte han hviskende, men det lykkedes alligevel at give et ekko.

Månen skar ikke igennem himlens deprimerende skyer, men månelyset trænkte dog ned og badede gaderne i det blege lys, der smeltede sammen med lyset fra lygterne. En ensom skiggelse gik på gaden, og fik det dystre billede til at se endnu mere dystert ud. Emilys hår hang klistrende ned af hendes ryg. Hun sparkede kort til asfalten, og mumlede noget uforståeligt for sig selv, inden hun drejede ned ad en gade, for at gå imod børnehaven. Hun elskede den børnehave. Mest fordi hun selv havde gået i den. Hun stamme jo selv fra egnen og var 75 procent quiletindianer. Det kunne ses på hendes gyldenbrune hud, som stortset alle varulve havde - modsat iglerne der var krid hvide - og hendes ravfarvede dybe øjne. Hendes øjne scannede området, men blev stoppet da en dråbe regn ramte hende i øjet, og hun fnøs, irriteret over vejret. Emily rettede sig op, med tankerne på at hun skulle have mere ret ryg og en pænere holdning, da et koldt vindstød fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende. Pludselig var gaderne ikke så hyggelige mere. Hendes øjne scannede fra side til side, for at se mulige fjender. Specielt vampyrer. Hun skar en grimasse. Hvorfor skulle det lort også findes? Det var som om forks var kernen til hele verdens Vampyrer og Varulve, og hun var på en måde træt af at bo der. Da hun havde været i Italien havde hun dog ikke været videre begejstret, fordi der var hundredevis af vampyrer, og ingen varulve. Det havde resulteret i alle de ar hun havde over hele kroppen, storstedelen i håndledet, og op ad armen, men også ved halsen og en enkel i maven. For en vampyr ville disse ar skrige "jeg har været i meget kamp, men jeg er ikke død endnu" mens det hos mennesker bare fik hende til at være skræmmende. Arene var ikke så kraftige for menneskenes øjne, men hun forklarede det altid ud, med et eller andet usammenhængende. Emily snerrede igen for sig selv og hamrede hånden ind i en lygtepæl, der ironisk nok valgte at gå ud, lige på det tidspunkt, og hun rynkede undrende øjenbrynene.
Børnehaven foran hende vangte minder frem. Regnen ramte hende i ansigtet. Dråberne løb ned over næsen, og vidre ned imod munden. De fleste smagte af vand. Sjovt nok smagte det få gange af salt..