Dejligt regnvejr - Saria

Årstid: Sommer
Sted: I Skoven i reservatet
Omgivelser: Natur
Vejr: Det regner ret voldsomt
Påklædning: Pels xD
Tid: Om aftenen, ved en 23 tiden

Jake var i sin ulveskikkelse, for så generede regnen ikke nær så meget. Han løb ret langsomt, når man tænkte på hvor hurtige de kunne. Han elskede lugten af skov når det regnede. Dråberne der blandede sig med skovjorden havde en af de mest dejlige lugte, efter hans mening. Han satte sig ned, og snuste højlydt i luften. Så lukkede han halvvejs øjnene i, og sad bare stille, og mærkede regnen mod sin bløde, sorte pels.

Sarias brune hår klistrede til hendes ansigt, fordi det var vådt. Hendes hud var varm selvom vejret var iskold. Hun svimlede svagt, og hun følte sig ret dårlig tilpads. Hun var taget ud til reservatet, fordi hun savnede det. Hun havde savnet det så meget, i de måneder hun havde været væk. Hun rakte ud og støttede sig op af træet, men blev hurtigt vågen igen da noget knaste i den våde skovbund. Hun lænede sig en smule ned af, og stirrede ud i den mørke skov.
Hun trak været dybt, og hendes øjenlåg sitrede. Hvor var hun bare træt. Hun følte at hun havde tømmermænd, men havde overhovedet ikke drukket noget.

Et lille vindpust, med en underlig lugt, forstyrrede Jake, og han åbnede øjnene, og hvis en ulv kunne gøre det, ville han hæve et øjenbryn. Han peb forvirret. Lugten, som vinden havde bragt med sig, mindede ham om noget. Eller nogen. Han rejste sig brat op. Kunne det være Saria?! Han havde ikke set hende i månedsvis, hvis det kunne gøre det. Det føltes som om han ikke havde set, eller snakket med hende i årevis!
Så satte han i langsomt løb, styret af sin lugtesans, og stødte snart på hende. Der var hun, ti meter fra ham. Så smerteligt velkendt. Han gik hen til hende, langsomt da han ikke ville forskrække hende, og sendte hende et bredt ulvegrin.

Alle hendes muskler var spændt, og hun var lige ved at besvime da den store ulv kom frem imellem træerne. Ulven var mærkelig bekendt, den var så smuk og sort. Hun havde lyst til at klø den bag øret, lyst til at hyle til den. Så spærrede hun de brune øjne helt op. Kunne det være ham, ham?? "Jake?" Hun lænede sig fremover og betragtede ham.
Men alligevel stod hun bare helt stille. Hun følte sådan en smerte i sit hjerte. Hun havde lyst til at kramme ham ind til sig, men hun havde så ondt over det hele. Hun prøvede at sige til sig selv, at det bare var hendes jetlag.

Han nikkede ivrigt med det store, pelsede hoved, og hans spillende sorte øjne hang ved hendes ansigt, uden at kunne forstå at det var hende. Det var så uvirkeligt. Så fik han set ordenligt på hende, og lagde mærke til, at hun helt klart virkede utilpas. Hun så faktisk lidt syg ud.
Han gav hende et hurtigt slik på hånden, travede så ind bag nogle tætte træer, forvandlede sig, trak de bukser på som havde siddet fast på hale, og løb så tilbage til hende.
Hans brune øjne skinnede lykkeligt, og trak hende ind til sig.

Hun havde lyst til at græde i hans arme, men lod klogeligt være. Det ville være så mega pinligt. I stedet for hviskede hun bare hæst: "Du er blevet højere." Der var en vis smerte i hendes stemme. Hun troede ellers at hun ville blive så glad nu, men alligevel ikke helt. "Jeg har savnet dig så meget." mumlede hun og trak vejret langsomt.
Hun havde ønsket at han havde været der til at beskytte hende, til at kæmpe sammen med hende, da hun løb ind i vampyrene. Næsten som på komando sved såret på hendes lænd, men hun skubbede det ud af tankerne, og pressede ham bare hårdt ind til sig.

