Den brusende og beroligende flod, men der mangler noget, right? (alle er velkomne til at svare)

Årstid :: Sommer
Måned :: Juli
Vejr :: Overskyet med silende regn
Sted :: Bredden af Queets River
Tid :: 6 om morgenen
Omgivelser :: Store grantræer og den smukke Queets River tæt ved.
Tøj: http://media.topshop.com/wcsstore/TopShop//images/catalog/62C35WWHT_large.jpg

Ally stod ved bredden af Queets River med en frustreret mine på hendes unge ansigt. Da hun havde kigget sig i spejlet før hun var gået ud, havde hendes bronze hår siddet i en løs knold, med få totter hængende ned, der kærtegnede hendes kinder i vinden, nu derimod lignede hun en blanding mellem en druknet mus eller en regn gud af en slags. Regnen piskede ned omkring hende og hendes beige sommerkjole klistrede sig til hendes blege krop. Hun sukkede lavmælt og lod sine spændte skuldre falde. Langsomt tog hun et skridt ud i den store brusende flod, som havde været hendes destination på denne tur. Hun havde brug for et bad, ikke fordi hun var beskidt, men et mentalt bad. Lyden af regnen der trommede mod den tørre jord der var blevet til mudder i løbet af natten, beroligede hende og hun tog endnu et skridt ud i floden. Vandet gik hende nu til midt på skinnebenene, og hun satte sig stille ned midt i vandet der gjorde alt for at vælte hende, men fejlede pga. hendes stenhårde krop med umådelig styrke. Hun trak sine ben op under sig så hun sad med armene om sine bøjede ben og hagen hvilene på sine knæ. Når hun sad sådan gik vandet hende til lidt over navlen. Hun smilede tilfreds og lukkede øjnene. Hun var lykkelig... næsten. Hun var lidt tørstig, efter blod, men det gik aldrig væk. Og dog.. det føltes stadig som om der manglede noget.

Regnen faldt ned over Shin og gjorde hans brune hår vådt så det klistrede sig til hans panden, men med
en hurtigt bevægelse, lod han sin ene hånd løbe igennem det våde hår og fik det væk fra ansigtet.
Shin havde været ude i regnen et godt stykke tid, og de fleste menneske ville sikkert få en forkølelse, men som vampyr,
ville Shin havde det godt næste dag, hvis hans tørst ikke generede ham for meget.
Han havde ikke jaget i et stykke tid og var på vej ud på jagt, da en sødelig vampyrduft slog i mod ham.
Han fulgte den ned til Queets River, hvor han fik øje på en vampyrpige der sad ude i vandet. Han standesede lidt fra
breden og betragtede hende kort. Han sagde ikke noget, men hun ville sikkert snart fange hans duft og opdage ham.
Han holdt sig lidt på afstand, for det var ikke alle vampyr, der var lige fredelige. Men det sædvanlige lille smil sad på hans
kolde læber.

Ally tog et lang dyb indånding og blev overvældet af en umiskendelig duft: En anden vampyr. Hun vendte sit hoved hurtigt, og var straks anspændt igen. Hun havde ikke haft gode oplevelser med andre vampyre, de var altid så hidsige og fejndtlige, mente hun, selvom hun også selv vidste at hendes temperament var en del af det. Det var en han; de værste. Hun stirrede på ham med smalle øjne og lod en fjendtlig hvislen undslippe hendes læber, der afslørede et sæt skarpe hvide tænder. Hun antog at han nok skulle fatte hendes klare associale melding og vendte igen sit hoved for at stirre ud i vandet. Hun jog en af sine hænder gennem sit hår og fjernede elastikken så de våde bløde krøller børstede hendes blege skuldre. Det kildede en smule, men hun ignorerede og fortsatte sin stirren ud i vandet der løb tordnede forbi i høj fart, som en flok byttedyr, der blev jaget af et enkelt rovdyr. Hun grinede stille ved tanken, om hvor heldigt rovdyret var; ingen love at adlyde, bare jage som det passede det. Så heldige var vampyre ikke, selvom de var ligeså meget dyr som en løve eller bjørn, bare fordi de lignede mennesker skulle de holdes hemmeligt. Hun hadede det. Kunne de ikke bare indse at vi også var dyr? Lige så civiliserede som en døgnflue? Åbenbart ikke. Hun sukkede dybt i frustration.

