Chokkerende ny viden....

Han så vredt på hende, men havde slet ikke lyst til det.
"Ingen andre skal bide dig." lynede hans stemme, ligesom hans øjne.
"Det. Sker. Bare. Overhovedet. Ikke."
Han spyttede ordene ud.

Hun kunne mærke hvordan hun blev lidt irriteret. Det lignede hende ikke.
"Når du nu ikke vil."
Hun smilede lidt.
"Jeg er sikker på at jeg nok kan overtale en eller anden til at gøre det, tror du ikke? Så forfærdeligt lugter jeg vel heller ikke, at ingen vil gøre det."
Hun var lidt ked at at hun gjorde ham sur, men kunne ikke tænke på det nu. Hun vidste hvad hun ville!

Han lænede sig ind over hende, smilede blidt.
Han ville gerne se hende rødme.
Han lå tæt ind over hende, med sine læber mod hendes hals.
"Er du slet ikke bange?" spurgte han mystisk, med en stemme som passede til helvedes kreaturere.

Som forventet, bredte rødmen sig i hendes lyse kinder, da han pludselig var så tæt på hende. Hun håbede ikke han var meget sur på hende.
"Jo," åndede hun svagt. "Men jeg ved hvad jeg vil!" Hendes hjerte dunkede højlydt.

Han kluklo mod hendes varme hud.
"Jeg vil ikke bide dig her." grinede han, og rejste sig yndefuldt.
"Tænk hvis nogle høre dine skrig."
Han grinede grumt til hende.

Hun fnøs, og lagde armene over kors.
"Du skræmmer mig altså ikke. Og jeg vil ikke skrige!" Påpegede hun vrissent, og skulede mod hans perfekte ansigt. Men hun kunne ikke være vred på ham. Hendes vrede ansigtsudtryk smeltede, da hun kiggede ham ind i øjnene.

Han samlede hende op i armene, og smilede blidt til hende.
Hun var let som en fjer.
"Når giften først er i din krop, så kan du ikke andet end at skrige."
Han smilede blidt til hende.
"Selv jeg skreg."
Han holdte hende med en arm, og strøg noget hår væk fra hendes smukke ansigt.

Hun følte sig som et lille barn, da han løftede hende op i hans arme, og hun rødmede lidt.
"Hvad så hvis jeg har en utrolig god beherskelse, og er den første nogensinde der ikke skriger?" Hun smilede skævt, og troede selvfølgelig ikke på det. Men hun ville så gerne ha' at han skulle gøre det. Allerhelst at han... bed hende self., men hvis han ikke ville, måtte hun jo finde andre der ville.
"Vil du ikke nok søde Cedric?" Tiggede hun og kiggede på ham med bedende øjne.

Han smilede smertefuldt.
"Men du er bare så smuk som menneske, så ... tynd."
Hvis han havde været menneske, ville hans øjne været våde.
Han sugede luft ind imellem tænderne, og bed sig i læben.
"Hvor?" spurgte han så svagt.

Hun rystede svagt på hovedet.
"Vel er jeg ej.." Mumlede hun, og lænede sit hoved mod hans bryst. Der var intet hjerteslag mod hendes øre. Hun lagde en finger mod sit håndled, og mærkede den svage puls.
"Hvor som helst!" Sagde hun ivrigt.

Han holdte hende stadig som en brudgom holdte sin brud..
Han gik stille længere ind i skoven, han skulle helst helt ind for at ingen hørte det.
Han ville dø hvis nogle opdagede dem.
Men han ville heller ikke skynde sig for meget.
Hendes duft fyldte luften, og han ville savne det.

Hun elskede at mærke hans arme omkring hende.
Det føltes sikkert. Der ville ikke ske hende noget, når Cedric var hos hende.
Hun havde stadigvæk hovedet hvilende mod hans bryst.
"Er du meget ked af det Cedric?" Spurgte hun ham stille om.