Han lo kort, ved hendes bemærkning.
"Jeg vokser en smule hele tiden. Du, derimod, er ikke blevet meget højere, så vidt jeg husker." Han kunne godt høre smerten i hendes stemme, så da de havde stået i lidt tid og krammet hinanden hårdt, trak han hende blidt ud fra sig, så han kunne se hende i øjnene.
"Jeg har også savnet dig helt vildt Sari!" Svarede han stille. Det havde han virkelig. næsten ingen af hans gamle venner var her mere. Men nu var en af dem kommet tilbage. Måske fulgte resten med. Han aede hende blidt på armene, med sine hænder.
"Men hvad er der galt med dig? Du ser ikke helt rask ud." Hans chokoladebrune øjne så bekymrede på hende.

"Det' bare jetlaggen." mumlede hun, og håbede inderligt at man godt kunne få jetlag fra Frankring. Hun kløede sig på hoften, og kunne svagt føle aret. Hvis hun havde været alene ville hun have bandet. Hun følte at hendes for store, hvide, varme sweater var gennemsigtig, så han kunne se aret. Men selvfølgelig ikke.
Hun lænede sig en smule frem imod ham og strøg ham blidt over kinden. "Jeg jeg er sikkert ikke vokset." sagde hun, glad for at lyde lidt mere lykkelig end hun følte sig. Men hun var mere lykkelig, hun var glad for at hun var taget ud i skoven, og ikke havde været alene inde i sin lejlighed.
"Nå men, hvordan går det så her?" spurgte hun, for at starte en fornuftig samtale.

Han rynkede panden.
"Hvor har du egentlig været henne?" Han så stadigvæk bekymret på hende, og kunne ikke forstå hvis man kunne få det så dårligt, som hun helt sikkert havde det, pga. jetlag!
Han så på hende med et smil på læben.
"Nej. Du er ligeså lille som altid." Han strøg hende kort over kinden med en finger, og smilede skævt. Eller, hun var vel ikke ligefrem lille, men i forhold til ham, var hun altså!
"Tja, jeg ved snart ikke. Vampyrer er sku' ved at være i overtal, der er kommet en del nye varulve, jeg er blevet medlem af Annika's kobbel, og næsten alle de "gamle" varulve er væk. Altså, de gamle venner." Han så lidt trist ud. Det var svært at følge med i, hvordan der kom nye til, og hvordan de gamle forsvandt. Kate, Sargas, Amara, Emily. Men nu var Saria i det mindste kommet tilbage.

"Selv M?" spurgte hun overasket. Hun havde aldrig regnet med at hun ville miste Emily. Hun var der jo bare altid, især når man havde brug for hende. Bare ikke i europa, men det var jo logisk ikke?
"Det er svært at fatte.." Men alligevel var det måske ikke så svært endda. Hun havde jo også været væk, og de havde helt sikkert også savnet hende. Håbede hun i hvert fald. Jake havde, det sagde han da.
Hun saatte et halvfalsk smil på læberne, og flettede fingrende ind i Jakes. Hvis han gik nu, ville hun dø.
"Men hvis Annika har styr på det.." Hun havde knapt nok set Annika, men hun regnede med at hun kunne styre det. Saria var en af de ældste varulve her, så hun følte meget at hun skulle passe på dem alle sammen...

"Ja, selv Em.. Jeg har mødt hendes kusine, som var her i en overgang, men nu er hun vidst også forsvundet. Men man kan jo håbe at de følger dit eksempel, og kommer tilbage." Han smilede lidt trist til hende, ikke pga. at hun var kommet tilbage, selvfølgelig ikke, men pga. tanken om de andre.
"Det har hun vel. Hun er en god alfa." Sagde han stille, og gengældte trykket på deres fingre. Han havde ligeså lidt lyst til at Saria skulle gå, som hun havde til at han skulle gå.
Han holdt hårdt om hendes fingre, men vidste at hun kunne klare det, da hun var varulv. Men han var bare så bange for at give slip. Tænk hvis hun forsvandt igen? Nu havde han endelig fået hans veninde tilbage, og han lod hende ikke gå igen!

