Nyankommet..

T: Frokosttid
S: kantinen på skolen
V: det øsregner udenfor
O: nogle snakkende elever rundt omkring..

Melanie stod for enden af trappen, og kiggede udover kantinen. Hendes første dag på stedet havde ikke været videre interessant, specielt fordi hun ikke havde fået nogle nye venner, eller bare en der havde sagt hej ville have været rart. Et let og dybt suk gled over hendes læber, mens hun gled ned mod det fjerneste bog, som var ledigt. Åbenbart et sted, som mange af de andre elever undgik, men Melanie var egentlig ret ligeglad. Selskab lå ikke til en af hendes gode sider. Nej faktisk havde hun altid foretrukket at holde sig for sig selv. Forsigtigt satte hun sig ned på en gammel stol, og vendte tomt blikket mod vinduet, hvor man kunne høre regnen tromme mod ruden. *En helt fantastisk lyd* tænkte hun, og sjovt nok kom et lille smil frem på hendes læber. Mel havde faktisk kun et problem lige nu.. Lugten.. Mennesker duftede simpelthen så tillokkende, og Mel var helt nyfødt, og havde stadig ikke lært og kontrollere sin trang endnu. Forførende vendte hun blikket hen mod den nærmeste dreng og betragtede hver eneste af hans bevægelser.

//håber det er i orden at jeg smutter ind i emnet?//

Tom kom gående ind på kantinen på skolen. Han var faktisk i trist humør, det kunne ikke helt beskrives.. med hvordan han havde det. Alle af dem som han holdte af havde han mistet. Hvorimod at han var ligeglad med sin tvillingebror, han gad ikke at se Bill mere, pga så mange ting som Bill havde gjort, der gjorde ham rasende at tænke på det. Efter at han var trådt ind i kantinen og lod sit blik glide rundt, fik han øje på en pige som mindede meget om Melanie.. Kunne det virkelig passe at det var hende? Han gispede, men trak svagt på sine skuldre da han også opdagede at der var mange mennesker til stede. Men stille begav han sig over mod pigen.. som han troede på var den gamle Melanie som han kendte.. som førhen også var hans kæreste.. så, uhm.. eks kæreste var det vel?

//Det er i hvert fald i orden.. xD//

Mel Vidste ikke helt hvad hun skulle synes om stedet forks.. Der virkede så.. Kedeligt.. Hendes koncentrerede blik der havde hvilet på en af drengene, blev nu brudt, da hun i øjenkrogen, opdagede at en anden person var på vej, med retning dirkte mod hende. Det var i hvert fald ikke nogen hun kendte. Mel var ny i byen, og havde aldrig boet der før. Drengen gjorde hende dog nervøs. Hun kunne slet ikke mærke duften af blod omkring ham, ligesom hun kunne med de andre mennesker. Spørgende løftede hun det ene øjenbryn i vejret, i et tavst spørgsmål om, hvad han var interesseret i at komme hen til hende for.

Naomi kiggede nysgerrigt rundt på alle eleverne. Hun mærkede, hvordan hendes hals snoede sig sammen. Duften af mennesker var så ... perfekt.
Naomi satte sig hen i hjørnet, og fik øje på en pige, med rødt hår som hendes selv. Naomi iagtg hende med nysgerrige øjne. Naomi mærkede ikke den søde duft omkring hende, som andre mennesker normalt havde hængende på sig. Nej, hende her var vampyr - og en ny af slagsen.
Naom fik et stik af frygt; hun kunne afsløre os alle, men alligevel var hun taget i skole. Hun var åbenbart ret stanhaftig. Naomi smilte for sig selv, og rejste sig fra bordet ovre i hjørnet. Hun gik hen mod den nye vampyr.