Shin forstod med det samme at hun ikke var særlig venlig, eller sådan virkede hun i hvert
fald ikke. Han lænede sig en smule fremover og snerrede lidt, ikke af hende, men bare for at vise at han
ikke bare lod sig skubbe rundt. Han sendte hende et lille smil bagefter.
"Ny her i Forks" spurgte han lidt efter. Han havde ikke mødt hende før så han regnede med at hun var ny, men han
havde selvfølgelig ikke været så meget i Forks på det sidste. Han lod blikket glide hurtigt hen over dyrerne, men kiggede
hurtigt tilbage på vampyrpigen. Det var ikke særlig smart at vende blikket fra en anden vampyr.

//Sorry længden.. ^^//

Hun rejste sig fra sin siddende position og gik op af floden, uden at flytte blikket fra vampyren. Hun var på grænsen til chokeret over hans spørgsmål, da hun ikke fandt det normalt at vampyrer snakkede med nogen, og slet ikke hinanden. Hun kiggede bange på ham da han kiggede væk hurtigt. Vidste han slet ikke hvor farligt det var?
"Måske," svarede hun uden at giver for meget information væk; hun var jo ikke dum. Hun blev lidt overrasket over sin egen stemme; det var mindst 6 måneder siden hun sidst havde sagt noget. Den var blødere og mere smigrende end hun huskede den, og det irriterede hende grænseløst, for hun havde jo ikke brug for det, når hun prøvede at virke uselskabelig. Hun stoppede omkring en meter fra floden og stod og iagtog vampyren.

//Det gør ingenting ^.^//

Shin lagde mærke til at hun var meget forsigtig, så han regnede med at hun ikke var vant til at folk snakkede til
hende - og da slet ikke vampyr. Han fulgte hende med blikket da hun rejste sig
fra vandet og gik op af floden. Han foldede armene over brystkassen og rettede sig op, så han så "stor" ud, men
også meget ligeglad og fredelig. Hans læber var formet i et lille smil da han betragtede hendes smukke vampyr ansigt.
"Er du bange for mig" spurgte han stille lidt efter. Det var ikke hoverende ment og han havde derfor nærmest hvisket det, for at hun ikke skulle tro det.

Hun så hvordan han rettede sig op og foldede sine arme over brystet, og selvom hun var ca. 10 meter fra ham kunne hun se at han var højere end hende. Hun betragtede ham før hun svarede på hans spørgsmål, normalt ville det lyde arrogant, men den måde han havde hvisket det på fik hende til at tvivle; noget hun heller ikke havde gjort i lang tid.
"Nej," sagde hun i en ærlig tone, "jeg undrer mig bare" Det var rigtigt, hun var ikke ligefrem bange for vampyren, hun havde jo højst sandsynligt levet meget længere end ham, men hun var heller ikke tilpas i situationen. Hun kiggede på ham og lagde hovedet en anelse på skrå, som om hun så bedre sådan. Han var som alle andre vampyrer utroligt smuk og elegant, hun kunne ikke rigtig bestemme om det var betrygende eller foruroligende at han smilede. Hun smilede ikke tilbage, ikke endnu.

Shin lo lidt. "Men du er heller ikke særlig tryg ved mig, vel" mumlede han lidt efter.
"Du er ikke vandt til at blive snakket til? Og da slet ikke af vampyr?" sagde han i et spørgende tonefald. Han sendte hende endnu et smil, men lagde godt mærke til at hun ikke stolede nok på ham til at slappe bare lidt af.
"Jeg gør dig ikke noget" sagde han lidt undskyldende.
Han tog et par skridt bagud. "vi snakker bare med hinanden her oppe, vi er ikke normader" sagde han lidt efter og
så lidt på hende.

//Krea'en er bare væk.. ^^//

Ally's øjenbryn trak sammen i forvirring og skabte en lille rynke mellem dem. "Du er vampyr!" sagde hun som om det var svar nok.
"Det eneste nogen skabning nogensinde har sagt til mig var løgne" sagde hun i en tone der antog at hun ikke troede det ville ændrer sig på noget tidspunkt snart. Vampyren kunne ligeså godt lyve ligesom alle andre, hvorfor skulle han sige sandheden? Rynken lige over hendes næse og lige mellem hendes øjenbryn forsvandt mens hun stille overvejede hvad hun skulle sige til ham.
"Klogt, for jeg er ikke så svag som jeg ser ud" sagde hun i en rolig stemme, der fik hende til at lyde mere skræmmende end hvis hun havde råbt ordene. Selv hvis han sagde sandheden skulle han ikke få gode ideer.
Hun så på ham som han bakkede bagud og smilede et lille smil, måske var han ikke så slem alligevel. Nej; han var endnu værre. "Vi? Er der mange vampyrer her oppe?" spurgte hun en smule overrasket og lagde hovedet på skrå endnu en gang. Det havde hun ikke regnet med da hun besluttede at flytte nordpå.

