Utroligt med forandringen.

Sted* Caféen.
Tid* IRL.
Omgivelser* Tom og bartenderen, samt et klaver.
Vejr* Masser af sne uden for.
Dato* d. 3. marts.

Tom havde været inde på Caféen i Forks i et stykke tid, han gad ikke at hænge ud med nogen lige forløbig, han trængte til at slappe af og tænke tingene igennem. Derfor sad han ved et klaver, som bartenderen ikke for så længe siden havde stillet frem i et hjørne af Caféen. Han skyndte sig faktisk hen til klaveret, det var så længe siden at han havde spillet og det ville give ham ro. Efter at han havde sat sig til rette på bænken overfor klaveret, begyndte han at spille et lille finger spil. Stille lukkede han sine øjne, selvom han godt vidste at han ikke kunne sove, men bare for at slappe af generelt, der var ingen til stede udover bartenderen og han var inde bag ved Caféen for at rydde op og gøre klar til når den næste kunde kom. Så Tom var sådan set alene. Idet at han begyndte at spille en melodi til sangen 'Zoom'. Det var også længe siden at han og Bill havde snakket om Tokio Hotel, når han kom i tanke om det, men det band var måske lidt gået i vasken når de var flyttet til Forks, fordi der skete så mange ting for dem der. "Zoom into me.." mumlede han stille imens at han fortsatte med at spille melodien.

Daniella kom gående ind i caféen. Det var lettere for hende at holde den kolde facade, og den hårde attitude nu. Hendes øjne var blodskudte, og hendes øjne var røde. Hendes lange sorte hår var sat op i en knold, og hun havde påført sig en lang sort kjole og noget hun virkelig sjældent gjorde; højhælede sko. De fik hende til at se endnu højere ud end hun egentlig var. Det første hun stødte på da hun trådte ind i caféen, var denne lugt af vampyr. Tom. Tja.. Hun gik direkte op til baren, hvor bartenderen kom ud og spurgte hende om noget at drikke. Hun rystede irriteret på hovedet af ham og spurgte så med en silkeblød lille pige stemme; "Kan jeg få nogle mønter vekslet, til sedler?" Bartenderen nikkede forsigtigt, og lagde godt mærke til hendes meget smukke udseende og hendes kolde røde øjne. Han trådte forsigtigt tilbage, og gik ind for at finde nogle vekselpenge, og Daniella satte sig elegant ned på en af barstolene.

begyndte han at synge lige så stille, han havde godt fået færden af en vampyr, en kvindelig vampyr som var trådt ind på Caféen, så han var altså ikke alene mere, han hævede let det ene bryn, da han hørte nogle lyde af højhælede sko, det var sjældent at han hørte det, men han lod som ingenting. Eftersom han kunne mærke en vis vrede, og kolde stemning fra den kvindelige vampyr, og det var helt sikkert Daniella. Han vidste også inderst inde at hun ikke mente det hun sidst havde sagt til ham, med at hun elskede ham. Idet at han trak svagt på skuldrende og stoppede med at spille, åbnede sine øjne og lod sit blik strejfe rundt, ingen havde sådan set Tom spille på klaver, det var noget nyt han havde lært. Der gik ikke lang tid før at hans blik hvilede sig på Daniella, hvor hun sad oppe ved baren. Han sank en lille klump, og hun var smuk som altid. Han vendte hurtigt sit blik mod klaveret, for ikke at hun skulle opdage at han stirrede på hende.

Daniella sad musestille på barstolen, idet at hun kom i tanke om at hun burde bevæge sig. Det var unaturligt at hun overhovedet ikke bevægede sig, blinkede eller sagde noget. Hun kørte langsomt sin ene hånd om og pille i sin hårknold og bed sig let i læben, mens hun ventede på bartenderen, som dukkede op i døren. Hun lagde forsigtigt halvtreds kroner i småmønter ud på disken hvor at bartenderen begyndte at tælle pengene. "Jeg vil gerne have sedler. Tak." sagde hun køligt, men stadig høfligt og nikkede venligt til bartenderen. Da hun mærkede Tom's blik i nakken skævede hun rundt i lokalet uden at dreje ansigtet. Hun fugtede let sine læber, og lagde mærke til at Tom var holdt op med at spille på det klaver han sad ved. "Du behøver ikke stoppe fordi at jeg dukker op." sagde hun køligt til Tom uden at dreje blikket væk fra bartenderen.

