Natte-vagt.

Dag .:. Tordag
Tid .:. Om natten
Sted .:. På Forks hospital
Omgivelser .:. Nogle få sygeplejesker der har nattevagt
Vejr .:. Det regner støt udenfor, og himlen er grå. Typisk Forks vejr
Påklædning .:. En hvid kittel og hvide bukser

William havde været på arbejde siden klokken 16 den dag, så efterhånden som klokken nærmede sig de 2 om natten, længtes han egentlig bare efter at komme hjem. Han var godt træt, og det havde været en hektisk aften. Nu sad han dog kun på sit kontor og ordnede noget parpir-arbejde, så det var til at overkomme.
"Jeg går hjem nu Dr. Campbell," lød en stemme over fra døren, og William kiggede hurtigt op.
"Vi ses i morgen Judith." Snart efter blev William også færdig, og slukkede lyset derinde. Han gik sig en runde på det tyste hospital, og tjekkede om alting var som det skulle være.

Påklædning: http://1.bp.blogspot.com/_IlkaW_vRj7Y/R4IqYEGkp0I/AAAAAAAAAq4/O5zmYHN4jz8/s400/CeCe+black+cashmere+long+v-neck+cardigan103+20+bluefly.jpg - med grå top indenunder.

Benjina listede rundt inde på hospitalet, forvirret, og velvidende til at hun ikke burde være her på dette tidspunkt. Men hun kunne ikke lade være. Hun var vågnet op, midt om natten og hun havde vidst at hun måtte tage afsted. Man kunne uden problem at hun lige havde kastet sig ud af sengen og hastet til hospitalet. Hun så på værelses numrene "Hvor er du...?" Hviskede hun for sigselv, og mærkede hvordan det begyndte at brænde i hendes øjne. Men hun bed det i sig. Det var ikke passende på nuværende tidspunkt. Hun havde først følt sig lettet over at der ikke var nogen på gangene, men nu håbede hun bare på at møde nogen, der kunne vise hende det rette værelse. Hun så sig omkring, men opgav så håbet. *Gå nu hjem* rådede en stemme i hendes hovede hende til. Hun sank modløst ned på gulvet og stirrede tomt frem for sig. Hun ville rejse sig om lidt, lovede hun sigselv.

Williams drejede om et hjørne, og kiggede hurtigt ind på stuerne som han kom forbi. Alt åndede fred og ro, og da han gik forbi personale-rummet, stak han også lige hovedet derind.
"Alt er som det skal være. Jeg tager hjem om ti minutters tid," sagde han til de 2 sygeplejersker, som sad derinde. De 2 forlod ikke hospitalet før næste morgen, hvor de ville blive afløst af nogle andre.
"Det er i orden Will." Sagde de, og han lukkede døren, og gik ned af en anden gang, ned mod hans kontor. Til hans store forbløffelse, fik han øje på en ung pige, der gik på gangen. Han kunne se at hun ikke var en patient eller en sygeplejeske.
"Undskyld mig Frøken, hvad laver du her?" Han gik hen mod hende.

Benji så op på ham, med et træt blik. Hun rejste sig. "Min fejl" Mumlede hun "Jeg burde ikke være her." Hun så sig omkring, enhver lyst til at snakke med lægen havde forladt hende. Hun orkede ikke at skulle forklare hvorfor det var vigtigt at hun så sin søster nu, fremfor imorgen. Hun så på ham igen, men det føltes som om hun ikke så ham ordenligt, hun var bare bevidst om at han var der "Kan du vise mig udgangen?" hviskede hun så og kneb munden sammen til en tynd streg. Tankerne løb igennem hendes hovede. Nu var hun her. Hun havde vist en fremmed person at hun ikke var hel indeni, kunne hun ikke ligeså godt bare tage det næste skridt og opføre sig uden for alt normalitet kl. 2 om natten? Hun trak vejret dybt ind.
"Eller vent. Jeg vil gerne se en patient" Sagde hun så bestemt, men også en smule vaklende. "Hvis det kan lade sig gøre" tilføjede hun pligtskyldigt.