Shin nikkede så han for at vise hende at han havde forstået det hun sagde. "Jeg forstår godt hvorfor du ikke er tryg ved mig, det skal du hellere ikke være, ikke fordi at jeg vil gøre dig noget, men man kan vel aldrig være for sikker" sagde han stille. Han havde ikke mødt nogen der var så vild og uciviliseret. Hun havde helt klart ikke været så meget sammen med vampyr, som han selv havde. Han var vandt til at de andre vampyr forstod at han ikke ville gøre ham ondt. Det havde måske også noget at gøre med at han var lidt kendt som en venlige vampyr, der ikke gjorde nogen fortræd. Det havde overhovedet ikke generet ham at være den gode vampyr, for han fik venner på den måde. Normalt var vampyr ikke så tætte som de var i Forks, så derfor måtte det være lidt underligt for hende.
"Ja, vi" gentog han med et smil. "Vi er efterhånden ret så mange vampyr har i området, utroligt du ikke har fået færten af nogle af os" sagde han lidt efter.
"Ja nogle går enda i skole, har arbejde og prøver at leve så normalt et liv som overhovedet muligt, ja og så der er os der godt nok bor i byen, men levet livet som vampyr, hvis du ved hvad jeg mener" sagde han i en venligt tone for at understrege hvad han sagde.

Hun vidste ikke om hun skulle stole på ham; hendes instinkter skreg at hun skulle forsvinde hurtigst muligt, og holde sig langt væk, men på den anden side virkede han så oprigtig. Hun blev stående lidt endnu og overvejede hvad han sagde. "Hvorfor sankker du overhovedet til mig?" spurgte hun, lagde hovedet en smule på skrå og bed sig i underlæben.
Hun lavede en forarget og arrig lyd da han nævnte at nogle af vampyrerne gik i skole og på arbejde. "Skole?" hissede hun mellem sine tænder. "Er de ikke klar over at vi ikke er mennesker?" spurgte hun i en oprørsk stemme uden at forvente et svar. Hun kunne mærke hvordan hun ubevidst havde sammenbidt sine kæber, og hendes vejrtrækning var hurtigere end før; hun var vred. Vred på de åndsvage vampyrer der ikke ville indse at de ikke kunne få et 'normalt' menneske liv igen.
"Jeg troede vampyr lugten var fra normader" sagde hun og så lidt forvirret ud igen, da hun indså hvad han havde sagt. "Bor de allesammen her?" hun var ikke længere sur eller forvirret; hun var skrækslagen. Hun havde opfanget en masse forskellige vampyr dufte, men hun havde bare antaget at det var normader. "Hvordan kan I leve af de få mennesker der bor her? Og er de ikke mistænksomme? Hvordan undgår i besøg fra Volterra?" Hun kunne stille se scenariet for sig, og det var ikke et kønt billede.

Shin trak på skulderne. "Fordi jeg gerne lige vil advare dig, eftersom du ikke kender noget til vores levestil her nordpå" startede han og gennemtænke nøje sit ordvalg. "Der er ikke ret mange der lever på den måde du lever på, vi bor blandt menneskerne, lades som om vi er gangske almindelig mennesker. Det er lykkes sådan nogenlunde, nogle er selvfølgelig begyndt at ligge mærke til den vores skønhed, hvor elegante, kloge og kolde vi er, men ingen regner med at vi er vampyr." startede han sin forklaring. "Vi bider ingen mennesker inden for Forks grænse, for det er i mod traktaten, en aftale der er mellem vampyr og de varulve der befinder sig i La Push, så hvis du vil overleve, nærmer du dig ikke La Push eller bider eller dræber mennesker i Forks" sluttede han.
"Nogle af duftene kan godt være fra normader, men det er kun ganske få, for der bor en del vampyr her i nærheden" sagde han og trak på skulderne, som om det var ingenting. Han vidste godt at det måtte være mærkelig at vænne sig til, men det var det ikke for ham for han var blevet skabt inden for de regler og han levede efter dem.
"Forks er en meget charmerende sted at bo og så er her ikke særlig meget sol, så der er mulighed for at gå ned gennem gaderne om dagen uden menneskerne ville opdage at vi er anderledes" sagde han med et stort smil.