Tom fniste lidt. "Er jeg så farlig og grim at se på?" spurgte han køligt imens at han kiggede lidt over på hende. Hvor han godt kunne se at hun slet ikke kiggede på ham. Han rejste sig op fra bænken og gik hen til hende. Hvorefter at han rent faktisk gik ned i knæ. "Dani.. hvad vil du have at jeg skal gøre?" spurgte han irriteret og med en kold stemme. "Vil du have det skal fortsætte på her måde, med at være ligeglad og ond mod hinanden?" spurgte han direkte efter sit første spørgsmål, han kiggede op på hende og afventede svar. Han vidste ikke hvad han skulle gøre mere. "Ved du hvad.. slå mig" svarede han så og lukkede sine øjne lidt, han flyttede sig ikke, sad helt stille på sine knæ foran hende, han havde fuldt fortjent at blive slået efter det han havde gjort.

"Du har aldrig været grim, Tom." svarede hun ham meget enkelt og fortsatte med at kigge på bartenderen som nu stod og rodede efter sedlerne. Hun vendte stadig ikke blikket mod ham, da han satte sig på knæ ved siden af hende. "Jeg ved det ikke Tom. Det er bare virkelig svært for mig det her. Lige så svært som det er for dig. Jeg ved ikke om jeg tør at tage chancen for at blive knust igen. Jeg blev så knust og så sur da jeg fandt ud af at du efter to dage allerede havde fået en ny kæreste på. Som endda var min veninde. Det smertede mig så meget, specielt når jeg holder så meget af dig som jeg gør." Hun vendte langsomt blikket mod ham igen, da han bad hende om at slå ham. "Har du slået hovedet her til morges, eller noget?" spurgte hun ham med et hævet øjenbryn og bed sig forsigtigt i læben. "Jeg vil ikke slå dig. Det kan jeg ikke. Ellers havde jeg gjort det nu." sagde hun forvirret og vente langsomt blikket tilbage mod bartenderen som stod og så uforstående på dem. Han havde lagt sedlerne frem på disken, så hun tog dem hurtigt op i hånden og proppede dem dernæst ned i lommen.

Tom trak svagt på skuldrene. "Forks er kedelig når jeg ikke er sammen med dig, Dani..jeg har spurgt Bill hvad jeg skulle gøre.. jeg har snakket med ham om det.. du aner ikke hvor ked af det jeg er, og hvis det virkelig fortsætter sådan her.. så forlader jeg fuldkommen Forks og kommer ALDRIG tilbage" sagde han alvorligt og lagde hårdt tryk på ordet aldrig. Han prøvede stadig at få øjen kontakt med hende. "Jeg kan ikke finde ud af det.. du må sige til mig hvad jeg skal gøre" mumlede han og kiggede så ned ad sig selv, idet at han slog hårdt til den stol som Daniella sad på, hvor han ikke havde tænkt sig om at hun faktisk sad direkte på den, han skulle bare udtrykke sine følelser, som han ikke vidste hvordan og derved var det ved at han slog til stolen, så stolen blev smadret. Han hævede det ene bryn, og skyndte sig at få sin ene hånd ind under hendes ryg og den anden under hendes ben, så hun landede i hans arme. Hvorefter at han bed sig forsigtigt i læben.

