A New Face.

Gæst

Dato :: D. 10 Juli 2010.
Årstid :: Sommer.
Dag :: Torsdag.
Vejr :: Mørkt, dog stadig lunt og sommerligt.
Sted :: Skovbrynet.
Tid :: 22:45
Omgivelser :: Øjensynligt kun Caitlyn.

Det var en behagelig sommeraften da Caitlyn med lange skridt kom slentrende hen af stien ved skovbrynet. Hun var næsten lige flytter til byen sammen med sine forældre, hvliket havde været nyt og spændende for hende. Egentlig havde hun i starten været lidt ærgelig over at hun skulle flytter fra alle sine kammerater hjemme i New Orleans, men efter at have været her i et par dage havde hun ligesom vendet sig til tanken. Efter sommerferien skulle hun jo også starte på den lokale skole i Forks hvor hun sikkert ville få nogle nye venner - det var nærmest det mindste problem for hende. Caitlyn var nemlig meget udadendt og nem at snakke med, så hun fik ofte nemt venner. Desuden havde hun også kun hørt godt om Forks, bortset fra at der på mystisk vis var forsvundet nogle mennesker - men det var der vel en logisk forklaring på ?

Men denne herlige sommeraften var Caitlyn på vej hjem til huset der lå på Sct. Georg Avanue blot en tyveminutters tid på gå ben. Hun havde været på sit sommer job i en iskiosk og havde netop lige fået fri. Det havde været en lang dag og Caitlyn ville egentlig bare gerne hjem og hvile sig. Hun var iført et par kort cowboy shorts og en lysegul top, med v-hals som i kombination med hendes barm, dannede en sin kavalergang. Uden over var hun iført en creamfarvet cardigan, eftersom det var ved at blive køligt. På fødderne var hun hoppet i et par grå converse snerkers. Det lange blonde hår var trukket tilbage i en høj hestehale. Men roligt skridt forsatte hen hen af stien. Træerne dannede efterhånden som mørket lage sig uhyggelige skygger der fik det til at gyse i hende. Hun hørt en svag lyd og skævede tilbage ud af øjenkrogen *Var der mon nogen?* tænkte hun for sig selv om bed sig nervøst i underlæben, inden hun hev op i sin lille skulder taske.

Gæst

Jake havde travet rundt i Forks Skoven, de sidste par timer. Han havde, uden opfordring fra Annika, besluttet sig for at patruljere lidt. Han havde en grum mistanke om, at de skide vampyrer, pønsede på et eller andet. Der var kommet nye til, og de virkede ikke lige så klar over detaljerne i kontrakten, som de "gamle" blodsugere gjorde. Han nærmest ventede på at de ville bide et menneske. Og når det skete, var han så klar!
Han duftede snart efter et menneske, og han rynkede sin behårede pande, og stoppede med at løbe. Hans næse fortalte ham, at der ikke var vampyrer i nærheden, men det kunne der hurtigt komme! Og så ville pigen være i fare. Han luskede tættere på hende, men sørgede for at holde sig fuldkomment skjult.

Gæst

//Så.. behøves jeg vist ikke at komme. :b//

Gæst

//Vidste ikke at det var et aftalt emne >.< Sorry, bare fortsæt uden mig xD

Gæst

Nogle skridt kunne høres da Tom kom gående på stien, den sti hvor en anden skikkelse kom gående også, hvor Tom bare gik i den modsætte retning. Han vidste egentlig ikke hvad han lavede her? Af hvad han vidste, gik han bare rundt i sine egne tanker, imens at han havde puttet sine hænder ned i hver sin bukselomme på sin baggy jeans, der var lidt slidte, et hul var på hans ene knæ. Men han kunne godt lide at gå i dem, så det var han ligeglad med? Udover det havde han en hvid T-shirt på og en sort hættetrøje udover, samt sort bandana rundt omkring sin pande og hvide skater sko. Efter tænksomt lod han sin tunge glide ud at slikke ved sin læbepiercing, imens at han fortsatte med at gå, han havde ikke bemærket at der var andre til stede, fordi han var så meget væk, som han var og det skulle ikke undre ham, hvis at han blev forskrækket, når nogen prøvede at komme i kontakt med ham.