Hun var ret usikker men viste det ikke på nogen måde. "Jeg tror ikke jeg har brug for advarelse." sagde hun i en nærmest hånlig stemme, men hun mente det ikke ondt. Hun havde bare aldrig lært at omgås andre vampyrer eller mennesker. "Det er jo absurd! Vi er ikke mennesker, vi er dyr!" sagde hun, nu godt og grundigt frustreret over deres naive livsstil.
"Varulve?!" Hun skimmede af refleks området omkring hende grundigt, som om at der ved ordet 'varulve' straks ville blive fremtryllet nogle. "Er det her en form for forsamling af "magiske" skabninger?" spurgte hun og lagde ekstra tryk på ordet magiske, for at vise at hun ikke selv mente at hun var magisk. Hendes øjne ledte stadig efter en fjende i landskabet omkring hende, mens de sammentidigt sørgede for at vampyren foran hende ikke så det som en mulighed og angreb hende.
"Åh Gud! De er så uvidende, sådan nogle mennesker. Hvordan kan I overhovedet klare at være i nærheden af dem.. eller har i ikke den forfærdelige brænden i jeres hals når i lugter blod?" Hvis de havde en kur mod den ulidelige smerte ville hun også leve sammen med menneskene, hænge ud med varulve og snakke med vampyrer.

Shin lo kort. "Måske ikke, men nu har du fået den" sagde han og fugtede læberne og betragte hende lidt. Hun var meget smuk at se på, men nu var hun jo også vampyr. De fleste mennesker kunne slet ikke lade være med at kigge lidt efter en, når man kom gående, men det var jo en fordel hvis man skulle jage, for menneskerne var så dumme at de ville med glæde følge efter en de lige havde mødt, med ud i en mørk gyde, bare fordi at de duftede fantastisk, var gude smukke og havde verdens mest tiltalende stemme.
Shin trak på skulderne. Han havde forsøgt det med skole, men det var ikke til at holde ud, så han boede bare i byen og holdt sig for meget han kunen fra de offenlig steder, når han var for sulten. Han elskede dog at han kunne gå rundt ude i solskinnet og elskede at forblænde menneskepiger med hans vampyr-skønhed.
"Ja varulve, du ved mennesker der forvandler sig til ulve og dræber vampyr, der ikke følger traktaten" sagde han og lo lidt over hendes reaktion, da hun gav sig til at afsøge området med blikket. Men han beherskede sig dog hurtigt, for han vidste at hvis han havde fået det at vide på den måde hun gjorde, havde han gjort nøjagtig det samme. Hvorfor ikke være på den sikker side.
"Bare rolig, der er ingen varulve i nærheden, i hvert fald ikke endnu. Du ved når du møde en varulv, selvom han eller hun er i menneskeform." sagde han med et smil. "De stinker så forfærdelig at du tror din næse vil falde af" sagde han og skar ansigt ved tanken. "Og de vil reagere på samme måde, de hader også vores duft" tilføjede han i håb om at hun forstod hvad han sagde med det.

"Tak" sagde hun henkastet og kiggede ned i jorden, på trods af sine instinkter, mens hun tænkte lidt over hvad han havde sagt. Sikke mange nye og foruroligende informationer hun havde fået smidt i hovedet på så kort tid: Der var mange vampyre her omkring; flere end han havde tal på, hvilket var meget mærkeligt. De fleste af vampyrerne levede som om de var mennesker, med skole og arbejde måske endda kærester. Der levede varulve her omkring, og der var så mange at de udgjorde trussel nok til at vampyrerne ville overholde en eller anden dum traktat om ikke at jage specielle steder. For eksempel at man måtte ikke jage i Forks. Sikke en sær verden!
"Så du er ikke en af dem der går i skole?" spurgte hun i en stemme der antydede at hun var ret ligeglad. Hun var ikke sikker på om hun var ligeglad eller ej endnu.
"Jeg ved godt hvad varulve er" sagde hun igen en smule hånligt, selvom hun aldrig havde mødt en varulv før, og hun havde heller aldrig været sikker på at de virkelig fandtes. Hun havde virkelig brug for noget social træning. "Lugter de?" spurgte hun men hendes tone havde ændret sig til meget overrasket. "selv som mennesker? Og de hader vores duft... så vi er altså naturlige fjender..." hendes stemme forsvandt mens hun fortsatte sin tankegang inde i sit hoved.
"Har der nogensinde været krig mellem varulvene og vampyrerne?" spurgte hun og man kunne let høre at den tanke var som en drøm for hende. Hun var ret aggresivt anlagt for at sige det mildt. Et bredt smil bredte sig på hendes læber så stort at man kunne skimte hendes glinsende hvide tænder bag de røde læber. Hun så dødskræmmende ud, som hun stod der.

