Nobody

Tid : 01:32
Sted : Deep in the Forest
Omgivelser : kun vinden at høre når den stille rammer træerne
Vejr : Varm lun luft rammer blidt træerne mens månen står højt på himlen
Årstid : Forår snart sommer






Misaki gik for sig selv rundt inde i skoven iført
sin hvide kjole og sin tynde sorte jakke der gik til hofterne
Hun så rundt med sine lyse blå engle øjne og et smil bredte sig
på hendes rosa røde læber.. hun stillede sig op af et træ og lukkede
øjnene og hørte træerne hviske i mens vinden dansede op af dem...
Misaki så rundt og tænkte*Årh! hvorfor er der aldrig nogen at
snakke med eller noget?*

Daphne kom løbende i sin varulve form, og kørte sig helt ud til det sidste. Der var umiddlbart stille i skoven, men mærkede pludselig et sind mere.
Daphne kiggede rundt, og så en hvid skikkelse i månens klare skær. Daphne gik bag et træ, og gjorde sig klar. Hun gik hen til den hvide skikkelse - som hun kunne dufte, langt fra var vampyr.
"Hvad laver du herude, helt alene?" spurgte hun. Hun rodede ud i sit hår, og lod det falde ned om hendes skuldre.

Misaki så hende og smilte og sagde
"Jeg bare ude og gå sådan opleve lidt?
men hvad laver du her? helt alene".
Hun så lidt på hende og smilte kært
og kiggede undrende rundt

"Tjah ... jeg keder mig. Sådan helt alene," grinte Daphne og kiggede på Misaki, "er dte noget du gør tit?" spurgte hun og smilte prøvende. Hvis hun vidste hvor mange vampyrer der egentlig var her omkring...

Misaki smilte og nikkede og sagde" ja
jeg går her tit men møder næsten aldrig nogen"
Hun så lidt på hende og sagde" såå? bor du her i forks?"

"Nej, det kunne jeg forestille mig," grinte Daphne. "Nej, jeg bor i La Push - lige ned til stranden faktisk." Daphne scannede området - ingen i nærheden. "Hvad med dig selv?"

Hun smilte og satte sig ned på en træ stup
og sagde" jeg bor her i forks men altsår ?
jeg ikke meget for at drive den af der skal ske
noget noget?? eventyrligt og såen". hun grinte
og sagde" forresten så mit navn Misaki"

Daphne grinte. Eventyr og sådan ... "Ja, så er vi to der har det sådan!" grinte hun, "jeg hedder Daphne - glæder mig at møde dig." hun rakte hånden frem.

Misaki smilte og tog imod hånden blidt og
sagde" fedt at du også har det sådan"

Daphne grinte. "Sjovt at møde dig herude - er du her hver aften?" Daphne kiggede mod månen - der lyste skoven op. Den var fuld i nat - bedre grund til at passe på.

Misaki smilte og sagde" nej men nogen nætter mest når det
fuldmåne fordi så det så smukt og uuh jeg har faktisk set
ulve her nogen gange de såå smukke jeg elsker bare ulve"
Hun smilte sødt og sagde" kan du godt li ulve"

"Ja, fuldmånen er virkelig smuk. Ja, jeg kan godt lide ulve," *hun grinte for sig selv*. "Har du set nogle her? hvornår?"

Hun smilte og sagde" for nogen dage siden
der var især en smuk hvid en for noget tid siden
jeg elsker bare de hvide de så smukke!"
hun smilte og sagde" fedt at du os kan li ulve"

Hvid en ... fedt. Hun havde sandsyneligt set Daphne... det kunne godt passe med det - for hun var jo ude og løbe hver dag.
"En hvid en ... var den stor?"

Hun nikkede og sagde" ja den var faktisk utrolig stor men
også utrolig smuk jeg kan bedst li de hvide nemlig
de så flotte"
Hun smilte sødt og kiggede undrende på hende

//Skal logge skrives ^^/

"Ja... " fedt. Det havde været hende. Daphne var nemlig større end så mange andre. Hun måtte være mere forsigtig.
"Det syntes jeg også." svarede hun.

