Mangel på Selskab

Skyerne lagde sig over himlen som et tæppe. Ikke et eneste glimt af solskin, strøg igennem skyerne. Himlen var grå og kedelig, og jorden var våd og klam. Vejret passede perfekt til Daniella's følelser. Hvis hun overhovedet havde kunnet føle dem. Hun følte sig lige så kold inden vendig, som hendes hud var udenpå. Hun sad stille og vippede med fødderne, med lukkede øjne, på en sort bænk.
Dette liv var ikke værd at leve. Der havde da været fordele ved dette liv. Og hun havde endda haft grunde til at ville fortsætte som vampyr. Det havde hun ikke mere. Begge af hendes grunde, havde forladt hende. Hun havde stortset ingen tilbage længere.
Hun kunne næppe føle sorg. Hun kunne ikke engang føle sig irriteret i dette øjeblik. Det var svært for hende at afgøre om hun egentlig overhovedet havde sine følelser længere. Hun ville blive sindssyg af dette til sidst. Det vidste hun bare.
Hun havde brug for.. Selskab. Og brug for at grine. At smile igen.

Zafira kom gående gennem gaden. Den velkendte gade. Den gade hun havde gået på for ca. 3 måneder siden..Uden et knust hjerte..Uden smerten, uden tvivlen til hvad der var at leve for.. Men den var der nu..Nu hvor hun gik på denne velkendte gade..Nu hvor hun var tilbage i forks. Hun sukkede en enkelt gang. En duft af vampyr ramte hendes næse..Duften virkede velkendt..men fra hvor? og hvorfor var der noget der rummesterede inde i hende, og fik en hvis vrede til at udfolde sig i hendes hjerte?..Billeder af Lucas kom frem..en svag duft af Alfa..og..en endnu svagere duft af normal vampyr..Minderne fra dengang hvor hun satte sit liv på spil, for Lucas's skyld skyllede op i hende, og hun mærkede savnet på ham gå lige i brystet. Det gjorde ondt..ligesom når hun tænkte på Christabel og Mizzar..Hun håbede, ønskede og bad til at de var lykkeligere end hende..At de ville være sammen for altid og ikke ville blive splittet ligesom hende og Dominic var blevet..
Hendes koncentration faldt på vampyr pigen, der sad på bænken..Hun kunne føle den triste atmosfære omkring hende..Den var til at tage og føle på..Hun kiggede på hende igen..Med et træt blik, de store, tomme sorte øjne kiggede på hende, men de kiggede ikke tomt på hende, selvom de virkede tomme..De var fulde af spørgsmål..Så som, hvorfor hun var trist, hvad hun lavede der på bænken..Hvorfor hun ikke var ude med nogle venner og leve livet i stedet for at være så ked og trist, som Zafira selv..

Intet smil på læben. Ingen følelser. Hvad var hun blevet til? .. Hun var ikke blot et uhyre længere, som dræbte mennesker. Nej nu var hun det.. og mere til. Hun kunne jo for helvede til sidst ikke engang have følelser for sig selv? . Det endte sikkert med at hun bare dræbte løs. Måske endda sin familie, som troede hun var forsvundet? Måske sine venner?
Måske ville hendes første følelse være vrede, når hun engang ville kunne føle igen. Og hvordan ville hun så håndtere følelsen?
Hun ville helt sikkert ikke kunne klare det, og prøve at skade alle i miles omkreds. Hun var helt kold ved tanken. Normalt ville hun mærke et stik i hjertet ved sådanne tanker. At slå sin egen familie og venner ihjel, var en frygtelig ting, og hun ville gyse ved tanken om først at dræbe dem, eller tage deres blod. Men nu kunne hun intet føle. Hun var helt ligeglad med dem. Med dem alle. For hendes skyld, kunne de hoppe ud fra en bro uden at hun ville føle noget som helst. Hun sukkede lydløst, og løftede op sine øjenlåg. Hendes røde øjne var rødere end normalt, og hendes ophidselse fik hendes næsebor til at vibrere.
En stank skar i hendes næse.. Vampyr.. Og oveni købet en alfa. En hun var ligeværdig med. Hun kastede et blik rundt, og fik øje på Alfa vampyren som havde sit eget blik rettet direkte mod hende selv.. Vampyrens blik var fuld af tomhed, selvom hun sikkert brændte inde med noget andet. Hendes eget blik besvarede vampyrens tomme, med et blik fyldt af ligegyldighed, og alligevel et ømt blik. Indvendigt skreg hun efter opmærksomhed fra denne ankommende vampyr. Hun havde stærkt brug for vampyrens selskab.

