Spooky aften på skolen. Ellerikke..

Dag: Fredag
Tid: Sent om aftenen.
Sted: På skolens område.
Påklædning: Sorte bukser og bar overkrop. Han er også barfodet.
Omgivelser: Ingen

James sad på en af de mange bænke, der var uden for Forks High School, og kiggede op på månen. Månen kastede et hvidligt lys fra sig, og da den ramte hans overkrop og ansigt, glimtede det ganske svagt. Han glimtede mere i sollys. Han havde kortslagte ben, og hans sorte øjne glitrede ganske svagt. Han havde netop spist, så han var ret sikker på at han kunne kontrollere sig hvis han mødte et menneske i Forks.

Milla gik stille og forsigtigt op af en lang gade, det var den gade hvor skolen lå på. Hun skulle måske begynde der, men ville dog helst være fri for det. Hendes hår hang elegant nede ved hendes skudre. Hun havde dog kun shorts og en strop trøje, med en hætte trøje uden over, på. (Lige som billedet) Et suk strejfede let hendes blide læber. Hendes øjne var uskyldige, og smukke som en engel eller himlen. Hun gik stille op af gaden før hun gik tæt ved skolen, hun havde dog ikke seet ham.

James lagde nakken tilbage, lukkede øjnene, og trak nydende vejret dybt ned i lungerne. Mmmm. Et menneske. I nærheden. Han satte sig bedre tilrette, og så efter hende.
Han kunne ikke se hende endnu, men han kunne høre hun kom nærmere. Så han rejste sig op, og gik væk fra månelyset, ind i skyggen, hvor han ventede på at hun ville komme tilsyne.

Hun kom let til syne, i mørket. Der stod, hun uskyldig og sårbar.. Men smuk som en engel. Hendes hud, havde fået, en lidt gyldener farve, efter hun havde været på ferie. Men hun kunne nu bedst lide, når der ikke var sol, hellere regn.
Hendes kropsbygning var smal, og meget spinkel, men underligt nok havde hun nogle former. Hun smilede let før hun let strøg sig gennem det brune hår. Hun duftede igen af vanilije, det var på enn måde hendes duft.

James fik øje på hende, så nem som ingenting, og var lige ved at falde bagover. Lugten var så overvældende, og han havde aldrig prøvet noget lignende, i sine 21 år! Han bed tænderne sammen så højlydt, at han næsten var bange for at hun kunne høre det. Han forsøgte at slappe af, og forsøgte at trække vejret gennem munden i stedet for. Nu kunne han så bare næsten smage hende. Og hun så også godt ud, af et menneske at være. Han havde så meget lyst til at bide hende, som hun stod der, men han var jo Forks.
Han overvejede at bryde traktaten. Hun var helt sikkert det værd!

Hendes hår blæste let væk fra hendes skulder, da et vindpust ramte hende. Hun lukkede let hendes øjne, i før hun let sukkede og kiggede ned i jorden. Hun syndes hun kunne høre, noget henne fra skolen, men hun tænkte ikke rigtigt over det. Før kort tid efter, i hvert fald. Hun vendte blikket hen mod skoolen, og der så hun en dreng, med bar overkrop. Han bed tænderne sammen.. Et sug gik gennem maven på hende, lige som den gang hun blev angrebbeet af en vampyr, men der kom Josh og reddede hende.

Han havde rykket sig væk fra månelyset, så hans hud skinnede ikke mere. Han rejste sig op, da han havde sundet sig lidt, og gik afslappet hen imod hende, i menneskefart, med hænderne begravet i lommerne.
Han havde et himmelsk smukt smil på læberne, og var som altid smuk som en engel. En engel med sorte øjne.
Han snusede lidt ind igen, og smilede så endnu mere. Mmm, hvor hun duftede godt. Og så var hun alene.

Milla baggede bagud, før hun ramte en bil som var bag hende. Hendes brune lidt pjuskede hår dækkede for hendes hals. "Hvem.. Hvem er du?!" fik hun lige sagt. Hun var blevet pisse bange, så hun stod fuldstændig stivnet oppe af bilen bag hende. Hun bed hårdt fat i hendes underlæbe. Hun mærkede, den boblede fornemmelse i hendes mave xD

//Boblende fornemmelse? Skal hun skide når hun bliver bange? x'D//

"Bare en der er ude og gå lidt. Jeg hedder James!" Spandt han, og gik roligt hen imod hende. Han havde hovedet let på skrå. På få sekunder nåede han hen til hende, og stillede sig et par cm. fra hende. Han så ned på hende med et venligt smil, men bag smilet kæmpede han en hård kamp. Skal! Skal ikke... SKAL... Skal IKKE!!! SKAL FOR HELVEDE DA!! Han rystede svagt på hovedet, og sank.