Mel mærkede nu endnu engang den fremmede duft, som drengen havde udskilt. Den kom fra den anden retning, og langsomt.. meget langsomt, vendte Mel blikket, hvorefter hun hurtigt konkluderede at den kom fra en rødhåret pige. Overrasket betragtede Mel hendes gang hen mod hende, og forsigtigt bed hun sig selv i læben. Der var åbenbart mange vampyrer her på stedet. Et let suk genlød fra Mels læber, mens hun overvejede hvordan man rent faktisk snakkede med sådan nogle. Hun var trods alt helt ny.. Kendte intet til regler, eller konfrontationer. Mel var flyttet til Forks, og lige inden de nåede ind i byen, var hun blevet overfaldet.. det havde virkelig været en forfærdelig oplevelse, og nu var hun tvunget til at lære at leve i al evighed, uden at vampyren, der havde forvandlet hende, havde gidet bruge tid på at forklare hende noget som helst.

Naomi smilte til den nye vampyr.
"Det er ellers lidt af en chance du har taget," sagde hun, og hentydede til, at der var så mange mennesker omkring dem. "Må jeg sætte mig?" hun lod hendes lange fingre på højre hånd, hvile på en stol, ved siden af Melanie. Naomi flyttede ikke blikket fra Melanie's.

Mel rynkede let på næsen, inden hun kort nikkede som svar, til at pigen gerne måtte slå sig ned ved siden af hende. "Af samme grund, har jeg valgt at sidde her nu, og ikke når allesammen vil være til stede" forklarede Mel og bed sig let i underlæben. "Man skal jo vænne sig til.." hun var lige ved at sige lugten, men vidste ikke helt, om der måske var nogen der lyttede. "--det" afsluttede hun så, og fremtvang et lille smil.

Naomi smilte tilbage til Melanie.
"Tro mig, du vænner dig til det. Nu har jeg selv levet i snart firehundrede år, og det er stadig ikke let. Især ikke når det er noget jeg lever af til hver dag - menneskeblod, altså." Naomi havde hvisket det hele, og undgik de undrende blikke, fra de andre borde rundt omkring. De havde ikke hørt hende, men de beundrede hende. Hendes legance, hendes ydre ... og alt det, var så langt fra hendes personlighed.

Mel var næsten ved at tabe både næse og mund ved den information. "400.." udbrød hun overrasket, men skyndte sig hurtigt at dæmpe stemmen, da nogle af de nærmeste kiggede undrende på hende. "..år" tilføjede hun halvt hviskende og lagde let hovedet på skrå. "Og jeg er ved at dø efter en dag" Et let suk kunne høres, og Mel begyndte ivrigt at rode forvirret rundt i sit hår.

"Ja, og hvert eneste år af de firehundrede, har været et eventyr. Tro mig, du kommer tli at opleve ting, som ingen andre. Du kan prøve alt. Og du bliver klogere og klogere." Naomi lo. Hun havde ikke altid syntes at det var helt fedt at leve for altid, og udødeligheden havde været det, hun havde haft sværest ved. Hendes kære, var døde efter hende.
"Men når du mister en person du holder af, får det dig til at stoppe med at syntes, at livet er perfekt."

Mel lyttede interesseret, og syntes nærmest det hele lød meget bedre end det havde virket. Endelig var der nogen der gav sig tid til at forklare hende hvad der ville ske, og hvad hun kunne forvente. Men der var stadig ting der sitrede inden i hende. "Men.." vedblev hun og slikkede sig let om munden, da hun kunne mærke hvordan tørsten langsomt trængte sig ind på hende. Mels øjne havde en ravfarvet kulør, da hun faktisk slet ikke havde drukket noget siden hun blev forvandlet. "Jeg vil møde min store kærlighed.. Havde børn og blive gift.. Og nu.. Når jeg er som jeg er.. Vil det bare aldrig ske" fortsatte hun så, og vendte blikket væk fra Naomi, og hen mod den menneskedreng, hun havde betragtet tidligere.

