Opmærksom

Sted: En bænk i Forks.
Omgivelser: Mørke og ellers.. tomt
Vejr: Koldt
Tid: 21:30
Årstid: Vinter.

Kouy sad på en bænk med vidt åbne øjne, der søgte i gaderne efter det mindste livstegn.
*Please kom* tænkte hun, og lagde armene om sig selv. Hun havde siddet her i en halvanden time, og det var efterhånden ved at gå op for hende, at de ikke ville komme. Hun trak sin mobil op af jakkelommen og tjekkede hurtigt skærmen, før hun skuffet slippede den ned igen. Stadig intet svar. Hun sukkede og så ned af sig selv. Hun var meget grå idag. Grå støvletter, grå bukser og en grå jakke. Det var ellers ikke normalt for hende, hjemme i Japan havde hun altid noget spraglet og sjovt tøj på. Men hun havde på fornemmelsen at hun hellere måtte holde lav profil. Hun mærkede på sin brystlomme med et let håndstrøg. Det var som om at hun troede at den lille pose var forsvundet i de ti minutter der var gået siden hun sidst tjekkede på den. Men selvfølgelig var den der endnu. Hun gabte, da hun stadig var træt efter den lange tur til den lille by.

Cedric kom traskende med hænderne i lommerne, på sine dyre jeans.
Han havde bare ikke rigtigt så meget at bruge penge på, når han ikke spiste almindelig mad.
Hans hvide t-shirt med de sorte og blå print, lyste nærmest i det grå vejr.
Pludselig opdagede han at der sad en pige på en bænk.
Han opdagede hende alligevel hurtigere end almindelige mennesker ville.
Hans øjne skinnede sort i måneskinnet.

Kouy reagerede med det samme hun så drengen komme gående. Først skævede hun diskret op til ham med et vurderende blik. Det kunne sagtens være ham, han så helt rigtig ud. Hun rejste sig afslappet og begyndte at gå imod ham, som om at det var den mest naturlige ting i verden. "Hej" sagde hun skødesløst og fangede drengens blik med nysgerrige øjne. Hvis det var ham, ville han vide hvem hun var, og hun ville se genkendelse i hans blik.

Han smilede skævt til hende, rodede sig i håret.
Så hun ikke lidt bekendt ud.
"Hvad laver du herude så sent?" spurgte han nysgerrigt, fokuserede på hendes pulsåre.
Hun duftede hæææææærhligt.
"Der er de mest uhyggelige typer."

Hun rynkede brynene. Den kommentar. Det kunne ikke være ham. Hun kunne ikke skjule et lidt skuffet ansigtsudtryk, men lysnede så op igen. Så var der da nogen at snakke med, hvis de fyre havde tænkt sig at dukke op. *Og desuden er han også enormt lækker* tænkte hun og sendte ham et anderkendende blik. Faktisk mente hun ikke, at hun nogensinde havde set så flot en fyr.
Hun grinede kort "Måske er jeg en af de uhyggelige typer" sagde hun med et hævet øjenbryn og afslørede en udenlandsk accent.

Han kluklo af hende.
Hun var helt sikkert ikke herfra.
Han kendte ikke rigtigt nogle som hende.
Hun var fra østen, men han var ikke helt sikker hvorfra.
Han grinede skævt af hende, og stak hænderne i lommerne igen.
"Jeg tænkte nu mere på mig selv?" sagde han med et grumt grin på læberne.
Hun ville ikke have en chance mod ham.

Hun trådte et lille skridt tilbage og gjorde et lille kast med hovede, så hendes hår svingede væk fra hendes ansigt, og hun sendte ham endnu et undersøgende blik. Så grinede hun triumferende.
"Ikke for noget, men du virker sq ikke særlig farlig" sagde hun med et stort smil, selvom at det ikke var helt sandt. Faktisk havde hun en stærk fornemmelse af at hun ikke burde snakke med ham, men alligevel var hun enormt tiltrukket af ham. Det var den mærkeligste følese nogensinde.

