Længe siden - John

Sted: Caféen.
Tid: 15.12
Omgivelser: Mange mennesker
Vejr: Overskyet og det regner utrolig meget
Påklædning: Stramme, mørkeblå jeans, hvid T-shirt og sorte Allstars

Jamilah sad ved et bord for sig selv, med en kop varm kakao foran sig. Hun stirrede ud i regnen og nippede af og til lidt til kakaoen. Dog nød hun den ikke speicelt meget. Hun ville have nydt den for 2 år siden, men nu smagte det rædselsfuldt. Hun var nødt til at drikke lidt af den, for ikke at få en masse blikke fra de andre mennesker der havde søgt ly for regnen. Den var lige pludselig kommet. Man kunne dog ikke være specielt overrasket over regnen. Det regnede stort set altid i Forks. Man vænnede sig til det.
Hun sukkede og så ned i kakaoen, med sine mørke øjne. Hun tænkte lidt på grunden til at hun overhovedet, var gået ned på caféen. Det var der nemlig en speciel grund til. Hendes ven, John, hun havde mødt, da hun boede i Australien var flyttet til Forks. Derfor havde de arrangeret et møde for at se hinanden igen. Hun var en smule spændt. Det var jo længe siden de havde set hinanden! Den gang havde hun var 16 år og han omkring de 19.. Så nu måtte han vel være 21 eller noget i den stil. Hun håbede ikke han kendte noget til vampyre, for så ville han da få sig noget af et chok.

John sukkede stille, han var stadig ude i skoven, var ikke kommet afsted i tide. Nu lignede han en våd køter. Men han var nu ikke nogen varulv, det kunne han ikke være, da han selv var vampyr. Han hadet nu varulve, før i tiden ville han sikkert at holdt med dem og ikke vampyrerne. Han kendte jo meget mere til vampyr nu, også sandheden, som mange menneker ikke kendt. De vidste at der var vampyr over det hele. Han kunne dog ikke selv sige at han ikke dæbte mennesker, det kunne man også se på hans øjne, de var lidt røde. Han løb afsted for at komme til caféet.
Dert var kun en grund til at han var på vej der hen. Folk som kendt ham her i Forks, ville sikkert sige at han skulle mødes med sin kæreste, men det skulle han dog ikke. Han skulle noegt helt andet. Han skulle møde en gammel ven igan. Han var vild efter at se hende. Men han vra dog ikke helt sikker på at han ville kunne styrer sig, men han ville prøve på det. Han stoppede let foran døren til caféet. Han pustede stille ud, og gik ind. Han kiggede lidt rundt, han vidste jo ikke helt hvordan hun så ud. Han havde ingen idé om det. Han sukkede stille og kiggede videre.

Jamilah reagerede først ikke på at der, var en vampyr som kom ind i caféen. Det var utroligt normalt i Forks. Altså, det vidste de fleste indbyggere jo ikke, men hvis de kendte sandheden, ville de da blive forskrækkede. De smukke unge mennesker i deres by, var blodsugende monstre? Den som fortalte dem det, ville da med det samme blive stemplet tåbelig. For de fleste vampyre holdt en god facade. Selv de vampyre som ikke så mennesker, som andet end mad overholdt traktaten, og var venlige overfor menneskerne i Forks. Dem i de andre byer derimod.. De var.. Knap så heldige som dem i Forks, for at sige det meget mildt. Selv var hun en af de vampyre, som drak menneskeblod. Dog gjorde hun det meget sjældent og kun når det var nødvendigt. Hun drak kun menneskeblod, men med tre ugers mellemrum. Så var hun dog også ved at gå amok af tørst. Men det var en god måde at holde hemmeligheden og dødeligheden i de omkring liggende byer nede.
Hun bed sig svagt i læben og tog endnu en tår af sin kakao. Den smagte som altid rædselsfuld, men hun var nødt til at drikke den, for at virke bare lidt menneskelig. Når man som hende og alle andre vampyre var guddommeligt smukke, så måtte man gøre noget menneskeligt ind i mellem. Ellers begyndte folk at undre sig og tænke. Og det var ikke godt.
Hun sukkede og så op mod uret. Hvor blev John af? Selv da hun havde været menneske, havde hun kunne kende hans duft. Men ikke nu. Så måske var han ikke kommet endnu.

Han kiggede rundt. Hvad hun ikke selv kommet? Han kunne ikke genkende nogle af menneskerne her inde. Han snusede let i luften, en hun vampyr var her. Også kunne han bare lugte andre mennesker. Han gik ud fra at hun var menneske om de flest. Han sukkede tungt. Han kunne vel snakke med nogen mens han ventede på hende. Han snusede lidt mere til den vampyr som var her. Det var noget over hendes lugt, han kunne ikke helt forklar hvad det var. Men han kendte den på en måde, eller det troede ham. Han snusede til luften for at var sikker på at hun ikke var kommet endnu. Han kunne íkke kende hendes duft. Han sukkede og bestem sig for at kaste sig ud i samtale med vampyren.
Han lignede sig selv, så hun ville hurtigt kunne kende ham.
Han gik der over, han løftede øjenbrynet let op, da han så at vampyren drank kakao. Han lagde let hovedet på skrå, før han satte sig ned. "Kunne man ikke finde noget bedre at drikke?" spurget han smilende. Hun kunne vel lugt at han var vampyr, eller måske ikke? Det gik han ud fra, det var så meget han gik ud fra. Men han kunne jo også tag felj, nogle gange. Men det var dog ikke så tit.
"Når... Men jeg hedder John," sagde han smilende med en små trist undertone. Han var kun trisr fordi at hun ikke var her endnu, eller det var det han troede. Han vidste jo ikke at det var hende som sad overfor ham.