"Ja, det var også noget af det første jeg tænkte over," svarede Naomi og smilte kærligt til Melanie. "Men det kommer du over. Der findes jo også det, at man kan få et menneske til at bære et barn for sig." hun smilte let, og prøvede at trøste hende.
"Men overvej det en enkelt gang mere - du kan leve for altid, og få hvem som helst du vil have; kig omkring i lokalet, du har altså nogle beundrere." hun klukkede en smuk latter og rettede på sit røde pandehår.
Selv, havde Naomi aldrig rigtig ville have et barn. Men nu hvor Melanie bragte det op ... kunne det da godt være, at hun skulle overveje det. Naomi kunne ikke se nogen hage i, at have en person mere med sig.

Mel lyttede nysgerrigt til det Naomi fortalte hende, men svarede dog bare med et skuldertræk. Dog lod hun nysgerrigt blikket glide rundt i lokalet, for at finde alle de beundrere der blev snakket om. Let rynkede hun på næsen og vendte sin opmærksomhed mod Naomi, da lugten når Mel fokuserede på hende, ikke var i nærheden af at være ligeså tillokkende som når hun fokuserede på menneskene. "såå.. Hvad laver sådan nogle som os?" spurgte hun langsomt, og stadig lavmælt, inden hun vippede hovedet på skrå, og slikkede sig kort om munden.

//out//

"Sådan nogle som os ..." Naomi lo. "Nyder livet. Vi ..." hun kiggede rundt og dæmpede sin stemme. "...jager. Og bliver klogere på livet." hun lo, og fandt ud af hvor kedelig hun egentlig lød. "Men det med familie ... er jo ikke helt ved siden af. Jeg har hørt om tilfælde, om at hunvampyrer har fået et menneske af hunkøn til at gå rundt med en hanvampyrs barn og af sit eget gen også. De er hybrider, og dem er der faktisk nogle af her i Forks." Naomi smilte stort. "Kærligheden er jo ikke helt svær at finde alligevel." hun mærkede et stik af savn o begyndte at tænke på Shin. Det var alligevel lang tid siden hun havde set ham sidst. Hun sukkede - nu lidt mere trist.

Mel kiggede både nysgerrigt og forvirret på Naomi. "Jager?" spurgte hun så undrende, inden hun langsomt kløede sig ivrigt i det rødbrune hår. Nu var den sødlige duft at mennesker ved at tage overhånd. Mel følte sig så tiltrukket af dem, at hun havde svært ved at beherske sig. Lysten efter deres blod lyste let ud gennem hendes øjne, mens hun lod blikket glide rundt efter personen der skulle blive hendes første offer. "Jeg tror nu hellere jeg vil have en kæreste der er ligesom mig selv.. Så har man ingen hemmeligheder i forholdet" forklarede hun så lavmælt Naomi, uden så meget som at fjerne blikket fra en lyshåret pige, der havde tiltrukket sig Mels opmærksomhed. Hun duftede så meget anderledes end de andre. Langsomt, som når en løve skulle snige sig ind på sit bytte, rejste Mel sig fra stolen, og begyndte langsomt at gå hen mod den intet anende pige. Mel havde trods alt ikke hørt noget om denne.. Kontrak der var indgået i Forks.

Naomi rejste sig elegant fra stolen - helt lydløst. Hun kunne sagtens se hvad det var at Melanie var ude på. Naomi tog fat i Melanie's arm. Det kunne godt være at melanie var nyfødt, men Naomi havde selv næsten 400 år bag sig. Hun var stærke og hurtigere end Melanie, så det bekymrede hende ikke.
"Ikke her. Ikke nu." hviskede hun med en hæs og tiltrækkende stemme. "Jeg tager dig med - og viser dig hvordan det hele skal gøres." Naomi smilte og mærkede hendes øjne blive mørkere gyldne. Naomi holdte stædigt fast i Melanie's arm.

Mel vrissede let, da hun sådan bare blev stoppet midt i sin handling, og efter få minutter opgav hun hurtigt at komme ud af Naomis greb, og at få noget føde den dag. *Ikke her.. Ikke nu* tænkte hun skuffet og rettede sig op, så ryggen var rank som altid inden hun rystede tilbagetaget af sig og kiggede håbefuldt på Naomi. "Vis mig det hellere snart.. For tørsten gnaver virkelig" hviskede hun tilbage med en hæs stemme, inden hun forsigtigt bed sig i læben, og skulede hen mod pigen endnu engang.