Han smilede et smil, som måske var lidt for grumt.
Han kunne så let som ingenting knække hende, som var hun en tændstik, eller bare en lille, tynd, tør gren.
"Er du sikker?"
Uden hun rigtigt opdagede at han havde bevæget sig, stod han bare lidt tættere på hende.

Hun bed sig i læben og strøg noget af det mørke hår om bag ørene.
Hun følte sig rent faktisk lidt truet nu. "Måske" sagde hun med et lille forsigtigt smil, i et forsøg på at se modig ud.
"Det må være en blanding af skummel, og godt udseende" konstaterede hun så, med en kort tør latter.

"Og meget mere end det." grinede han, og betragtede hende.
"Men jeg havde nu ikke lige tænkt mig at gøre dig noget, friviligt?"
Han grinede kort at sit eget ordvalg.
Tænk at han havde sagt det.

Hun trådte endnu et skridt tilbage med et nervøs grin.
"Okay, indrømmet, du gør mig en smule bange nu" sagde hun så og strøg endnu engang sit hår om bag øret, et træk hun havde hver eneste gang hun blev en smule nervøs.

Han tog et skridt tilbage og grinede skævt af hende.
Wow, hun var virkelig klog??
Han tog hænderne op af lommere, ligesom at vise at han bragte fred.

Hun åndede lettet op. Han var alligevel ikke ude på noget skummelt så.
Hun rakte hånden frem imod ham med et skævt smil "davs, jeg hedder Kouy" sagde hun muntert og sendte ham et venligt blik. Hun blev pludselig opmærksomhed at hun var varm i kinderne. *Ih du godeste, du står bare ikke og rødmer Kouy* tænkte hun forlegent.

Han elskede når piger rødmede.
"Hyggeligt at møde dig Kui." grinede han skævt.
"Jeg hedder Cedric."
Han rakte yndefuldt sin hånd frem mod hendes.
Den anden blev dog i sit skjul i lommen.

"I lige måde Cedric" Hun sendte ham sit mest charmerende smil og hans hånd, men trak med det samme sin tilbage med et chokkeret ansigts udtryk.
"Wow du er kold! Måske du skulle ta og gå indenfor, inden du får en forfrysning" Selv syntes hun også at der var alt for koldt i Forks, i forhold til varme Asien og varme Japan. Hun stirrede lidt på hans helt blege hud, med en bekymret rynke imellem brynene.

Han skar ansigt igen, og smilede igen til hende.
Hvorfor spurgte de altid om det...
Han sendte hende endnu et af sine himmelske smil, håbede at hun ville glemme det spørgmål lidt.

Kouy stod helt stille og stirrede lidt på ham. *Se væk, se væk!* skreg hun af sigselv, men det var komplet umuligt for hende og hun sukkede let "Men hvad laver du egentlig herude så sent, udover at lege farlig?" spurgte hun, en smule åndeløst, men alligevel fokuseret på deres samtale. *Det er ikke fair at der er nogen mennesker der er så flotte* tænkte hun.

Cedric elskede at stå sådan, i sit rette element.
Sådan i mørket, overbegloet af piger.
Eller også var det at jage, springe på tæ'erne, og overfalde byttet.
Han smilede skævt ved tanken.
Han var blevet vegetar!
Ikke se sådan på hende!

Hun begyndte at få det lidt ubehageligt igen, han så næsten sulten ud, i blikket. Hun kendte det blik, man så det tit når man gik igennem et slumkvarter i Tokyo, hvor hun imod alle odds tit befandt sig.
"Hallo? Hører du efter?" Hun fnisede en smule og strøg endnu engang håret om bag sit øre, med en hurtig, fejende bevægelse.

