Kedeligt.

-----------------------------------

Damien var havnet på hospitalet i Forks og lå i en hospital seng, hvor han havde hvidt tøj på. Han var lige flyttet til Forks,
og alligevel endte han i en ulykke hvor hans højre arm kom til skade.
Hans arm var allerede blevet opereret og den var også bundet ind,
så det grimme på armen ikke kunne ses, han tøvede let, imens at hans blik strejfede rundt,
hans familie var på arbejde og kunne derfor ikke tage hen at besøge ham, men det havde han det også okay med.
Et lille smil plantede sig på hans læber, idet at han satte sig op i sengen, lagde sine arme ned i sit skød,
og ventede bare på at få besked om hvornår han måtte gå.

Endnu en dag med endeløs jagt. Hun lavede stortset ikke andet. Hun havde intet at tage sig til, og ingen at snakke med. Daniella's hår var sat op i en lang fransk fletning, og hun havde undladet at tage make up på. Det var slet ikke nødvendigt nu hvor hun var vampyr. Alle fandt hende alligevel utroligt smuk. Hun havde påført sig en knælang lysserød prinsesse kjole. det var sjældent at man så hende i andet end sort og hvidt tøj, men det var for at få en forandring.

Hvad lavede hun egentlig her på Hospitalet?. Hun havde glemt hvad hun var her for. Typisk. Hun skævede rundt i gangen, og kiggede på en meget gammel og syg dame.. Den gamle dames ben kunne næsten ikke holde hende. Hun var svag. Meget svag. Et godt.... når ja. Det var det hun var her for. At tage de mennesker's liv, som alligevel var døende. Dog ville deres blod ikke være nær så lækkert, og smagfuldt. Men på den måde gjorde hun ikke så meget skade. Med hurtige skridt vaklede hun rundt i den lange gang, men ved et uheld snublede hun, mod den nærmeste dør, som svingede op med et brag. Det skete så hårdt og hurtigt at der kom en stor bule i væggen, hvor dørhåndtaget ramte ind på. Hun skævede rundt for at se om nogle havde lagt mærke til det. Og på hospitalsengen sad en dreng.. Havde han mon siddet og set hele forløbet?

Damien begyndte lidt at grine da han fik øje på pigen, fordi han grinede var,
at han ikke lige havde regnet med at en pige ville komme væltende ind,
også lige på den måde. Hvilket han fandt ret interessant, da han selv kom meget til skade,
i hverdagen og i hans ferie. "Er du okay?" spurgte han så med et skævt smil,
imens at han kiggede på hende. Godt nok fik han et chok, men det var ikke det som gik ham på.

"Shit." mumlede hun utydeligt over det med væggen. Det var så stort at lægerne helt sikkert ville opdage det. Hun skævede kort mod væggen, og vendte dernæst sit blik tilbage mod drengen. "Tjo... Ja, jeg er okay. Men det er væggen vidst ikke. Det plejer virkelig ikke at ske. Jeg plejer at være alt for yndefuld til sådan noget." mumlede hun og smilede skævt. Hun lagde sit hovede på skrå og betragtede drengen foran sig. Hun kunne hører hvordan drengens blod pumpede sig rundt i hans krop, hans hjerteslag. Blodtørsten vældede sig frem i hende, men hun mindede sig selv om at hun havde fået nok blod for idag. Det skulle nok gå, hvis hun bare holde sig lidt på afstand fra det lækre menneskeblod.

"Lægerne vil forstå at det var et uheld" smilede han og bed sig i læben,
inden at han lagde sig tilbage i sengen. "Selvom jeg fik et chok, overraskede det mig også", sagde han
og fortsatte med at kigge på hende. Han grinede lidt dernæst, da hun sagde at hun var alt for yndefuld.
"Tja.. nu kender jeg, dig ikke" svarede han med et glimt i øjet. "Forresten, mit navn er Engel" præsenterede han sig,
han havde heller ikke regnet med besøg overhovedet, han blev glad for at hun kom væltende ind,
det gjorde ham i bedre humør. Han fugtede derefter let sine læber, inden at han lagde sin venstre arm,
som ikke førhen var blevet brækket om bag nakken, som en lille støtte.
Det som lidt undrede ham var at hun bare stod på det samme sted, eller var det bare naturligt?
Han trak svagt på skuldrende, imens at han spændt ventede på hvad hun havde at sige.

"Tja." sagde hun og smilte skævt. Mennesker var da dumme? .. Et uheld? et uheld ville ikke kunne lave et så stort hul. der skulle altså mere end menneskelige kræfter til at smadre væggen. Hun trak kort på skuldrende, mens hun fortsat stod og betragtede ham med hovedet lagt på skrå. Hun nikkede kort til hans præsentation, og ville faktisk gerne tage hans hånd, og give ham et ordenligt håndtryk. Men hun ville ikke blive fristet af hans søde blod. Og det ville hun blive hvis hun kom ham for nær. "Hej Engel.." sagde hun harmonisk, der klingede som klokker. "Mmh. Jeg hedder Daniella." sagde hun med et smil. og trommede lidt på døren med sine slanke fingre. "Bor du her i byen?" spurgte hun Engel med et hævet øjenbryn.