Gæst

Caitlyn havde ikke bemærket den skikkelse der kom slentrende imodsætteretning som hende, eftersom hun mere eller mindre gik i sin egen verden. Pludselig støtte hun ind i noget og gispede let inden hun så op og opdagede det var en anden person "Det må du virkelig undskylde, jeg..jeg så dig slet ikke" halv mumlede hun med et letter forvirret blik. Hendes blik gled efterfølgende hen over personen, der viste sig at være en dreng. Han lignede lidt et bande medlem, hvilket fik hende til og bede sig svagt i underlæben. Hele situationen var lidt akavet og hun fugtede hurtigt læberne. Da hun støtte ind i ham lod hun ikke mærke til noget udsædvanligt ved ham. Men nu hvor hun ligesom var kommet sig efter choket, huskede hun hvor kold hans arme havde været. Næsten som et lig...

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Bill havde jaget i skoven i Forks. Ikke mennesker selvfølgelig, det ville jo være et regulert brud på traktaten, mellem vampyrerne og varulvene i reservatet. Næ, han havde jaget dyr, for en gangs skyld. Han var stødt på færten af en los, som lugtede en del bedre end alle de skide hjorte, som daffede rundt i skoven. Så han havde tømt hjorten, men blodet havde ikke været helt tilfredsstillende. Det var jo dyreblod, og når man var vandt til menneskeblod, var det helt forfærdeligt. Men det havde mættet ham nogenlunde.
Hans øjne havde nu fået en finurlig ravfarve, af kombinationen af de sædvanlige menneskeblod, og så dyreblodet. Øjenne var smukke som sædvanlige, men også mindre opsigtsvækkende. De plejede jo at være blodrøde.
Bill var iført lyse, hullede bukser, der så tilpas slidte ud, og en sort t-shirt, som der var kommet et par blodpletter på, da han drak blodet. På fødderne havde han slidte converse. Hans hår var ikke sat op, men hang bare pjusket ned om hans ansigt, og et par enkelte totter hang ned foran hans ene øje.
Da han var på vej hjem, stødte han på en duft, så meget lækrere end lossen! Et menneske! Han sneg sig nærmere, uden mord i sindet, og fik snart efter øje på hende. Han stilte sig foran et træ, så han næsten var skjult i skyggerne, og ventede på at hun ville få øje på ham.

Gæst

Da Caitlyn pludselig mente at hører noget pudsle bag sig, drejede hun sig hurtigt om, med bankende hjerte hvorefter hun med et lette suk kunne konstatere at det bare var en fugl mellem bladene. Med hurtige skridt forsatte hun hen af stienmens hun kort rystede på hovedet af sig selv. Hvad havde hun regnet med ?! At der pludselig ud af det blå ville stå en person bag hende ? Hun måtte virkelig tage sig sammen og lade vær med at kører sig selv op. Med en let ubehag lod hun blikket passere rundt om sig. Måske var det også fordi træerne dannede de der uhyggelige skygger ? Whatever ! Hun var jo kun et par minutter fra sit hus. Langsomt formede sig et smil på hendes læber, ved tanken om at komme hjem og snuppe en kop kakoa inden hun derefter ville hoppe under dynen - Skønt! Pludselig greb ubehagen hende igen. Det var som om der var nogen der holdte øje med hende. Hendes funklende mørkeblå øjne søgte i mørket og faldt så over en sikkelse blot et par meter fra hende. Det gav et lille sæt i hende, men da hun opdagede det bare var en dreng, åndede hun letter op og gik forsigtigt hen til ham med et skævt smil om de kønne lyserøde læber "Godaften" hilste og med et genert smil og fik pludselig øje på blopletterne på trøjen "Ej gud er du okay?" spurgte hun med et bekymret blik og nikekde mod blusen mens hun bed sig svagt i underlæben.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Ved synet af hendes lækre, bløde, menneskehud, og dejlige hår, måtte han virkelig koncentrere sig, for ikke at flyve på hende. For ham, var det ikke kun den dejlige duft menneskene havde, der gjorde ham sulten. Hvis hans ofre var kønne piger, var det en større fornøjelse. Hvem ville vælge at bide i noget rynket, gammel hud, som sad på en pensionist, når man kunne bide i det bløde, velduftende hud der sad på unge mennesker?
I starten havde han bare drukket blod i et væk, uden at se på sine ofre, men nu var det mere spændende at charmere og forføre hans ofre. Hvilket jo var den letteste sag i verden, når man havde vampyr-udseende!
Han lænede sig lidt frem, ud af skyggen, og sendte pigen et skævt smil. Det sparsomme månelys glitrede i hans kridhvide tænder, og hans ravfarvede øjne skinnede.
"Godaften." Han havde overhoved ikke skænket blodpletterne en tanke, men da hun spurgte om han var okay, vidste han med det samme, at hun måtte tro at blodet stammede fra ham. Han flikkede hurtigt en løgnhistorie sammen.
"Ja ja, det skal du ikke tage dig af. Det er længe siden de kom på, og jeg har desværre ikke kunne få dem vasket væk." Han trak beklagende på de smalle skuldre.