"Vi kan gå nu," sagde Naomi, stadig med samme hæse og tiltrækkende stemme. "Og det tror jeg sådan set pgså at vi bliver nødt til. Dine øjne er næsten helt røde." hun kiggede Melanie direkte ind i øjnene.
Naomi hev Melanie ud af kantinen, ned af gangen og ud af hovedporten. Hun småløb ud på parkeringspladsen, og hev en lille sort nøgle frem. Foran dem, holdte der en orange gylden BMW, med tunede ruder (se billede på min profil.) Naomi åbnede døren, og gav tegn til Melanie, at hun skulle sætte sig ind.

Mel spærrede forskrækket øjnene helt op, og peb let. "Røde" gentog hun havde blev straks trukket med ud af kantinen. Hun havde egnetlig ikke nogen muligheder for at lade være med at følge med, da Naomi var langt stærkere end hende selv. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun og fik nu øje på bilen. Mel fløjtede imponeret, da den virkelig så flot ud, og satte sig hurtigt ind, efter naomi havde givet tegn til det.

Naomi kiggede rundt, og ignorerede til at starte med, Melanie's spørgsmål. Hun sørgede for at ingen kiggede, og satte sig hurtigt ind i bilen. Hun lukkede døren, og startede bilen. Ruderne var godt nok tunede, men man havde ingen problemer med at se ud. Sæderne var af læder og der var et stort lydanlæg i bilen.
"Vi skal til Seattle," sagde hun. "Vi venter med at jage til det er mørkt. For indtil, har jeg en del jeg skal fortælle og lære dig." hun smilte.

Mel havde ret travlt med at betragte hvordan bilen så ud indvendig og nikkede langsomt, men hørte egentlig ikke efter i første omgang. "Seattle?" udbrød hun dumt og spærrede øjnene op, inden hun trak solskærmen ned for at kigge i spejlet. Jo den var god nok.. Hendes øjne havde fået et rødligt skær. "Hvad skal jeg lære? Jeg aner intet.. Udover, at en eller anden tumpe overfaldt mig" mumlede hun dumt, og kløede sig lidt i håret, inden hun slog solskærmen op igen, og vendte blikket mod Naomi.

Naomi fokuserede på vejen foran dem. De nåede til Forks grænse, og Naomi satte farten op.
"Bare rolig. Jeg kan godt kontrollere det." sagde hun, og henvendte til, at Melanie intet vidste. "Det er ikke svært. Tro mig. Bare lad dig føre af din trang til et bid..." Naomi smilte stort og vendte kort blikket mod Melanie, "... eller to." Naomi mørkede hvordan hendes ellers gyldne øjne blev opløst af hendes røde øjenfarve. Hendes øjne matchede nu perfekt til hendes hår, og til det sorte outfit hun havde på.
"Vi er der først om et stykke tid," sagde Naomi og smilte stadig, "fortæl mig om dig selv."

Mel kiggede lidt ud gennem vinduet, men vendte hurtigt opmærksomheden tilbage mod Naomi. "Tjaa.. det lyder ikke svært" svarede hun så, og fik langsomt et smil frem på læben, da hun opdagede at det ikke kun var hende der åbenbart havde røde øjne. "Jeg skulle flytte til Forks.. Som menneske.. i min egen lejlighed" startede hun så, og huskede stærkt hvad der var sket den aften hun havde nået grænsen. "Jeg stoppede bilen.. For at ordne.. ja det man nu engang skal lige inden Forks" En klump havde sat sig fast i hendes hals, og Mel sank den besværligt. "En høj mørkhåret mand sneg sig ind på mig, og da jeg vendte tilbage til bilen, stod han bare der.. Kold og smilende.. Det tog ikke lang tid.. Han overfaldt mig og bed mig i skulderen.. eller mellem halsen og skulderen.. Jeg besvimede.. Og kan ikke huske hvad der skete.. Udover, at jeg vågnede op, med den forfærdelige tørst"

Naomi kiggede overrasket på Melanie.
"Hvornår blev du vampyr?" spurgte hun, og havde en bange anelse for, at det hele kunne gå galt. Naomi var nødt til at være opmærksom, det vidste hun. En nyfødt vampyr, med sit første menneskelige bytte ...
Naomi kom i tanke om den aften hun blev bidt. Det havde taget hele hendes liv fra hende. Men, hun havde ikke noget imod den hun var nu.

