Do you like to kill people?

Claire sukkede og sad for sig selv ved søen. Hun havde gjort alt for at flygte fra hendes mennesketørst.. igen. Hun sad med fødderne nede i det iskolde vand, men havde skam ikke noget imod det. Hun ville bare gerne have de mennesker til at forsvinde fra hendes lugtesans. Det gjorde hende mere og mere sulten efter både menneskekød og menneskeblod. Hun var blevet helt afhængig af det. Hun var blevet afhængig af at spise menneskerne, men sådan var det bare at være hende. Hun var ved at blive fuldstændig psykotisk. Nogen gange ville hun bare ønske at hun ikke var blevet forvandlet. Men sådan var livet bare, hun kunne overhovedet ikke gøre det om på nogen måde. Hun var bare nødt til at vente til den dag, nogen bestemt sig for at skære hende i flere dele, for derefter at brænde hende.

Claire kunne selvfølgelig tydeligt høre skriget og hun kunne høre hvordan det nærmest forgik. Det måtte gøre ondt på hende. Hun smilte skævt og straks løb hendes tænder i vand! Hun havde så stor en lyst til bare at løbe derover og tage kvinden. Hun ville så gerne have blodet til at køre ned af hendes hals så hun kunne smage det sødlige blod. Men nej! Det var ikke hendes føde! Hun kunne ikke bare sådan uden videre tage andres føde. Hun tog hænderne op til ørerne og gjorde alt for ikke at kunne høre skriget. Hun kneb øjnene sammen og skreg selv højt på grund af den tørst hun led af. Den tørst hun hele tiden led af, var ved at drive hende til vanvid. Var ved at gøre hende til noget vildt.. et vildt dyr som nok ikke sådan lige uden videre ville kunne stoppes. Men hun vidste ikke om hendes skaber ville kunne lide det. Han var jo død og han kunne ikke fortælle hende hvad det rigtige var at gøre. Selvfølgelig var hun sulten og hun ville heller ikke forvandle nogen overhovedet. Hun havde ikke noget imod at dræbe. Især når det var mennesker, havde hun intet imod det. Der var et eller andet over mennesker hun ikke kunne lide. Hun vidste ikke hvorfor. Hun havde jo selv været det, i ret så lang tid. Så hvorfor havde hun noget imod det nu? Hun vidste jo hvordan det var at være menneske, hvor glade de rent faktisk kunne være. Men måske var det det? Det at hun savnede at være menneske, måske var det det der dræbte hende indefra. Det der gjorde at hun ikke levede ordentligt. Det der gjorde at hun rent faktisk nogen gange ville ønske at hun var død.
Hun var iklædt en sort og revet kjole, der gik hende til knæene. Man kunne ikke se alle de blodpletter der var på kjolen, på grund af at den var så sort. Men hvis man var vampyr, ville man kunne dufte at det var menneskeblod. Det havde været fra tidligere på dagen hvor hun også havde dræbt en på en brutal med. Hun var skide ligeglad med om hun fik blodet på sig. For det var det der hele tiden fik hende til at tænke på menneskerne. Det der gjorde at hun hele tiden var sulten. Hun tænkte selvfølgelig ikke selv over det, men sådan var det for hende.