Gæst

En form for lettelse spredte sig i kroppen på hende, da han kom med den forklaring at det var nogle gamle blopletter. Med et varmt smil blottede hun de perlehvide tænder og nikkede roligt, mens hun viste sin lettelse ved et holde en hånd for brystet "Thank god, jeg troede lige jeg skulle ringe efter en ambulance !" lo hun med sine varme smittende latter og smilehullerne i hendes kinder kom frem. Hurtigt fugtede hun læberne og trak let på skulderne "Jamen så vil jeg da se at komme hjemad" sagde hun hurtigt inden det hele blev akavet og løftede hånden som en hilsen. Inden hun vendte sig om for at gå, fik hun bemærket den markante farve hans øjne havde. Da hun begyndte at gå videre hen af stigen, var det som om at en lille film, fra situationen før blev spillet foran hende. Hun havde set danne øjne før. I en dog hun havde lønt af sin bedstemor, engang da hun var 10 år. De øjne mindede fuldstændig om...En varmpyrs! "Caitlyn tag dig sammen !" mumlede hun vredt for sig selv "Vampyre findes jo ikke" mumlede hu igen for ssig selv, så lavt at et almindeligt menneske ikke ville kunne hører det

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Han grinede af hendes kommentar, med hans bløde, varme latter, der på mindre end et sekund, kunne forvandle sig til en iskold, hån-latter.
"Bare rolig, jeg kommer næsten aldrig til skade!" Han var i hvert fald mere holdbar end almindelige mennesker! Men hvis han så kom op og slås med en anden vampyr, kunne de så til gengæld også gøre mere skade på hinanden, end almindelige mennesker kunne!
Han nikkede langsomt til det hun sagde, og så godt, at hun kiggede på hans øjne, og han kunne også se den svage overraskelse. For det var jo íkke en normal øjenfarve.
De næste sætninger mumlede hun, men han hørte hendes ord lige så klar, som hvis hun havde stået lige foran ham, og sagt dem med normal stemmeføring.
"Hvad behager?" Sagde han venligt til hende, og trådte roligt et par skridt nærmere hende.

Gæst

Caitlyn drejde sig overrasket om med et mistroisk blik. Han kunne da ikke have hørt det hun havde sagt ? Godt nok fandtes der mennesker med utrolig god hørelse, men selv disse ville ikke kunne have hørt et ord af hvad hun havde sagt. Ubehagen begyndte endnu engang at vokse, men forsavndt da hun kom i tanke om hvor pinligt det egentlig var at han havde hørt det hu lige havde sagt. Hendes kinder blussede let op "Ehm, ikke noget jeg går bare nogle gange og snakker med mig selv - det skal du skam ikke tage dig af" skyndte hun sig så at sige med en letter nærvøs latter inden hun igen vendte sig om for at gå. Gooood Caitlyn det der var rigtig pinligt ! tænkte hun ved sig selv og gav sig selv en lille dumflad i panden. Men efter lidt stoppede hun. Nysgerrigheden nærgede i hende og han havde jo trods alt hørt hvad hun havde sagt. Hun vendte sig om og begyndte at gå hen imod ham med et letter forlegent udtryk "Okay, jeg ved godt det her lyder fuldstændig sindsygt, men dine øjne.." hun stoppede et par meter fra ham, mens hendes mørkeblå øjne betragtede hans "..de minder mig om en varmpyr" sukkede hun med et opgivende udtrky, hvorefter hun slog svagt ud med armene "Nej bare glemt det, det var noget sludder at sige" mumlede hun go vendte sig om igen