Zafira kiggede på hende, kiggede hendes minder igennem..Som når hun skulle vælge hvilket minde hun skulle stjæle fra ofrene..Hun sukkede og gik helt over til Vampyren..Hun havde lige fået bekræftet at dette var den vampyr hun havde beskyttet Lucas mod, bla.. Hun havde også set andre minder, minder der gjorde ondt i Zafira's kolde hjerte..Et hjerte der ikke burde være koldt.Hun var ikke vred på denne vampyr..Hun gav slip i hendes minder og sukkede stille"Hej"sagde hun med sin fortryllende, klare klokkestemme. Hun kiggede betragtende på hende, og bed sig svagt i læben. Hun håbede ikke at han var i byen, eller i omegnen, hun håbede at han var langt væk..Han var jo bare rejst væk fra hende! hun forstod stadig ikke hvorfor han havde gjort det..Elskede han hende ikke?..Hun var lige ved at sende nogle af disse tanker over i Vampyrens hoved, men nåede lige at trække dem tilbage, i sidste øjeblik.
Hun sukkede stille og i næste øjeblik sad hun ved siden af hende. Hun kunne mærke at hun var i centrum af den triste atmosfære, det var helt vildt, for den blandede sig med hendes egen, og det blev næsten uoverkommeligt for hende.
Hun havde mest af alt lyst til at springe op og gå mindst 500 meter væk, men tvang sig selv til at blive siddende.

Denne vampyr. Den virkede så bekendt. Hun syntes hun havde set denne vampyr før. Men hun kunne ikke huske hvor fra? .
Hun pressede sin hjerne til det yderste for at mindes det. Men hun kunne ikke komme i tanke om det. Og hun kunne heller ikke genkende duften. Den virkede genkendelig, og hun kunne se hvem den tilhørte. og alligevel ikke? . Denne hun-vampyr, kunne hun bare ikke genkende. Hun gispede lydløst da vampyren talte til hende. Hun havde regnet med en lydløs person ligesom hende selv. En som var meget stille. Vampyren havde virket så Tom, og alligevel så nysgerrig. Men da hun hørte klangen på vampyrens stemme var det som en hånd tog fat i hende, og holdte om hende. Gav hende håb. Hun fugtede sine læber, og så nysgerrigt på den ankommende vampyr. Hendes ligegyldige røde øjne undersøgte stille den anden vampyrs ansigtstræk.
"Hej." sagde hun med et skævt smil. Det var falsk. en facade. Men det var det bedste hun kunne.. "Har jeg ... ikke set dig før?" spurgte hun med et hævet øjenbryn. hendes stemme var harmonisk, perfekt, og silkeblød.

Hun smilede svagt da hun spurgte om hun set Zafira før. Hun nikkede stille. Og koncentrerede sig om at bryde ind i vampyrens hoved. Hun kom ind, let som en leg, og trak mindet frem, og nærmest beordrede hendes hjerne til at give hende flashback, af en art.
Hun kiggede nysgerrigt på vampyren, for at se hvordan hun reagerede, for at se om hendes evne også kunne dette.
Hun håbede at hun kunne se emnet, for snakke var ikke det hun kunne lige i øjeblikket. Han havde jo taget alt med sig, hendes hjerte, hendes fornuft, hendes sult..alt, eller næsten alt. Han havde dog efterladt smerten, og tanken om død, selvmord..tanken om hvorfor hun skulle leve uden ham..hvorfor skulle hun egentligt det? hvem ville eller kunne leve uden den eneste ene, den eneste man nogensinde rigtigt ville elske..den eneste man ville have..den eneste man følte så stærk en kærlighed for..den eneste man kunne se sig selv med..den eneste der tiltrak en..den eneste man selv ville have..
Hun kiggede stille på vampyren, holdt disse tanker tilbage så hende den anden ikke så eller hørte dem.

Nogle underlige minder trængte ind i hendes hoved. Dreng.. Denne vampyr.. Claire.. og hende selv. Hun huskede intet af det der blev vist. Hun kunne godt genkende det, selvom det alligevel ikke stod helt billede klart i hendes hjerte, hvad der var der skete. Hun mumlede stille noget lydløst for sig selv, og kiggede op på vampyren, og dernæst gav hende hånden, med et skævt smil. Noget sagde hende at denne vampyr og hende selv måske ville binde et bånd af venskab. Et bånd af sølv måske.
Hendes øjne vaklede frem og tilbage mens hun betragtede vampyren foran sig, og ventede på at få et håndtryk.
Livet var hårdt.. Sådan følte de det nok begge. "Hvad er dit navn?" spurgte hun med en silkeblød klang, og sendte hende et smilende blik med sine, meget røde øjne, og håbede på besvarelse fra den anden vampyr. Måske et blik af lykke, eller tryghed.

