Hele sandheden?

Dato :: d. 7 Marts
Årstid :: Forår
Dag :: Søndag
Vejr :: Mørket er overalt
Sted :: Seattles gader
Tid :: Kl.1.00
Omgivelser :: Gadelygterne lyser den lille mærke gade op.


Vinden var det eneste man kunne mærke, stilheden var det eneste man kunne høre og mørket var det eneste man kunne se. Man kunne ikke se ham, for hans hastighed var hurtigere end øjet kunne fange. Der lå en usynlig kappe om han når han løb og menneskers øjne ville ikke kunne række så langt. Hans usynlige kappe var immun. Det var kun de stærkeste væsner der ville kunne se og hører ham.
Seth var lydløs og næsten usynlig, men for det blå menneske øje var han der slet ikke. Hans vejtrækning var rolig og slet ikke besværet, og på hans ansigt var der placeret et kold og hårdt smil. Han viste ikke andre sine følelser og han troede kun på at der fandtes kærlighed til drab. Det eneste som ville kunne holde ham i live var den kærlighed og hans lille familie. Set havde hørt om den kendte Raiden Aeron Keefer eller også kendt som Duncan Moore. Han havde været en af de mest magtfulde vampyre også en dag havde han slået sig selv ihjel. Som et ritual. Det var fascinerende. Et nyt smil erstattede det andet og man kunne næsten fornemme kulden der hang i hans smil. Han ville finde ud af mere om denne Duncan/Raiden.
Butikken var helt mørk og alt var lukket. Døren derind til var lavet af træ og han ville nemt kunne sparke den ind, selvom han kun var så lille. Et grin kunne svagt høres i gaden og den lille dreng som stod foran døren var et skræmmende syn. Hans halv blege hud lyste svagt op og hans brune øjne stirrede tomt på skiltet der stod foran døren. ” må ikke åbnes..” læste han lavt og endnu et koldt grin kunne høres i Seattles gader. De brune øjne hvilede på døren og han gik et par skridt tilbage. Selvom det var små skridt, ville der komme meget fart fra ham. De kolde øjne lukkedes i og han tog en unødvendig indånding. Det her skulle nok blive sjovt. ” Så skal der ske noget” hvislede han gennem sine tænder og slog sine øjne op. De lyste som en flamem der var kommet ud af kontrol og brænden ville aldrig holde op. Intet kunne stoppe ham. Braget kunne havde vækket hele Seattle, men alt var stille igen. Døren avr slået ind og lå nu på gulvet og Seth stod oven på den. Det her var jo virkelig fascinerende.
Blodet lå overalt. Den kvindelige vampyr hang i sine lænker som var de hendes eneste håb og der sorte hår hang ned fra hendes livløse hoved. Hun var en skønhed, en død skønhed. Hun var helt stille. De brune øjne kiggede rundt i det mørke rum og de stoppede først ved en anden livløs skikkelse. Skikkelsen var ligbleg og man kunne tydelig se at det var en mand. Denne mand var ikke bare en almindelig vampyr. Det var Raiden Aeron Keefer. Endnu et smil bredte sig om Seth’s læber og grinet var meget lavt. Skridtene var lydløse og støvfnuggene dansede omkring ham mens han gik. Smilet var som et lydløst ondsinder grin der bare hang i luften omkring ham. Og smilet var som lavet til hans ansigt. Det var meningen at det skulle tilhører ham og ingen anden. Ingen ville nogensinde kunne blive præcis ligesom Raiden, men man kunne komme til at ligne ham lidt. Seth smilte til liget og grinte så, mens han bakkede ud. Han havde set det han skulle, nu skulle han ud og jage eller bare lege med at par mennesker?
Det hele var sandt