"Jeps." mumlede han, men sagde ikke mere.
Hvis hun virkelig ønskede det, så ville han meget gerne gøre det.
Han satte hende ned, og af et træ.
Hans øjne var sørgmodige.

Hun slog armene om knæene, og mærkede hvordan hun blev ked af det, da hun kunne se på ham at det gjorde ondt.
"Jeg er ked af det Cedric. Men jeg lover dig, at jeg ikke kommer til at fortryde det! Min familie bor i New York, og kommer ikke så tit på besøg. Og min moster... vil forstå. Jeg forklarer hende hvorfor jeg gjorde det." Hun smilede opmuntrende til ham.

"Du ville ikke kunne være sammen med mennesker de første... År, sikkert."
Han strøg hende over ansigtet med et ømt udtryk.
Han var nu ikke helt sikker på at hendes moster ville kunne forstå det.

"Jeg skriver til dem, og bilder dem ind at jeg har taget ud at rejse. Det har jeg altid drømt om, så det ville være en mulighed." Sagde hun hurtigt, og greb fat om hans hånd.
Hun kyssede blidt hans håndflade med lukkede øjnene. Fornemmelsen af hans kolde hud mod hendes varme læber var fantastisk.

"Jeg vil bare ikke gøre dig noget," mumlede han svagt, med en meget ... trist stemme.
"Jeg vil bare ikke gøre det mod dig."

"Jeg vil gerne Cedric." Sagde hun stille. "Jeg har taget en beslutning, så du gør ikke noget ondt ved mig, når jeg selv har valgt." Fortsatte hun og sendte ham et forsigtigt blik.

Han lænede sig forsigtigt ind over hende, og strøg forsigtigt sine læber over hendes.
Inden hun kunne nå at sige noget, hakkede han tænderne i hendes hals.
Smerten over at gøre hende ondt, skyllede ind over ham.

Hun rystede ganske svagt, da hun mærkede hans læber mod hendes, og nåede overhoved ikke at sige eller gøre noget, inden han satte tænderne i hendes hals. Da hun mærkede den iskolde, umenneskelige smerte, gispede hun forskrækket og så bange på Cedric. Hun mærkede giften, og så skreg hun. En så voldsom smerte havde hun ikke forestillet sig var mulig. Alt brændte...

Det gibbede i Cedric, da han endelig mærkede den lækre smag af hendes blod.
Han kunne bare ikke få nok!
Han holdte fast i hendes skuldre, blev bare ved med at suge, helt uden at ville det.
Han kunne bare ikke holde op igen.
Men hendes skrig skar i hans øre.
Han ville ikke have hun skreg!

Hun mærkede den sugende fornemmelse i hendes hals, da han drak hendes blod. Det var forkert. Hvorfor stoppede han ikke? Hun mærkede hvordan hendes krafter langsomt forsvandt, blev suget fra hende, i takt med hendes blod.
Hendes skrig blev lavere og svagere, da hun ikke havde kræfter til det, men smerterne blev stærkere og stærkere.

Det tog ham utrolig lang tid at opdage at hendes greb om hans arm blev slapt.
Han trak lynhurtigt sine tænder til sig, med ansigtet fortrukket i sorg.
"Alice... Alice!"
Hans klokkeklare stemme var for engangs skyld hæs.

Hans gudesmukke ansigt svømmede så underligt for hende. Hun rystede svagt af smerter, men det lykkedes hende at fremstamme nogle få ord.
"Tak Cedric. Jeg elsker dig." Hun kæmpede for at blive ved bevidsthed, mens flammerne lystigt brændte i hendes indre. Smerterne var så enorme, at hun knapt kunne tænke.

"Alice!!" råbte han med en stemme som knækkede over.
Han viste bare ikke hvad han skulle gøre.
Han viste ikke om hun skulle holde sig ved bevisthed, eller om hun skulle sove.
Bare giften kom hurtigst ud.
"Alice, du skal nok klare den, det lover jeg dig.."