"Nå men.. mange nye varulve? Nogle lækre piger?" Hun satte et bredt, ret drillende, smil op. Gad vide hvem som var kommet.. Men det var ikke den måde hun mente det på, det viste hun inderst inde. Hun var bange for hvad han mente om hende, og hun var bange for at hans følelser for hende var.. ja forsvundet imens hun havde været væk.
Hun sank en gang, og følte sig så dum over at sige det. Imens hun havde fået taget halvnøgne billeder i Frankring, havde han tæver vampyrrøv. Hun fik ondt i hjertet ved den tanke. Godt nok var hun ikke sluppet, men alligevel...

Han trak på skuldrene.
"Tja, det er de vel." Så sendte han hende et bredt smil. "Men selvfølgelig er der ingen der er ligeså lækre som dig!" Han lo til hende, og sendte hende et kærligt blik.
Så kom han i tanke om, at han egentlig ikke havde fået spurgt om hvad pokker hun havde lavet, mens hun havde været væk.
"Hvad har du egentlig lavet i de de måneder du var væk?" Spurgte han hende om, og hævede et øjenbryn. Han gættede på at hun havde været langt væk, og fløjet i lang tid, ellers kunne hun da ikke have det så dårligt pga. jetlag.

Hun fik en veltilpads kriller ned langs ryggen, og smilede til ham. Det føltes beroligende, det han sagde.
Så kløede hun sig i håret, og tænke over et godt svar hun kunne give ham.
"Jeg har.. lavet noget modelarbejde i Frankring." For hende var det hverdagskost. For et par uger siden havde hun været med i en skotøjsreklame. Og hun havde stadig ondt i fødderne efter de dårlige sko. Hun lovede sig selv at hun aldrig nogensinde ville være med med i sådan nogle reklamer mere. Tanken fik et lille smil til at kruse hendes læber.
"For gode penge du ved." Det var jo gruden til at hun gjorde det. Hun nød ikke ligefrem at blive fotograferet.

Han nikkede til hende.
"Okay så.." Så tøvede han. "Er den slags spændende?" I hans ører lød det som noget af det mest dødkedelige man kunne lave. Bare stå og posere foran et kamera. Han ville hellere sparke noget vampyr-røv.
"Det forklarer en del!" Svarede han, og smilede skævt. Hvis der var gode penge i det, kunne han måske forstå det. Men på den anden side, hun var jo også en pige. Måske syntes de sådan noget var spændende. Saria var da i hvert fald køn nok til at være model. Men alligevel!

Hun slog en lille, spinkel latter op. "Nej, det er røvsygt." For en gangs skyld var det dejlitg at sige din vilje, til nogle man elskede. Hun sank noget, og så ned på sine negle.
"Bare fordi man er en pige, er det ikke så anderledes. Jeg kan godt forstå hvis du syntes det lydder underligt." Det syntes hun i hvert fald selv. Men hun havde fået et tilbud hun ikke kunne afslå, bare for de shots de havde fået taget til skoreklamen havde hun fået omkring 2500 euro for. Der var ingen steder i Forks man kunne få så gode penge, så hurtigt. Det havde ikke taget særlig meget over tre dage.

Han grinede lavmælt.
"Det giver virkelig også mening at gøre det så!" Smilede han. "Men okay, hvis du tjener godt på det, er det mere forståeligt." Men så forsvandt smilet, og han så alvorlig ud.
"Men du må altså love mig at du ikke bare forsvinder igen lige pludselig! Det kan jeg ikke klare. Så må du tage mig med, hvis du skal afsted igen." Han så hende ind i øjnene, og vidste med sig selv, at hvis hun forsvandt igen, var det mere end han kunne klare, nu da hun var kommet tilbage igen!