Shin syntes ikke at det liv han lige havde beskrevet for hende var så mærkelig, men han havde selvfølgelig heller ikke kendt til andet end det. Selv da han havde fundet ud af hemmeligheden, der var gemt i Forks, regnede han med at livet som vampyr var sådan for alle. Han kendte jo ikke til andet, før han tog til Italien, og fandt ud af at han havde været meget heldig med sit vampyrliv. Shin havde ikke så meget imod varulvene, for han var ikke så vild, som alle andre. Han havde ingen problemer med dem, han var vel en meget tam vampyr, men han var vel som han var.
"Jeg har forsøgt, men det gik ikke rigtigt." sagde han og kom i tanke om den pige han desværre havde dræbt. Han var ikke så meget for at dræbe, i Ally's øjene måtte han virke som en meget svag vampyr, men han vidste selv at han var stræk nok.
"Okay, okay" sagde han og løftede hænderne og holdt dem foran sig, som tegn på at han undskyldte. En total menneskelig bevægelse.
Shin nikkede med et et smil. "Meget, så du ved med det samme år du møder en" sagde han og lo lidt. Han havde mødt et par varulve, alle havde de været fjentlige, men hvem ville også stole på en vampyr, spceliet når man var fjender fra naturens side.
Endnu en gang nikkede Shin. "De har været et par krig igennem tiderne, men jeg har aldrig været med i nogen af dem, i hvert fald ikke endnu" sagde han stille, men han vidste at hun nemt ville kunne høre det.

//Sorry længden.. =/ //

Ally betragtede den måde han svarede på og hun kunne godt høre en smule tristhed. Hun var ikke sikker på om han var tøvende fordi han på et tidspunkt have overvejet at leve sådan et forrådende liv mod sine medvampyrer, eller om han var trist fordi det ikke var lykkes. Hun blev nødt til at spørge. "Har forsøgt..." sagde hun som om hun overvejede sine næste ord, selvom hun havde dem helt klar inde i hovedet, "så du vil gerne leve som et menneske, med arbejde og skole og alt hvad der hører med?" spurgte hun og havde svært ved at lyde rolig når hun nævnte ordet skole. Det var stadig ikke en normal tanke i hendes hoved, langt fra!
Ally var begynt at opdage hvor menneskeligt han bevægede sig. Det var ikke store ting der gjorde forskellen, mere de små ting, som at holde hænderne op i overgivelse, ligesom mennesker gjorde når de blev anholdt. Det irriterede hende grænseløst.
"Moder natur er så smart" sagde hun på en meget poetisk måde og hendes læber formede sig til et lille fredfyldt smil. Fjender fra naturens side, så holdt de sig sikkert også langt væk fra hende: Perfekt, hun ville helst selv bestemme hvornår hendes første møde med en varulv skulle være. "Jeg kan ikke vente til jeg møder en... de er ret så fascinerende" fortsatte hun og nu ændrede hendes smil sig fra fredfyldt til foruroligende hævntørstigt.
Det var ikke svært at høre at der var en gemt mening i hans ord. 'Ikke endnu', det lød straks mere tiltalende at blive hængende her lidt endnu. "Her lyder straks som et lidt sjovere sted at hænge ud" sagde hun og lo en klokkelatter, der ligesom alle andre af hendes reflekser, bevægelser, lugte, udseende og lyde virkede enten skræmmende eller nuttede, man kunne aldrig helt være sikker. Ordende 'hænge ud' var noget hun havde hørt nogle af hendes ofrer sige før hun tømte dem for alt deres blod og liv, så hun regnede med at det var et ret normalt udtryk, men hun var ikke helt sikker. Hendes udseende vidste dog ingen tegn på usikkerhed.