Hun hørte hans ord, men var ikke længere i stand til at svare ham.
Hun sendte ham et skælvende smil. Selvfølgelig skulle hun nok klare den. Han var jo her hos hende.
Hun stønnede af smerte, da hun mærkede ilden nærme sig hendes hjerte. Hendes hjerte. Den begyndte at slå endnu hårdere og hurtigere.

Han kunne svagt høre hendes hjerte.
Var det meningen at det skulle banke hårdere.
Han havde slet ikke forstand på det.
Det var hans første forvandling.
Det gjorde ondt i bryset af at se hende.
Som om hun var bedøvet.

Hold op! Få det til at stoppe! Nu Cedric! Skreg hun inde i hovedet, og længtes efter at skrige det til ham. Men hun kunne ikke.
Hjertet bankede pinefuldt i hendes bryst, og hun fokuserede på slagene. Forsøgte at slappe af. Indså at det var umuligt. Hendes bryst hævede og sænkede sig, for hvert pinefulde åndedrag hun tog.

//Skal vi sige at jeg er forvandlet nu?? xD

// Top.. Det sider på mine nerver xD

Han bed sig i læben, så hvordan hendes ansigt fortrak sig i.. smerte?
Han ville ønske at han ikke havde gjort det.
At han ikke havde bidt hende.
Han havde drukket alt for meget af hendes blod..

//Hehe xD

Hun tog et par pinefulde åndedrag, og mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at slå langsommere og langsommere. Nærmest skælvende, som om det var ved at gå i stykker. Hvilket det jo også var. Det kæmpede sig til endnu et slag. Så.. stoppede det? Alice mærkede hvordan smerterne blev svagere, indtil de til sidst forsvandt helt. Hun åbnede fortumlet øjnene op.

Cedric dirrede af smerte, og af chok.
Det var bare så mærkeligt, at have gjort det her mod hende.
"Er du okay, Alice?"

Hun hørte hans stemme, med helt andre ører. Hvis hun synes den havde været smuk før, var det ingenting i forhold til hvad den var nu. Hun satte sig op, og så på ham. Betaget, forbløffet af hans skønhed. Endnu mere end før.
"Det.. tror jeg nok.." Hvor lød hendes stemme dog anderledes. Smuk.

Han faldt lynhurtigt over hende, og krammede hende hårdt ind til sig.
Men langt fra så hurtigt som før, nu kunne hun jo nå at opfatte hans bevægelser.
"Hvor er du bare blevet smuk." grinede han skævt, men stadig med en skælvende stemme.

Hun grinede, og blev forundret over hvor smukt det lød. Som vindklokker.
Hun gengældte hårdt hans kram. Hun følte sig meget mærkelig til mode, men på en god måde. Hun følte sig stærk og smuk. Ny. Forandret.
"Tak Cedric! Og hvor er jeg dog glad for at det var dig der gjorde det." Hun kiggede ham i øjnene, med sine skinnende, blodrøde øjne.

"Hold nu op med at tale sådan," grinede han, og kyssede hende koldt på halsen.
"Nu er du jo et monster, og du bliver aldrig god igen."
Han strøg hende over håret, som bare... det var så blødt.

Hun smilede skævt.
"Arh, jeg er ikke et monster. Og det er du heller ikke!" Hun trak ham ind til sig, og krammede ham igen. Mmm, han duftede fantastisk. Hun elskede følelsen af ham.
Hun kiggede ham i øjnene igen, og kyssede ham så blidt på hans perfekte læber.
"Tak!" Sagde hun igen.

Han strøg hende over håret, og kyssede hende blidt tilbage.
"Det var da så lidt.. Bare aldrig spørg mig igen. Jeg slog dig jo... næsten ihjel."
Han bed sig i læben, og strøg hende over kinden.