Zafira smilede stille..Et venligt, og på en måde et varmt smil!? Hun trykkede venligt hånden"Zafira, før Arya"Sagde hun med et skævt, gengældende smil. Hun så hendes tanker/minder, og vidste hvad Pigen her søgte. Zaf selv havde altid været en betryggende person, selv som menneske, hun kunne berolige alt og alle. Hun kunne give folk falske tryghedsfølelser, og da hun var blevet vampyr, var disse talenter blevet mere tydelige, uden at blive en decideret evne for hende.
"Og hvad hedder du?"Spurgte Zafira..Hun ville ikke rode mere i pigens hjerne, minder, og hjerte. Nu måtte hun lære personen at kende på en normal og personlig måde, for hvem ville bryde sig om at have hendes rodende inde i sit hoved, hele tiden?
Hun ville i hvert fald ikke selv syntes at det var rart, og derfor tænkte hun at andre nok heller ikke ville synes det. Hun smilede varmt igen, og følte hele tiden at hun blev nødt til at gøre den vampyr, gladere, og få livet tilbage på en måde. Føle den glæde der var ved livet..Den glæde som havde forladt Zafira, og som hun selv havde smidt væk. Den glæde andre ikke skulle gå glip af, bare fordi at hun selv var gået glip af den.

Hun betragtede pigens form på læberne, hendes øjenfarve og øjenform. Dette var en meget køn vampyr. Meget endda. Hun var helt sikker på, at hvis de gik sammen ude på gaden ville hvert et blik blive rettet mod dem. Hvilket menneske ville ikke finde dem attraktive? . Pigerne ville missunde, og drengene ville stirre. Sådan havde det altid været. Da Zafira sagde sit navn bredte der et stort smil på Daniella's læber. "Nåår Ja... Arya, Ja.. Det var syndt at det skulle ende sådan. Kan du tilgive mig?" spurgte hun med en ligegyldigtone over det sidste. Hendes kolde stemme, som lød som tusind klingende klokker, fik hendes brede smil, til at virke så mærkeligt faretruende. Hendes røde øjne glitrede stille af glæde. glæde over endelig at være i selskab med nogle.
indeni var hun stadig helt kold, men det føltes som om hun langsomte tøede lidt op... "Zafira." mumlede hun dernæst. Zafira var et meget specielt navn. Godt.

Tom åbnede døren ind til caféen og gik ind, hvor han skubbede let til døren, så den lukkede i efter ham. Han vidste godt at Daniella var til stede, det var også meningen at han ville finde hende, han var ligeglad med hvor meget vred hun var eller såret, han ville bare se til hende en sidste gang, og så at hun kunne se ham en sidste gang, han ville sige farvel? Han gik hen mod en væg, som han stilte sig op ad, og puttede sine hænder ned i hver sin bukselomme, lod sit blik kort glide hen mod hende, men vendte derefter blikket, ret hurtigt ned mod gulvet, fugtede let sine læber, imens at han tænkte lidt over hvordan det kom til at ske, hvis hun opdagede ham, hvilket hun sikkert gjorde, når hun kendte hans duft, han havde heller ikke noget imod at hvis hun opdagede ham. Efter lidt tid trak han sin ene hånd op, og trak sin hætte hue op over hovedet, så han var lidt svær at genkende.

Hun smilede stille"Ja det var ærgeligt at det endte sådan..Men der skete jo ikke knægten noget, så jeg kan vel godt tilgive dig..Men hvis der havde sket ham noget havde jeg nok ikke kunnet. Han er jo trods alt en af de nærmeste jeg har"Sagde hun med et venligt smil. I det samme døren gik op, og kiggede hun med ét over mod den for at se hvem der gik ind på caféen, En anden vampyr..En dreng.Hun kiggede kort på ham, og kiggede så på pigen igen.Hun havde ikke givet hende sit eget navn"Hvad hedder du?"spurgte hun, da hun ikke ville rodede i hendes hjerne for at finde oplysningerne selv.
Hun lagde godt mærke til at drengen kiggede over på dem, og det irriterede hende en smule..
Hun knurrede lavt, og vidste at han og pigen villle høre det, men at de begge vidste at hun knurrede af drengen. Hun følte sig overvåget, og den følelse fik hende til at rase.
Hun følte sig altid overvåget, og hun vidste ikke hvorfor, men det fik hendes indre til at rase. Hun sendte fyren et irriteret blik, og håbede nu han fattede budskabet, om at han ikke skulle stå der og lytte, som hun jo regnede med at han gjorde.

"Det er et menneske. Det må du se at komme over. Hvis jeg var dig, ville jeg forvandle din ven. Det går simpelhent ikke ret godt når vampyre og mennesker er venner. Det ville være det samme som hvis mennesker var venner med deres hotdog. Mennesker er føde." mumlede hun med en tone der klingede skarpt at kølighed, samtidigt med en dosis venlighed. Hun smilte skævt til Zafira. Hun virkede som en fantastisk veninde. Det havde hun på fornemmelsen. Hun måtte være trofast. For hun havde gjort alt der stod i sin magt for at bremse hende selv og Claire i at tage blod fra hendes ven. Det var først da Zafira spurgte om hendes navn at hun kom til at tænke på at hun ikke havde givet hende sit eget navn. "Mit navn er Daniella." sagde hun med et sødt smil til Zafira, og kørte noget hår væk fra ansigtet med den ene hånd. Da døren gik op, kiggede hun hen imod den på samme tid som Zafira gjorde det. Hun kiggede undersøgende på personen som trådte inden. der gik nogle sekunder inden hun opfangede at det faktisk var hendes ekskæreste der stod i døren. Hun vendte hurtigt blikket væk fra ham igen, og kiggede på Zafira i stedet for. Hun rystede irriteret på hovedet og så ned på sine fødder i stedet for. Hvad siger man når man møder sin ekskæreste igen? . Hun havde ikke selv svaret. Hun hørte Zafira snerre, og kiggede op på hende, og vendte dernæst sit blik mod Tom, som hun åbenbart havde snerret af. Hun vendte langsomt sit blik tilbage mod Zafira og bed sig i læben for ikke at komme til at grine. Der var faktisk ikke ret mange piger som direkte snerrede af Tom som Zafira havde gjort.
Det var lidt af en lettelse. Så behøvede hun ikke at se på flere piger som oversavlede ham.
Hun ville da gerne snakke med Tom. Men det virkede bare lidt vanskeligt, og hun var også pænt irriteret på ham. Hvis at han havde nosser nok til at kontakte hende, så måtte han bare komme.