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Han smilede, totalt upåvirket af hendes tiltagende nervøsitet, og betragtede hende med sine mørke øjne. Så hun kendte altså til vampyrer? Han ville finde ud af hvordan!
"Tja, det gør jeg skam også nogle gange, det tror jeg de fleste mennesker gør!" Han sendte hende et bredt smil, mens han øjne stadig hvilede på hendes ansigt.
Han lyttede til det hun sagde, uden at fortrække en mine. Så smilede han mystisk til hende.
"Gør de det? Hmm, den var ny. Hvordan ved du - bare af ren nysgerrighed! - hvordan vampyr-øjne ser ud? Har du nogensinde set en? Altså en vampyr?" Han trådte hen til hende, så der kun var en halv meter imellem dem, og kiggede hende atter i øjnene. Holdt hendes blik fast, og tog sig ikke af hendes forlegenhed.
"Vel var det ej!" UDen at tænke over det, rakte han en hånd ud, og greb fat om hendes håndled, for at forhindre hende i at gå. Han tænkte slet ikke på at hans hånd føltes som om han havde holdt den i en fryser den sidste time, eller at hans fingre føltes som var de lavet af marmor.

Gæst

//And im out. Razz

//

Gæst

Caitlyn havde ikke regnet med at han ville prøve at stoppe hende, hvilket gav hende et lille chok, da hun så pludselig mærkede hans hånd om hendes håndled. Men noget der chokerede hende det mere var temperaturen på hans hånd. Den var iskold. Hun stirrede ned på hånden, der nu hvor måneskinet rigtigt lyste på den, også så bleg ud, inden hun rettede blikket mod hans øjne med et ængste ligt blik. Orderne var umulige at få frem, men til sidst fik hun sunket den kulmp der havde samlet sig i halsen og tag sig sammen "Jeg så engang et billede af en i en bog jeg havde lånt...det..det var blot en forstillig om hvordan en vampyr så ud..ikke andet" fik hun stammende frem. Hendes hjerte galoperede løs, men hun forsøgte at virke roligt. Nu hørte hun de spørgsmål han havde stillet hende inde i hovedet. Har du nogen sinde set en ? Altså en vampyr ?. Hun kiggede ham indtrængende i øjnene "..Og nej jeg har aldrig set en vampyr ...de findes jo ikke" hviskede hun med et ængsteligt blik da alt ved ham modsagde alt hvad hun lige havde sagt.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Da han kom i tanke om kulden og hårdheden, gav han slip fra hende, så hurtigt som han have taget fat i hende, og lod hånden falde ned langs siden, uden en lyd.
"Hvilken bog var det?" Spurgte han hurtigt og hårdt. Så tvang han hans hårde ansigtsudtryk til at blive lidt mildere, og han sendte hende et kort smil. "Bare nysgerrig." Gentog han.
Han rystede langsomt på hovedet, med et skævt, køligt smil. Så lagde han let hovedet på skrå, og betragtede hende uden at blinke. Hans øjne ulmede rødt.
"Nej det gør de ikke:" Sagde han eftertænksomt.