//Undskyld tiden, men mit internet stinker badly lige nu >.< //

Han rystede langsomt på hovedet.
"Nej, det burde du ikke." Men han gjorde intet tegn på at han ville vise hende ud, han betragtede hende bare vagtsomt. Han synes han kunne læse ud fra hendes ansigt, at der var noget galt. Hun havde nok en på hospitalet, som hun ville besøge. Hans anelser blev bekræftet, ved hendes næste ord.
"Tja, det kan jo faktisk ikke lade sig gøre, på denne her tid af natten," begyndte han langsomt. "Hvem er det?" Fortsatte han så. Han ville gøre en undtagelse med hende her, fordi han kunne se at det var vigtigt for hende.

Benji så på lægen, nu mere ordentligt. I hans ansigt kunne hun hverken se vrede eller irritation. Hun så forståelse.
"Det er min lillesøster, Solence Sonchez. Hun ligger i koma" En skygge af smerte gled over Benjis ansigt og de mørke huller i hendes mave blev stukket på ny, et efter et. Hun så bedende på lægen. "Hvis du vil være så venlig..." Hendes bøn lød mere desperat end hun havde planlagt, og hun skammede sig over at bede om medlidenhed på denne måde.


//Jeg skal se om jeg kan tilgive dig...

Det går lige (; ///

//Puuh, thank God! (; //

Han nikkede igen, og så på hende med medlidenhed i blikket.
"Er du Solence's søster? Selvfølgelig kan du se hende. Kom med mig." Han klappede hende hurtigt på armen, som trøst, og begyndte så at gå ned af gangen, mens han kiggede på dørtallene.
"Hun er herinde." Sagde han, og åbnede døren ind til en en-mands stue. Han gik derind, og tændte lyset, og så holdt han sig lidt i baggrunden, så pigen kunne få lidt tid alene med sin søster.

Benji fremtvang et lille smil, der plejede at komme så let. Men ikke i nat.
"Tak" sagde hun og bøjede sit hovede let. Som de gik mærkede hun sit hjerte banke hurtigere. Var det, det rigtige at tage ind for at se hendes lillesøster, hendes elskede lillesøster, som måske aldrig ville åbne sine smukke brune øjne igen?
Da de trådte ind i lokalet var det første hun så, pigen der lå i sengen. Den fantastisk smukke pige, med langt brunt hår der lå ned over hendes skuldre, den lyse hud der var næsten tæt på dødelig bleg. En bandage var bundet om hendes pande, der hvor hovedet havde slået imod bilens rude under ulykken. Benji gik tættere på, uden at sige noget, uden at ændre sit tomme, trætte ansigtsudtryk. Hun satte sig ved sengen og tog pigens hånd. "Hej..." hviskede hun og strøg en hånd over pigens kind. Hun var stille lidt. Ventede hun et svar? Egentlig ikke. Hun glemte alt om lægen der var i rummet. "Jeg kom hjem til dig..." Hviskede hun så "Jeg er så ked af at jeg kom forsent." Benji smilede svagt. "Solence, du er vokset. Du er smukkere end før" Hun sukkede og var stille igen. Hun havde så meget at fortælle om, alt det hun havde tænkt at Solence skulle se, og som hun måske aldrig fik chancen for at fortælle om. Hun bøjede sig ned og hviskede ind i pigens øre "Solence, jeg elsker dig, og jeg er så ked af det." Hun gav pigens hånd et klem og bed sig i læben.

At være vidne til denne her bund-ulykkelige kærlighed mellem to søstre, skar ham i hjertet. Han havde selv plejet pigen, Solence, og han vidste hvor heldigt det var, at hun ikke var blevet dræbt i bilulykken. Mens han, mod sin vilje, lyttede til pigens ord til sin søster, mærkede han en klump i halsen. Måske var det fordi, at ordene mindede ham om sig selv? Fordi det næsten var de ord han hviskede til et portræt af Sophie, derhjemme? Jeg elsker dig, og jeg er ked af at jeg kom for sent. Jeg er jed af at jeg kom for sent til at redde dig.
Han sank, og forsøgte at tvinge klumpen væk. Det nyttede ikke at gå helt op i sømmene, i sådanne situationer. Som læge skete der tit sådan nogle ting, og det måtte man lære at acceptere. Men det var jo heller ikke sikkert at pigen aldrig vågnede op. Det kunne hun stadig nå.

Benji vendte langsomt sit ansigt imod lægen. "Hvor længe er der igen før i slukker for hende?" Hviskede hun og rejste sig. Hun kunne ikke gøre mere for sin søster, og det skadede kun hende selv hvis hun blev hos hende meget længere.
Hun gik imod døren med et svagt smil. Nogle ville måske sidde ved siden af deres søster resten af natten, men det lå ikke til Benji at bruge sin tid på at lave ingenting, og hun ville ikke tage mere af lægens tid. Han havde allerede været meget hjælpsom.