"Ja, .. Jeg er næsten lige kommet, men så endte jeg i et uheld" smilede han skævt,
hvorefter at han så rejste sig forsigtigt op fra sengen, så der ikke skete noget med hans arm.
"En af grundene til at jeg er her .. på hospitalet" sagde han, og gik hen til sit tøj, som lå på en stol.
Hvorefter at han begyndte at tage det på, hans sorte stramme bukser,
han prøvede dernæst at trække den store hvide t-shirt af med sin ene arm,
men han opgav, og vendte blikket mod hende, igen. "Ehm.. vil du hjælpe mig?" spurgte han.
Han prøvede igen, men det hjalp bare ikke.

Hun nikkede lidt og betragtede drengen, mens han rejste sig op og begyndte at tage sit andet tøj på.. "Hvor tror du lige at du skal hen, mate?" spurgte hun ham med et hævet øjenbryn, mens hun pillede ved den nederste tot af hendes franske fletning.
Da han spurgte om hjælp til at få hans skjorte af udbrød hun lidt for hurtigt; "Nej fandme nej." Hun vidste at hun ville ende med at bide ham. Og det havde han ikke fortjent. desuden havde hun fået nok blod idag. "Jeg mener. Hvad med... hvis du nu spurgte en sygeplejeske om hjælp? .." sagde hun undvigende og sendte ham et smil. Hun stod stadig stille, og med hovedet på skrå. Hun glemte faktisk helt at bevæge sig.

"Er du bange for det andet køn?" spurgte han nysgerrigt, med et hævet bryn,
han grinede lidt, "jeg er bange for sygeplejerske.." løj han og bed sig i læben,
imens at han kiggede hen på hende. Han prøvede så igen, men det mislykkes for tredje gang.
Han opdagede også at hun slet ikke bevægede sig, idet at han tog beslutningen med at gå hen til hende,
i stedet for at spilde tiden med at prøve og få den hvide trøje af når det ikke hjalp.
"Er jeg farlig?" spurgte han, efter at han stod foran hende, der var kun enkelte skridt imellem dem.
Imens lagde han sit hoved let på skrå og så afventende på hende, han ville gerne finde ud af hvorfor hun opførte sig som hun gjorde,
han fattede det virkelig ikke, en tanke strejfede ham for sjov.. om det måske var pga. fuldmåne?

Hun hævede let øjenbrynene af ham. Hende, bange, tsh?! Hun skulede til ham da han ligepludselig stod foran hende.. Hun tog hænderne op foran næsen, og fremmumlede; "Sorry. Men det er fordi du stinker. Du stinker langt væk." sagde hun og prøvede at lyde foragtelig. Løgnen i hendes stemme var næppe tydelig, men man kunne dog ane løgnen. Hans lugt var for tiltrækkende for hende. Om hun så havde taget blod før det eller ej. Det knurrede i hendes mave, og hun var virkelig blodtørstig. "Du kommer til skade hvis du ikke går væk ." sagde hun med en kølig klang, så drengen kunne fatte at det var alvor. Savl fyldte hele hendes mund nu, og hun måtte virkelig anstrenge sig for ikke at sætte tænderne i hans hals. de var desuden inden på forks' område.

Damien hævede det ene bryn, men der gik ikke lang tid før at hans øjne så ud som om at han skulle til at græde, "Jeg har fået nok besøg i dag" sagde han med en hård tone i stemmen, hentydet til at hun skulle gå sin vej, han gik derefter hen til sengen igen, og løftede dynen op, han lod nogle enkle tåre falde, men ikke så det kunne høres, og han skjulte det også da han løftede dynen op med sin venstre arm, hvorefter at han lagde sig forsigtigt ned i sengen og trak dynen godt om sig og gemte dermed også lidt sit hoved i dynen, man kunne godt stadig se noget af hans sorte pjuskede og strittede hår. Det sårede ham at hun direkte sagde at han lugtede, hvilket han ikke gjorde for det var ikke så lang tid siden at han havde været i bad. Det gjorde også at han mistede noget af hans selvtillid. "Gå din vej.." mumlede han derefter som en slags gentagelse af det han før havde sagt til hende. Han trak svagt på skuldrende inden at han krummede sig mere sammen, så han ikke fyldte så meget på sengen, *Sikke en god start, på et nyt sted* tænkte han og bed sig irriteret i læben, imens at han lod sine tåre falde ned, han kunne ikke holde dem inde, fordi det havde såret ham så meget. Måske virkede det overdrevet, men det var noget af det værste og få at vide at man lugtede. Sådan reagerede Damien bare, også fordi han gik meget op i være renlig og det at spise sund, han fokuserede på at leve livet på en god måde, selvom at han elskede at lave stuns, der gjorde at han kom til skade, men det var bare en lille hobby for ham.