Hun var på en side glad for at høre at han havde det lidt ligesom hun havde det. Hun hævede let et øjenbryn og så ned da hun helst ikke ville have øjenkontakt med ham lige nu. Alle hans ord. de varmede lidt. At hun betød så meget for ham gjorde hende glad. Men det fik hende også til at tvivle. hvis han virkelig elskede hende så meget, hvordan kunne han så blive ved med at sårer hende? .. "Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre. Jeg tør virkelig ikke risikere at du sårer mig igen. Du er virkelig virkelig pigeglad og falder meget let for andre piger. Men ... jeg savner og elsker også dig." sagde hun kort og så ned i jorden. Det næste gik så hurtigt og hun fløj bare ned i Tom's arme. Hun glemte alt om den kolde attitude.
"Hvad sagde Bill at du skulle gøre? Jeg håber fandme ikke at Bill sagde at du skulle smadre stolen og dernæst gribe mig." sagde hun køligt og stoppede sig selv i at grine. Det var en alvorlig situation, og hun var jo også stadig såret.

"Han sagde at han ikke vidste hvad jeg skulle gøre.. så nej.. det var bare en af mine reaktioner som gik over gevind" svarede han hentydet til det med at han smadrede stolen. "Det var ikke med vilje" sagde han stille med et lille skævt smil, imens at han kiggede på hende. "Jeg gjorde det måske også mere for at.. det blev nemmere med øjen kontakt" tilføjede han med et svagt trak på skuldrene. For som sagt vidste han ikke hvad han skulle gøre. "Heldigt at jeg fik dig til at grine" mumlede han med et svagt tand smil dernæst. Han betragtede hende længe og ventede bare på hvad hun havde at sige.

"Han kunne også lige vove på at sige noget andet." mumlede Dani forvirret og fugtede sine læber. Hun var faktisk glad for at Bill ikke havde sagt andet. Hun sænkede let sit øjenbryn igen og bed sig i læben. Hun var virkelig forvirret over hvad der skete lige nu. Hun havde ikke styr på noget som helst. Hun havde ikke styr på sig selv psykisk. Følelserne tog simpelthen bare over. Selv ikke hendes krop ville reagere på hendes hjerne. Hun lukkede let sine øjne i og lod sig bare ligge trygt og godt i Tom's arme. "Hvad hvis jeg helst ikke ville have øjenkontakt?" spurgte hun lettere køligt da hun igen genvandt sig selv, og åbnede hurtigt sine øjne igen. "Vil du venligst sætte mig ned tak?" spurgte hun høfligt. Hun kunne jo sagtens selv hoppe ned og sådan. Men... det virkede bare mere rigtigt at spørge om det.

Tom hævede det ene bryn. "Hvorfor kunne han lige vove på det?" spurgte han stille samtidig med at han var forvirret. Typisk kvinder efter hans egen mening. Han sukkede dernæst. "Ja.. det ved jeg jo så intet om.." mumlede han en smule trist, og trak svagt på skuldrene. Hvorefter at han satte hende ned, uden at sige noget. Han lagde derefter sin ene hånd på hendes mund, "Du behøver ikke at svare på mit spørgsmål.. jeg har fundet ud af at du ikke gider at give mig en chance." svarede han køligt, men alligevel var hans stemme rolig og blid. Han kunne godt se på hende at det var svært for hende at finde ud af hvad det var hun ville angående med hendes følelser. Han fjernede så sin hånd og lod sit blik strejfe lidt rundt i Caféen.

"Tom. Jeg er meget forvirret." sagde hun og prøvede at tage det roligt. "Jeg kunne have svoret på at jeg kendte mig selv. Men nej. Jeg troede at jeg vidste hvad jeg ville." begyndte hun efter at Tom havde fjernet hånden fra hendes mund. "Tom. prøv at se det fra min side af. Du har været mig utro én gang og efter at du slog op gik der to dage og så havde du allerede en ny kæreste. Kan du se hvorfor jeg tvivler? .. Jeg elsker dig så højt. Og det gør mig forvirret. Jeg fatter bare ikke hvorfor at du fortsætter med at gå tilbage til mig.?" sagde hun fortvivlet og trådte hen til Tom i et knus. "Du er nød til at forklare mig hvordan du har det. For lige nu kan jeg ikke sætte mig ind i dit sted. Jeg har kun styr på min egen lille verden." sagde hun lavmælt og sukkede som en lille grå mus.