Han rømmede sig, og så op på hende.
"Øhm.. Altså, det kommer an på om der kommer nogen forbedringer i hendes tilstand. Og... der har ikke rigtigt været nogen ændring, i et stykke tid." Fortsatte han stille. Det var svært, men hendes søster blev nødt til at være klar over realiteterne. De kunne ikke holde hende kunstigt i live for evigt. Selvom det var svært, blev man nødt til at acceptere det.

Hun nikkede. "Nej sådan er det jo..." sagde hun stille. Hun følte sig kold, men hun var vant til død og hun var klar over hvor skrøbeligt et liv var. "Men man kan jo håbe... Hvor meget har hendes hjerne taget skade?" Spurgte hun så og gik ud på gangen. Hun kløede sig på sin arm. Det stak hende i hjertet, men hun kunne intet vise uden på. Det var ikke noget hun kunne gøre mod sigselv eller andre mere, og hun følte sig som en koldhjertet bitch. Men hun var ved at bryde sammen indeni. Hendes søster var en af de eneste ting hun havde haft i sit liv, og nu ville hun måske aldrig kunne tale til hende igen.

"Ja, uden håb, kunne man ligeså godt være død." Mumlede han lavmælt, så lavt at han ikke regnede med at hun kunne høre det. Eller måske kunne hun. Det var også ligemeget. William havde mistet hans håb. Hans håb var nemlig blevet dræbt i en bilulykke. Han sank, og forsøgte at fokusere. Han var her, nu, og han skulle svare på et spørgsmål.
"Hendes hjerneaktivitet er faktisk temmelig højt, for en person i koma, hvilket tyder på, at skaderne i hjernen i minimale. Men det er ligesom bare hendes krop der... nægter at vågne? Hvem ved om hun kan høre når vi taler til hende. Måske kan hun, men er vare ude af stand til at svare." Han sendte søsteren et lille, blegt smil.

Benji rynkede brynene, og vendte sig imod lægen. "Det må være forfærdeligt..." Sagde hun forskrækket "Kan det virkelig være muligt?" Hun vidste ikke om det var håb eller rædsel der fyldte hende. Kunne der være størrer sandsynlighed for at Solence så ville vågne, eller ville hun bare dø, uden at kunne... gøre noget, men kunne fornemme alt omkring sig?

Han stak hænderne i kitlens lommer, og tænkte sig om inden han svarede.
"Måske ikke ordret, men der var været eksempler på folk der har vågnet af deres koma, og som har kunnet berette om underlige "drømme" de havde, under komaen. Hvordan de kunne huske brudstykker af samtaler de havde hørt. Så ja, det er muligt. Selvom det er sjældent."

Hun fugtede sine læber.
"Vil du drikke en kop kaffe med mig?" Spurgte hun pludseligt, og anede ikke hvor det kom fra. Måske havde hun bare brug for at få sine tanker et andet sted hen. Hun smilede undskyldende. "Jeg er ikke særlig taktfuld lige nu" sagde hun så "Det er jeg ked af..." Hun kneb øjnene sammen og åbnede dem så igen. Sorgen over sin søster var for stor til at hun kunne koncentrere sig om den.

Det pludselig spørgsmål, og emneskiftet især, overraskede William en del, men han skjulte det godt. han var klar over at pigen var bundulykkelig, og sikkert ville give hvad som helst for at få tankerne på flugt. Desuden kunne han også godt bruge en kop dampende varm kaffe, og en snak. Måske ville det gøre ham godt.
"Hvorfor ikke," svarede han, med et lille smil. "Vi kan gå ned i cafeteriet på etagen nedenunder? Medmindre du gerne vil et andet sted hen?" Det kunne jo være, at hun synes det ville være lidt for underligt, at sidde alene i cafeteriet med en fremmed, midt om natten. Men da han var læge, kunne han bare låse sig ind hvor han ville, og hvornår han ville.