Tom så over mod Daniella og pigen, som der snakkede med hende, han hævede det ene bryn da han opdagede at pigen som han ikke kendte snerrede af ham, han grinede lidt dernæst. "Hm" sagde han lavt og trådte så væk fra væggen, hvorefter at han gik hen til dem. "Hej Dani.." sagde han, imens at han kun faktisk kiggede på hende, han var kommet for at sige farvel og for at de kunne snakke sammen for sidste gang. Han var lidt nervøs på en eller anden måde, idet at han fugtede let sine læber, det var første gang at en pige snerrede af ham, men han ignorrede stortset bare pigen, som han ikke kendte. Hans nervøsitet kunne bare ikke ses så godt.

"Jeg har bare ike set ham i lang tid, men jeg har overvejet det kraftigt, han er faktisk rimelig tiltrækkende, selvom han er et menneske..Jeg ønsker ham bare ikke det ondt, jeg husker stadig selv min forvandling, selvom den er begyndt at blive mere og mere utydelig i mine erindringer..Men jeg ønsker også at han skal have et liv, børn, og børnebørn..Ingen fjender som ulvene, eller noget...Bare et ganske normalt, menneske liv!"sagde hun og smilede svagt. Hun gik koldt på drengen med et hævet øjnbryn"Du ved godt at du afbryder ike?"sagde hun koldt, og kiggede på ham med sin stenhårde øjne. Hun havde set minderne i både, Daniella's, og Drengen's hoved, og vidste godt hvem han var. Faktisk s¨hun nogle minder i hans hoved som hun ikke rigtigt brød sig om..minder om en anden pige..Hun ville ike fortælle Daniella om disse minder, for de var nyere end dem med hende og drengen her. Hun kiggede en enkelt gang på Daniella, og så hendes smil, som kiggede hun på et grinende barn.
Hun var ligeglad med om at hun stod og snerrede af en hun ike kendte..Fyre var bare nogle idioter. Det eneste de kunne var at knuse ens hjerte. Hun havde ikke altid været så fjendtligt stillet, og hun var det da også kun overfor han vampyrer, og det varen af grundende til at hun tøvede med at bide Lucas, hun ville ikke også blive fjendtligt stillet overfor ham.

"Jeg kendte alt til det.. Man vil helst ikke bide dem man holder af. Men man kan altså ikke altid styre tørsten." sukkede hun en smule arrogant, men smilede dernæst igen til Zafira. "Jeg forstår godt hvordan du har det. Det ville jo også være slemt hvis han nu ikke ville være vampyr." sagde hun kort for hovedet og kiggede ned i jorden. Hun skævede hen på Tom da han sagde 'hej dani' .. Ville det være forkert at ignorere ham, nu hvor hun faktisk var pænt sur på ham, og sikkert ville blive uhøflig? ..
Hun behøvede ikke tænke særlig meget over den sag for nu sagde Zafira noget som var henvendt til Tom. Hun bed sig let i læben og studerede Tom lidt inden hun besluttede sig at svare ham. "Hej, Tom." sagde hun og anstrengte sig for ikke at lyde sur.
hun skævede dernæst til Zafira og dernæst tilbage til Tom.

"Kan vi lige snakke?" spurgte han stille og trak let på skulderne, hentydet til under fire øjne. Han tog forsigtigt fat i hendes ene arm ved albuen og trak lidt i hende, han vidste ikke rigtig hvordan han skulle forholde sig, hvordan han skulle opføre sig imens følte han sig utilpas. Han havde aldrig gået tilbage til en kvinde, som han før havde noget kørende med og så ville derefter snakke med hende. For han plejede bare at stikke af og lade som ingenting, men han ville bare snakke med Dani. "Please?" spurgte han med en lidt lav stemme, men med en tone i stemmen, til at det lød at være noget seriøst han ville snakke om, hvilket det også var.