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af tanken. Tanken om at tage ham med til Frankrig næste gang. Hvor ville hendes arbejdsgiver glo. Hun løftede sin hånd, og strøg ham blidt over overarmen. "Bare rolig. Jeg lover at jeg ikke tager væk igen. Jeg lover det." Hun trak vejret dybt, duftede til ham. Duften af ham gjorde hende tryk, og hun følte sig hjemme.
"Men hvad går du så rundt og tjener penge på?" spurgte hun, og så ned for at skjule sin rødme. Hun var glad for at de ikke var ulve, så han kunne læse hendes tanker. Det ville være så slemt.

Han fik gåsehud på armen, der hvor hun rørte ved ham, men han tænkte ikke nærmere over grunden til det. Det kunne han tænkte over senere. Han rømmede sig kort.
"Du kommer til at holde det løfte!" Sagde han med et smil, løftede en finger, og viftede med den foran hendes ansigt. "Jeg skal nok sørge for at du ikke smutter en gang til!" Sagde han truende, med et glimt i øjet.
"Jeg arbejder på et værksted et par gange om ugen. Det giver ikke så meget, men det giver det jeg skal bruge. Og hvis jeg kommer i pengenød, kan jeg jo altid nasse lidt på mine forældre." Han grinede. Han havde ikke rigtig tid til at arbejde mere end et par gange om ugen, pga. pligterne i koblet. Desuden ejede han det hus han boede i, så han skulle ikke betale husleje. og hans udgifter til tøj og den slags var blevet lavere, efter han lærte og styre sin forvandling. Så eksloderede han ikke så tit.

"Du kan da altid nasse på mig," fniste hun og så på ham med et drillende glimt i de mørke øjne. "Og tro mig, jeg bryder altid et løfte. Det lover jeg." Det var først der det gik op for hende at det lød lidt mærkeligt.
Hun viste godt at han havde en forkærlighed for maskineri, og det hele var jo godt så længe han var glad, ikke? Hun var i hvetr fald glad over hans lykke.
Hun vred sit hår med et mærkeligt udtryk. "Nå men, skal vi ikke tage ned til stranden eller noget? Vi kan løbe om kap." Hun smilede lumsk til ham. Hun elskede bare at løbe om kap, især med ham.

// Smutter lige i 10-15 min. ^^ //

Han lo.
"Pas nu på - det gør jeg måske en dag!"
Han så på hende, og et bredt, drillende smil bredte sig hen over hans mørke ansigt. Hans hvide tænder var i kontrast til hans brune hud, og skinnede næsten i mørket.
"Tjo, det kan vi da godt. Hvis du tør. I ulve-form eller i menneskeform?" Han knækkede forventningsfuldt sine fingre, og smilede til hende.

//I orden //

"Du bestemmer." sagde hun, med sin konkurrence-stemme. Trodsig og drillende. Det samme var hendes smil. Hun stod lænet sig op af et træ, med hendes hår og tøj klæbende til kroppen. Den store, hvide sweater var alt for varm, men heldigvis havde hun kun en lille nederdel på, som sweateren næsten dækkede. Selvom sweateren var for stort, ville hun sagtens kunne løbe. Me ndet var ikke sikkert at hun ville kunne løbe fra ham.

// Mine naboer er udenfor, så jeg venter med at gå ud og nyde det gode vejr ;D //

Han tænkte sig kortvarigt om.
"Så siger jeg at vi nupper et kapløb i ulve-form!"
Han smilede skævt til hende, og rullede med skuldrene, som for at varme op.
"Hvis du altså tør?" Hans smil var drillende, og det samme var hans tonefald. Det føltes slet ikke som om hun havde været væk. Alting var som det var før hun forsvandt.