Mel glippede lidt med øjnene, og sukkede let. "Det må være.. To dage siden nu" svarede hun så og nikkede let, for at bekræfte det.. Det var to dage siden hun var ankommet til Forks. "Han var bare.. aargh.. Han har taget alt fra mig" mumlede hun nu mere irriteret inden hun let knyttede hænderne af aggression, men hun havde dog stadig en lille del af menneske i sig. Det vidste hun, og den del skulle blive der for altid, som et minde.

"To dage ..." Naomi tænkte over hvad hun lavede fpr to dage siden. Jagede omkring i Forks. "Jeg må hellere holde godt 'je med dig." hun smilte lumsk og klukkede. Naomi satte farten op, og smilte. Hun rettede på håret og knugede grebet omkring rattet. Selvom Melanie var vampyr nu, duftede hun stadig lidt af menneske ... på en måde.

Mel smilede skævt og pillede halvt nervøs ved en tot af sit hår, for ligesom at lede sine tanker et andet sted hen, end på den jagt der ventede dem.. Hendes første jagt. "Hvad nu hvis jeg kan lide det.?" udbrød hun så og blinkede et par gange. "Og ikke kan lade være med at jage på skolen også`? Hvad kan der egentlig ske, hvis der forsvinder en pige ude på toilettet" mumlede hun, som om det da kunne være ligemeget om der var en mere eller mindre.

"Bare rolig, jeg holder øje med dig," svarede Naomi med en beroligende stemme. Hun kunne ikke vente med at få slukekt sin ... tørst.
Naomi lænede sig rigtig tilbage i sædet, og smilede. Det ville vare lidt tid før de ville være det helt rigtige sted.

Mel kunne ikke lade være med at føle sig en anelse mere rolig og nikkede så. "Godt.. det er godt alt sammen" smilede hun og lukkede kort øjnene, mens hun duftede lidt til alle de nye indtryk der var kommet hende i møde, imens de kørte langs vejen. "er der.. Noget bestemt i Seattle?" spurgte hun så nysgerrigt og åbnede igen øjnene.

Naomi smilte. "Bare rolig. Jeg er næsten 400 år, og se mig? Jeg klarer mig." hun smilte tøvende. "Jeg jager når jeg keder mig. Eller som nu - hvor jeg faktisk har brug for det!" hun smilte.
Melanie mindede Naomi om en eller anden ... men hvem?
Naomi kiggede på bakspejlet. Der var tomt bag dem - godt. Ingen havde fulgt efter.

Mel sank forsigtigt en klump og nikkede lidt. "Så Seattle er et stort tagselv bord med føde" svarede hun så langsomt, for at vise at hun havde forstået hvad det hele gik ud på. Gennem øjnekrogen betragtede hun stadig Naomi.. Mel syntes virkelig hun så utrolig bekendt ud, i forhold til at de ikke var beslægtet på nogen måde. Ja Mel syntes hun lignede hende på en underlig måde.. Men var det ovehovedet muligt.

"Som sagt, bare slap af. Vi holder os i udkanten af byen, indtil jeg har forklaret dig alt, hvad der er værd at vide." hun smilte, og undrede sig stadig over, hvem det var, Melanie mindede hende om.
"Men indtil da," sagde hun med et smil i stemmen, "hvor bor du så?" Naomi blev en lille smule bekymret. En hel nyfødt vampyr, på Forks High School ... det kunne umuligt være betryggende for hende selv. Ja, der var mange vampyrer på FOrks High School, men ikke decideret nyfødte.

