Mmm...

Sted :: På en bænk ^^
Vejr :: Koldt! Sne! .. Smukt? Solnedgang ^^
Omgivelser :: Stille, tomt...
Tid :: Aften

Cedric støttede sit hoved i sin hånd, som støttede på hans knæ'er.
Han sukkede, trods af at han ikke skulle trække vejret.
Han rodede sig selv i håret, og bed sig i læben.
Var det ... alenehed han følte lige der.. midt i brystet?
Han lænede sig tilbage, og så op i himlen, og rodede sneen ud af håret.
Det ville jo ikke smelte, for han var jo ikke særlig varm.
Han lukkede øjnene, men kunne ikke mærke sneen på sit ansigt.
Selvfølgelig kunne han ikke det.
Han var jo selv lige så kold som den, hvid ikke koldere.

Cisse gik med lukkede øjne ved breden.
hun lukkede alt ude, Silverstorm førte hende afsted.
Hun var blevet en normade, langsomt på vej mod Italien.
Hun sukkede og lagde hånden i manken på Silverstorm.
Silverstorm vrinskede opmundrende, men det hjalp ikke.
Hun forblev lukket, kun Silverstorm var her til at høre hende afsted.

Cedric mumlede svagt, rodede sig i håret igen.
Han bed sig i læben, og kløede sig på næsen.
Han plejede at bevæge sig, som var han et menneske.
Han var bare blevet vant til det, fordi han altid var omgivet af dem.
Men man havde alligevel stadig lidt svært ved at ungå dem.

"Skal jeg nynne for dig?" Spurgte hun uden at åbne noget.
Silverstorm stejlede glad som svar og det fik Cisse til at grine, men ikke den normale latter, den her var lidt mere død.
"Okay så.." Hun begyndte at nynne en gammel sang for Silverstorm, og snart blev det til sang,.
Man ville kunne høre det nogle meter væk for et menneske.
Men vampyre ville det være et par kilometer.
Hun puttede sig ind til Ham mens hun sang videre.
Hun holdte stadig vejret og havde lukket øjne.

Der gik alligevel et stykke tid, før Cedrics følsomme hørelse fangede hendes nynnen.
Men der gik endnu længere tid inden det gik op for ham, hvem det var.
"Ce.. Cecilie?" gispede han, og drejede hovedet mod lyden.
Var det Silverstorm han kunne høre?
Jeps, og han kunne også dufte Cisse.
Han bed sig i læben, og så op i himlen igen.
Det var sikkert bare et... fatamorgana?

Cisse stivnede.
"Ce.. Ce.. Ced.. Ric?" Hun åbnede sig og fik hans duft i hovedet.
"Det løgn!" Hviskede hun til Silverstorm som vrinskede og løb fra hende.
Den travede op til ham og stødte forsigtigt mulen mod ham.
Cisse kunne ikke røre sig ud af stedet..
Bange for at bryde sammen.
En hulken pressede på da hun kom i tanke om han var død.
"SIlverstorm." Kaldte hun. "Kom tilbage, der er ingen, vi ved jo han er død." Hendes stemme knækkede over.

Han grinede, ret hysterisk, og strøg den over mulen.
"Wow, jeg havde ikke regnet med at se dig igen!" udbrød han, og blev viiiildt glad for at se hesten.
Og måske?
Nej, Cisse var jo sådan lidt..
Han lagde hovedet på skrå, og bed sig i læben.
Hun havde givet ham hans chance.
Selvom Silverstorm ikke var alene, hadede hun ham sikkert.
"Cisse?" gentog han forsigtigt.

Da Silverstorm ikke kom tilbage kom hun efter den.
Hun var smukkere end nogensinde, sørgmodigheden havde gjort hende så enormt smuk.
Hun stivnede og spærrede øjnene op, så hulkede hun.
Hun faldt sammen og holdte sig i håret, for at komme til virkelighed.
Blodet strømmede ned af kinderne på hende.
Silverstorm stod og så på Cedric med et utilfreds blik, han havde set hvordan Cisse havde lidt under tabet af Cedric.
Og nu stod han bare og kiggede.

"Cecilie?"
Hvis han havde været menneske, ville han være eksploderet i tåre.
Han sprang lynhurtigt over til hende, og lagde ganske blidt armene om hende.
Han kyssede hende blidt på panden, og smilede skævt.
"Hvor er du blevet smuk," mumlede han.
"Hvor har jeg bare savnet dig. Slap nu bare af skat."

Cisse rystede og så op på ham.
"Cedric?" Hviskede hun, hun kom langsomt op og stå.
Hun lukkede øjnene da han kyssede hendes pande.
Hun troede ikke på dette var virkeligt, det kunne det ikke, dette måtte være en drøm.
Hun gispede og a'ede hans kind, "Jeg har også savnet dig." Hviskede hun.
Hun så ham ind i øjnene og lagde hovedet mod hans bryst, hende tåre tyndede ud, da hun kun græd når hun var ulykkelig.