// Jeg skal snart på arbejde -.- //

// Bliver nødt til at logge nu, men kommer på senere.. Hej hej : D //

// Ses.. T _ T //

Hun fnøs, rejste sig, gik om bag træet og da hun stod foran ham igen, var hun blevet til den lille, rødbrune ulv. Lille var måske så meget sagt, for hun var meget større end normale ulve, men alligevel ikke så store som de andre ulve. Hun lagde sig ned med forbenene og logrede med halen. Hun kunne ikke lade være med at slikke ham i hovedet og spinde som en jaguar. Sådan sagde hun når hun var glad.

Jake grinede, og gik ligeså om bag et træ. Han smed tøjet først, da han ikke ville ødelægge mere, og gemte det under nogle buske. Så kunne han snuse sig frem til det senere, hvis det skulle være det. Så forvandlede han sig til den store, natsorte ulv, med de chokoladebrune øjne.
Han gik tilbage til Sari, og smilede et ulvesmil, da han kunne se at hun også havde forvandlet sig. Hun var ikke særlig stor, af en varulv at være. Han hoppede grinende rundt om hende, og gav hende et hurtigt slik i hovedet. Tænk hvis de havde været mennesker, og gik og slikkede hinanden sådan i hovedet. Han fnisede igen, så godt som en ulv nu kunne gøre det.
Hey mini!

Heys kæmpe! kurrede hun kærligt og daskede til hans store skuldre. Så kastede hun med det store hovede, gravede poterne ned i den våde jord, og satte af med en utrolig hast. Fang mig hvis du kan, Mega! hylede hun fuld af legeglæde. Hun havde det med at være meget barnlig, især når hun først begyndte at lege.
Hun rettede alle sine tanker imod løbet, skoven omkring sig. Hun var god til at lukke uønskede tanker væk fra sin hjerne, fordi hun var så.. hun havde været varulv i mange går og havde styr på det hele.

Han udstødte en knurrende lyd, og da hun satte i løb, løb han efter hende. Han pressede hans store, muskuløse krop til det yderste, og halede med besvær ind på hende. Hun havde fået et forspring, men hans ben, der var længere end hendes, var en fordel, og han var snart oppe ved hende. Han elskede at mærke musklerne i kroppen arbejde, mærke pulsen dunke højlydt, og hans varme regelmæssige åndedræt.
Du sku hurtigere end jeg huskede, mini tænkte han latterfuldt mens de løb mod stranden.

Hun sendte en let latter igennem sine tanker, til ham. Hun pressede sig lidt mere, og følte sig næsten allerede smadret. Hun havde trænet sin menneskekrop, men havde ikke haft nogle chance for at træne sin varulvekrop.
Du får så meget tæv, du gør! Måske burde hun have sagt noget som at han ikke var så slem endda, men det ville være kedeligt. Hun ville rigtigt gerne jorde ham, fordi hun brug for at jorde nogle, fordi hun selv var blevet jordet i Frankrig. Hun ville forstærke hendes selvtillid.

Han lo, igennem tankerne selvfølgelig, for han var ikke sikker på at hans ulvemund kunne le. Han tvivlede på det.
Du kommer bare an tøs!
Han havde trænet næsten dagligt, så både ulven og Jake var i god form. Men han kunne godt mærke det i benene alligevel, og da de nåede ned til stranden, havde de været temmelig lige.
Han lod sig dumpe ned på halen, med tungen hængende ud af munden, da de sad oppe i klitterne.
Det var sku længe siden jeg har løbet om kap med nogen. Men du er hurtig, på trods af din størelse! Tænkte han forpustet.

Hun lod den klukkende tanke-latter løbe igennem deres hoveder igen. Det er også lang tid siden jeg har løbet om kap med nogle, og du var en okay modstander. sagde hun med en munter stemme, som passede perfekt til ulvens udtryk. Hun stak snuden ned mod vandet, og trak vejret dybt ind. Duften af saltvand fyldte hendes forfinede lugtesans, og var næsten så stærk at hun måtte nyse. Hun behøvede ikke at sige hvor glad hun var for at være tilbage, for at dufte vandet. Han kunne bare lytte til hendes tanker, og han ville vide det. Ord var fuldstændig ligegyldige.