//okay.//

Cecilia havde løbet rundt i sin ulveform hele aften. Hun havde haft endnu
et skænderi med sine forældre. De mente at hun skulle holde op med at
være ulv. De mente at det ville skade hende, på en eller anden måde, hvis
det ikke skete i kamp, så af udmattelse.
De havde vidst i lang tid at ulvegenet løb i deres åre,
men de havde aldrig troet at deres datter ville blive en ulv.
Men det havde selvfølelig også sing grund. Hun ville aldrig kunnefå børn og
på en eller anden måde måtte ulvegenter overleve.

Cecilia løb i gennem skoven. Hun kunne nemt lugte de mange vampyr der sikkert havde
været ude i skoven for at finde sig et par hjælpeløse drenge eller piger. Hun rynkede på
næsen over deres lugt. Den ramte som et slag i hovedet hver gang,
men pludselig fik hun færten af en anden ulv og et menneske. Hun regnede med at det ville være
sikkerst at være menneske når hun krysede deres vej. Hun gemte sig bag nogle buske,
og prøvede at slappe helt af i kroppen og glemme alt om skænderiet. Det tog nogle minutter, men
endelig var hun tilbage i sin menneskekrop og hun trak et par slidt sorte bukser op og en
t-shirt. Det var ikke så meget og det så sikkert helt dumt ud at gå rundt i kulden i så lidt, men hun
frøs ikke. Hun nærmede sig dem langsomt.
"Hej med jer" hilste hun venligt og sendte dem et lille smil, der hurtigt blegnede igen.

Daphne kiggede på Cecilia. Varulv. Så var hun ikke den eneste. "Hej!" svarede Daphne glad.

Cecilia i agttog dem lidt for hun slappede helt af. Hun vidste ikke
hvorfor hun var så anspændt, et menneske og en artsfælle, ville
aldrig kunne gøre hende ondt, men alligevel var hun meget forsigtig, men
efter lidt slappede hun af og tog et skridt tættere på dem.
Hun så undersøgende på dem. *ej okay jeg kommer vist for lidt ud* tænkte
hun med et lille smil.
"Jeg er Cecilia" præsenterede hun sig selv, men rakte dem ikke hånden,
for mennesket måtte ikks mærke hvor varm hun var, og det ville være underligt hvis hun
gav varulven hånden, og bare lod som ingenting ved mennesket.
"Håber ikke at jeg forstyrrer noget" sagde hun i en undskyldende tone og gjorde
et lille kast med den ene hånd.

Daphne kiggede på hende. Hun lignede enhver anden varulv, men hun holdt sig meget tilbage. Daphne smilte til hende og svarede: "nej, nej ... vi snakker bare. Du ved ... første-møde-snak." Daphne grinte og var glad for at der var en varulv til at snakke med nu.

Cecilia smilede lettet. "Var lige bange for at jeg afbrød noget
vigtigt" sagde hun og kørte hurtigt en hånd igennem det brune hår.
Hendes chokoladebrune øjne hvilede på dem. Hun var mere
rolig nu. Det havde helt sikkert være fordi hun havde været ret så
skuffet inden hun tog i skoven, og senere var det blevet vrede.
Vrede på hendes forældre. Hun hadede når de skulle rette på hende hele tiden.

Hendes hænder og arme begyndte at ryste. Hun skyndte at skubbe de
vrede tanker fra sig og prøvede at koncentrere sig lidt mere, det ville være farligt
for mennesket hvis hun så hende forvandle sig til den store brune ulv. Man kunne aldrig føle sig
sikker når man var sammen med en varulv. Og det værreste var at forvandle sig foran, eller bare
i nærheden af et menneske, hvis man mistede kontrollen og komme sig til at såre mennesket.