"Det tror jeg ikke er en god ide, Tom." sagde hun med blikket rettet direkte mod ham. Men hun rejste sig alligevel op fra bænken, da han tog fast i hendes arm og trak en smule i hende. Hun sukkede irriteret da han sagde please.. "Hvor vil du snakke henne, og hvad er det du vil tale med mig om?" spurgte hun ham med et hævet øjenbryn og det såkaldte skæve smil. Nok var hun sur på ham, men man kunne vel godt være høflig og smilende, selvom man ikke følte sig sådan indenvendigt. Hun følte sig godt og grundigt trådt på, og havde faktisk mest lyst til bare at blive siddende ved siden af Zafira, og klemme sig ind til hende, indtil at Tom var skredet. Det gjorde faktisk ondt at se på ham. Men det havde hun selvfølgelig ikke lyst til at nævne.
Det var virkeligt svært at se den person som man havde regnet som ens største kærlighed, stå foran en, og så uden at være sammen mere. Det tog ret hårdt på hende.

"Undskyld mig.." sagde han med en lidt kold tone til Zafira, han bed sig i læben og trak hende dernæst med over i et hjørne på caféen, et stykke væk fra Zafira. "Dani.." mumlede han imens at han så slap sit greb om hendes arm. "Du må forstå.. jeg nød det fuldt ud vores tid sammen.. men" svarede han stille og vidste faktisk ikke helt hvad han skulle sige. Han førte sin ene arm om bag nakkn og kløede sig lidt der. "Det skulle nok aldrig have været os..." mumlede han lavt og kiggede på hende.

Hun lod sig føre væk fra Zafira selvom hun meget hellere ville blive ved hende. Hun stirrede lidt på Tom ud af øjenkrogen uden kigge direkte på ham, lyttede bare til hans korte ord. Hvorfor kom han tilbage for at fortælle hende det? .. Det hjalp ikke en skid at høre på det lort. det gjorde det faktisk bare langt værre. Han kunne simpelhent ødelægge alting. Hun stirrede irriteret på ham et øjeblik. Det ville gøre det hele så meget nemmere hvis hun bare brugte sin evne på ham. Fik ham til at føle den smerte som hun følte omkring dette her. Der var kun én ting der forhindrede hende i at gøre det nu og her. Hun holdte simpelhent for meget af ham. "Du kan godt lide at holde mig på pinebænken, hva?" spurgte hun surt og fugtede sine læber. "Du lod vores forhold stå på for længe.. Du dræber alle de pigers hjerter du kommer nær. Det vil ende galt for dig i sidste ende, Tom. Så er du advaret." sagde hun med sit hjerte bankende i brystet.. "Men fortæl mig lige, hvorfor du fortæller mig det her? . Det føles utroligt pinefuldt for mig." sagde hun silkeblødt, men med en kold undertone, og en snert af gråd i stemmen. Det gjorde utroligt ondt at snakke om det her, og hun forstod ikke hvorfor Tom kom tilbage for at pine hende på den måde? .. Hun holdte meget af ham, og ønskede nok ikke andet end at være hans ven. Men han havde åbenbart i tankerne at kaste hende væk. Som noget legetøj han var blevet træt af.

Tom hævede det ene bryn, "Holde dig på.. pinebænken was?" spurgte han en smule forvirret og rystede svagt på hovedet. "Hvad piner jeg dig med?.." spurgte han kort tid efter imens at han bare kiggede på hende, han havde lyst til at græde, hvilket han hadet det ved at være vampyr når han ikke helt kunne det han ville. Han stilte sig dernæst op ad væggen og kunne samtidig godt mærke hvor sur og vred hun var på ham. "Fordi.. jeg ville .. gerne.." sagde han med en lidt irriteret tone, han havde meget svært ved at sige det, fordi han aldrig havde gjort det før efter at have haft et forhold med netop den kvinde. Han skulle til at sige at han gerne ville være venner, men.. "gå tilbage til din veninde..." mumlede han lavt og trådte væk fra væggen begyndte at gå med hurtige skridt hen til døren. Han kunne ikke gøre det, og det eneste som han kunne og duede til var at flygte.

*Ikke skær ham op. ikke skær ham op. ikke skær ham op.* tænkte hun ophidset og stirrede på ham som om han var et ulækkert insekt.. Bare han åbnede munden virkede det som om hun blev gennemboret af tusind knive. det gjorde ondt. mere end folk ville kunne forestille sig. "Tom... Jeg advare dig. Du skal ikke vende mig ryggen." sagde hun hidsigt efter at han havde sagt at hun skulle gå tilbage til Zafira, og efter at han begyndte med hurtige skridt at gå væk fra hende og hen mod døren. Hun trådte hurtigt frem og greb ham om skuldrende inden hun dernæst rev ham tilbage. "Tom. Jeg savner dig." sagde hun da hun havde fået revet ham tilbage. Jo hun var da sur på ham. virkelig meget endda. Men hendes vrede skyldtes savn. savnet til ham.
Hun holdte utroligt meget af ham, og alligevel var hun sur på ham. lige i dette øjeblik hadede hun hans ansigt. hver eneste lille detalje ved ham gjorde hende ked af det. En del af hende havde utroligt meget lyst til at skade ham, selvom hun vidste det var forkert.