Hun syntes at duften af menneskeblod blev forstærket, men hun gjorde alt for ikke at gå derover. Men bagefter, kunne hun dufte at kvinden var død. Så ville det overhovedet ikke være sjov, så hun glemte det bare. Hun gjorde alt for ikke at dufte til det blod. Selvom at det nok var en smule lang væk fra hende, kunne hun stadig dufte det. Det var underligt at være vampyr syntes hun. Hun havde været det i ret så lang tid, men stadig, havde hun ikke helt vænnet sig til det. Hun syntes at det var alt for svagt at hun ikke var blevet vant til det. At hun ikke kunne styre sin tørst, at hun ikke kunne lade være med at styre hvordan det var at hun opførte sig. Hun opførte sig fuldstændig som en nyfødt, men det var hun jo også på en eller anden måde?
Måske burde hun rent faktisk bare være stolt af det? At hun var sådan lidt stærkere end de andre vampyrer. Det var behageligt. Dejligt at være stærkere end de fleste. De gamle vampyrer kunne nogen gange blive ultra irriteret på hende, fordi at hun var stærk. Men selvfølgelig sagde de at det kun var fordi at hun var nyfødt. Ordet 'nyfødt' var det der irriterede hende. Det var som om at de sagde 'amatør' og sådan noget kunne hun ikke klare.
Hun så ned i vandet. Gjorde alt for kun at lægge mærke til vandets duft. Hvis man kunne kalde det.

Claire vendte sig hurtigt om, da det var at hun hørte spørgsmålet. Hun var ikke i tvivl om at det spørgsmål var til hende. Endten var det altid 'Claire?' eller 'hvem er du?' spørgsmålene hun hørte. Nogen gange gik det hende lidt på nerverne, men det var da helt okay at folk var nysgerrige efter hvem hun var. Da hun så så denne fyr, var det som om at der skete noget i hovedet på hende. Det var som om at hun kunne huske et eller andet. Hun var en smule mundlam i de første femten sekunder, så han kunne sagtens tro at det var den gamle Claire. Men så kunne hun endelig sige noget. ”Claire.. men ikke den du tror..” mumlede hun og så ned på sine fødder. Hvorfor følte hun sig genert? Det var underligt. Hvad hun ikke vidste var jo, at hun var genfødslen af den gamle Claire. De to videnskabsmænd havde fundet den døde alfa vampyr Claire, havde taget hendes dna og lavet den nye Claire. De havde fået den nye Claire til at tro at hun havde haft et helt liv, men i virkeligheden havde hun kun levet i et år. Men grunden til at hun følte sig så genert, var på grund af at den gamle Claires første rigtige kærlighed, var denne Tom.

”Ehm.. nej desværre ikke” hun så ned på sine fødder, hvorfor følte hun sig så genert!? ”Men jeg har hørt om hende.. mange siger at jeg minder om hende” sagde hun roligt. Det her føltes så forkert. Igennem hele sit liv havde hun nærmest ikke være forelsket. Hun havde kun været forelsket i denne der havde forvandlet hende. Men han var jo død. Men nu.. havde hun en underlig følelse i maven og i brystkassen, hun kunne overhovedet ikke forstå det. Hun så atter på ham, han var nu ret køn syntes hun. Men det var som om at han også mindede om en anden. Hun prøvede at få hendes hukommelse til at lysne lidt op. Men det var for svært. Hun kunne simpelthen ikke komme i tanke om andet. Hun begyndte at nærme sig Tom. ”Jeg synes at jeg har set dig før..” man kunne høre på hende at hun var en smule i tvivl og en del nervøs.

Hun gjorde alt for ikke at virke alt for ivrig. Men hun var så nysgerrig efter hvor hun havde set ham fra før. Hun begyndte langsomt at gå over imod ham og så lidt på ham om han syntes at det var iorden. Hun ville bare dufte en smule til ham, røre lidt ved hans ansigt måske. Bare for at se hvordan han var. Se om hun måske kunne komme i tanke om hvem han var. Han duftede en smule af menneskeblod, på grund af at han jo lige havde drukket fra denne kvinde. Men hun gjorde alt for at ignorere det. Hun havde i hvert fald lige nu glemt en smule af hendes tørst. Det var lidt mere vigtigt at vide hvem han var. Hun nåede helt frem til ham og så ham dybt ind i øjnene. Nu hvor hun var tættere på, følte hun sig både genert og ked af det.