Cecilia fik styr på sig selv og slappede lidt mere af. "Hej med dig" sagde hun til mennesket og sendte
også hende et lille smil.

Daphne så hvordan Cecilias hænder rystede. Hun kiggede på hende - spørgende. Hvis hun forvandlede sig her ... det ville kunne gå ud over Misaki. Daphne sukkede. Det var hende der måtte træde til, hvis der skete noget. Det kunne hun sagtens.

Cecilia lagde mærke til at Daphne så hvor tæt på
hun var at miste kontrollen over sig selv. Hun trak vejret
roligt og prøvede igen at slappe mere af. Endelig lykkes det
for hende og hun sendte Daphne et smil for at vise at hun havde fået kontrollen
over sig selv igen.

Daphne nikkede som svar og sukkede. Hun ville helst ikke gøre nogen af sin egen slags fortræd; hun var jo temmelig stor af en kvindelig varulv at være.

Misaki smilte og sagde" hejsa med dig? såå er du også ude og gå en
lille tur?". Hun smilte sødt og kiggede rundt

*Gå en lille tur* sukkede Daphne for sig selv. Det var vist ikke lige ordet. Ude og løbe en tur ... ja, det havde vi begge været. Skulle hun bare gå og lade mennesket komme i fare overfor en varulv eller for den sags skyld, end vampyr?

Note; Thomas er en Varulv.

Thomas smuttede hurtigt igennem skoven i hans menneske form, løbende da han havde fået færten af et Menneske omkring to Varulve. Efter en ti minutters tid kunne han se dem, stoppende op og kiggede på den Skælvende Cecilia, lænte sig selv mod et træ og pustede ud lettede da han så få sekunder efter hun havde fået selv kontrol. Han gik langsomt ud fra træet's skjul og mod dem. Iført et par sorte shorts, et par sorte sko og en stram siddende sweater over hans naturlige muskulær krop, smilende stort. "Phew, det var tæt på." Sagde han og nikkede mod Cecilia, mens han sendte Daphe et spørgende blik. "Hvad laver et par piger så dybt inde i skoven?" mens han kiggede på dem alle, smilende milt mens han stoppede fire meter fra dem, som om at han forventede tilladelse for at komme nærmere, hans hænder placered i hans short's lommer.

Cecilia havde lugtet den anden varulv der nærmede sig. Hun slog
blikket lidt ned da hun kom til at tænke på hvor pinligt det var at hun
havde været så tæt på at miste kontrollen.
Men da varulven komenterede det så hun op og sendte ham et
lille uskyldigt smil.
"Det kan jo ske for selv den bedste" jokkede hun og nikkede venligt
til ham. "Ja, jeg elsker skoven" svarede hun Misaki og sendte også hende et
lille smil, hvorefter hun vendte sig om
mod drengen.
"Er ude på en lille aftenstur" svarede hun lidt efter. "Jeg er Cecilia" præsenterede hun
sig for ham.

Daphne kiggede på hanvarulven. "Og jeg hedder Daphne," sagde hun og smilte sødt. "Hvad laver man selv herude?"

Kiggende på dem smilte han. "Ja, det kan jo også ske for mig." Grinte han, kiggende rundt på alle tre. "Patroller. Det ser jo ud til der er brug for det." Siger han blidt, nikkende mod Cecilia. "Ace er navnet. Rart at møde jer. Er det dog ikke lidt risikabelt?" spørger han, kiggende på Cecilia mens han nikker mod mennesket.

Cecilia slog igen blikket ned som en lille pige og nikkede
lidt efter. "Meget, men det gik" sagde hun og så op igen. Hun var overhovedet
ikke så rolig som hun så ud til. Hun vidste hvor farligt det
kunne havde været hvis hun havde forvandlet sig, ja hun vidste hvir farligt det
var bare at snakke med et menneske når hun så nemt kunne
blive vred igen.
Hun trak vejret dybt og sendte dem alle et lille smil.
"Hyggeligt at møde dig Ace" sagde hun med en lille uskyldig stemme.