// Nej hun bliver bare nervøs og så bobler hendes mave, lige som sodavand! xD


Milla kiggede på ham. "jeg.. Jeg er Tinker" sagde hun,, men hun løj om hendes navn for en sikkerheds skyld. Hvad nu hvis han var sindsyg?

"Rart at møde dig Tinker," sagde han blidt, og kiggede hende i øjnene.
Han lod sine pegefinger glide hen over hendes kindben, og nød følelsen af hendes bløde hud mod sin hårde, kolde, marmorfinger.

Hendes kinder, blev svagt røde, da hans strøg hende over kindbenet. Hun nikkede let, til hans svar, måske skulle hun isge hendes navn eller ikke? Hun valgte derefor at lade være, jo mindre fare destrobedre. Hun bed sig kort i hendes blide læbe. Hun kiggede også ham i øjnene. Hendes smukke blå øjne, som var speciale og anderledes end andres.

"Hvad laver du så her på den mørke skole, sent om aftenen, Tinker? Der kunne jo ske dig noget." Han så stadigvæk hende i øjnene, gennemborerede hende med sine sorte øjne, der var næsten hypnotiserende. Han undlod at nævne, at hvis der skete hende noget, var det højst sandsynligt James der forårsagede det.

"Jeg.. Jeg var bare på vej hen efter min... min telefon" stammede hun frem. Det var godt nok løgn, men han virkede truede så hun måtte vel, bare bide fryten i sig. Hendes øjne, var uskyldige, og næsten helt hvidblå nu. Hendes hånd rystede, og det gjorde hun nu også selv. Hun bed fat rundt om hendes underlæbe, hun bed så hårdt fast, at hun fik et lille mærke på hendes underlæbe.

"Javel ja."
Han kunne se en bevægelse hun lavede, og hver en detalje ved hende. Så da hun bed sig i læben, så han tydeligt det lille, fine mærke, hendes tænder lavede, i hendes bløde, sårbare læbe.
"Pas du ikke bider dig så hårdt i læben at du bløder." Sagde han stille og køligt. "Det kan vi ikke have." Han grinede indvendigt, ved synet af hendes åbenlyse frygt.

Milla blev nød til at bide hårdere fat i hendes læbe, for ikke at komme til at skrige panisk.. "Nej men hvis det sker, så sker det" sagde hun stille og lidt koldt. Hun kiggede kort ned i jorden, men hurtigt op på ham igen. Hun ville være sikker på at han ikke pudselig hoppede på hende, og slog hende ihjel. Hun mærkede et koldt vindpust, mod hendes kind. Hun rystede derefter kort.

"Hvis det sker, vil jeg foreslå at du får det til at stoppe med at bløde, temmelig hurtigt." Svarede han venligt. Som om. Hvis hun begyndte at bløde, ville han fare på hende, uanset hvor hurtigt hun forsøgte at få det til at holde op med at bløde. Han ville være hurtigere. Han smilede ondt.

"Jeg ved hvad du er..." hviskede hun roligt. Hendes øjne lyste mere klart nu.. "Du er en... Vampyr.. " hviskede hun letterere end før hendes hår, hang let ned af hendes skuldere. Hun slap let sin underlæbe og kiggede på ham. "Men jeg er ikke bange mere!" underligt nok var hun ikke bange mere, det forsvandt pludseligt. Hun smilede let og roligt, og lod let hendes hånd, køre gennem det brune hår.

Han viste ingen overraskelse, fortsatte bare med at smile mystisk til hende. Så, med en bevægelse hurtigere end noget menneske kunne nå at se, greb han fat om kraven på hende, og trak hende helt hen til sig. Hans søde ånde kildede hende på næsen, og han holdt hendes blik fast.
"Ved du godt, søde ven, at du ikke må vide noget om os?" Han smilede ondt til hende, og holdt hende hårdt fast.

"Slip mig din sindsyge stodder!" fløj ud af munden på hende. "Hvad tror du selv, ja det ved jeg, men det kan u takke en vampyr for, at jeg ved det!" sage hun koldt, og bed tænderne sammen. Hun mærked evreden stige sig til hovedet.. "Og hvis de vil være så venlig at slippe mig! Tak, på forhånd!" sagde hun vredt og koldt på samme tid.

