Research blandt planterne - Steffen.

Tid: Formiddag.
Sted: I en lysning i skoven...
Omgivelser: Et par dyr, rundt omkring.
Vejr: Utrolig pænt i forhold til at det faktisk et i Forks.
Påklædning: Gul top, jeans, tørklæde.
_______

Melina sad lænet op af et træ, med en tyk bog ved siden af hende. Hun havde lukkede øjne, og hendes mørke hår var lidt uglet. Men det var det jo tit, hvis du spurgte Sara. Hun tvang altid Melina til at rede hendes hår, når hun ikke var for morgentræt... Hun kunne mærke hvordan dyrene bevægede sig omkring hende, og lavede hvad de nu lavede. Nogle af de små sorte egern havde dog dristet sig til at komme tættere på hende. Hun åbnede det ene af sine mørke øjne, og så ind i et egern-øje. Sad den på hendes skulder?!
Det havde kun været hende som kunne ride på hen store hingst, men det troede hun bare fordi hun havde givet den en sukkerknald, og klappet den på mulen. Men dyr elskede hende åbenbart.
Hun kløede egernet på baghovedet, og lukkede igen øjnene. Et svagt suk forlod hendes læber, og hun mærkede hvordan hun begyndt at slappe af i alle sine muskler. Hun elskede dyr.

Steffen kom løbende i skoven, han løb i bare overkrop fordi han havde glemt hvor han havde lagt sin T-shirt henne. Han stoppede da han så en pige sidde ved det træ han plejede at sidde ved. Stef ik frem og smilte til hende, han var stadig nervøs for at snakke med piger så han kløede sig i nakken som han altid gjorde når han var nervæs for at snakke med piger, en gammel vane han havde haft fra da han var lille, faktisk var hans første ven en pige, han havde bare glemt navnet fordi han bare var .. forsvundet på et tidspunkt uden han vidste hvad der var sket og da han endelig vidste hvor han var, så befandt han sig i Forks, men han havde altid tænkt på sin barndomsveninde som han havde savnet igennem årene og han så helt glemt hendes navn. Hans mørke jeans passede faktisk meget godt til hans brune hu og hans sorte øjne, han havde ingen sko på fordi han elskede at mærke skovbunden under hans fødder. Stef gik helt tæt på hende og kløede sig nu ekstremt meget i nakken, hans vane havde han allerede med hans barndomsveninde. Han åbnede munden og ville sige hej til hende, men havde svært ved det "h-hej" sagde han stammende, siden han forsvandt fra hans første veninde så havde han stammet og var blevet utrolig nervøs i pigers nærvær, hvilket ikke ligefrem var godt for ham..

Melina havde ikke hørt fyren komme løbende, og opdagede ham først da han talte direkte til ham. Lynhurtigt vendte hun sine sorte øjne op, og mødte hans. En rysten gled ned af hendes rygrad, og hun fik en knude i maven. Foran hende, stod en høj, mørk, flot ung mand, med bar overkrop. Ingen pige hun kendte, kunne undgå at blive lidt forfjamsket foran ham. Derfor rødmede hun svagt i hendes blege ansigt, og smilede fjoget til ham. "Cia... Hej."
Som alle de andre gange når hun talte med drenge, kom hun altid til at tale italiensk. Pinligt. Hun kløede sig i nakken, og så op på ham igen. "Bare.. sæt dig." Hun var ved at skære ansigt af sig selv. Hvor lød hun bare.. barnlig! Altså, der var bare noget om ham, noget mere end at han var mørk, smuk og .. havde bar overkrop. Noget mere.. Hans øjne og hans stemme, virkede bekendt, men hun havde aldrig set det der ansigt før, det var hun helt sikker på.

// Undskyld min manglende kreativitet :3 //

Stef satte sig og smilte ekstremt meget itl hende, hvorfro skulle han være så nervøs i pigers nærvær?! Det var virkelig hans ømmeste punkt, piger.. Da han så ind i hendes øjne, hun virkede så bekendt, som en gammel veninde han ikke havde set i mange år, men det han havde aldrig mødt hende før. "Jeg er Longstreet. Steffen Longstreet" smilte han og kunen bare ikke lade sin nakke være, han havde snart kkløet sig så meget at det blødte! Endelig fik han sin hånd væk og smilte ikke så stort mere, han var blevet mere rolig, men hun mindede ham alliogevel om en eller anden bekendt, men han vidste ikke hvem.. Da han hørte hende snakke lidt italiensk så blev han mere overbevist om at han kendte hende, hans gamle barndomsveninde havde været italiener, men var hun også italiener eller havde hun bare lært at snakke italiensk "er du fra Italien?" spurgte han nervøst, men uden at stamme denne gang heldigvis..