Hun satte sig ned på hug fordi at hun gerne ville være på hovedhøjde med ham. Hun rørte langsomt på hans ansigt. Hun følte sig så trist og havde lyst til at græde. Og hun vidste ikke rigtig om hun kunne sige noget til ham lige nu. "Uhm.." hun slap ham langsomt og så ned på sine fingre. "Er det for underligt hvis jeg fortæller dig at.." hun sagde ikke mere. Hun havde lyst til at fortælle ham at hun var blevet en lille smule forelsket i ham. At der var sket et eller andet da det var at hun så ham. Som kærlighed ved første blik. Men hun havde bare på fornemmelsen at det ikke var første gang at de havde set hinanden. At de havde set hinanden før, på et eller andet tidspunkt. Måske havde de snakket med hinanden før, men Claire havde nok bare glemt det? Måske havde hun snakket med ham imens at hun var menneske? Eller var det noget andet? En ting var hun sikker på, der var et eller andet de havde tilfælles.

"Jeg lige er blevet forelsket.." hvis han gerne ville få det at vide, skulle han vel få det at vide? Hun var nødt til at sige sandheden syntes hun. Hun havde en fornemmelse af at hun havde gjort noget galt. Gjort noget galt overfor ham. Men hun vidste bare ikke hvad det var. Hun havde det som om at hun havde såret ham før, men også sig selv på samme tid. Men hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre? Hun mente ikke at hun havde mødt ham før. Måske i en drøm? Måske et tidligere liv? Det kunne da sagtens være? Hun troede på det med livet efter døden, men hun kunne bare ikke bevise det på nogen måde. Hun så ned på sine fingre i ret så lang tid, før hun langsomt så på ham igen.

Hun lod sin pegefinger køre hen over hans ene kind. "Jeg tror godt du ved hvem det er jeg taler om.." sagde hun langsomt. Hun mente selv at det var lidt underligt det her, men alligevel havde hun intet imod det. Hun nærmede sig langsomt hans læber og gjorde det ret så langsomt. Hun ville være sikker på at han var med på den. Hun ville være sikker på at hun var heldig, ellers vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle gøre. Det ville være så pinligt hvis det var at afviste hende. Men hun skulle vel tage chancen?

"Jeg har det som om at jeg har savnet dig.." hviskede hun roligt og tog armene om ham. "Men jeg ved ikke hvordan det kan lade sig gøre" hviskede hun roligt og kyssede ham igen. Det var som om at hendes hukommelse blev en smule klare, men alligevel syntes hun ikke at hun kunne huske noget med ham. Men kunne det ikke også være fuldstændig lige meget? Hun var blevet forelsket utrolig hurtigt, og hun var rent faktisk glad for at hun havde mødt ham her. Hendes øjne var ikke længere røde, men blev til nogle flotte krystal blå øjne. Sådan som de altid havde været. Sådan de så ud da det var at hun var menneske. Det var første gang hendes øjenfarve kom tilbage, siden hun var blevet forvandlet.

Hun blev forvirret, da det var at han fortalte om dette fra lang, lang tid siden. Men da han fortalte at han elskede hende, kunne hun ikke lade være med at smile. "Jeg elsker også dig.." hun syntes måske at det var lidt forkert at sige det. Hun vidste jo knap nok hvem det var. Men hun kunne ikke lade være med at føle en skjult kærlighed for ham. Måske var det ikke længere rigtig skjult. Hun gav ham et kram, smilte og kyssede ham let på halsen. Han fik hende til at glemme hendes sult, det var underligt. Men hun tænkte ikke så meget over det.
Hun rejste sig langsomt op og tog langsomt fat i ham. "Vil du ikke med ud og løbe?" grinte hun muntert. "Måske.. lære hinanden lidt mere at kende?" spurgte hun langsomt. Hun håbede at der ville ske mere. At han ville fortælle lidt om ham. Se om hun virkelig følte så meget for ham.