"Hvor har du gemt dig i al den tid jeg har været her?" grinede han skævt.
Han begyndte at stryge hende blidt over håret.
Han trak ikke vejret, nød bare at være så tæt på hende igen, efter at have savnet hende så længe.
Han skænkede slet ikke Alice en tanke, da han bare var så chokeret.

Hun lukkede øjnene og sukkede.
"Vandret." Hviskede hun og puttede sig længere ind til ham, da hun ville have mest muligt ud af denne drøm.
Hun glemte alle de nederlag hans død havde givet, og alle de udnyttelser..

Han snusede diskret til hende, og strøg sin næse mod hendes.
"Hvor har du vandret hen?" spurgte han blidt.
Han sad på knæ, med armene om hende.
En lidt mærkelig position, men den var ret dejlig..

"Jeg.." Hun tøvede, ville hun virkelig ødelægge dette øjeblik med at fortælle sandheden om hendes tur til italien, hvor Silverstorm kun ville komme tilbage? hun bed sig i læben da hun ikke ville lyve for ham.
"Jeg.. Jeg var på vej til Italien." hviskede hun og lagde armene om ham og trykkede ham ind til sig.

Han syntes hendes stemme var lidt mærkelig, men sådan havde hun talt hele tiden.
Hendes smukke stemme lød hæs, ret hærget.
"Skulle du besøge nogle?" spurgte han blidt.
Han havde slet ikke tænkt over den ... ting hun kunne have valgt.

Hun kyssede ham blidt på næsen.
"Ja.. Det kan man godt sige." Sagde hun stille og lagde sin pande mod hans.
Silverstorm vrinskede ulykkeligt da den godt viste hvad der ville ske, når hun ankom dertil.

"Hvem? Syge familie medlemmer?" spurgte han forvirret.
Det kunne da kun være nogle meget syge nogle, når de lød sådan.

Hun tog en dyb indånding.
"Nej, jeg skal ned til Volturi." Sagde hun og åbnede øjnene og så ham ind i øjnene med hendes røde øjne.
Hun bed sig i læben og så ned.
Silverstorm vrinskede igen og stejlede.

"Volturi... Vol-"
Det gippede i ham da han fandt ud af hvad det var hun mente.
Han stirrede hende ind i øjnene, med smerte i blikket.
"Det mener du ikke vel? Troede du at jeg ville forlade dig?"

Hun sank inden hun så ham i øjnene igen.
"Du er død Cedric." Hviskede hun og strøg ham over kinden. "Det her er kun en drøm." Hviskede hun og rystede på hovedet.
Det var smertefuldt at sige, men hun vidste at når hun døde ville hun måske møde ham igen.
Oppe i himmelen, eller helvede.

Han lænede sig forsigtigt ind til hende, og kyssede hende i mundvigen.
"Jeg er ikke død Cisse," mumlede han, med smerten dryppende fra stemmen.
"Jeg lever. Mærk på mig!"

Hun rystede da han kyssede hende.
Hun lod sine fingre glide over hans bryst, det mærkede præcist som ham.
Hun gispede og kyssede ham så.
Det var et smertefuldt kys, for hun var ikke 100 % sikker endnu.

"Vil du ikke nok?" gispede han, og strøg hende over ansigtet.
"Hvordan kunne du dog drømme om at tage til Volturinerne?"
Han skar ansigt.
Bare tanken gjorde vildt ondt på ham.

"Jeg.." Hun bed sig i læben.. "Jeg vil ikke leve uden dig Cedric." Hviskede hun og lukkede sine øjne i.
"Det er umuligt for mig. Jeg.. Jeg kan ikke." Hun rystede på hovedet og sank noget hårdt.

"Du kan heller ikke leve med mig. Se nu."
Hans hånd gled ned på hendes bryst.
"Se, dit hjerte slog ikke."
Han sagde det vist i halv spøg.

Hun skælvede let da han rørte hendes bryst.
"Jeg vil ikke Eksistere uden dig." Rettede hun ham hviskende.
Hans hånd distraherede hende utrolig meget, da den vækkede minder.

"Vil du ikke nok være sød at vågne?" bad han.
"Du virker så mærkelig!"
Han viste ikke hvad han skulle sige.
Det gjorde ondt på ham at de hende sådan.

Hun rynkede brynet.
"Hvad mener du med det hr Firefly?" Spurgte hun og løftede et øjenbryn af ham.
Hun smilte ganske lidt af ham og kyssede ham så igen, bare for at mærke ham.

Han lænede sig forover, væltede hende blidt ned på skovbunden, og så ømt på hende.
"Du må aldrig... vandre mere vel?"
Han kyssede hende inderligt, langt.

Hun grinte stille da han væltede hende.
Hun rystede så på hovedet. "Nej, ikke så længe du er hos mig." Hviskede hun inden hans kys lukkede munden på hende.
Hun kyssede ham inderligt tilbage og kærtegnede blidt hans hår, udtrykte alt den længsel hun havde efter ham.

Han støttede på jorden med den ene hånd, og støttede den anden oven på hende.
Han læber var næsten smeltet fast til hendes.