//jeg svarer imorgen, jeg er fuldstændig træt tom i hovedet! (: ///

//Det er okay (: //

Hun smilede skævt, men desværre ikke på en måde der gav nogen som helst liv i hendes øjne.
"Næh det er helt fint... Men... Der er vel ikke åbent dernede?" Spurgte hun, og tænkte på om han bare sagde ja for at være høflig, eller fordi han rent faktisk havde lyst. Hun hadede at føle sig til besvær, det var noget af det værste hun vidste. Men lige nu følte hun at hun burde være derhjemme, og lade den venlige læge være i fred. Men hun sagde ikke noget, tog ikke noget tilbage.

Han gengældte hendes smil, ligeså halvhjertet som hende. Ikke fordi han ikke havde lyst til at drikke kaffe med hende, men fordi det var hundrede år siden han havde smilet, så det føltes ikke rigtigt.
"Nej, det er der ikke. Men der er visse fordele ved at være læge her! Man har nøgler til det hele." Han fremdrog et nøglebundt, og viftede lidt med den.

Hendes smil blev en smule bredere "Pretty awesome..." sagde hun og lagde hovedet en smule på skrå, "Du må hellere vise vej, jeg kender ikke det her hospital så godt som jeg kunne ønske mig" Hun så sig lidt omkring, med et lettere hjælpeløst ansigtsudtryk. Så rettede hun koncentreret opmærksomheden imod ham igen.

"Følg med Frøken." Han gjorde en flot bevægelse med armen, og skulle lige til at slukke lyset i stuen. "Er du færdig her?" Spurgte han så stille, da det jo kunne være at hun ville sige noget mere til hendes søster, inden de gik.
Han så afventende på pigen, stadig med en finger over kontakten. Så kom han til at tænke på, at han egentlig ikke havde fået afvide hvad hun hed. Det måtte han lige finde ud af bagefter.

Benji gik hen til sengen, smilede kærligt til sin søster "Jeg tror på dig" sagde hun fast og kyssede pigens læber. Så nikkede hun til lægen og gik ud af værelset "Mange tak for du ville hjælpe mig, det sætter jeg virkelig stor pris på" sagde hun og smilede kort "Der er ingen grund til at jeg er så ked af det... Jeg mener, det er bedre at hun har en chance for at vågne op end at hvis..." Hendes stemme kørte af sporet og hun var stille lidt, før hun bestemt afsluttede sin sætning "hvis hun var helt død" sagde hun.

Han kiggede lidt væk, da hun tog afsked med sin søster, og da hun kom hen til ham igen, smilede han også kort til hende. Han slukkede lyset, og lukkede døren.
"Det skal du ikke takke mig for. Jeg ved hvor svært det er, for de pårørende til mennesker i koma. Det er forfærdeligt. Men ja, du har ret i at det er bedre at hun ligger i koma, med chancer for at vågne, end hvis hun var død."
Han begyndte langtsomt at gå ned af gangen, indtil de kom hen til en elevator. Han åbnede døren, og trådte derind, mens han holdt den så pigen kunne gå derind også.

Benji hoppede let ind ved siden af ham, og smilede til ham, nu mere oprigtigt. Hun følte at hun havde fået gjort hvad hun kom her for, og det var dejligt at få sin søster lidt på afstand. "Lige meget hvad siger jeg nu tak alligevel" Sagde hun "Tak fordi at du forstår mig, i det mindste" Hun smilede skævt. Der var mange mennesker der troede de forstod hende, knapt så mange der vidste at de godt kunne lade være med at prøve på at forstå hende, og så var der en lille gruppe mennesker der rent faktisk forstod hende. Hun havde på fornemmelsen, at lægen kunne være en af den slags mennesker. Men det ville hun sikkert aldrig finde ud af, hun ville sikkert ikke se ham igen med mindre der skete enten forværing eller forbedring i Solences tilstand.

Han smilede tilbage til hende, og nikkede let, ved hendes ord.
"Det... var så lidt så." Han var egentlig glad ved at høre de ord. Tak. Altså, at høre det komme fra en, som ikke var en patient. Det var jo nærmest de eneste han snakkede med. Han havde været totalt isoleret, det sidste år. Elevatoren standsede, og han gik ud. Han fortsatte han til cafeteriet, som lå mørkt og stille hen. Han åbnede døren derind, og holdt den åben for hende. Så tændte han lyset, og fortsatte om bag i køkkenet, hvor køkkenfolket tilberedte mad og drikke, til gæsterne og patienter. Der var en ordentligt kaffe maskine, som kunne lave næsten alle slags kaffer, og varme drikke i det hele taget.