Tom fik et letter chok samtidig med at han ikke kunne finde ud af hvad det var han skulle gøre, idet at han kiggede ned i jorden. "Jeg.. har en kæreste" sagde han stille og bed sig hårdt i læben. "Du savner mig ikke..." mumlede han lavt og vred lidt med sine skuldre for at komme fri fra hendes greb. Han skulle ikke have været kommet, overhovedet ikke, alt hvad han gjorde var forkert, alt.. han hadet sig selv og forstod ikke hvorfor at der stadig var nogen som elskede ham, "gå tilbage til din veninde, som jeg sagde" sagde han med en kold tone i stemmen, han vidste også at det dermed ikke kunne blive det samme igen. Det kunne det ikke fordi så skulle han knuse endnu et hjerte, og det ville han ikke.

av. Den sved. Hun kunne mærke jalousien stige i hendes bryst, hendes hjerte banke. hun havde det som om at hun skulle til at skide sin mave ud og det sved i hendes øjne. "du er hurtig til at skifte dem ud, hva? .. Hvor mange har du så tænk dig at score efter hende der.?" sagde hun midt i et raseri anfald. Dette kunne næppe undgås. Hun vidste at hun ville ende med at skære ham op ved et uheld. Gøre ham fortræd. det var virkelig det eneste hun havde lyst til nu. Det havde været en fejltagelse at lade ham forvandle. Det værste var at det også gjorde ondt i hendes hjerte. Hun knyttede næverne sammen og mærkede lysten blive stærkere og stærkere til at gøre ham fortræd. Det ville selvfølgelig ikke gøre hende lykkeligere at han led, men hun var virkelig såret nu. "Lad være at prøv og bestem over mig. Hvis jeg hellere vil bliver her og kvæle dig, så er dét det jeg gør." sagde hun trist. Dog ville hun ikke blive her. Zafira måtte berolige hende inden hun gjorde noget hun med sikkerhed ville fortryde.. Hvis der skete Tom noget ville hun bryde sammen. Også selvom at han havde såret hende én gang for meget.
Hun trådte forbi ham, og begyndte at gå væk fra ham, for at komme hen til Zafira.

Tom tog hurtigt fat i hendes arm. "Tror du at jeg elsker at knuse kvinders hjerter?!" spurgte han irriteret og med en hård tone i stemmen, imens at han kiggede på hende, trak han hende op ad mod væggen. "Jeg bestemmer ikke over dig, det er bare svært for mig det her, som jeg er i gang med" sagde han med en blidere stemme, han var ligeglad med hvad der skete i deres samtale. "Jeg elsker det ikke, jeg.. vidste bare at det ikke ville gå, og du ved også selv at det ikke bliver det samme igen.." svarede han med et hævet bryn. "Du vil finde kærligheden igen" sagde han med en lav stemme. "Jeg var heller ikke din ægte kærlighed.. det var bare.. et lille forsømt forhold" tilføjede han, idet at han kiggede nedad sig selv, det var måske ikke lige meningen at han ville sige det og såre hende på den måde, men han måtte bare.. gøre sådan at hun indså at han bare var fortid og at hun så måtte komme videre i sit liv, finde kærligheden igen og andre venner end at blive venner igen med ham.

Hun vendte sig lynhurtigt om mod ham da han tog fat i hendes arm. hun væmmedes ved berøringen. "Hold dine beskidte fingre væk fra mig, Tom.!" sagde hun surt og kiggede irriteret på ham.. "Ja. jeg tror faktisk at du godt kan lide at knuse andres hjerter.. Du lovede mig, at du ikke ville knuse mit igen. Du brød dit løfte Tom." hvislede hun med glødene øjne. De blev ildrøde da han sagde at han havde vidst at det ikke ville gå. "DU VILLE IKKE KNUSE MIT HJERTE, OG DU VIDSTE AT DET IKKE VILLE GÅ?! .. DU VIDSTE AT DET VILLE SÅRE MIG. HVORFOR I ALVERDEN LOD DU SÅ VORES FORHOLD STÅ PÅ?!" råbte hun vredt, og knyttede sine næver strammere sammen, pressede dem ind mod væggen for at prøve at styre sin vrede. "Et lillet forsømt forhold!?" hvæsede hun og spyttede ned i jorden foran hans fødder. Hvorfor ramte hans ord hende så hårdt? . Hun måtte virkelig anstrenge sig for ikke at skade ham. Hun kiggede ned i jorden og måtte finde sin selvbeherskelse frem.. Dette var rystende. Og hun var mere såret end hun kunne tåle. "Jeg ønsker ikke andet end at være din ven. jeg ønsker ikke at det skal være som før. For det bliver det ikke.." sagde hun mumlende, og bed sig let i læben.
"Jeg dirre af vrede Tom. Jeg kommer til at skade dig hvis du ikke stikker af i en fart." sagde hun med mere kontrol over sin stemme, dog en smule rystende og en klang af gråd.