"Hvordan skulle det nytte hvis det ikke hjalp?" spurgte han køligt med et hævet bryn, han skubbede sig lidt tilbage med sine hænder. "Gider ikke fortælle om det.. når jeg ved at det ikke nytter noget, for jeg ved at du altid vil være forvirret" mumlede han og kiggede nedad sig selv. Fugtede diskret sine læber. Hver gang han fortalte om hans følelser var det lige meget for andre, fordi de aldrig troede på det og dermed blev der ikke gjort noget ved det. "Ved du hvad.. det er åbenbart bedst at jeg forlader Forks" tilføjede han.

"Det kan du da overhovedet ikke vide noget om." sagde hun skarpt og hendes stemme klingede koldt. "Det kan da være at jeg ændre mening med hensyn til alt det her?" sagde hun og hævede det højre øjenbryn, som langsomt sænkede sig igen i takt med at hun også sænkede blikket. "Jeg vil godt hører om hvordan du har det. Jeg vil ikke være egoistisk og bedømme ud fra hvordan jeg selv har det." sagde hun køligt og vendte langsomt sit blik mod ham igen, men trak sig tilgengæld lidt væk fra ham, da han åbenbart ikke ville være så tæt på hende. "Hey.. knyt sylten.. Du rejser ingen steder uden at jeg har foretaget mig valg." sagde hun hurtigt og lagde sin pegefinger på hans læber med et iskoldt blik.

"Det er hvad de fleste gør.." mumlede han og hævede det ene bryn, imens at han mærkede hendes finger på sine læber, han kiggede op på hende og sagde ikke mere. Han sad stille og rykkede sig overhovedet ikke. Han vidste også at hvis han gjorde noget, kunne hun nemt stoppe ham fordi hun var så stærk som hun var, hvilket irriterede ham at hun var stærkere. Det måtte han acceptere, idet at han lukkede sine øjne lidt og sank en lille klump. Han vidste ikke, igen hvad det var han skulle gøre, han var ordløs og kunne ikke tænke sig frem til hvad der var det rigtige at gøre. Han elskede hende stadig og havde virkelig fortrudt sine fejl, det var bare noget som havde lagt i hans natur, hvis man kunne sige det sådan.. selvom det virkeligt var latterligt og lamt. Det kunne ikke beskrives hvor meget han holdt af hende og det var hende som gjorde at han blev i Forks, også selvfølgelig Bill, fordi han netop var hans bror og mere end det, Bill var hans tvillingebror. Tokio Hotel var et dødt band efterhånden og derfor havde han kun Bill og Daniella. Hvor han så bare havde ødelagt det meste med Daniella. Venskabet var end da også forsvundet, sådan opfattede han det? Det var måske ham som havde set forkert på det? Han kunne ikke forstå at hun ville holde øje med ham om han havde det godt og med hvad han lavede, efter alt det han havde gjort. Han var en lille ussel idiot hvor hjernen ikke fungerede. Det var der måske ikke noget helt nyt i, da han altid plejede at bruge ordene før han tænkte sig ordentlig omkring sine handlinger. Der gik ikke lang tid før at han vendte sit blik op mod hende igen, hvor han lod deres øjne mødes, han sendte forsigtigt det søde hunde, hvalpe blik, samtidig med et trist blik, han begyndte at blive lidt nervøs, og det vidste han ikke om det kunne mærkes på ham.