Mel nikkede igen og tænkte lidt, mens hun overvejede hvor hun skulle starte. "Tjaa.. Lige nu bor jeg i udkanten af Forks i en faldefærdig lejlighed, indtil jeg får råd til noget bedre.." startede hun så med et skævt smil og kiggede på Naomi. "Men jeg er født i Leszno.. i Polen" Hun trak let på skuldrene, for at overveje om der var meget andet at sige. "Min mor.. Havde ikke synderlig meget lyst til at beholde mig, så hun kylede mig ud med det samme hun fik chancen"

Naomi kiggede overrasket på Melanie. "... Polen, sagde du?" Naomi tænkte. Endes mor havde fået et andet barn og håbet på at barnet blev hybrid.. Men det gjorde det nyfødte barn ikke, Hvilket var blevet båret af en menneskekvinde, da hendes egen mor selv var vampyr.
Men barnet, bar stadig Naomi og hendes Mors blod og gener. Naomi's mor mente ikke at det ville være godt for et menneskenarn at leve blandt to vampyrer.. Selvom Naomi's far var menneske. Naomi's mor bortadopterede barnet væk, og på det tidpunkt var Naomi lige blevet bidt. Det hele kunne passe.. Hun kendte navnet på den kvinde hendes søster endte hos.
"Hvad hedder hende du boede hos i Polen?" spurgte Naomi hurtigt.

Melanie fandt det utrolig svært at læse de tanker, som flød rundet inde i hende eget hoved. Og ikke nok med det.. Hun kunne heller ikke se hvad Naomi sad og tænkte over lige nu. "mmh.." mumlede hun og kløede sig kort i håret. "Hun hedder Ania" mumlede hun så langsomt, og lagde forsigtigt hovedet på skrå, for ligesom at finde ud af, om det navn sagde Naomi et eller andet. Mel havde fået skrækhistorier fortalt om hendes mor, hvilket Ania havde sørget godt og grundigt for. De historier havde fået Mel til at hade hendes rigtige mor og deres familie.

Nemlig. Naomi var sten sikker.
"Og ... din biologske mor? Hvad hed hun?" Naomi var godt klar over at det var et følsomt emne, men hun var nødt ti lat vide det. For dette kunne ændre hendes liv, og hun kunne leve med en lille familie. "Jeg er bare nysgerrig." klukkede hun og rettede sit hår.
Naomi og Mel var nået til udkanten af Seattle, og Naomi standsede bilen, på en parkeringsplads med mange andre biler - den her udskilte sig bare temmelig meget.

Mel spærrede øjnene op, da de langt om længe var noget til udkanten af byen, og kunne ikke lade være med at slikke sig hurtigt om munden. "mmh.." mumlede hun tænksomt, og åbnede døren på Naomis bil, inden hun trådte ud på jorden, og tog området i øjesyn. "noget med Laura.. eller i den stil" svarede hun Naomi og trak let på skuldrene, da det vel ikke gjorde den store forskel hvad hendes mor havde heddet.. Mel vidste godt, at hun havde en søster et eller andet sted, men anede intet omkring hende.

"Laura ..." sukkede Naomi og kiggede rundt, ligesom Melanie. "... Bright? Laura Bright?" hun kiggede nysgerrigt på Melanie. Det her kunne virkelig vende hele hendes verden om.
Naomi kiggede mod himlen, mens hun ventede på svar. Der ville gå et stykke tid inden solen var gået ned - det bedte tidspunkt for en ny vampyr at jage - så hun havde planer om at tage Melanie med ind i skoven indtil da.

Mel viftede let med den ene hånd. "Ja det skal nok passe, at det var Bright." svarede hun og smilede skævt, inden Mel nysgerrigt vendte blikket hen mod skoven, for at finde ud af om det måske var der de skulle ind. Let lod hun hovedet glide på skrå, inden hun begyndte at gå lidt rundt blandt de andre biler der befandt sig på parkerindspladsen. Måske ville man være heldig at støde ind i noget.. Interessant.