"Hvordan skulle jeg kunne spørge dig igen? Jeg kan jo ikke blive forvandlet 2 gange," sagde hun muntert, og prikkede ham på næsen.
"Men det var kun næsten! Jeg vidste du ikke ville gøre det." Hun smilede stort til ham, og kærtegnede hans kind.

"Wow, det viste selv jeg ikke." grinede han skævt.

"Jeg er meget klogere end dig!" Påpegede hun storsmilende, og strøg en finger hen over hans kindben.
"Uh, jeg er sulten." Sagde hun derefter fortumlet. Det havde hun slet ikke lagt mærke til før? Hun havde været alt for optaget af Cedric. Sulten brændte i hendes hals, og hun rynkede bekymret panden.

Cedric rynkede panden, præcis samme sted.
"Tjo, jeg regner med at vi skal tage til Seattle? Det er meget bedre at få det friskt."
Det var lidt mærkeligt at skulle lære hende at jage, også når han faktisk var vegetar.
Han syntes personligt at de gyldne øjne var smukkest, men i Alices perfekte ansigt, var det fuldstændig ligemeget.
Hvor var hun bare... smuk.

Hun bed tænderne sammen, da en bølge af sult kom over hende.
"Cedric.." Sagde hun hæst, og sank en klump i halsen. "Jeg vil IKKE jage mennesker!" Hun ville ikke kunne leve med et mord på samvittigheden. "Sørg for at jeg KUN jager dyr, vil du ikke?" Hendes snehvide pande var krøllet sammen af bekymring, og hendes ildrøde øjne var bange. Bange for hende selv.

Han kluklo, men var umådelig glad.
Tænk at han skulle lære hende at jage dyr!
Han kunne skrige af lykke ^^
"Men du skal vide, at du aldrig vil blive rigtigt mæt igen."
Han lagde hovedet på skrå, og strøg sine fingre igennem hendes hår.
"Tak,"

"Jeg er ligeglad! Om jeg så skal gå rundt med brændende hals for evigt, så gør jeg hellere det, end at myrde et menneske!" Sagde hun fast, men rystede lidt på hænderne. Hun havde umådelig meget lyst til menneskeblod! Men hun måtte ikke! Aldrig nogensinde.
Hun lukkede kort øjnene af nydelse, ved hans berøring. Hans fingre var så blide, så utroligt perfekte. Og varme, nu hvor hun selv var blevet iskold.
Hun smilede stort til ham.

"Hvis du siger det.."
Han rejste sig, og rakte en hånd ned til hende.
"Så skal vi ud og jage min ... Tja? Veninde."
Han viste ikke rigtigt hvad man kaldte folk man havde forvandlet..

Hun nikkede ivrigt, og kunne næsten ikke stå stille.
"Ja! Seattle?" Hun var næsten allerede på vej.
Hun smilede forventningsfuldt til Cedric.

"Jeps."
Han smilede skævt til hende, og stak hænderne i lommerne.
Han betragtede hende, med hovedet ler på skrå.
"Jeg ville ikke lade normalt ikke lade en nyfødt vampyr, og især ikke dig, tage til Seattle selv men jeg bliver altså nød til at tage.. et sted hen for at se noget først. Okay? Og du skal tage lige derhen, og vente ved café Lightnight, det ligger på bygrænsen. Okay?" Han løftede øjenbrynene.
Han følte sig alligevel lidt dum.

Hun nikkede ivrigt, og lyttede til hvert et ord han sagde.
"Selvfølgelig! Vi ses i Seattle!"
Hun spurtede afsted, og tænkte overhoved ikke over hvor hurtigt hun løb. Hun løb bare.
Og det var fantastisk!

Cedric så efter hende.
Hun fløj bare afsted...
Det gjorde ham alligevel lidt munter.
Han håbede at hun havde hørt efter.
Han var bare bange for at hun ikke ville være der, når han kom.
Tja, han var ikke så bange for hende, mere bange for menneskerne.
Hun var trods alt.. Nyfødt.

// Lavder du der xD

//Jeps, det skal jeg nok ^^ Out..