Da det var at hun så ham i øjnene, var det som om at hun vidste hvad det var at han tænkte. Hun ville lige præcis det samme. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt skævt og fnise en smule. Hun stod lidt på tær for at kysse ham, før det var at hun vendte sig om og begyndte at løbe væk fra ham. Kort tid efter løb hun over søen, hun løb så hurtigt at hun ikke kunne nå at falde ned i vandet. Hun endte på den anden side af søen og smilte skævt til ham fra lang afstand. Hun var selv sikker på at han ikke ville kunne fange hende.

Hun grinte og begyndte atter at løbe. Hun fik øje på at skoven ikke var ret så langt fra dem. Dét ville blive sjovt! Mente hun selv! Hun gjorde derfor alt for at nå over til skoven, uden at Tom ville fange hende. Hun nåede der ind og hoppede straks op i træernes blade. Nu var det i hvert fald meget svært at se hende OG hun var utroligt hurtig til at hoppe hurtigt. Hun havde mange gange brugt sin tid i skove hvor hun jagtede mennesker der. De havde det altid svært med at flygte derfra. Og det var ikke så tit at man kunne høre et skrig i en skov.

Pludselig hoppede hun ned fra træerne og holdte godt fat. Hun var på ryggen af ham. Hun fniste stille. "Ha! Jeg er hurtigere end dig" hviskede hun ind i hans øre. Hun vidste ikke helt om hun ville flygte mere fra ham. Hun kyssede ham lidenskabeligt på halsen, for at gøre både hende og ham mere rolige. "Det var da en god løbetur?" grinte hun en smule ømt og hoppede ned fra hans ryg. Hun stilte sig foran ham og så ham ind i øjnene.

"Seattle" smilte hun skævt og så ham ind i øjnene. "Jeg kan ikke huske så meget fra mit menneskeliv desværre" hviskede hun og så lidt ned på sine fingre. Men bagefter så hun atter på ham. "Hvad med dig?" spurgte hun langsomt og stod helt tæt op af ham. Hun havde armene om hans nakke og havde sådan en lyst til at kysse ham. Men hun ville lige få et svar, før det var hun lod deres læber mødes. Hun følte sådan en stor kærlighed for Tom, at hun nærmest blev helt overvældet af det. Imens at hun havde været vampyr, havde hun kun følt kulde. Men nu, var det som om at hun atter blev varm.

Hun fniste stille af ham, da det var at han slikkede hende på næsen. Hun lod sin fine lille tungespids køre op af hans hals for sjov. Hun grinte muntert og kunne ikke lade være med at blive ved med at smile. Lige på dette tidspunkt kunne man ikke se hendes vilde side. Man kunne ikke se at hun rent faktisk var psykopat. På dette tidpsunkt, lignede hun bare en helt almindelig pige, meget køn og meget glad. En der havde et perfekt liv. Men lige nu, tænkte hun ikke over sit liv. Hun tænkte mere på det hun havde foran sig. Hvor lykkelig hun var for det, selvom at de kun lige havde været sammen i ti minutter. Men der var nu noget specielt over denne Tom. "Jeg finder nok ud af det en dag ja" smilte hun roligt.

Hun bed sig let i underlæben og så ned på sine fødder. "Jeg ville virkelig gerne.. men jeg er nødt til at smutte i et stykke tid.." mumlede hun og så derefter op på ham. "Uhm.." hun kunne ikke rigtig fortælle hvad det var at hun skulle. "Men en dag kommer jeg forbi.. jeg snuser mig frem også skal vi nok hygge os" sagde hun roligt. Stilte sig på tær og kyssede ham let på munden og legede let med hans læber. Hun elskede den måde han kyssede hende på. Der var et eller andet over det, der gjorde det perfekt. "Jeg er nødt til at smutte" hviskede hun. "Vi ses" hun blinkede let til ham. "Men nu ikke noget med at finde en anden tøs imellem tiden" grinte hun muntert og var kort tid væk.