Han læste hendes tanker, og smilede et varmt ulvesmil.
Her er fantastisk. Jeg elsker at bo her. Han lukkede øjnene i, og nød følelsen af stille regn mod hans pelsede hoved. Det regnede ikke så meget mere, kunne man mærke. Han lagde sig ned i sandet, og hvilede hovedet på sine forben. Han betragtede lidt det stille vand, og nød at ligge her.
Jeg gætter ikke på at der var strande som La Push i Frankrig? Han smilede i tankerne

Overhovedet ikke som La Push, svarede hun bare. Måske nogle smukke nogle, med hvidt sand og det hele, men ikke som La Push. Det var sandheden direkte fra hendes hjerte. Og det kunne Jake føle.
Hun lagde sig tungt ned ved siden af ham, og slikkede ham i øret. Knapt så legesygt som før, for hun var ærligtalt lidt træt efter sprintet, og nu hvor hun lå stille, kunne hun mærke jetlagen igen. Den gjorde hende lidt svimmel. Men måske var det også på grund af hendes ar...
Hun glemte helt at skjule sine tanker for ham, og tænkte bare videre om noget normalt, i forhåbning om at han ikke havde lagt mærket til hvad der skete i hendes hoved.

Der er ingen steder som La Push sukkede Jake i tankerne. Han kunne ikke tænke sig at bo andre steder end her, i hvert fald ikke foreløbig. Han elskede følelsen af at gøre noget godt. Hjælpe menneskerne, mod vampyrerne. Man følte sig nyttig. Den følelse elskede han.
Han kunne godt mærke svimmelheden i hendes tanker, og han drejede hovedet om mod hende, og kiggede bekymret på hende.
Er du... så afbrød han sit tavse spørgsmål, og rynkede brynene.
Hvilket ar? Spurgte han tavst. Han havde lagt mærke til hvordan hun nærmest afbrød sin tanke, og han vidste at der var noget hun ville skjule.

Hun hadede situationer som det her, for hun kunne ikke lyve uden at han ville opdage det. Hun prøvede at tænke henkastede tanker. Jeg faldt bare over et kamera en af dagene. svarede hun, måske en smule for normalt. Jeg har fået et lille ar på mit ben. Det var jo rigtigt, men hun havde også fået et par andre, som var større. Men det sørgede hun meget kraftigt for ikke at tænke på. Hun ønskede at de havde løbet om kap i mennekseform.
Hun var bange for at han ville blive meget bemkymret for hende, og kræve at se hvor meget vampyrerne havde skamferet hende, men det havde hun ikke lyst til. Hun følte sig som en fiasko, at de havde kunne smadre hende sådan. Heldigvis healede hun hurtigt.

Du kan ikke føle dig svimmel, pga. af at du faldt over et kamera, for lang tid siden Tænkte han så roligt som overhoved muligt. Hvad er der sket? Han så hende fast i øjnene, holdt hendes blik fast så hun ikke så væk.
Tankerne fór igennem hans hoved. Hvad var der sket? Var der nogen der havde gjort hende ondt? Dem der havde fotograferet hende? Eller var det varulvenes naturlige fjender, vampyrer? De kunne jo lugte at hun var varulv.
Han knurrede dæmpet. Gud nåde trøste de vampyrer der havde gjort hende ondt, hvis det altså var det!

Det var lige den her reaktion hun havde frygtet. Hun fik lyst til at løbe hylende væk, da hun hørte hans knurren, men på den anden side fik den hende bare til at blive endnu mere tryg og glad for at han var her, sammen med hende. Men alligevel peb hun svagt. Bare da hun fornemmede hans tanker, kom hun til at tænke på det hele igen. Alt sammen. Hvordan en af kameramændende havde taget med hende, for at spise og snakke om en bonus, og hun skulle møde hans venner. Hvordan skulle hun have vist at vampyrerne, de såkaldte venner havde udspioneret hende igennem det stakkels menneske hele ugen. Og så havde de trukket hende med ind i en gyde, og givet hende tæv.
Hun stoppede med det samme tankestrømmen, lige efter at hun havde set de røde øjne for sig.
Den lille, rødebrune ulv lagde poterne på snuden og peb højt.