Gæst

Tankerne fløj rundt i hovedet på hende, men hun fastholdte stadig blikket på drengen. Der var noget mærkeligt over ham. Hun kunne bare ikke sætte en finger på hvad det var. Da han spurgte ind til hvilken bog det var, tog hun sig sammen og efter et hurtigt ryst på hovedet, for ligesom at komme til sig selv fik hun svaret frem "Ehm..Myths About Vampires" fik hun hurtigt frem og bed sig selv blidt i underlæben. De store mørkeblå øjne var stadig fænget af hans blik. Så ...anderledes.. Da hans øjne pludselig blussede op i en rødlig farve gav det et sæt i hende og hun følte sig bestemt ikke tryg mere. Med et skævt smil prøvede hun at komme med en undskyldning for at gå "Ehm, jeg ville gerne snakke videre, men jeg har lovet min mor at komme hjem lige efter arbejde" fik hun hurtigt frem med en halv ængstlig stemme, hvorefter hun drejde om på hælene og gik mod sit hjem i et hurtigt tempo.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Han nikkede langsomt.
"Lyder spændende," sagde han roligt. "Måske låner jeg den selv en dag." Han smilede skævt til hende, mens han øjne forblev som de var. Kolde og undersøgende. Og da hun sagde at hun blev nødt til at gå, satte han et ærgeligt ansigt op.
"Ej, come on, nu hygger vi os sådan!" Hun havde ryggen til ham da hun vendte sig om for at gå, så hun så ikke, da han løb i vampyr-tempo efter hende. Det vil sige, at han nåede op til hende, på et halvt sekund. Han greb igen fat om hendes arm.
"Din mor kan vel vente 10 min." Sagde han venligt, med en truende undertone i stemmen.

Gæst

Caitlyn fik et chok da hun atter mærkede hans kolde, kolde hånd om sit håndled. Hendes hjerte begyndte for alvor at banke nu og hun vendte sig langsomt om med blikket fæstnet til hånden. Hun prøvede desperat at skjule sin frygt, men det var tydeligt, eftersom hun rystede over hele kroppen. Hun sank endnu en klump der havde sat sig fast i halsen og flyttede blikket op til hans øjne "Hvordan fuck kan du nå mig så hurtigt, når jeg var flere meter fra dig...?...Og og din hånd...den er ..så kold" hviskede hun lavmælt og kiggede mistroisk op på ham. Pludselig begyndte brikkerne at falde på plads og hele hendes ansigt forvandlede sig og udtrykte stor angst. Med et rev hun sig løs fra hans greb og løb alt hvad hun kunne mod sit hjem.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Bill svarede ikke, så bare på hende med det samme kolde smil, og de udtryksløse, tomme øjne.
Han trak på skuldrene, som for at indikere, at det da ikke var specielt hurtigt.
"Synes du det var hurtigt?" Spurgte han hende om, lavmælt og hånligt. "Så har du sku' ikke set mig når jeg virkelig løber." Han grinede hårdt.
Da han mærkede at hun forsøgte at rive sig fri, gav han slip, og lod hende løbe. Jagten... Det var næsten det sjoveste. Han lod hende løbe 10 meter eller sådan noget, inden han løb efter hende. Han smuttede ind mellem træerne, så hun ikke kunne se ham, og hans fodtrin på jorden var fuldkomment lydløse, så hun kunne heller ikke høre ham. Han lod hende tro at hun var sluppet væk...

Gæst

Efter at have løbet i nogle få sekunder måtte hun stoppe af udmattelse. Hendes hjerte galloperede vildt og hun vendte sig ferbrilsk tilbage for at se om han skulle være løbet efter hende. Intet at se. Hun sukkede lettet hvorefter tårene løb ned over hendes kinder, mens hun halv hulkende forsætte hjem i et hurtigt tempo for en sikkerhedsskyld. Hendes tanker væltede rundt i hovedet på hende. "Det er løgn...det er løgn..vampyre findes ikke, de findes ikke" prøvede hun at berolige sig selv, men det hjalp ikke "Oh goood please help me!" bad hun med prøvede samtidig at få sin rystende krop til at slappe af. Hun kiggede sig nervøst rundt med ængstlige øjne.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

