Efterårsfarver - John

Årstid :: Tidligt efterår
Dag :: Lørdag
Klokken :: Eftermiddag
Vejr :: Blæsende, overskyet og tegn på at det snart begynder at regne
Påklædning :: http://media.missselfridge.com/wcsstore/MissSelfridge/images/catalog/23M05FSTN_large.jpg mørke skinny jeans og sorte converse

En knasende lyd ekkoede gennem den ellers stille skov, da Lily kom gående på stien. Knasene kom fra bladene der lå som et brunt tæppe hen over skovbunden. Hun havde fundet en form for sti, der krøb gennem skoven som en slange og som hjalp hende med at finde vej. Ikke at hun var på vej et bestemt sted hen, men derfor var det stadig godt at kunne finde tilbage. Hendes fødder bevægede sig i en nærmest svævende dansende rytme, og hendes frakke flagrede omkring hende. Der var en fugtig tone i luften, og hun havde en anelse om at regn var på vej, men det var den jo altid i Forks. Hun kiggede op mod de snart nøgne trækroner og skimtede anelsen af himmel lang oppe. Et stort træ placeret midt i det hele splittede stien og tvang hende til at vælge hvilken vej hun skulle gå. Ubeslutsom og stædig som hun var, besluttede hun sig for at sætte sig opad træet. Så der sad hun; bøjede ben, arme svunget let om skinnebenene og hovedet hvilende på stammen.

En ung dreng sad i et træ, nogle kilometer væk. Hans navn var John. Et smil gled over hans læber da han hørte en lyd inde fra skoven. Hans hoved fløj op. og kiggede mod hende, men han kunne ikkese noget, selvfølgelig. Hans smil var ldit snedig, han vidste hvad han ville gøre. Han havde dog ingen tanker om at dræbe pigen ved træet. Han hoppede langsomt rundt i træerne, på vej mod hende. Hans tøj flagrede bag hans ryg. Han stoppede op, og lyttede efter hende. Han snusede i luften, han kunne nemt luget hende, da han var sampyr. Han hoppede videre rundt mod hende. Vinden susede hurtigere, hvor han havde været. Han kom over til hendes træ. Han løftede øjebrynet let op og kiggede ned på pigen. Han hoppede lidt mere ned. Han klukkede stille for sig selv, han var jo et menneske. Hans smil blev snedig. "Hey there!" råbte han ud over skoven, så hun kunne hører det nemt. Meget nemt. Han kiggede ned på hende, han klukkede igen stille for sig selv.

Lily fik et chok da hun hørte en råben tæt på hende. Hun vendte sig om for at se om der var en bag ved hende, men hun kunne ikke se nogen. Hun blev en smule nervøs, for hun var ikke meget for ikke at vide hvem hun snakkede med. "Hey?" sagde hun så højt at hun var sikker på at hvem end der snakkede til hende, kunne høre hende. Tanken om at det måske ikke var hende personen snakkede til, susede igennem hende. Pinligt. "Hvis det var mig du snakkede til..." tilføjede hun lavt, mest til sig selv. Hun sad ikke længere lige så afslappet, hendes ryg var ret, og hun kiggede stadig søgende rundt i omgivelserne for det mindste tegn på bevægelse. Men da hun kunne ikke få øje på noget, blev hun endnu mere anspændt.

John kiggede ned på hende, men et stort smil hen over læberne. Hans hobby var nu vist at drille mennsker eller vampry, han havde ikke mødte nogle varulve endnu, så kunne han jo ikke har dén hobby... At drille varulv. Han sukkede stille, han ville nu godt drille dem lidt. Dret ville jo være vildt sjovt at gøre. Han hoppede ned på en gren over hende. Han bukkede sig lidt ned, så han satte hænderne mod grenen. Han klukkede stille. "Selvfølgelig snakker jeg til din menneske pige," sagde han med en drillende undertone. Han smil snedig, før at han hoppede op igen, så hun ikke kunne se ham. . Han klukkede, så han kunne hører det. Han rystede sig, hans hår flagrede lidt bag han.

Lily hørte en lav klukken over sig før at hun fik et svar. Hun var ikke helt sikker på hvorfor, men hun fandt både hans - hun kunne nu identificere stemmen som en tilhørende en mand - latter og svar skræmmende, og et instinkt i hendes hoved skreg på at hun løb alt hvad hun kunne væk fra ham. Men nysgerrig som hun var, ville hun selvfølgelig lige se om hun kunne se hvem der snakkede til hende. Hun kiggede op over sig men kunne ikke se noget. Hun var stensikker på at stemmen var kommet oppefra, og det frustrerede hende grænseløst at hun ikke kunne se ham. "Hvorfor kalder du mig menneskepige? Hvad skulle jeg ellers være?" spurgte hun og fortsatte med at søge træet for liv.

John grinte stilel fro sig selv med et smil hen over læberne. Han hoppede ned på en gren under ham selv. Han kiggede på hende, hans blik vra roligt og glad. Han kunne næsten finde ud af hvad hun tænkte, eller han gættede på det samme samme alle andre mennesker han havde mødte igennem tiden. Han synes dog stadig at det var sjovt at drille folk. Han hoppede ned foran hende med et drillende smil. Hun kunne sikkert mærke at han var kolde end normalt. "Ja? Jeg kalde sig for en menneskepige, for det er du nu, ike?" sagde han med en drillende undertone. Han rakte hånden frem mod hende. "John her," sagde han smilende, med et glad og roligt undertone.

Lily fik et kæmpe chok da en dreng landede på jorden foran hende, som om han var dumpet ned fra himlen. Hendes hjerte bankede lidt hurtigere, hvilket fik blodet til at pulsere op i hendes kinder, så hun rødmede. Ikke på en forlegen måde, men på den måde man rødmer når man har været udenfor i koldt vejr længe. Hun overvejede lidt at rejse sig op, men hun sad ret godt, og det ville også virkelidt for formelt at rejse sig op. Hvem sagde også at han gad at snakke mere med hende? Han havde jo nok andre teenagepiger at drille. "Jo... men det er du vel også... eller ikke en pige.. Ej bare glem det" sagde hun og smilede et varmt smil. Hun fjernede sit blik fra ham, for at kigge op i trækroneren han før havde befandt sig i. Hvordna pokker var han kommet der op? Selvom hun ike selv var den bedste klatrer, vidste hun godt at det ikke var særlig nemt at komme så højt op. "Lily" sagde hun en smule henkastet, men stadig med et smil.

//Undskyld at det tog så lang tid at svare... har bare været vildt stresset ^_^//