Hun så sig nysgerrigt omkring. Så slog hun blikket hen på ham. Hun vidste ikke helt om hun turde følge med ham om til kaffemaskinen. Af en eller anden grund syntes hun det ville være akavet af hende at gå om på den anden side af disken.
Som om hun ikke havde en ret til at befinde sig der, på trods af at der kun var lægen og hende.

Han så på hende, med et let smil.
"Hvad skulle det være?" Han greb fat i 2 krus, og lavede selv en kop dampende varm caffe latte, hvorefter han så afventende på hende. Måske var det egentlig meget godt at få noget kaffe, så kunne han blive kvikket lidt op. Han sov aldrig særlig meget om natten, så han havde næsten permanente mørke rander under øjnene. Kaffe gjorde ham lidt mere vaks og vågen.

Hun trak på skuldrene. "Bare en normal kop stærk kaffe..." Sagde hun så og smilede. "Så er du sød" tilføjede hun.
Hun gik tættere på ham. "Jeg tror ikke vi er blevet ordenligt introduceret for hinanden" sagde hun, en smule genert "Jeg hedder Benjina... Kald mig noget andet hvis du føler for det." Hun trak på sine skuldre "mine forældre er lidt smagløse når det kommer til navne." Hun grinede kort. Lyden af hendes egen latter lød mærkelig inde i hendes hovede. Hun lo sig igennem dagen, men hun lo aldrig om natten. Det var en mærkelig ting hun havde lagt mærke til, efter hun havde hørt om sin søsters ulykke. Det var også derfor at hun kun ville se Solence om natten.

"Så gerne," sagde han venligt, og lavede en kop sort kaffe til hende. Han stak 2 skeer oveni kopperne, satte dem på en bakke sammen med mælk og sukker, og lagde så noget småkager på en tallerken også.
"Det er vi ikke nej," sagde han med et lille smil. "Det glæder mig at møde dig... Benji? Jeg hedder William Campbell, og du kan kalde mig Will eller William, alt efter hvad du har lyst til." Han tog bakken, og gik hen mod et bord, henne i et hjørne. For hende var det måske lidt underligt, sådan at gå rundt på et hospital om natten. For ham var det hverdags ting.

Hun satte sig hen til det samme bord med et lille smil. "Som der dog bliver serviceret" Sagde hun "Tak skal du have."
Hun strøg noget hår om bag ørene "Det er hyggeligt at møde dig Will" Sagde hun. Hun kunne lide navnet Will. Vilje. Viljestyrke. Hun smilede over sammensætningen. Sjovt nok noget hun normalt havde en masse af. Hun tog sin kop, pustede lidt til den varme kaffe, og tog så en slurk. Hun lukkede øjnene og mærkede den bitre væske glide ned. Bare den stærke smag virkede opkvikkende på hende, og hun fik følesen af at tænke klarere.

Han smilede et lille skævt smil, og satte sig også selv ned, overfor hende.
"Så.." Begyndte han, og tog også en slurk af sin varme kaffe. Lidt af skummet satte sig på hans læber, og han slikkede det hurtigt væk. "Hvorfor besøger du ikke din søster om dagen, når hospitalet rent faktisk har åbent?" Han så lidt undrende på hende, og satte så sin kop ned på bordet. Det havde undret ham lige siden hun kom. Hvorfor besøgte hun hende ikke på et andet tidspunkt?

"Jeg er modigst om natten" indrømmede hun. Hun så ned i bordet. Hun havde været i Forks i 5 dage, og hun skammede sig over at hun ikke havde turde besøge Solence før nu. "Og Jeg ville være i det rette humør når jeg besøgte hende..." Hun bed sig i læben "og så ville jeg være alene" Hun smilede skævt og så op på ham "Lyder det helt fjollet?"

Han rystede langsomt på hovedet.
"Nej. Det gør det vel ikke." På en måde kunne han godt forstå hende. Selv ville han nok have valgt et andet tidspunkt, men måske havde hun bare desperat behov for at se sin søster. så ville det jo være synd at holde hende tilbage.
"Hvor gammel er du så Benji?" Spurgte han lidt efter. han tænkte, at hun nok helst ville snakke om noget andet end sin søster.

Hun smilede taknemmeligt. "Jeg... fylder faktisk 20 den 6. August" svarede hun med et lille smil "Pludselig færdig med teenage årene" Hun grinede og så, så lidt på ham "Det kan virke skræmmende" indrømmede hun. "Hvor gammel er du?" Det undrede hende lidt, han så meget ung ud, og han var allerede uddannet læge? Han var vel meget ældre end han så ud.