//Det gør ikke noget... jeg skriver alligevel også alt for meget (;//

Shin betragtede hende lidt, for som sagt var hun jo ikke lige som alle andre vampyr. Han kunne godt tænkte sig at vide hvor hun kom fra, et godt gæt ville være sydfra. For der vidste han at vampyrerne levede en kamp for overlevelse hver dag og nat. Det var ikke ligesom de, efterhånden mange vampyr, der levede i Forks, eller omegnen. De var meget mere fredlig, men ikke alle var direkte tamme. "Jeg vil ikke sige at jeg vil leve et menneskeliv, før det ville være total spild af alle de seje kræfte" lo han og smilte lidt for sig selv. Og han havde andre grunde til ikke at være menneske, han havde jo Kristen, og det ville næsten være umuligt for dem at være sammen hvis han var menneske. Han skubbede tanken om Kristen, som fik ham til at smile, til side og lod sit ansigt falde i mere alvorlig folder.
"Jeg håber for dig at du ikke møder flere end 2, i hvert fald hvis du er alene, de er skabt til at dræbe vampyr. Så de ville ikke ligefrem være let at slippe levende væk fra en" sagde han i en advarende tone. Der viste sig ikke et eneste lille tegn på smil da han sagde næste sætning. "Du vil helt sikkert hænge ud her for de forkerte grunde" sagde han og brugte hendes eget ordvalg. "For det er svære at finde føde her end andre steder, varulvene gør det en smule svære" forklarede han og denne gang sendte han hende et lille smil.
"Hvor er du egentlig fra" spurgte Shin da han ikke kunne styre sin nysgerrighed. Han så undersøgende på hende, som han gjorde da de mødes først, som om han ville kunne finde svaret på hendes udseende, men hun var jo lige så smuk som alle andre vampyr var det, dog den vildhed der var over hende var ret tiltalende.
Han fjernede efter lidt blikket og rettede det mod et dyr der var langt inde i skoven, fordi det ville helt sikkert ikke føltes særlig godt, hvis en andnee vampyr så sådan på en. Han ville selv blive ret træt og utryg ved det.

//Det er kun godt når man skriver nogle ordenlige indlæg, der er ikke meget sjov ved en eller to linjer.. xD //

Ally grinte lidt ad hans svar, ligesom han havde gjort, men det var mere et hånligt grin end noget andet. Hans svar var højst sandsynlig bare noget han havde sagt for sjov, men hun vidste at alt for mange vampyrer følte det sådan: At være vampyr bare var det samme som at være menneske bare med seje superhelte kræfter.
Ally kiggede varsomt på ham da han smilte hurtigt og så blev mere alvorlig, fandt han hende morsom? Det kunne godt være hun ikke kendte meget til menneskelige skikke og sådan, men hun vidse da at det ikke var høfligt at smile ad folk. Hvis det var hende han smilte af, men hvad skulle det ellers være?
"Hvis jeg møder mere end to, så er det mit eget problem" sagde hun meget utaknemmeligt og uerfarent, men hun var uvidende og troede sagtens at hun kunne klare mere end to små ulve. "Er der rigtige grunde til at holde til et bestemt sted? Selv hvis det er nemt at finde ofrer gør det, det jo ikke til et mere rigtigt sted" sagde hun og undgik at bruge ordene 'hænge ud' da de allerede var begyndt at irritere hende. Hun fik fremtvunget et smil, men var ikke sikker på hvor rigtig det så ud.
Hun blev meget overrasket over det ret personlige spørgsmål, og først fik hun en trang til at sige at det ikke ragede ham. Hans uafbrufte og intense stirren gjorde det ikke bedre. Men han havde trods alt været ret venlig og høflig overfor hende, så hvorfor ikke svare på det ene spørgsmål han havde til hende. "Jeg er født og forvandlet i England og brugte de første 60 år efter forvandlingen med at jage forskellige steder i England, Skotland og Frankrig. Derefter vandrede jeg gennem Rusland, Mongoliet, Kina og lidt af Indien, 50 år tror jeg ca. jeg brugte på det. Jeg rejste tilbage til Europa og holdte igen til i Frankrig i 20 år. Da det blev kedeligt tog jeg tilsidst til Texas, hvor jeg har brugt mine sidste 20 år før jeg endelig tog her til Forks med tanken om at jeg kunne få lidt fred. Men det er vist ikke muligt" Hun trak vejret dybt og tænkte sit svar igennem for at se om der var noget hun havde glemt. "Og jeg har også brugt lidt tid i Volterra med Volturi, men der var alt for meget drama, så flyttede hurtigt derfra" Det var det længste hun havde sagt i lang tid, og det føltes mærkeligt at 'dele' sin livshistorie med en anden. Hun smilede igen, denne gang ikke falsk.