"Jeps," grinede han skævt, og prøvede at tage sig sammen.
Hun begyndte sikkert bare at tro at han var...
Tja, ville overfalde hende?
Men det var helt sikkert ikke hans plan.
Det ville bare give problemer..

Hun grinede og tænkte at hun nok hellere måtte stille sit spørgsmål igen.
"hvad laver du så herude så sent?" gentog hun muntert, og lod sit blik følge hans ansigtsstruktur. Det var helt perfekt.
Hun rettede en smule på det grå tøj og strøg diskret en hånd over sin brystlomme. Posen var der stadig. Alt var som det skulle være. Det var meget forskelligt om hun følte sig truet eller sikker i hans selvskab.

"Kikker på folk som dig, nyder natten." svarede han klart.
Han opfangede let hendes bevægelse, blev meget hurtigt nysgerrig.
Men han ville ikke krænke hendes privatliv.

Hun smilede skævt "To usædvanlige ting.. " svarede hun "Du må være en usædvanlig fyr.." hun grinede kort og hævede et øjenbryn "Og hvad mener du egentlig med 'folk som mig' ?" spurgte hun så og prøvede for et kort øjeblik at spille fornærmet, men det lykkedes hende ikke helt, da hun var en forfærdelig skuespiller, og det endte bare i et stort smil.

Han klappede hende blidt på ryggen, og grinede skævt til hende.
"Du ligner en som er ret fortabt." grinede han.
"En lille druknet mus."
Han rodede hende i håret, og grinede til hende igen.

Hun grinede og tog sig til hovedet "hey, du ødelægger det!" udbrød hun med et stort smil, men rodede alligevel selv op i det, så det sad sådan som hun ville have det. "Og jeg er også fortabt og druknet og muset og alt det der... Jeg kom til byen igår, og jeg havde en aftale her i aften, men fyren dukkede tydeligvis ikke op" hun sukkede og lagde armene over kors. Hun forstod det ærlig talt ikke. Var de klar over hvor meget det lort var værd?

"Hvilken fyr?" spurgte han nysgerrigt.
Han var meget nysgerrig af natur, og han kunne bare ikke lade være med at spørge.
Det var bare lidt sjovt at se hende sådan.
Der var helt klart noget mærkeligt over det.
Noget mystisk..

"Jeg kender ham faktisk ikke" sagde hun ærligt, men også lidt forlegent.
En kold vind susede hen over dem, og hendes tænder klaprede en smule imens hun lagde armene tæt om sigselv, i et forsøg på at få varmen. Hun var ikke meget for at snakke om det her emne, det var rimlig tystys. Mændene bag det hele, havde hurtigt regnet ud, at ingen ville mistænke en sød og uskyldig pige som Kouy, derfor havde de brugt hende. Hun var både stolt af det, men samtidig skammede hun sig også over det. Men der var noget over Cedric, som fortalte hende, at han knapt ville løfte et øjenbryn, hvis hun fortalte ham om det. Men det kunne hun selvfølgelig ikke risikere, tænk nu, hvis han sagde noget videre?

Cedric hørte godt suset, og forstod et vink med en vogn-stang, nu hvor hun klaskede sådan med armene, men han kunne ikke set mærke, at det var koldt.
Det fik ham til at smile skævt.
Men så forsvandt hans smil igen, og blev kun til en tynd streg.
"Nogle du ikke engang kender?"
Han løftede øjenbrynene og lagde hovedet en lille smule på skrå.

Hun nikkede. "Nemlig" svarede hun kort for hovedet, og håbede at den diskution så var uddebateret. Istedet sendte hun ham bare et sødt smil, i håb om at han så ville være lidt ligeglad med emnet. Ikke at hun regnede med at det ville virke, hun havde aldrig rigtigt haft 'drengetække', hvis der da var noget der hed det.