Tom blev en smule trist, og såret da hun sagde at han skulle holde sine beskidte fingre væk. Han slap sit greb om hende og kiggede ned i jorden. "Du må have et godt liv." mumlede han lavt og trådte væk fra hende, begyndte at gå hen mod døren, til at forlade caféen, han var blevet lidt såret, hvilket hun nok også ville have skulle ske. Han svarede ikke på hendes spørgsmål. Idet at han puttede sine hænder ned i hver sin bukselomme. Han gad ikke gøre mere og ville heller ikke se sig tilbage.

I ét stod zafira bag Daniella med en beroligende hånd på hendes ene skuldre. Hun holdt faktisk godt fast i den, for at hun ikke skulle gå til angreb på Tom, som han vidst hed.Hun kiggede koldt på ham"gå med dig Tom, du gør kun det hele værre"Sagde hun med et isende kold stemme, og lod fingrene glide om Daniellas arm, på den mest elegante måde, da hun jo var alfa.
hun trak Daniella med sig..væk..væk fra caféen, væk fra drengen"Glem ham, han er ikke det værd, du vil finde en der virkelig elsker dig, og en som vil gå gennem ild og vand for dig."Hviskede hun venligt til hende. Det var trøstende ord. men ikke alle ville opfatte dem i Daniellas sted lige nu, nej, hvis hun huskede disse ord, ville hun nok først forstå dem, når der var gået lidt tid, når det hele dæmrede for hende, når hun virkelig fandt den rette..Måske var Dominic ikke den rette for hende alligevel, måske var det bare fordi han havde været den første hun havde elsket så meget..Hun sukkede lydløst..Hun savnede ham meget, hun savnede hans trygge favn, lukke sig om hende.. Hans duft, hans grønne øjne, det sorte hår..Jah..alt ved ham faktisk..Men hun havde ikke set skyggen af ham..intet hørt fra eller om ham..Ingen vidste noget. Ingen havde set ham siden dengang de havde været sammen, hvor han kort efter havde forladt hende..Det gjorde så forfærlig ondt i hende at tænke på alt dette, men man kunne intet andet end det iskolde sten ansigt se..men kunne i føle smerterne,ulykkeligheden eller noget..Kun hendes koldhed, og hendes venlighed..Mon Daniella måske var hendes vej tilbage til glæden? til de varme, leende smil? hun vidste det ikke, men hun håbede det inderligt..

Tom stoppede op med at gå og kom hen foran Daniella selvom pigen som var Daniellas veninde trak hende væk, lænede han sig op og fangede hurtigt hendes læber, lukkede sine øjne imens hvor han kyssede hende blidt, men hurtigt efter skyndte han sig ud i vampyr fart, efter at han åbnet sine øjne igen, han så sig ikke tilbage og sagde ikke noget. Han ville jo sige farvel og det var altid en af hans måder at sige farvel på, om Daniella så kunne lide det eller ej. Døren smækkede i efter at han var løbet ud fra Caféen.

//Out//

"Ja tak... Men det liv har du sgu ødelagt." Råbte hun efter Tom da han var begyndt at gå. Hun var så hidsig nu.. Selv ikke Zafira's bløde berøring eller omsorg ville kunne få hendes humør op nu. Hun var virkelig blevet vred nu. Hun havde næsten vreden udenpå tøjet. Det var dejligt at høre Zafira der bad Tom skride. og mærke hendes faste greb omkring armen så hun ikke pludselig ville springe på Tom, uden virkelig at ønske det. Hun kiggede trist op på Zafira dernæst, og derefter så hun tomt ud i luften. Selv ikke Zafira's trøstende ord hjalp. Selvom hun sikkert havde ret. Hvis Daniella kunne græde tårer havde hun stået og flæbet nu. Tom ville ikke fortjene de tårer, hun ville fælde.. Hun måtte vel bare komme videre med sit liv, lige meget hvor hårdt det ville tage på hende. Hun stivnede da Tom pludselig stod foran hende igen. hun havde været så tom og uklar i hovedet, at hun overhovedet ikke lagde mærke til at han var kommet så tæt på hende, og endda havde givet hende et blidt kys på læben.
Hele hendes krop var lammet og hun kunne ikke rykke sig. Det var forfærdeligt. Hun ville have skubbet ham væk med det samme, hvis det havde været fordi at hendes krop ville reagere. Da han havde fjernet sig igen, genvandt hun fatningen, og hun ville have revet fat i ham og givet ham en ordenlig lussing. Men han havde taget så hurtigt væk igen at hun ikke kunne nå at gøre det. Hvorfor havde han lige kysset hende!? Havde han ikke lige stået og sagt at han havde en kæreste!? Hans kæreste ville bestemt ikke syntes godt om det. Og det gjorde Daniella heller ikke. De var jo åbenbart ikke venner mere. Så hun kunne ikke tage det som et venskabs kys.. Hun rystede af vrede, og støttede sig ind til Zafira, i et knus, for at være i en tryg favn. Hun havde brug for at være i Zafira's trygge favn. Hun havde ikke kendt Zafira særlig længe, men hun virkede så rigtig og så fantastisk. En ægte veninde.