Shin syntes at han bemærkede at hun ikke havde det for godt med at kiggede på hende, så han slog blikket ned. Han følte sig lidt som den generte, knap så populære dreng, der skulle lige til at indvitere skolen lækreste cheerleader ud på date, og stod bare og forventede et nej. Men et lille smil gled hen over hans læber. Det var lidt morsomt, for det var længe siden at han havde følt sådan. Den følelse han havde var, at det var ham der var dum, at det var ham der ikke rigtigt forstod hvad det indebar at være vampyr. Han var vant til at leve mellem vampyr, der boede i Forks, som var venner med mennesker og prøvede at leve et normalt liv, så derfor var det helt underligt at snakke med en der havde levet hele sit liv på en helt anden måde.
Shin holdt blikket rettet mod hendes ansigt, men så ikke hende i øjene, lidt ligesom hvis 2 mennesker stod og snakkede, men ville ikke se hinanden i øjene. Det føltes dog ikke underligt for ham. Han trak lidt på skulderne. "Tjo, det er vel dit problem, men jeg tænkte at siden du ikke kender til ulvene, ville jeg bare advare dig" sagde han. Hans sørgede for at hans stemme ikke var undskyldende, for han kunne ikke se hvorfor han skulle undskylde for at prøve at hjælpe hende.
Shin flyttede blikket lidt rundt, for ikke at gøre hende dårligt tilpas, mens han lyttede til det hun fortalte. Hun havde vel opblevet en del. Han havde meste opholdt sig i Forks og Frankrig. Det var jo også hans 2 hjem. Da hun nævnte Volturi, kom en hvæssen helt nede fra halsen af Shin. En af de rigtigt skræmmende lyde, vampyr kunne lave. I hvert fald hvis man var menneske, det virkede ikke altså så godt på vampyr, kun de nyfødte.
Han havde for et kort sekundt en meget vred mine i ansigtet, men den blev hurtigt erstatet med smilet fra før. Shin hade Volturi-familien. Han havde ikke rigtigt haft en grund ud over at en af hans bedste ven havde tænkt sig at få sig selv slået ihjel med deres hjælp. Han var selvfølgelig glad for at nogen gjorde så at hemmeligheden ikke slap ud, men han kunne ikke komme sig over den frygt der havde rusket i ham da han troede at hans ven var død.

//Sorry det tog så lang tid om at svare.. //

Hun så hvordan han undgik at kigge på hende, og sukkede taknemmeligt. Hun var alt for vant til at folk stirrede på hende af de forkerte grunde, så det var skønt at han lod være. Ikke at hun hentydede til at han kiggede på hende af de forkerte grunde: Der var jo tydeligvis en masse der var ligeså smukke som hende, så hvorfor skulle han være overrasket over hendes udseende? Hun bed sig usikkert i læben over at hun ville være normal her. Hun ville ikke skille sig ud på nogen måde. Kun på hendes fjendtlige attitude og anderledes jagt-pricipper.
Hun gad ikke længere at diskuterre ulve og om hun kunne dræbe dem eller ej, så hun opgav og takkede: "Jamen så tak for tippet," sagde hun lidt irriteret og førte en tot af sit langepande hår om bag sit øre.
Ally kiggede lettere fascineret på ham, fordi han reagerede så stærkt da hun nævnte Volturi. Hun vidste godt at de måske ikke var de venligste vampyrer hun havde mødt, men nogle af dem var da ligeså selskab som så mange andre. "Har du så dårlige erfaringer med Volturi?" spurgte hun en smule arrogant. Overlegenheden i hendes stemme havde hun svært ved at skrue ned for, så næsten alt hvad hun sagde lød som om hun var lidt ligeglad.
Volturi havde dræbt mange vampyrer, og med den livsstil de havde her oppe, kunne hun godt forestille sig at de også havde taget et par stykker herfra. Gad vide om de vidste at der levede varulve her? De havde aldrig nævnt dem for hende, men de havde faktisk aldrig været de største givere af information.


//Havde selv helt glemt det, så det er helt okay (; Og undskyld at det ikke er ligeså lang som dit//

Shin var glad for at hun droppede den begyndende diskution om varulvene, trods det at hun i hans øjene ikke lignede en der bare opgav sådan. Det var vel bare for at få ham til at holde mund. Den tanke fik ham til at smile lidt, han vidste at han var meget åben og ville være venner med alle, sådan virkede han i hvert fald, men der var et eller andet over hende han godt kunne lide. Måske var det bare at hun var ny, og ikke ligesom ham der gjorde hende spændende.
Shin bevarede denne gang roen. Han vidste at det ville rejse en masse spørgsmål at reagere så voldsomt. Han startede med at nikke stille. Han ventede lidt med at svare. Men efter lidt afbryd han stilheden, der havde lagt som omkring dem.
"Efter min ven prøvede at overtale dem til at slå hende ihjel, har jeg ikke haft alt for venlige følelser overfor dem" sagde han velvidende om at de havde sagt nej og at hans ven selv havde bedt om det, men det var vel bare tanken at hvis de havde slået hans ven ihjel hvilket et stort tab han ville lide. "Helt normalt er jeg vel ikke sat sammen" svarede han sine tanker med et kort smil.