Zafira var ude for at jage. Hendes øjne lyste rubin rødt, som en der lige var blevet bidt. Hun fulgte kun instinkterne. Hun havde fået tilføjet lidt ekstra instinkter. såsom at hun kun gik efter stærke ofre. Der skulle være lidt spræl i det. De lange hugtænder dryppede nærmest af gift, når de mange tusinde dufte af mennesker ramte hendes næse, og fik hendes hals til at brænde.
Lige indtil en meget bekendt duft ramte hende. Den bragte hende ud af jagtens instinkter, og tilbage til hendes normale selvkontrol..Var det Seth? Hun vendte sig om, på et split sekund..Løb hurtigt afsted igen. Ingen havde set hende. Hverken da hun stoppede op, eller da hun løb..Det var jo tydeligt!? hun var jo hurtig, hurtigere end nogen anden vampyr, bortset fra andre alfa'er selvfølgelig..Eller måske var hun hurtigere..eller langsommere? det var jo ikke fordi at hun havde løbet om kap med en.
Som hun kom nærmere hørte hun et brag. Et brag ingen reagerede på..folk regnede vel bare med at det var et skraldespands låg som ramte hårdt sammen med resten af skraldespanden, i en gyde, hvor det gav genlyd! eller måske andre ting. Men hun vidste at det ike var det. Hun hørte Seths ånde, og vidste nu at hun var ham nær. Hans blod, blandede sig med en anden duft af blod..Vampyr blod!? som ikke var i kroppen!? dette blod fik hende til at vende tilbage til jagtens instinkter, men igen fik Seths fært hende til at få kontrol. Det var så mærkeligt hvad en enkelt duft kunne gøre ved hende..nok fordi hun ikke ønskede at såre Seth, eller gøre ham fortræd!?
I et stod hun i dør åbningen. Hun kiggede på Seth. Lod ham gøre som han ville. Hun ville ikke have noget i mod at han blev en frygtet person, som hun selv var. Nej hun ville vel blive..stolt!? Stolt over at han havde valgt den samme vej som hende. Vejen hvor man var mere realistisk, hvor man ikke drømte om lykke til dommedag som nogle vampyrer gjorde..
Hun forsatte med at kigge på ham. hun ville ikke forstyrre ham. Hun kunne se at dette betød noget for ham. Hun kiggede en enkelt gang på liget, og genkendte ansigtet..Det virkede meget bekendt..Hun kendte desværre bare ikke navnet på manden der på gulvet, og kvinden på væggen fik et grumt smil på hendes læber, som viste de lange tænder.
Hun kunne høre mennesker komme i denne retning, og i ét sad døren om den skulle, så ingen ville opdage noget af det der var sket i rummet, her..

Shin havde lige været ude at jage og han havde været heldig. En ung pige var blevet væk fra sine venner, efter de havde været en tur i biografen og vaklede stille hjem. Hun var ikke så tryg da det var mørkt og hun havde været et nemt offer, men hun havde smagt virkelig godt. Han løb hurtigt igennem gaderne og tænkte ikke rigtigt over noget af det der var sket i Frankrig. Han var taget af sted for at lede efter kate, men uden held. Da han kunne lugte Zafira skyndte han sig i hendes retning og stod foran en bygning og vidste ikke om han skulle gå ind. Han stod lidt tøvende udenfor og stak hænderne i lommen. Hun ville sikkert få færten af ham og finde ham( xD) så var alt arbejdet gjort.

//mit korte indlæg xD//

Den nye lugt ramte ham som en mur, men han tog sig ikke af det. Den lugt var bare en ny forhindring på livet enorme vej. Et koldt smil formede sig om hans læber og han satte kursen tilbage mod den lukkede bygning. Og der stod den anden vampyr. Zaf’s duft var heller ikke til at tage fejl af, men han tog sig ikke af den lige nu. Denne vampyr passede perfekt til de beskrivelser han havde fået af sin mor og sin Gudmor. Dette måtte være Shin. Et nyt smil erstattede det andet, men dette smil var ikke koldt som tusind små smadrede i stykker. Det var en smule venligt? Seth’s blik flakkede rundt, da han havde fået færten af menneskerne. Lige nu stod han få meter fra denne Shin og han var helt stille. Han tog et skridt mod ham og smilte lidt, det kolde hans stadig i luften om ham. ” Du må være Shin, ikke?” sagde han stille og smilte skævt. Et venligt smil, men med en kold undertone som man aldrig helt ville kunne komme af med.
De røde øjne gennemsøgte hver en krog, hver en skygge for uvedkommende men menneskerne var ikke kommet herhen endnu. Så var han væk og det eneste man kunne se var hans skygge, der stadig var der hvor han havde stået. Seth stod nu henne ved siden af Shin og sendte ham et lille smil, han behøvede ikke at vide hvem Seth var endnu vel? Smilet brød frem på hans blege læber og han skævede lidt til døren. Den dør som åbnede op for en helt ny verden, Raidens verden. ” Vil du så hvad der er derinde?” spurgte han med en lidt hård stemme, men venligheden var at hører i denne lille engleagtige barnestemme. ” Det er en helt anden verden end den menneskerne tror de lever i” hvislede han og hans stemme var fortryllende, men samtidig en smule skræmmende. Ethvert menneske der så ham, ville blive skræmt halvt ihjel, men få vampyrer ville bare undre sig om hvad han var? Hvorfor hans duft var så menneskelig, men også vampyragtig.