"Hvad siger du så..." Lød en hvislende stemme inde fra træerne af, og en skikkelse trådte ud, lige foran hende. "Hvis jeg fortæller dig, at de gør?" Hans smilede ondskabsfuldt, og hans hvide tænder lyste op i mørket. Hans ansigt lå stadig i skygger, og gjorde ham endnu mere skræmmende at se på.
Så trådte han længere ud, og månen ramte delvist hans hvide ansigts. Hans røde øjne var begyndt at blive sortere, hvilket var et sikkert tegn på, at vampyrer begyndte at blive sultne. Han så roligt på hendes ansigt, smilede koldt, og stod bare der. Hvis hun begyndte at løbe, ville han så nemt som ingenting fange hende. Der var bare én ting der afholdt ham fra at flænse hende, lige på stedet. Den skide traktat!

Gæst

Cailtyn skreg et skingert skrig da drengen, pludselig stod foran hende. Alt i hende ville flygte, men hun var lammet af skræk. Hele hendes krop rystede og hun så på ham med et afskyende blik "Du findes ikke..Du er ikke rigtigt!" pev hun skingert og mærkede endnu en klump samle sig i hendes hals. Da hun endelig kunne røre sig, gik hun roligt baglæns, med sine øjne i hans "Jeg ber dig...lad mig gå...jeg vil ...leve" fik hun lavmælt frem, mens de krystal agtige tåre løb ned over hendes kinder. Hun var klar over at hun intet kunne stille op mod en vampyr. Det havde hun også læst i bogen, men hun ville ikke dø, som et ænsgtligt offer og lade ham få den glæde. Roligt fik hun samlet mod til sig og rettede sig til sidst op mod et køligt og tomt blik "Gør det dog !? Spis mig dit ækle kryp" hvæsede hun med et afvendtende løftet øjenbryn og armene køligt lagt over kors. Hun vidste at hun skulle dø og så kunne hun jo ligeså godt gøre det med stolthed i hjertet...

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Inden hun så meget som kunne nå at blinke, greb han fat om begge hendes håndled, med sine hænder.
"Er jeg ikke virkelig? Det føles ellers sådan!" Han klemte til, ikke så hun brækkede håndledet, men nok til at det gjorde ondt på hende. Så spinkel, og så nem at skade og ødelægge. Han mærkede kræfterne bruse igennem hans årer, og fik lyst til at klemme til. Bare en lille smule mere.
Han gav slip fra hende, og hun gik bagud.
"Spise dig?" Han lo ligegyldigt. "Jeg spiser skam ikke mine ofre! Jeg tømmer dem blot for blod. Der er en stor forskel. Jeg er jo ikke en zombie eller noget." Han fnisede ondskabsfuldt.
"Men ser du, uanset hvor meget jeg gerne ville, er der en lille, irriterende detalje, der forhindrer mig. Ser du, jeg har faktisk ikke lov til at drikke dit blod, eller forvandle dig til vampyr. Så opstår der krig mellem vampyrerne og varulve." Han så let på hende. Hun kendte sikkert ikke til varulvene.

Gæst

Caitlyn gav et skingert skrig fra sig da han klemte til om hendes lille håndled og smerten spredte sig i hendes krop. Den smerte var så voldsom, at også tåre begyndte at glide ned over hendes kinder. Da han endelig gav slip og lod hende bakke ud kiggede hun forfærdetet på ham. Det kunne bare ikke passe! Vampyre fandtes jo ikke ?! Hendes lille spinkel skikkelse rystede over det hele, men da han nævnte det med at han ikke havde lov til at drikke hende hævede hun mistroisk et øjenbryn, hvorefter hun brød ud i en hånlig latter "Fryd" hvæsede hun efter følgende hvorefter hun vendte sig om for at gå. Når han ikke måtte drikke hendes blod, hvad ville så gøre ? "Hav det godt lille flagermuse'dreng!" hvæsede hun og sendte ham et koldt og ligegyldigt blik

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Bill snerrede lavmælt. Det var ligegodt noget lort at han ikke havde lov, men den tøs skulle fandme ikke begynde at håne! Hun var vidst ikke klar over, hvor tæt han var på at skide højt og helligt på den traktat!
"Det skulle du ikke have sagt!" Hvæsede han, og fløj efter hende. Han skubbede hende hårdt i ryggen, så hun faldt ned på skovbunden, og grinede ondt.
"Desuden kan vi slet ikke forvandle os til flagermus!" Tilføjede han ligegyldigt, mens han kiggede roligt ned på hende, som hun lå der.