Han fulgte med i hendes tanker, så det ligeså klart for sig som hun gjorde, og som historien skred frem, blev hans blik mørkere og mørkere, og hans knurren dybere og dybere.
Sig det er løgn!? Snerrede han tavst. Bankede de dig!? Jeg troede fandme ikke vampyrerne var så feje! De plejer sku' da nok at mene at det skal være en fair kamp! Han snerrede, og kradsede i sandet med sine poter. Og hvad var så grunden til at de ikke slog dig ihjel? Hvad afholdt dem? Spurgte han bidende sarkastisk. Han var så vred, at han havde lyst til at slå vampyrer ihjel, lige nu! Åh, hvis der dog havde været én i nærheden!

Det værste ved det hele, var ikke engang at hun havde fået tæv, og at de havde ladet hende ligge og ømme sig i grøften, det værste var hvordan de havde pinet hende ved at ... spise et menneske lige foran hende, imens hendes ben var brækkede, og at hun ikke kunne rejse sig og rede det... Da de endelig forsvandt, lå der kun knoglerester og kød tilbage. Hun havde brækket sig hele vejen hjem, næsten to dage efter.
Hun hadede sig selv nu, endnu mere end hun havde hadet sig selv før. Hun havde næsten glemt det hele.
Ulvens øjne var våde, og hun var så glad for at han nok ikke lagde mærket til det. Og at han ikke så hvor mange ar hun enlig havde fået. Hun havde haft den store sweater på, for at skjule dem på overkroppen. Hun havde ikke haft nogle under knæende, så det var nemt nok at skjule...

Han væmmede sig...
Hvor ondskabsfulde kunne de være? Han ville have haft det på samme måde. Han ville hellere have udholdt smerterne, og mere til, end at se dem drikke menneskeblod. Det var det værste han overhoved kunne forestille sig. Hvor måtte hun have det forfærdeligt!
Han rykkede helt hen til hende, og nussede hende forsigtigt med sin snude, på hendes kind.
Hvor må du have det forfærdeligt Sari. Sagde han stille.

Hun peb ved hans berøring. Jeg er et monster! hylede hun. Jeg gjorde ingenting. Lod dem skamfere det stakkels menneske! Hun trak sig en smule væk fra hans snude, og slog sit eget hoved ned i jorden. Det kunne godt se lidt komisk ud, hvis det ikke havde været for den trykkede stemning.
Hun viste godt at han forstod hende, det kunne hun jo mærke i hans tanker, men alligevel. Hun følte sig så svagt. Det havde sikkert bare været almindelig vampyrer, ikke engang omegaer, men de.. de havde jo været flere end hende.. Tre mod en. Det var da ikke fairplay..

De tævede dig Tænkte han strengt, og lagde en pote under hendes hoved, så hun ikke kunne slå hovedet ned i jorden. Du kunne ingenting have gjort! Fortsatte han i tankerne. Han gøs ved billederne i hendes hoved, og mærkede kvalmen røre på sig. Det var forfærdeligt! Og det var overhoved ikke fairplay! Så feje var vampyrerne i Forks i det mindste ikke. Det måtte man give dem.

Saria trykkede hårdt ind til ham, som om han ville forsvinde hvis hun ikke rørte ham. Hun sørgede for at holde sig tæt til ham, duftede til hans pels, lyttede til hans ophidsede, tunge åndedrag, mærkede hans store hjerte slå. Hun lukkede øjnene og så billeder af ham sidst hun var her. En legesyg, sort ulv, som altid smilede til hende. Og et stort, smilende ansigt som indgød hende glæde og kærlighed. Uden ham var hun ingenting. Hun var enlig glad for at han nu delte hendes smerte.