zafira knurrede vredt, og de få folk der var på gaden vendte sig bange og stirrede utrygge på hende. Hun var vred, og irriteret.Fattede han virkelig ikke at han KUN gjorde det hele værre? at hans kys, kun gjorde Daniella endnu vredere? og ked af det? han var en idiot, og hun havde lyst til at råbe det ind i hans åndsvage hoved! Hendes sorte øjne havde en farlig gnist, og isør en vampyr ville se hvor farlig den var. mennesker ville også kunne fornemme den, men de ville ike kunne mærke HVOR farlig det faktisk var. Hun stirrede koldt efter Tom, og blev en smule overrasket over at Daniella sådan uden videre tryggede sig ind i hendes favn.. Hun fik ondt af pigen.. Han var en kæmpe idiot ham Tom. Hun lagde blidt og trøstende armene om Daniella, og førte hende væk fra stedet, hen mod skoven, hvor der var træer at gå til angreb på.. Hun aede blidt hendes hår"Det er okay, han er en af de fyre man bare skal komme sig så hurtigt som muligt over!" hviskede hun trøstende"Du er en stærk pige Daniella, du skal nok komme dig over ham, uanset hvad du tror, han var ikke din store kærlighed, for hvis han havde været det, ville dette aldrig have været sket!"Sagde hun, stadig hviskende"Din store kærlighed er derude et sted i verdenen, og venter på dig"Sagde hun blidt, og var glad for at han endelig var skredet. Hun vidste ikke om hun skulle tage Daniellas minder om Tom, bare for en tid, også give hende dem tilbage når tiden var inde..Det ville være en mulighed, men hun ville ikke gøre det uden Daniellas, eget samtykke til idéen..

Hun pressede sine øjenlåg sammen, så hun ikke kunne skimte ud. hun pressede sig til det yderste for at begynde at græde. Ingen tårer ville lade sig trille. Hun var for evigt tvunget til aldrig at kunne græde. Hendes mave havde det som om at Tom havde skåret hende op. lavet et dybt sår. Som måske aldrig ville heale. Det føltes som om at Tom stadig var meget nær. Men jo mere hun rakte ud efter ham igen, jo mere forsvandt han. Der var vel ikke andet at gøre end prøve og glemme. Ligesom Zafira sagde. Han havde måske aldrig været den rigtige for hende. Hun fortsat klamrede sig mod Zafira's trygge krop. Hun følte sig lille og hjælpeløs. Hvor var det mærkeligt.. Hun plejede altid at føle at hun var den stærke. Hun skævede op med Zafira's smukke ansigt og sukkede inderligt, inden hun trak sig ud af den trygge favn. " Du har ret. Men hvornår finder jeg kærligheden?. Den gemmer sig. Jeg vil nok aldrig nogle sinde finde den." sagde hun muggent og fik det til at lyde som om at det var en umulig omgang gemmeleg. Hun strøg trist noget hår væk fra hendes ansigt som nærmest var fuld af vredes pletter.

"Du skal bare gå ud og møde nogle nye mennesker..Men du skal ikke søge eller jagte kærligheden..Du skal lade den komme til dig!"Sagde hun."Du er en dejlig pige, Daniella, og nogle mænd vil sætte pris på det, og elske dig..uden at gøre dig ondt..uden nogensinde at slippe dig igen! du er en pige fyrene vil kæmpe for..Du skal bare lukke dem ind i dit liv!"Sagde hun stille og trøstende.."Prøv at søge væk fra Forks..Det kan åbne dine øjne, og du møder nye mennesker at kende..Det er en god måde at starte på en frisk"Sagde hun med et venligt smil

Hun lod Zafira's ord printe sig ind i hendes sind og lod dem blive siddende. Hun overvejede kort hendes ord. Men at hun måske skulle vente flere hundrede år på den ægte kærlighed.? . Det var hun altså ikke tålmodigt nok til. Hun fugtede let sine læber og kiggede ned på sine hænder med et blik som var en smule roligere. "Jeg kan ikke rejse væk fra forks." mumlede hun. Teknisk set kunne hun godt. Men alligevel følte hun sig bundet til forks. De eneste tidspunkter hun var ude for forks' grænser var når hun ville jage. "Måske skulle jeg bare tage efter de nærmeste drenge. Jeg tror næppe at menneskene drenge ville afslå mig. Måske skal jeg bare kysse lidt på nogle af dem. Og hvis jeg finder den rette, kan jeg forvandle ham." sagde hun overvejende. "Nej det vil ikke gå. Jeg skal ikke opsøge kærligheden som du siger." sagde hun med et skævt, men halvirriteret smil. "jeg må bare leve i ulykke." sagde hun og kiggede op på Zafira med et ægte tandsmil..