Gæst

Da Cailtyn blev væltet omkuld af drengens enorme kræfter, rejste hun sig op som om intet var hent. Roligt vente hun sig om og gik hen mod ham med et køligt blik. Hun stoppede blot en halv meter fra ham med et hånlligt og ligegyldigt blik "Hør, du kan slå mig ihjel til hver en tid !...Så drop dit væleri og gør noget ved sagen eller lade vær ? Og jeg lover dig at jeg ikke vil gøre modstand" hvæsede hun og så ham direkte ind i øjnene "Jeg vil blot dø med at smil på læben, for jeg ved at min død vil have store konsekvenser for dig og dine slags" hvislede hun. Adrenalinen kørte rundt i kroppen på hende, så hun mærkede ikke sin frygt - ikke mere. Roligt gik hun et skridt tilbage "Jeg har altid været fascineret af jer..har altid ønsket at møde en rigtig vampyr..og selvom jeg godt vidste mørke jeres sind var, havde jeg alligevel ikke troet i var så modbydelige overfor jeres ofre" nu talte hun ganske roligt og balanceret. Hun håbede han lyttede til hende. Inderst hínde ønskede hun ikke at dø og ville ønske at han ville lade hende slippe. Det var egentlig synd han var så tarvelig over for hende nu, han virkede ellers som en venlig fyr.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Han grinede hånligt ved hendes ord, og så på hende, med sine kolde, glitrende øjne.
"Som om du kunne gøre modstand alligevel!" Snerrede han.
"Hvis du synes jeg er modbydelig, så kan man da helt sikkert godt høre, at du ikke har mødt en vampyr før, eller set hvordan nogen leger med deres "mad". Ser du, langt de fleste af de vampyrer der drikker menneskeblod, sætter en sport i at jage og torturere deres ofre. Langsomt." Han smilede venligt til hende, men smilet nåede ikke hans øjne. "Det gjorde jeg også i starten, men efterhånden er jeg begyndt at være mere nådig. Jeg leger ikke så meget med min mad mere."

Gæst

Caitlyn lyttede roligt og afblanceret til hans ord. Han skræmte hende på en måde ikke mere. Hun vidste jo udenmærket godt at der kun var to muligheder i denne situation for hende og at det var 50/50 for hvad det blev. Og selv om drengen snerrede af hende og bestemt ikke var noget behageligt selvskab for hende, troede hun alligevel på at dette blot var en facade, forf hans virkelig jeg. Da han var færdig med at tale stod hun blot og betragtede ham med et køligt blik "Mmm, ville gerne blive og diskturere videre med dig, men min mor venter mig. Farvel" afsluttede hun og vendte sig roligt om hvorefter hun forsatte hjem ad i et hurtigt tempo. Ikke fordi at hun var bnage for han skulle løbe efter hende for hvis han gjorder det kunne hun jo alligevel ikke stille noget op, men mere fordi hendes mor sikkert vvar bekymret og drengen sikkert blot ville holde hende lidt hen, inden han ville slå hende ihjel. Og hvis det var tilfældet, ville hun egentlig bare gerne have det overstået...

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Bill så et øjeblik koldt vurderende på hende. Hendes opførsel kunne skaffe hende problemer på halsen, hvis hun var ligesådan over for f.eks alfa'erne og Volturi-klanen. Selvom han var sulten, ville han alligevel ikke slå hende ihjel. Og hvis hun plaprede op til højre og venstre med hendes nylige viden, ville hun blive slået ihjel. Og dette her kunne så være noget træning for Bill. Træning i selvkontrol.
"Jeg vil foreslå at du ændrer din attitude, hvis du vil overleve her i byen. Det er ikke alene vampyrer der er ligeså flinke som jeg er," brummede han surt.