"Please Tom. Forklar mig hvordan du har det. sveske." sagde hun mildt og lokkende. Hun havde brug for at han ville fortælle om det. Hun ville først kunne træffe sin beslutning når hun vidste hvordan han også havde det. Hendes læber smilede koldt men mildt og viste sit sande ansigt for Tom. Hun havde stadig de fleste af de følelser hun havde for ham før. Nu var de bare blevet mixet sammen, som i en blænder, sammen med nogle andre følelser, blandt andet angst, forvirrelse, tvivl, som alle sammen kørte rundt i hendes hoved. Hun lukkede kort øjnene trådte igen et par skridt tilbage, da Tom sendte det såkaldte hundehvalpe blik. Hun kunne virkelig ikke klare hans øjne. Det var så hårdt at se hans ulykke skinne ud igennem hans øjne.. Det gjorde så ondt at tage et valg.. Hun kunne altid forlade ham for altid hvis han sårede hende.. Og ellers kunne hun gøre det nu, og så var der måske en chance for at hun ville komme sig over ham. Hun følte sig endnu engang så lille.. "Hvad ville det betyde for dig, hvis jeg besluttede mig for at give dig en chance til?" spurgte hun så og hævede let det ene øjenbryn. Hun ville måske gerne give ham endnu en chance. Men så skulle han sgu ikke misbruge den igen.

Tom trak svagt på skuldrene og sukkede lydløst. Han gad ikke.. kunne ikke fortælle om det. Hvorefter at han rejste sig op, han kunne godt se at det ville tage lang tid med denne her samtale, og hun spurgte helt vildt meget ind til det omkring hans følelser.. og specielt vidste han ikke hvad han skulle sige til hvad det ville betyde for ham hvis han fik en chance mere. Eller jo.. det ville betyde rigtig meget for ham, mere end noget andet. Hvorefter at han rettede lidt på sit tøj, og kiggede ned på hende. "Dani.. ehm.. måske er det bedst at vi er venner" sagde han svagt og køligt. Lagde sine arme om bag hovedet, som en slags lille støtte. Han havde opdaget at.. hendes følelser var alt forvirret for hende, hun kunne ikke tage beslutningen, selvom det var hun fik et svar, så han undgik at svare på hendes spørgsmål. "Det.. jeg kan se at du ikke har ret meget tillid til mig.. og overhovedet ikke stoler på mig på det grundlag.. jeg synes du skal finde en anden.. som virkelig er bedre end mig" smilede han skævt hvorefter at han bed sig diskret i læben, imens at han rakte sin ene hånd mod hende, for at hjælpe hende med at komme op at stå. Han fugtede dernæst let sine læber. Tom var kommet frem til at forblive venner egentlig var okay.. sådan da.

Hun tog blidt hans hånd og kom op og stå ordenligt. "Det er jeg frisk på." sagde hun lettet. Så behøvede hun nemlig ikke vælge. Det var virkelig svært, da det ville få betydning for hendes fremtid. Og hendes følelser havde forvirret hende mere end de havde hjulpet hende. "Så rejser du ikke vel?" spurgte hun køligt ved den tanke. Hun ville stadig kunne holde øje med ham hvis han blev, hvilket var hendes hensigt. Hun ville på en eller anden måde gerne blive ved med at diskuterre det her. Men det ville bestemt ikke føre nogen steder hen. "Sorry hvis jeg er lidt forvirret. Jeg håber at du forstår hvordan jeg ser det. Og hvordan jeg har det omkring sagen." mumlede hun lavmælt med en kølig undertone. Hun følte virkelig at alting rodede rundt i hendes hjerne. Og hun kunne ikke få dem til at placere sig. Hun første sine hænder om bag nakken og rettede lidt på sin knold som var begyndt at slaske en smule. Hun tog elestikken ud af håret, og lod det lange hår hænge løst ned af ryggen, inden hun igen tog elestikken og satte håret op i en knold, så håret igen sad perfekt.

"Det ved jeg ikke" svarede han stille imens at han kiggede på hende, "Jeg for holder mig nok lidt i skjul.. som sagt.. ved ikke, det vil tiden vise" sagde han køligt. Hun var bare smuk, og.. han havde ødelagt alt ved deres forhold, hvilket han havde fortrudt så inderligt. *Du er dygtig, Tom..* tænkte han og tøvede let. "Vi snakkes måske ved" smilede han skævt og bed sig let i læben, inden at han begyndte at gå ud fra Caféen, han følte sig ikke rigtig hjemme i Forks.