Shin undrede sig over at drengen kendte hans navn og nikkede kort. ”Jo det er mig” svarede han og fulgte Seth undersøgende med et par rødeøjne. ”Og hvem er du så” spurgte han med et lille venligt smil. ”Og hvad er du” spurgte Shin da han ikke havde stødt på nogen som Seth. Han duftede af menneske og vampyr på en gang.
Shins blik flakkede til døren ldit væk fra dem. Han tænkte over hvad han mente med det, men blev lidt nysgerrig og ville gerne finde ud af hvad det hvad der gemte sig bag døren. ”Hvad er der bag” spurgte han og søgte efter et mere klart svar.
Shin havde stadig ikke hørt om Chris og Alex barn og kunne derfor ikke vide hvem Seth var, men hvis han nu fandt Zafira kunne det være at hun ville give ham nogle svar, for det så ud til at Seth kunne lide at snakke i gåder.

Zaf fik færten af endnu en vampyr, og identificerede at den tilhørte Shin. Hun kunne mærke hvordan Seth, og Shin's dufte blandede sig sammen, og gik udfra at de måtte stå tæt på hinanden. Hun gik med lange skridt i deres retning, og med et stod hun foran dem. Et langsomt, stille, og lidt ondt smil formede sig på hendes læber"Hej Shin"sagde hun med et venligt smil, og kiggede ned på Seth, og rynkede let på brynene"Ved Mor godt at du er her?"spurgte hun og smilte svagt, over at han bare stak af på den måde..Han tænkte sikkert heller ikke over konsekvenserne, af at smutte, når han var halv vampyr, og meget lille, i menneskers øjne. For i følge dem ville han blive bortført, slået ihje, eller noget andet, når han gik rundt alene. Men self vidste hun bedre end dem, og det gjorde han self også."Jeg kan se du har mødt Shin. Shin det her er Seth, Seth det her er Shin"Præsenterede hun kort. Hun lagde hovedet let på skrå og betragtede dem kort, endnu en gang kunne man høre et menneske gå op gaden, og Zaf var et splitsekund om at dræbe dette menneske. Hun sugede hurtigt blodet fra sit bytte og kastede liget fra sig. Man kunne ikke se på hende at hun lige havde dræbt, ej heller lugte, ingen blodpletter på tøjet, og hendes hvud var hvid som altid.

//det blev altså ikke så langt denne gang ^^//

”Hej Zaf” sagde Shin da han fik øje på hende. Zafira hed noget helt andet før han var taget fra Forks. Men han havde allerede vænnet sig til hendes nye navn. Han smilte til hende og så på drengen, lige før han forsvandt. ”Hyggeligt at møde dig Seth” sagde han og grinte da han forsvandt. ”Hvad er han” spurgte han Zaf. Han syntes selv at det lyd meget uhøflig at sige det sådan, men Shin ville gerne vide hvad han var, da Shin aldrig før havde stødt på et væsen der lugtede af både menneske og vampyr på en gang og var lige så hurtig og med samme kræfter som en vampyr.

Shin stod helt stille og kunne overhovedet ikke nå at sige noget ingen at hun havde dræbt mennesket. Hun var virkelig hurtig. Hurtigere end han selv var og Shin plejede ellers at dræbe sine ofre hurtigt. Han var ikke så meget til det med at de skrig og kæmpede imod. Det var bare spild af tid efter hans mening. ”Wow du er hurtig” sagde han og lo lidt da han så i retning af de hvor mennesket var kommet gående.