"Gu vil jeg ej slippe dig, møgtøs!" Snerrede han, og klemte hårdere fat, så hun fik sværre ved at trække vejret. Sådan en møgunge. Hun vidste ikke hvad der var godt for hende. Frygtede hun mon ikke det der var så meget mere magtfuldt end hende selv.

Hun bed hårdt tænderne sammen.. "Du skal ikke kalde mig en møgtøs, din sindsyge stodder!" snerrede hun gispede, efter luft. Milla mærkede hvordan hun mistede luft lidt efter lidt.. "Slip mig så" sagde hun koldt og stille, da hun ikke kunne tale, højere begrund af luft magel-

Han fjernede hånden, så han kun holdt fast om hendes hals, og lagde hovedet lidt på skrå.
"Det kan jeg ikke, ser du. Jeg nyder din smerte og frygt for meget." Han smilede koldt til hende, og pressede så lidt mere til. Han havde løftet hende lidt op, så hendes fødder rørte knap nok jorden.

Lilly mærkede luften forsvinde fra hendes lunger. Hun nåede dog at gøre noget, at stille sig på tå spidserne. Hun sparked derefter ud efter ham. Hun ramte ham lige i skridet, så det ville nok gøre lidt ondt, håbede hun. Hun håbede at han ville læsne grebet om hendes hals. Men hun kunne kk gøre andet end at prøve.

"Lad være med at sparke ven, det gør ikke ondt på mig." Han så hånligt ned på hende. Det havde snarere gjort ondt på hende. Hans krop var jo hård som sten. Han kunne næsten ikke mærke sparket, og det havde i hvert fald ikke gjort ondt. Han grinede lidt af hende, da han kunne mærke hvordan hun mistede luft.

hvad knne hun gøre? Hun bed hårdt at i hendes læbe og prøvede at glemme hendes luftmangel. Hun lukkede hendes øjne i i håb om der ville komme nogle og `redde´hende. Hun mærkede hvordan en træng til at sove, flød ind i hende. Kunne han i det minste ikke give hende, en fredlig død.?

"Skal jeg få det overstået?" Hviskede han mildt til hende, og tænkte ved sig selv, at han helt sikkert ikke ville kvæle hende. Han ville smage hendes blod. Hun duftede så godt.
Han løsnede sit greb lidt, men kun en lille smule.

Hun mærkede hvordan hun let kunne få mere luft ned i lungerne.. "Bare slip mig, jeg vil hjem" hviskede hun snerende til ham. Hun ville gerne hjem, men lige nu stod igen ting klart. Hun rystede kort på hovedet, og åbnede så hendes øjne. Hun kigged eham direkte ind i øjnene. Bare han ville lade hende løbe hendes vej.

"Shhh.." Sagde han stille, og pressede sin håndflade for hendes mund. Så var han da fri for at høre på hendes ævl.
"Du kommer ikke hjem i aften." Han så sig omkring, og overvejede sine muligheder. Enten kunne han løbe risikoen, og bide hende her, ellers skulle han løbe ud af byen med hende, med fare for at støde på andre vampyrer eller et par varulve. Men på den anden side, så havde nogen brudt hemmeligheden, og fortalt hende det hele!

Hun fik lyst til at bide ham i hånden, men lod dog være. Men det kunne godt ligne hende at gøre det. Især når folk holdte hende for munden. prøvede let at vride sig fri, men kunne ikke. Hun mærkede hvordan kulden fra hans hånd, bredte sig på hendes ansigt. Hun rystede kort. Før hun let prøvecde at få hans hånd væk. men uden held lige nu. Desvære..

Han overvejede det lidt, men så trak han på skuldrene, bøjede sig forover, og satte tænder i hendes bløde, velduftende hals. Han mærkede hendes lækre, varme blod på tungen, og sugede til. Han holdt hende samtidig fast, så hun ikke kunne komme fri. Mmm, hun smagte meget bedre end hun lugtede!

Hun skreg da han bed fatt i hende. Hun nåede lige at få hendes hoved væk, inden hans kunne bide helt fat. Hun fik vredet sig løs og satte i pisse hurtig løb ned af gaden. hun mærkede blodet løbe ned af hndes hasls men det skulle ikke stoppe hende. <<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<<hun løb og løb og løb.