Naomi stoppede op, og kiggede på Melanie. Hun kunne godt ligne hende. Det røde hår, de høje kindben ...
"Jeg tror at vi er beslægtede," hviskede hun, men vidste, at Melanie sagtens kunne høre det, med den hørelse hendes nye sanser havde bragt med sig.
Naomi var sikker - det kunne ikke have passet mere perfekt.

Mel lod let hånden glide henover en sort Audi, der stod ikke langt fra hvor de havde parkeret, men frøs mid i bevægelsen. Langsomt vendte hun sig om mod Naomi med et undrende blik. "Sådan.. I familie?" mumlede hun halvt spørgende, ligeså lavmælt som Naomi havde gjort lige før. Mel mærkede nu tørsten komme ind på sig igen og skar let tænder. "Jeg dør snart, hvis jeg ikke får noget at spise"

Naomi kiggede indgående på Melanie.
"Ja, beslægtede," svarede hun, og kiggede på den sorte Audi.
Naomi kunne sagtens se, at Melanie var ved at gå til af tørst. Men hun måtte bare vente.

Mel hævede nysgerrigt det ene øjenbryn. "Hvordan beslægtede?" spurgte hun hurtigt, i et halvskarpt tonefald, da det nu gik op for Mel hvad Naomi rent faktisk fablede løs om. Hun slap den sorte Audi, og gik med hurtige skridt tilbage mod Naomi.

"Ser du ... Vi er søstre." Naomi kiggede på Melanie med et kærligt blik. Hun var helt sikker på at det var Melanie der var hendes søster. Men hvis Melanie ikke troede på det selv, kunne hun sagtens vise beviser fra den dag, Melanie og Naomi legede omkring sofabordet - som faldt ned over Naomi. Det resulterede i, at hun havde et langt ar, langs hendes højre side.

Mel lod blikket glide henover Naomi op til flere gange, og måtte indrømme, at der var nogle træk der lignede hinanden utrolig meget. "Så.. Jeg har en søster" udbrød hun pludselig og viftede let med armene, da det rent faktisk gjorde hende helt lykkelig, at vide.

"Ja, det har du," svarede Naomi og smilte til hende. Naomi ville tage sig af Melanie - og gøre hende til den samme vampyr som hun selv havde været de sidste hundrede år.
Naomi rettede ryggen og kiggede på Melanie.
"Du ligner mor mere end jeg gør, skal du vide." hun smilte tøvende. Hvad gjorde man så i sådan en situation?

Mel smilede lettere overrasket, da hun lige skulle komme sig over situationen, men valgte så at ligge armene omkring Naomi i et blidt kram. Der var trods alt en lille del af menneske i hende endnu, da hun stadig ikke havde vænnet sig til det med at være vampyr. Svagt skævede hun mod himlen, og så hvordan mørket var kommet frem. "Kan vi jage nu?" spurgte hun forhåbninsgfuldt, og slikkede sig let om munden.

Naomi smilte, og krammede blidt Melanie tilbage. Hun kunne se at Melanie var ved at gå til af tørst. Hun kendte godt følelsen selv - men det var ikke lige det hun fokuserede mest på nu.
"Vi starter med at indgå en slags ..." hun sukkede. "Pagt." hun klukkede og smilte stort. "Ser du, har du nogensinde undret dig over, hvorfor der nogen gange lugter rigtig grimt rundt omkring i Forks? Du ved, ikke bare sådan en skraldelugt, men noget værre? Noget der gør dig ... arrig."

Mel skulle lige til at tage det første skridt hen mod skoven, da Naomi snakkede om en forfærdelig lugt. Hun rynkede let på næsen og nikkede langsomt. "Ja.. Det lugter ligesom når man prøver at drukne en hund i havet" fnøs hun og kiggede spørgende på hende. Var det overhovedet det Naomi talte om. Under alle omstændigheder kunne Mel på ingen måde lide den lugt. "Den hænger fast på nogle af menneskerne"