Han lyttede tavst til hendes tanker, hendes tanker om ham, og han gengældte bare trykket, uden at bevæge sig. Hans gennemgik alle de hyggelige timer de havde tilbragt sammen, og lod hende se dem sammen med ham. Lod hende vide, at han havde været forelsket i hende, da de næsten lige havde mødtes. Han var faldet brat for den muntre, drillende pige, og den ligeså glade ulv. Og hvis ikke han tog meget fejl, havde hans følelser ikke ændret sig synderligt. Han lagde hovedet tungt på poterne, og sukkede. Hans varme ånde var synlig i den efterhånden kølige natteluft. Han følte sig så forvirret og splittet. Han elskede Saria. Men han holdt jo også så utroligt meget af Lucy, hun havde været hans trøst, da de fleste af hans venner var forsvundet. Men han kunne ikke forhindre hans hjerte i at slå med dobbelt styrke og hastighed, når han lå her, så tæt med Saria. Han nussede hende forsigtigt på kinden, med sin snude.

Hun nappede ham kærligt i øret, og var ikke det mindste ked af hans tanker om Lucy. Hun kendte Lucy, og hun var en af hendes bedste veninder. Og selv Saria havde også haft en forelskelse før, Casper var hans navn. Han havde taget hende med storm, men nu var han bare hendes ven. Det var jo også lang tid siden hun havde set ham.
Men lige nu hvad hun ligeglad. Hun var bare så glad for at ligge så tæt på af ham, men det lykkedes hende at opføre sig pænt, tænke på overskuelige ting. Hun var alligevel stadig både svimmel og øm over det hele, og hun var glad for at vide at det ikke kun var hendes jetlag nu.

Han lyttede til hendes tanker, om Casper. Han kendte godt Casper, de havde været venner, men han var vist rejst fra Forks, ligesom en masse andre, og han havde ikke snakket med ham i et halvt års tid. Men han var ellers en flink fyr. Det ville da også være utroligt, hvis Saria aldrig havde været forelsket, og han blev, ligesom hende, heller ikke ked af det.
Han støttede sit hoved mod hendes skuldre, og tænkte bekymret:
Saria, burde du egentlig ikke ligge i din seng lige nu? Du har det jo ikke særlig godt.

Hun ville ikke lyve for ham, for han ville vide det. Hun havde det ikke godt. Neeij! hylede hun, ret meget som et lille barnr. Jeg vil blive sammen med dig! Hun tænkte slet ikke over hvad hun sagde. Hun ville ikke have været så barnlig, hvis de ikke havde sådan en stemning såå.. ville hun have givet ham ret, gået hjem, drukket kaffe, kløet på sine ar og måske... sovet to-tre timer. Og ligge og tænke på ham hele natten.

Han smilede i tankerne, men han blik var stadig alvorligt.
Stædig har du altid været. Hans "tone"fald var kærligt. Men du kunne altså godt trænge til at hvile dig lidt Sari. Tilføjede han streng. Men hvad pokker. Han kunne jo ikke tvinge hende. Det ville han i hvert fald ikke prøve på. Hun tog nok hjem hvis det blev for slemt.

Hun rejste sig, og peb som et barn der havde droppet at plage. Hun rystede sin pels, og gik surmulende hen imod sit tøj. Hun var glad for at mærké den fugtige jord mod poterne igen, og smilede svagt. Hun forvandlede sig tilbage til menneske ved det træ som de havde stået ved før, og lod regnen vaske lidt af snavset af hendes ansigt, før hun trak i tøjet igen.
Hun fik en mærkelig lyst til at vise ham sine ar. Nu hvor han viste det. Tanken fik kuldegysninger til at løbe ned af hendes rygrad.

Han drejede hovedet, og fulgte hende med blikket, da hun rejste sig.
Det er for dit eget bedste søde! Påpegede han, lige inden hun forvandlede sig.
Han luntede hen til hende, og gned sig kærligt op af hende.