//Gør ikke noget, for har selv ikke for meget kreativiet lige nu.. //

Hans forklaring gav ingen mening i Ally's ører. Selv hvis hun gjorde sit bedste for at sætte sig i hans sted og give så meget medfølelese hun kunne præstere, så virkede det stadig urimeligt at give Volturi skylden, når de endda havde sagt nej. "Det er ikke Aro's eller nogle af de andre fra volterra's skyld at din ven bad dem om at dræbe hende," sagde hun en smule irriteret. "Og især når de sagde nej." Hun overvejede om hun skulle rulle med øjnene for at understrege hvor uintelligent hans holdning var, men valgte ikke at gøre det.
"Nej," sagde hun med intet tegn på ironi, "det er du bestemt ikke." Agressiv, var der mange der havde tiltalt hende som, når de mødte hende på deres vej. Selv før hun blev forvandlet havde hun været den sarkastiske og rebelske pige. Eller i hvert fald så rebelsk man kunne være i midten af 1800-tallet. Efter hun var blevet forvandlet var alt sødt, medfølende og venligt omkring hende gemt væk til specielle lejligheder. Hun var endnu ikke stødt på en sådan lejlighed. Det var faktisk ret underligt at han gad at snakke med hende helt frivilligt, men som han selv lige havde sagt: Han var vist ikke helt normal.

Shin vidste godt at man ikke rigtigt kunne give andre end hans ven skylden. Men selvom at de havde sagt nej, var det bare det med at de vampyr der gerne ville dø bruge dem. I stedet for at kæmpe lidt for meningen med livet, så bare give op og lægge sit liv i andres hænder. Shin forstod bare ikke hele idéen om at slå sig selv ihjel, for hvis man gjorde det fordi man var ensom var det vel fordi man ikke gjorde nok for at få venner. Gjorde man det fordi at man ikke kunne leve med skylden over at dræbe mennesker prøvede man ikke hårdt nok at holde sig til dyr.
"Det ligger ikke til dig at være venlig" sagde han lidt efter. Han sagde det ikke på nogen ond måde, det var bare noget han konstaterede. "Er det fordi du altid har levet sådan" spurgte han lidt efter. Han mente selv at han gik over stregen der, for det lød næsten som om han ville svine hende til, men det var slet ikke sådan ment, og han håbede bare at hun ikke så det sådan.

//Det går ikke godt for min kreativitet.. ^^ //

Ally blev mere overrasket end hun ville indrømme over hvor ærlig Shin var. Hun tænkte ikke længe over sit svar, for jo længere man tænkte over sådan noget, jo mere uærligt blev svaret. "Erfaring har lært mig at det holder folk på afstand, og det foretrækker jeg sådan set" sagde hun med et let træk på de blege skuldrer. "Jeg har altid- også som menneske - været sådan ret... ond." Hun sagde det sidste ord med et skævt smil, for alle vampyrer var vel onde i sidste ende. "eller i hvert fald aggresiv." tilføjede hun og jog en hånd gennem sit gennemblødte hår der skinnede en rødbrun farve.

//Undskyld at jeg ikke har svaret før, har bare haft travlt med terminsprøver und stuff ^__^//

Shin lyttede til det hun sagde og hendes stemme.
Det gav mening, at være på vagt og passe på sig selv. Specielt når man vidste at der fandtes farlige væsner derude der gerne vil flænse dig. Men man ´havde jo selv ret så meget styrke.
Man ville kunne kæmpe tilbage.
Men det havde nok også noget at gøre med om man levede alene, for så var der kun en til at beskytte dig. Og du ville helt sikkert også have svære ved at stole på andre.
"Du virker også sådan" svarede han kort med et lille smil. Han var selv meget mere åben og ikke når så fuldt med bekymringer.
Men han vidste at hvis nogen ville prøve på at gøre ham noget, havde han en hel klan der ville bakke ham op.

//Gør ikke noget. Har selv heller ikke ligefrem været alt for aktiv //