Gæst

Cailtyn vendte sig om da orderne lød bag hende "Og jeg vil forslå at du holder lav profil.." hævsede hun og hendes øjne var kolde og ligegyldige "Jeg er ikke bange for jer og jeres slags" sagde hun roligt med et hånligt smil på læben hvorefter hun roligt gik hen til ham og da hun blot var en halv meter fra ham, stoppede hun "I jeg jo ikke andet end nogle følsesløse skabninger, der er bange for at stifte bekendtskaber med mennesker..." startede hun roligt, men stadig med det kolde blik "..I er bange for at blive afsløret og udrydet.." forsatte hun med et intenst blik "..Men jeg skal nok holde på jeres lille hemmelighed..Og ved du hvad ? Hvis du havde givet mig en chance ville vi to måske være blevet venner.." afsluttede hun og gav ham en blid lusig på kinden inden hun vendte sig om og gik.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Han kunne ikke lade være med at grine hånligt af hende. Tåbelige pigebarn. Troede hun virkelig, at vampyrerne ville være bange for at blive udryddet?! Hvis nogen skulle være bange, var det menneskene! Der var langt flere vampyrer end de troede!!
"Hvis der er nogen der skal være bange for at blive udryddet, er det din art, åndsvage tøs! Du er vel næppe klar over, at en enkel nyfødt vampyr, kan ligge byen øde på få minutter? Hvis ikke vi var så barmhjertige, ikke at slå hvert menneske vi så ihjel, ville menneskeheden være uddød inden en måned!" Snerrede han.
Han stod stille og lod hendes slå sig, men inden hun lod hånden falde, greb han fat om hendes hånd, og vred den om, hurtigere end hun kunne nå at blinke. Der lød en højlydt knæk, og hendes hånd var brækket.

Gæst

Caitlyn havde opgivet. Man kunne på ingen måde nå ind til en varmpyrs fornuft. De var kolde, ligeglad for ikke at sige ondskasfulde. Da drengen vred hendes arm om efterfulgt af et knæk, mærkede hun en voldsom smerte brede sig i armen. Det var tydeligt den var brækket. Hun skulle lige til at skrige af smerte men bed blot tænderne sammen og holdt ud. Den fornøjelse skulle han ikke have. Hun tog armen til sig og kiggede skuffet op på ham "Dit bæst.." hæsede hun og mærkede de varme salte tåre glide ned over kinderne. Hun vendte sig endnu engang om og gik mod sit hjem.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

Han smilede ondt, da han så hendes tårer.
"Pas nu på når du går hjemad!" Råbte han efter hende. "Du kunne jo støde på en flok blodtørstige vampyrer!" Han fnisede, og smuttede ind mellem nogle træer, så hun ikke kunne se ham.
Han holdt øje med hende, og forsøgte at finde ud af om hun skulle bides eller ej.

Gæst

Caitlyn gad ikke svarer på hans hån. Hun ville bare hjem og ønskede ikke at brække flere knogler i sin spinkel krop. Roligt forsætte hun hjem, men havde heletiden fornemmelsen af hun var forfulgt.

Bruger Erfaring : 1098 Respekt : 29 Antal indlæg : 994

//Skal jeg bide dig eller ej? xD Hvis ikke, er der vel ikke rigtigt mere at skrive om i emnet.. Men vi kan jo bare lave en ny, et andet sted ^^

Gæst

//Ja det er nok en god idé - du opretter (:

» What a pale face ~ Shay.

Hej alle sammen nu skal vi altså lige have skrevet jeres evner ned så vi kan finde ud af hvem der har hvilke evner! husk nu at i kun kan have en evne hvis i er omega eller alfa, og omega evner ikke er særlig stærke og alfa evner er meget stærke! Smile

A

Arya - har en tanke styrende evne, når hun ser dig i øjnene kan hun danne illusioner inde i dit hoved, selv når du er alfa kan du ikke vide med sikkerhed om det er hende der leger i dine tanker eller om det er virkeligt, meget forvirrende og farligt da hun også kan danne billeder for dine øjne så du tror du er et helt andet sted …

[ Fuld læsning ]