Cedric forstod hentydningen, men var stadig ved at gå til, af nysgerrighed.
Men han ville alligevel lade det ligge.
Det lod som om hun helst ville havde det sådan, og han var jo ikke kommet for at irritere hende.
"Okay," svarede han bare, kort for hovedet, og trak på skuldrende.
"Men hvad er det du har i lommen?"
Han havde jo ligesom ikke gættet at det havde noget med det at gøre..

Kouy slog med det samme en høj latter op, som virkede så falsk, påtaget og slet ikke passede ind, at selv en døv, blind og stum mand ville bemærke at der var noget ivejen.
"Hvad snakker du om? Jeg har da ikke noget i lommen?" sagde hun med et stort smil der afslørede en perlerække af hvide tænder. Hun grinede igen, og opdagede så hvor påtaget det hele havde været, og smilet forsvandt da hun kneb munden sammen og afbrød den øjenkontakt hun havde haft med ham, ved at slå blikket ned og give sig til at sturdere asfalten i vejen.

Cedric's arm dirrede svagt, så meget for et kærtegn.
Han lagde hovedet på skrå, og betragtede hende med sammenknebne øjne.
Det var selvfølgelig bare for at drille.
Han havde set det helt tydeligt, selvom han havde været langt væk.
"Er du helt sikkert i det?" grinede han, lidt mærkeligt tilpas over for hendes uhyggelige latter.

Hun trak på skuldrende "Måske.." mumlede hun, udemærket klar over at hun tydeligvis var en dårlig løgner overfor ham. Normalt kunne hun stå i told og stikke dem de mest fantastiske løgne, uden at blinke. Men der var noget ved Cedric, som gjorde at hun var nervøs og også gerne bare ville kunne fortælle ham sandheden. Hun løftede langsomt sit hovede og drømmede sig dybt ind i hans fortryllende, bemærkelsesværdige øjne.

Cedric smilede af hende, og så ned på sine negle.
Hun virkede bare så meget som Alice, de første dage.
Men nu var Alice vampyr..
Han grinede lidt af hende, blikede et par gange med øjnene, og vendtede til hun vendte tilbage til virkeligheden.
Han trådte et lille skridt tættere på, og stak hænderne i lommerne igen.
"Måske??"

Hun nikkede langsomt og eftertænksomt. "Jaeh.." svarede hun så, lettere fraværende og fanget helt ind af hans blik.
"Måske har jeg noget i lommen, måske har jeg ikke" Hun trak på skuldrene og et lille smil bredte sig på hendes små læber. Han ville blive overrasket hvis han vidste hvad hun havde i lommen. Men det var nu hvad hun gjorde bedst, og hun tjente som regel godt på det.

Pludselig stod han ved siden af hende, med armen om hendes hals.
Hun havde været ret sej, hvis hun overhovedet havde registreret hans bevægelse.
"Hvis du nu havde, ville du så lade mig se det?" spurgte han, med en meget kærlig tone.
Han var ikke så god til det, men det virkede mest når man var vampyr.
Hans øjne glødede svagt i mørket, og lod sine kølige fingre gå ned af hendes arm.

Hun blev en smule forskrækket over hans pludselige bevægelse, og pludselig da hun mærkede ham så tæt på, begyndte det med det samme at snurre inden i hende, da hun opfangede hans søde duft blev hun lettere svimmel, da hun hørte hans stemme svarede hun uden tøven "ja"
Hun følte sig næsten beruset, og havde bare lyst til at stå der sammen med ham forevigt. Det var som om at der ikke var andet i verden der betød noget for hende.

Utrolig langsomt flettede han fingre med hende.
Når hans læber bevægede sig, sende de hans kølige ånde på hendes hals.
"Har du så noget, derinde?" spurgte han, med samme charmerende tone.
Han smilede skævt, som om han havde vundet en medalje.
Men det var jo umuligt for mennesker-tøser, at reagere sådan på drengevampyrere.