Hun lod forsigtigt sin tunge skille deres læber og lod den blidt kærtegne hans.
Hun lukkede øjnene, og lod sine hænder glide over hans bryst.

Han fløj tilbage, stod med ryggen op af et højt tre, i skovbrynet.
"Lad være med at lege med mig," grinede han, og strøg hånden igennem håret.
"Ellers så... Jeps, jeg kan ikke så godt styre mig."
Han vred hænderne, og så ned på sine sneakers.

Hun stivnede, og fløj op.
"Hvad mener du ?" Spurgte hun forvirret og så op.

//Jeg logger nu.//

// Ses xD

Han grinede skævt.
"Kan vi så ikke gået et andet sted hen? Hvad nu hvis nogle kommer?"
Han viste ikke om det lød forkert, men det var svært at forklare.
Han kunne bare ikke rigtigt... holde sig på måtten.

Hun begyndte at fnise.
Så gik hun hen og rakte hånden mod ham.
"Jo da, hvor vil du hen?" Spurgte hun og smilte op til ham.

Han tog, dirrende, hendes hånd, og kyssede den blidt.
"Hvor som helst du ønsker."

Hun trådte hen og kyssede ham kort på munden.
"Hmh.. Så skal jeg vise dig mit hus." Smilte hun og blinkede.
Hun begyndte at gå, i vampyr tempo, mod hendes hjem ved skoven.
Ikke så langt fra floden.

//Derhenne?//

// Top xD

Han rakte tunge af hende, men hoppede efter.
Han ville ikke miste hende.
Han ville ikke bare miste hende af syne.

Da hun stod ved døren kiggede hun tilbage på ham.
"Er du klar?" hviskede hun og smilte lidt.
Hun åbnede døren og gik ind af døren.
Hun har bare tæer og ingen jakke på, så hun venter bare på ham.

Hans varme blå øjne fulgte hende, imens han let sprang efter hende.

Hun smilte og gik igennem huset, viste ham piano stuen, køkkenet, gæsteværelset, opholds stuen, badeværelset og til sidst åbnede hun døren til soveværelset.
"NÅ? Hvad syntes du så?" Smilte hun og vendte sig om mod ham med et smil.

Han lod teatralisk sine slanke fingre løbe langs vægen, og smilede skævt.
"Hvor er her bare flot. Jeg kan ikke fatte at det skulle stå tomt, hvis du rejste til Italien."
Han løftede kort sine øjenbryn, og begyndte så at svinge hende rundt.
Tja, det var noget af det han havde savnet mest xD

hun begyndte at grine, lidt flov og kiggede ned i jorden på sine bare tæer.
Da han begyndte at svinge hende rundt begyndte hun at grine og lagde sin arm om livet på ham.
Han havde altid danset med hende før hen, og det var utrolkig dejligt de nu gjorde det igen.
De dansede inde på hendes værelse, mens hun lo lykkeligt.
Hendes øjne strålede og hendes latter var ægte, smuk og blid.

// Tænk, nu blev du søreme Omega... *SUUUUUUUUUK*

Han grinede af hende, blev lykkelig over at hendes smukke øjne havde fået deres glød igen.
Han satte hende op på sengen, satte sig på knæ, og kyssede hende dybt.
Hans håb blev bare størere, det gav ham bare en slags beruselse at møde hende igen.

//Yes sir .

Hun smilte og lod ham bare sætte hende ned, hendes forlovelsesring sad stadig på hendes finger.
Hun lænede sig ind mod ham og kyssede ham utrolig følelsesladet tilbage mens hun kærtegnede hans kind og hals.

Kort efter deres læber var blevet skildt, kyssede han hende igen.
Han han stak blidt hånden op under hendes ... bluse/kjole, og lod hånden køre på hendes maveskind ^^
Han snusede blidt til hendes hals.

Hun gispede og trak ham op til hende og lagde sig så ned på sengen.
Dette var hendes livs lykkeligste øjeblik.
Hun slap hans læber ganske kort for at kysse hans hals, så lod hun sine læber vandre op til hans igen og hun fortsatte kysset.
Hun lod sine hænder bevæge sig på hans mave og bryst.

Han fik det næsten dårligt at af være så tæt på hende, og en bølge af bekymring... bølgede ind over ham.
Nu havde han lige vendet sig til at være blid mod folk han var tæt på, fordi de var mennesker.
Det var jo kun Victoria han havde set... siden han kom hjem.
Af folk han kendte, altsååår...

Hun kunne mærke der var noget galt så hun trak sig væk, over i den anden side af sengen.
Hun så ned i den.
"Du har fundet en anden. Ikke?" Hviskede hun, det gjorde ondt at sige men hun skjulte det.
Hun sad med et ansigt, koldt som is og rolige hænder. Selvom hun lige så godt kunne ryste og græde, hun havde lært at styre sig til tider. Især de her.
De tider hvor hun fandt ud af at de elskere hun troede kunne redde hende, ikke elskede hende.