Han smilte mens han snakkede. "Er du sikker? Jeg kan tage dig med så du kan få raset lidt ud. Den er sikker nok med Daphne." sagde han, smilende lidt mens han trak på skulderen, kiggende på Daphne, som om han vuderede hende før han kiggede på Cecilia igen.

"Og hvor har du så tænkt dig at tage mig med hen?" spurgte hun
og lo kort. Hun var fuldstændig roligt eller i hvert fald tæt på.
HUn mistede nogen gang bare kontrollen, men var også blevet god til
at beherske sig efter lidt. Hun skulle bare tænke
glade tanker. Hun vendte sig mod Daphne for at vise at hun var rolig nu.

"Ingen idé. Men det er af ingen betydning hvis du har det okay." nikkede han smilende. "Men så vil jeg smutte. Jeg ønsker jer tre en god eftermiddag." siger han med hans blide stemme, bukker, før han vender sig om og begynder at gå ud mod skoven igen, langsomt mellem træerne.

Daphne grinte. Hvor var han ... mystisk. På en sjov måde.
Daphne kiggede på Ace, og vendte blikket mod Cecilia.
"Skulle vi gå med ham?" spurgte hun, og kiggede på den mørke skikkelse der blev mindre og mindre, som han gik gennem skoven. "Bare for at få noget sjov." hun kiggede mod Cecilia.
"Jeg gør hvert fald." og så indhentede hun Ace.

Ace drejede langsomt sit hoved da han opdagede at Daphne havde fulgt efter, smilende sagde han "Hej igen, Daphne. Hvorfor følger du efter mig?" sagde han i hans blide og velkommende stemme mens han langsomt gik igennem skoven, kiggede foran sig igen mens han lod sine hænder trille ned i hans lommer.

"Tjah, du ved ... jeg kan ikke skjule for dig at jeg syntes du er lidt mystisk, så ... ja. Jeg vil gerne gå med dig, hvis det er okay, Så vi kan hænge lidt ud." hun smilte lidt, og lod en hånd glide igennem hendes brune hår. "Hvis du altså ikke har noget imod det, altså." hun grinte kort en smuk latter, og kiggede spørgende på Ace.

Han smilte da han sagde. "Tja, hvorfor ikke. En ung og smuk Varulv's selskab kan vel ikke skade." Sagde han idet han vinkede hende tættere på og langsomt bevægede sig hurtigere igennem træerne før at de kom til et par klipper, og det store blå hav. Vandet larmede meget, og der var vind, men han stod lidt tilbage og kiggede på Daphne. "Sådan. Fortæl mig så om dig selv." sagde han med et lille rask smil, lænende mod et træ mens han kiggede mod hendes øjne.

Daphne fulgte med Ace hen til klipperne. Hun satte sig på en træstup og slog håret tilbage over ryggen.
"Der er ikke sp meget at fortælle om mig, " sagde hun, "udenover at jeg bare laller rundt ude i skoven til hver dag fordi jeg keder mig vildt ... mine bedsteforældre kan ikke lide det, men jeg kan ikke gøre andet. Jeg skal jo også helst sørge for at der ikke sker dem noget; en vampyr på deres grund, ville slå dem ihjel." hun lavede en grimasse og duftede havet. Hun kiggede hen mod Ace.

Smilende grinede han. "Så skal du da bare gøre som mig, tag til byen og se alle de ynkelige blodsuger der prøver at tage mennesker med hjem. Det er sådan jeg redder dem og sørger for at de er sikre. Og det er sjovt at se en vampyr der ikke bare går til angreb." sagde han idet han rystede håret væk fra sit ansigt. "Hvor længe har du så været..Ja. Du ved." sagde han, den sidste sætning med sin blide stemme igen.