//Gør ikk noget ^^//

Melina sad ved side naf ham, og smilede lige så meget, og lige så fjoget. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt af den måde han præssenterede sig selv på. Nuttet. Men der var noget... Altså.. Steffen.. Steff? "Mit navn er Melina Bevacqua." Hun smilede lidt, inden hun lyttede til hans næste spørgsmål. Hun fjernede hånden fra nakken, inden hun rev hul. Hun sank en gang, og pillede på hendes skulder. Hun så ned på sine bare tæer. Hun havde altid syntes at sko sepererede en fra naturen, og naturen var noget af det bedste hun viste.
"Ja.. Jeg er italiener, jeg er lige flyttet hertil." Hun strøg sine fingre igennem håret, og så på sine negle. Hun følte sig lidt nervøs sammen med ham, men alligevel tryg. Hun var bange for at sige et eller andet som gjorde ham sur eller noget, for der var noget ved ham, som hun ikke ville miste.

Han smilte igen meget stort fordi han så hendes søde smil, kæft et flot smil! "Melina .. Jeg tror altså jeg har kendt en der har haft samme navn som dig .." sagde han. Han strakte sin ryg og smilte meget, han var blevet mere rolig ved at snakke med hende, men der havde kun været en pige der kunne gøre ham mere rolig .. "Aaah, så er det mon derfra din skønhed kommer fra?" smilte han drillende og hentydede til at hun var italiener. Han følte sig underligt godt ved at sidde sammen med hende, som et mange års langt venskab som endnu ikke var blevet brudt, men han kunne ikke huske at ha' set hende før, som om hun var endel af ham, men alligevel ikke fordi han lige havde mødt hende, eller havde han?

Melina vred sine hænder, og smilede svagt - genert - til ham. "Jeg har også engang kendt en ved navn Steffen.. Tror jeg. Eller også noget andet i den stil." Hun trak på skuldrende, og prøvede at forestille sig hvor mange der hed Steffen i Italien.
Hun kunne ikke lade være med at fnise, da han sagde det med hendes skønhed. "Så må du da også komme tra Italien." sagde hun og hentydede til at han også var utrolig smuk. Hun rødmede en smule, og kløede sig på næsen. Hun følte sig mere og mere knyttet til ham, som om han var et minde, som man så igennem en vandpyt, som langsomt forsvandt. Hun blinkede et par gange, da hun så et andet ansigt, men med de helt samme øjne som Steffen havde. Hun fik en smule hovedpine, og lænede sig op af træet igen.

"Hmm hvorfra?" spurgte han, hun kunne faktisk godt være hans barndomsveninde, men der var en stor chance for at det ikke var hende .. "Måske, kan huske jeg engang boede der" smilte han drillende, han var fkatisk ikke nervøs mere, hvordan kunne denne pige ha' den effekt på ham? Der havde kun været en pige i hele hans liv der kunen få ham til at føle sig så rolig omkring piger. Han kunne ikke helt huske klart omkring hans fortid fra før forks, der lå et stort tågeslør omkring hans fortid som gjorde han intet kunne huske, men denne pige fik ham nærmest til at huske igen, han forstod ikke hvordan hun gjorde det .. Han fik et flashback hvor han legede med veninden, hvorfor kunne hna ikke bare huske det navn?! Hvis han kunen huske det navn havde det været så meget lettere at finde hende, men der var jo en lille chance for at dette her var hende ..

"Italien er det smukkeste sted på jorden." sagde hun, med en lidenskablig tone. Hun elskede sit land, men var også ved at blive ret vild med Forks. Det hus hun var flyttet ind i, lå i en skov, og den skov var bare et smukt sted. Så fyldt med mystiske ting, som om der kunne komme et spøgelse frem fra hver en træstub.
Hun lagde hænderne i skødet, og så på ham med sine dybe, mørke øjne. Et hurtigt glimt af et par børn på nogle gynger, hylede hende ud af den, men hun i et øjeblik. Da hendes øjne igen focuserede på hans ansigt, var det ligesom om han øjne var blevet dybere, mørkere. Selvom det burde være umuligt, var det utroligt. Han virkede så bekendt, men.. der var sikkert mange smukke drenge i Forks, som kom fra Italien.
Hun tog en dyb indånding, og fik lyst til at røre ved ham. Men så ville han sikkert gå.

"Du .. virker så bekendt .." sagde han og kunne bare ikke få hende ud af hovedet, endnu et glimt af to børn sidde og grine sammen, lige så hurtigt som det var kommet, forsvandt det igen. Han tog sig til hovedet og rystede lidt på hovedet, hvorfor dukkede de syner op nu? Det var jo mange år siden det var skete at han havde siddet sammen med hende.. Han focuserede direkte på hendes ansigt, han føølte sig underligt tiltrukket af hende, hendes krop fik ham lyst til at berøre hendes krop, men hun ville sikkert løbe skrigende væk hvis han gjorde det og sikkert også melde ham til politiet, men han rykkede alligevel lidt tætttere på hende. Han havde fjernet sin hånd fra hovedet lige i det øjeblik.