Hele hendes krop skælvede for hver eneste berøring og hun lukkede øjnene, for at se om hun kunne styre sin vejrtrækning, der pludselig var meget rystende og hurtig. Det virkede ikke, så hun måtte bare modvilligt nikke. Hun kunne slet ikke modsætte sig ham, og skammede sig næsten over at være så nem.
Men hun var sikker på at der ikke fandtes en eneste pige på hele jorden der kunne modstå ham.

"Huh?"
Han kunne godt lide hendes... reaktion, men hun kunne da godt svare ham ^^
Pludselig var de ikke i kontakt mere, han stod igen tre skridt væk.
Han havde sine arme krydset, og et nysgerrigt blik.

"ja" gispede hun og slog i det samme øjnene op, og greb til sin brystlomme. Hendes ansigt var noget nær blodrødt, og hele hendes krop brændte varmt, trods at han var så kold.
Hun åbnede for knappen og tog fat om den lille pose med en knyttet næve, så han stadig ikke kunne se den da hun trak hånden ud igen. Hendes blik var fastlåst på ham, lettere sløret.

"Jeg vil gerne se," grinede han, og rakte drillende ud efter den.
Hvis hun ikke gav ham lov, så tog han den bare.
Hun havde ikke en chance.
Hvis der var nogle som var hurtig som en ninja var det ham, og ikke hende ^^

Hun rakte automatisk sin arm ud og lod den lille pose fuld af hvidt pulver dumpe ned på hans håndflade.
Hun så lidt på den med et kærligt blik før hun så kiggede på ham. "Det er ikke det hele.. Men de sagde at jeg skulle tage en smule med, så de var sikre på at jeg havde noget.." Hun trak på skuldrene. Det var næsten helt naturligt for hende at fortælle ham om det. Hun var alligevel på spring, kokain var mange penge værd, og hun skulle ikke nyde noget af at han løb med hendes indkomst.

"Held det hellere tilbage," grinede han og rakte tunge.
"Eller taber du det bare."
Han kløede sig på næsen.
Hun virkede bare ikke som en som.. handlede med kokain xD

Hun snuppede den hurtigt tilbage og gemte den tilbage ned i sin lomme, og lod blikket køre rundt for at tjekke at der ikke var nogen i nærheden.
Så sendte hun ham et forsigtigt smil "Det er vores hemmelighed, ik?" spurgte hun lettere nervøst og sank en klump.

"Self'," svarede han, og prøvede at se alvorlig ud. Pludselig knækkede han ud i et latter anfald. Han lod som om han tørrede tåre væk fra sine øjne, selvom det jo var fysisk umuligt. "Sorry, det virker bare lidt wierd.." Han så på hende igen. "Hvad for du for det??"

Hun kneb munden sammen, men kunne tilsidst ikke lade være med at grine sammen med ham.
"Ehm.. det kommer an på hvor meget der er, og hvor langt jeg skal" svarede hun så med et lille skuldertræk.
"Det her job får jeg ret meget for, jeg har omkring 5 kilo, og jeg kommer hele vejen fra Japan af" fortsatte hun "Tokyo."

"OMG! 5 kilo? Er du helt sikker?!" 5 kilo var virkelig meget! Hvor meget fik hun lige for det?? Og så var Tokyo også virkelig langt væk.. Han så lidt på hende. Hun lignede altså ikke en totalt prof kokain-smugler... "Hvor skal det hen?"

Hun rynkede på brynene og smilede lidt. Hun var faktisk ret stolt af at ha' nået sit mål.
"Det skal hertil.. Og jeg skulle mødes med dem her iaften... Jeg forstår ikke hvor de bliver af" hun tjekkede igen ud til siderne, og mærkede igen nervøsiteten gnave sig ind på hende.

"Nærvøs? Hvorfor? Hvis de ikke skulle komme, er der helt sikkert andre som vil have det.." Han smilede skævt. Det ville være lidt mærkeligt at han fortalte, at nu hvor han var her, var han den allermest farligste hun kunne løbe ind i.