"Ja, det ville jeg tro at det er," grinte hun. "Det ville jeg gerne se."
Daphne svarede på spørgsmålet. "Jeg har været Varulv siden jeg var ti år gammel. Men jeg har så tilgengæld vokset en del siden," sagde hun, "ret utroligt, når man tænker på, at man normalt ikke gør det."

Han nikkede og kiggede ud mod havet. "Ja. Må har været svært i sådan en tidlig alder. Jeg blev det selv for tre år siden." sagde han trist idet han langsomt rejste sig og gik imod kanten af klippen, stod på den og kiggede ud over vandet. "Nogensinde prøvet at cliff dive, som det hedder?" spurgte han mens han vendte sig om, smilende.

Daphne kiggede på Ace, da han vendte sig om mod hende, med et smil der nærmest var blændende. Han var lidt for tæt på klipperne, syntes hun.
"Nej, aldrig. Jeg er ikke den helt store vand-hund," sagde hun og kluklo, "og det bliver jeg nok aldrig." hun mærkede vinden i sit hår, og sukkede. Hvor var her fredeligt. Man burde tage herud hver dag bare for at slippe for hverdagens stress.

Han nikkede og smilte da han langsomt gik over mod hende igen, og placerede hamselv ved siden af hende mens han kiggede på hendes øjne. Et charmerende smil på hans læber var vist før han kiggede væk, smilede bredt. "Det er bare en fed følelse. Men nok om det. Hvad bruger du normal din tid på?" sagde han, igen med en blid stemme mens han kigger ud mod havet.

Hun rykkede sig lidt, så Ace kunne sætte sig ned. Hun kiggede på ham og sendte ham et perfekt smil.
"Jeg løber patruljer langs La Push," sagde hun stille, "mine bedsteforældre bor der, og jeg er livvagt. Der er blevet set et par vampyrer ret så tæt på huset, så jeg lader dem ikke være så meget alene. Jeg bor nemlig hos dem," sagde hun og sukkede. "Ellers passer jeg bare mine studier og nyder La Push." hun smilte og lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad med dig, Ace?"

Han rødmede lidt da han så hendes smil og tænkte *Ej, hun er da virkelig smuk* idet han kiggede væk fra hende, fastslået på at kigge ud mod havet svarede han. "Jeg er jæger og beskytter. Jeg beskytter mennesket, men når en Vampyr overtræder sine grænser eller lignende, så er jeg en af dem der skal fjerne blodsugern." sagde han mens han kiggede mod havet, trak på skulderen. "Og hey..Hvis du vil tilbage til dine bedsteforældre, kan jeg bare følge med?" han sagde de sodste ord mumlende.

Daphne kiggede op ham.
"Jeg gider ikke tilbage lige nu. Jeg skal bare være hjemme inden aftensmad, du ved. Jeg skal nemlig lave det. Hvis du vil, kan du spise med?" hun kiggede på ham, "det er fint nok hvis du ikke gider. Det kan bare være lidt kedeligt i længden, at være alene hjemme hele tiden sammen med nogle der er 60 år ældre end en selv." hun grinte kort.

Han smiler lidt for sig selv idet han svarer. "Nå, spørger du mig allerede på en date?" siger han med at grin, idet han siger. "Men jo, det vil jeg da gerne. Dit selskab er hyggeligt, så jeg kan ikke se hvorfor jeg ikke skulle." smilede han, idet han kiggede mod Daphne med et charmerende smil.

"Nej, ikke ligefrem en date, men ... hvis du vil kalde det en date, så er det fint med mig. Jeg holder med nemlig til at være mere fremad gående end de fleste, her omkring. Det er jo ikke lige hver dag man møder en varulv her," sagde hun og grinte over Ace's charmerende smil. Hun rødmede blidt.

Han smiler blidt idet han ser hende rødme. "Awh, også rødmer du..sødt." sagde han smilende idet han løftede sin hånd og strygede hendes højre kind blidt. Hans smil var stadigvæk chamerende imens han kiggede mod hendes øjne sagde han. "Det er vel rigtigt nok. " sagde han, smilende stort.