Hun svarede ikke, men klemte sine øjne en smule mere sammen. Hun løftede langsomt hånden, og strøg ham ned af kinden, med et mærkeligt, fraværende smil på læberne. "I lige måde.." sagde hun distræt, og lod så hånden falde ned igen, som om hun var vågnet fra en drøm, og opdaget at hun stod med sine fingre i en åben flamme. Så blinkede hun et par gange, og rødmede så - ret meget - og så ned på sine negle.
"Det må du undskylde." mumlede hun, med et løftet øjenbryn. Hun følte sig som en idiot. Nu ville han sikkert rejse sig, og løbe. Men.. hun havde bare den der knude i maven, som hun altid fik når hun kom til at tænke på italien, især på hendes barndomsven.

Steffen fik et chok over hendes hånd, men løb ikke væk, men han begyndte smile "du skal ikke undskylde.. jeg er glad for det .." sagde han og tog hendes hånd, men efter nogle få sekunder slap han den igen, han skulle lige huske på at hun sikkert ikke ville holde i hånd.
Stef kunen bare ikek få hende ud af sit hoved, igen kom det blik, han så igen to børn sidde og lege, men lidt efter var drnegen forsvundet og pigen stod alene tilbage, det var dengang han var forsvundet, væk fra Italien.
Han nussede hendes arm og sad utrolig tæt på hende, som om han hvert øjeblik bare ville overfalde hende i et kram eller noget, han vidste ikke hvad han havde gang i, hans krop havde sit eget liv ..

Hun stank langsomt sine fingre ind i hans hånd igen, og holdte om den, med en svag rødmen. Knuden i maven blev bare hårdere, og hun kunne ikke lade være med at smile over den følelse. Hun viste ikke rigtigt hvad hun skulle sige, hun blev helt mundlam i et øjeblik. "Taler du stadig italiensk?" spurgte hun, måske bare for at sige noget. Men alligevel var hun nysgerrig. Hvis han virkelig var 'drengen', så kunne han vel tale italiensk, med mindre at han havde glemt det med tiden. Melina kunne tale et par sprog, men sprog intteresserede hende også ret meget. Men italiensk var uden tvivl det smukkeste sprog hun kunne, og det smukkeste sted hun havde været. Hun tog en dyb indånding, og lagde sit hoved på hans skulder, uden rigtigt at tænke over det.

Han blev ekstremt genert da de nu holdte i hånd, han havde ikke troet at dette ville ske, men en god drejning var det da?
Hendes spørgsmål var virkelig let "Questa risposta è abbastanza?" spurgte han drillende, men vent lige! Han var virkelig sikker på at hun var hans barndomsveninde, det måtte bare være hende!
Han nærmede sig hende, hans ansigt var ikke langt fra hende og han smilte ikke mere, han så bare ind i hendes øjne, hendes dybe øjne for at se om dert virkelig var hende, men han kunen jo ikek vide det med sikkerhed..

Hun fniste af hans udbryd, men tog sig sammen, da hans ansigt kom tættere på. Hendes åndedræt blev en smule hurtigere, og hun kunne mærke at knuden blev endnu større. Hun smilede svagt til ham, og følte sig smeltet sammen til hans øjne, i et øjeblik. "I tuoi occhi sono così profondi." mumlede hun, men blev så bange for at det lød som en eller anden billig score replik. Tanken gav hende myrekryb, men det var ikke helt sikkert at det var negativt.
Hun kunne ikke fjerne sine øjne fra hans, og hun sank en gang. Kunne hun virkelig være så heldig.. Kunne det virkelig være.. ham?

"La tua voce mi dava fastidio voglio toccare te.." var det eneste der kom ud af hans mund og han nåede ikke at stoppe sig selv i at sige det inden han havde sagt det, en kæmpe brøler for hun ville sikkert stikke ham en flad og løbe væk.
Stef var helt sikker nu, hun kunne ikek være andet end, hans barndomsveninde, han var fuldkommen sikker "Jeg er fuldkommen sikker på at .. Du er min barndomsveninde .." hviskede han i hendes øre..

"Sono troppo." hviskede hun lavt, og prikkede ham på næsen, og kunne ikke lade være med at smile lidt. Hun smilede blidt til ham, og klemte hans hånd. "Godt at se dig igen, Steff." Hun fugtede læberne, og et øjeblik voksede knuden, og begyndte at fylde endnu mere. Hun kunne næsten ikke få vejret, så hendes vejrtrækning blev hurtigere. Det sitrede i hendes fingre, og hun bed sig hårdt i læben. Hun følte sig meget... elektrisk.