"Ja, det var sku' lidt underligt, da man var færdig med dem." Han så lidt ud af vinduet, og lod så sit grå-blå blik glide tilbage på hende. "Jeg er hele 23 år gammel." Han smilede lidt. "Så jeg er jo snart en ældre herre." Sagde han sarkastisk, og drak lidt mere af sin kaffe. Tænk, han ha vde måske allerede levet 1/3 del af sit liv. Det var lidt underligt at tænke på. Men sådan var det jo. Man bliver født, man lever, og man dør. Og så var der de, der døde inden de blev født. Og de, der blev født, knapt nok levede, og så døde. Han rømmede sig.

"23?? Du ser yngre ud..." det røg ud af hende, før hun kunne stoppe sig selv. Hun så ned i bordet "Ej det må du altså undskylde" Sagde hun "Det var ikke ment på den måde" Hun så langsomt op og smilede prøvende. Hun havde faktisk syntes at han så jævnaldrende ud med hende selv, og det var han næsten også. Men bare ældre.

Han kunne ikke lade være med at le over hendes udbrud.
"Det ved jeg godt at jeg gør. Jeg har altid set yngre ud end jeg egentlig er. Jeg håber da bare at det bliver ved med at være sådan. Det ville da være ret dejligt, hvis man som 40 årig lignede en der var langt yngre." Han smilede et hurtigt, skævt smil, og rørte åndsfraværende rundt i sin kaffe.

Hun grinede kort "Jaeh, det kunne være ret skønt!" sagde hun "At være evigt ung" Hun drak noget mere af sin kaffe, som hun havde glemt alt om. "Det kunne være vildt. Evigt liv og evigt ung, evigt stærk og evigt sund" citerede hun og grinede kort.

Han smilede lidt, af hendes ord, men blev så alvorlig igen. Han var meget alvorlig for tiden.
"Tja, det er jo som man ser på det. Hvad godt er der ved evigt liv, hvis man skal være alene?" I hans hoved, fortsatte han sætningen: [i]Hvad godt er der ved evigt liv, hvis den man vil leve med, ikke er her mere?[/i]
Han blinkede hurtigt med øjnene, af frygt for at tanken skulle have fået tårer frem i hans øjne.

"Det ville være et helvede" Sagde Benji langsomt. Hun kunne forsøge at forestille sig det, men det var ikke muligt. "Så hellere bare leve et normalt liv" Hun smilede skævt "Og ældes" tilføjede hun og grinede kort "Selvom det kan være mærkeligt!"
Hun sukkede og drak resten af sin kaffe. Hun kunne ikke glæde sig til at fylde tyve, som hun havde gjort før. Det eneste hun ønskede sig var at hendes søster ville vågne og kunne fejre den sammen med hende.

"Ja." Sagde han stille, og fortsatte roligt: "Det virker mest lokkende på mig."
"Går du så stadigvæk i skole, eller den er du færdig med?" Spurgte han nogle sekunder senere, og drak lidt kaffe igen. Det smagte godt, og han kunne allerede mærke den opkvikkende virkning det havde på ham.

Benji lænede sig tilbage og krydsede sine arme. "Nej... Jeg gik aldrig på High School" sagde hun med et lille smil "Det ville jeg ikke" Hun prøvede at gætte sig til hvad han tænkte. At hun var doven, og ikke havde nogen fremtid? Det var der hvertfald mange der tænkte om hende, vidste hun.

"Det lyder realistisk. Sådan havde jeg det også, men tanken om at jeg ville have en høj uddannelse som læge, fik mig til at blive ved. Til at holde ud." Han smilede lidt. Selvom han havde været skoletræt, havde han taget sig sammen, og var blevet ved. Og det gavnede sig jo også i den sidste ende. Nu havde han et udmærket job her, og tjente godt.

Hun trak på skuldrene "Jeg begyndte aldrig i første omgang" indrømmede hun. "Jeg vidste at High School umuligt kunne give mig noget jeg kunne have brug for..." Hun smilede skævt "Jeg har ingen forventning om at blive hverken læge, advokat eller noget andet fornemt" Hun grinede kort.

//Hmm, har været væk i hundrede år, og kan se at du er vampyr nu. Så måske skulle vi bare droppe emnet, og eventuelt lave et nyt??