Chokkerende ny viden....

Årstid - Vinter.
Dato - 9. Februar.
Dag - Fredag.
Tid - Efter skoletid.
Sted - På en bænk, i skovbrynet. Ikke langt fra hendes hus.
Vejr - Det sner i store fnug, blæser lidt og er koldt.
Omgivelser - Ingen, så vidt hun kan se.
Påklædning - En sort frakke, der går til lige over knæerne, en sort strikhue, og sorte vanter.

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Alice sad stift på bænken, og stirrede ind i skoven, uden egentlig at se noget. Hendes grønne øjne var tomme, udtryksløse, og i hendes hoved hørte hun igen samtalen med hendes moster. Samtalen de havde dagen før. Om "de kolde", og "de varme". Alice gøs, men det var ikke kun pga. kulden.

Cedric var ude i skoven, ude for at jage.
Han løb igennem træerne, og tog en dyb indånding.
Luften var så dejlig frisk, duftede så godt!
Bedre end han havde regnet med!
Pludselig spilede han overasket - og forfærdet - sine sorte øjnene op.
Han kunne dufte menneske, og ikke hvilket som helst menneske.
Nemlig Alice.
Hun var ret tæt på, så han nærmede sig forsigtigt, uden rigtigt at kunne stoppe.

Alice hverken hørte eller så Cedric, endnu.
Hun bed sig let i underlæben, og tænkte fortsat. Vidste ikke helt hvad hun skulle tro på. Men hendes moster havde virket så ærlig og oprigtig. Og hun løj aldrig... Og hun havde set mærket. Men... Det kunne være et trick? Alice rystede lidt på hovedet, og forsøgte at tage sig sammen.

Selvom han ikke var i tvivl, kaldte han alligevel sagte.
"Alice? Er det dig?"
Hun skulle jo ikke tro at han var synsk vel?
Han trådte ind i lysningen, med ualmindelig lidt tøj på.
T-shirt, jeans.
Ret ualmindeligt for vejret.
Han havde en masse fnug i håret, som kun fik ham til at se endnu smukkere ud.

Hun fik et chok, selvom han ikke kaldte særlig højt. Hans stemme var smukkere end smuk.
"Cedric?" Sagde hun spørgende, men vidste det var ham. Hun ville altid kunne genkende hans stemme.
Så fik hun øje på ham, og gispede forskrækket, over hvor smuk han var. Det gjorde næsten ondt at se på ham. Så lod hun blikket glide ned over ham, og hans... Øh, upassende tøj. Selv var hun klædt godt på, men han gik rundt som om det var sommer. Som om han slet ikke kunne mærke kulden.

Han var lynhurtigt ovre ved hende på bænken, men hans bevægelse havde næsten været usynlig imellem snefnuggene.
"Hvorfor sidder du dog her Alice?" spurgte han nysgerrigt.
Han ville gerne muntre hende op, hvis hun nu var trist.
Hun så lidt oprevet ud.
Han smilede varmt til hende.
Hun skulle smile!
Han ville næsten gøre alt for at få hende til det.

Han bevægede sig så hurtigt, at hun næsten ikke nåede at se det. Hun blinkede overrasket, da han pludselig stod ved siden af hende.
"Jeg er bare gået lidt udenfor for at tænke. Og så håbede jeg lidt på at møde dig." Sagde hun stille til ham, og kiggede ham ikke i øjnene. Hendes hjerte begyndte at banke hurtigere, ved hans blotte tilstedeværelse. Skulle hun snakke med ham om det? Hun huskede tydeligt første gang hun så ham. Så perfekt, at det var helt uvirkeligt. Var hendes mosters fortælling måske forklaringen på alt det der var mystisk ved ham?

"Er der noget galt?" spurgte han, og lagde sine fingre under hagen på hende.
Han tvang - godt nok i en utrolig blid bevægelse - hendes hage op, så han fangede hendes blik.
"Hvorfor smiler du ikke?"
Han så lidt trist på hende, og børstede noget af sneen af sin hud.
Den smeltede jo ikke på huden, lige som den gjorde på menneskerne.
Huden blev bare meget koldere nu hvor det var så koldt i vejret.
De var ligesom krybdyr.

"Fordi jeg er meget forvirret!" Hviskede hun, og mødte hans blik.
Hendes fingre strøg hen over kinden på ham.
"Jeg har fået noget af vide.." Fortsatte hun stille, og betragtede ham.

Han burde nok ikke røre ved hende, nu hvor det var så koldt.
Han slap hende og rykkede lidt væk, men holde stadig hendes blik fast.
"Hvad er det, du har hørt?" spurgte han, med den let genkendelige tone af nysgerrighed.
Han havde jo selvfølgelig ikke regnet ud at det var det.
Det kunne da lige så godt være noget personligt.

"Min moster har fortalt mig nogle historier... om området." Sagde hun stille.
"Om... "de kolde" og "de varme"." Fortsatte hun, næsten lydløst.
Hun kiggede ned i sit skød, så det bølgede brune hår faldt frem, og skjulte ansigtet.
Uanset om historierne var sande (hvilket hun troede de var), ville det ikke ændre hendes syn på Cedric. Han var god, uanset hvad hendes moster mente.

Hans hår dannede en skygge over hans ansigt, som også vendte nedaf.
Han sagde ikke noget, men pludselig så han op, lod den svage sol oplyse sit ansigt.
Det så ret fredfyldt ud.
Han hadede at skulle holde på hemmeligheden.
Han lukkede sine øjne, og kunne mærke sin hud glitre, men ikke så meget som havde det været direkte sol.
Han stemme har meget fredfyldt.
"Du syntes jeg er et monster, ikke?"

Hun gispede lavmælt, da hun så på hans fantastiske hud. Den glitrede, som var hele hans krop lavet af tusinde diamanter. Det ville også forklare hvorfor han var så hård. Hun lod en rystende finger glide forsigtigt hen over hans kindben, og trak den så hurtigt til sig igen.
"Problemet er, Cedric, at det gør jeg ikke. Jeg ved at du er god, selvom du er..." Hun kunne ikke tvinge ordet vampyr over sine læber. "Det kan jeg bare mærke. Og selv hvis du... ikke var god, ville jeg ikke kunne holde mig fra dig Cedric." Hviskede hun, og betragtede ham tøvende.

Han lænede sig forsigtigt ind over hende, støttede sin højre hånd på bænken på den anden side af hende.
Hans øjne var lukkede, og deres ansigte mødtes næsten.
"Tak," mumlede han, og hans kolde ånde kildrede på hendes læber.

"Du kunne ikke finde på at gøre mig fortræd, kunne du?" Hviskede hun. Hendes stemme var nærmest kun et åndedrag, men hun vidste at han kunne høre det. "Min moster advarede mig mod.. jer. Hun mener at i er de onde."
Hun betragtede hver en tomme af hans perfekte ansigt, og kunne næsten ikke trække vejret. Hans ånde var så frisk, så sød.

"Din moster er utrolig klog. Vi er utrolig farlige." smilede han.
"Men hvis jeg ville have gjort dig fortræd, skulle jeg have gjort det før jeg begyndte at syntes om dig."
Han smilede endnu et af sine himmelske smil, viste ikke rigtigt om han skulle tage det sidste skridt.

Hun sukkede.
"Nu er jeg i det mindste nogenlunde beroliget. Men det er meget information at få på en enkel eftermiddag." Hviskede hun til ham.
Hun stivnede, ved synet af hans smil. Det var så smukt, at hun næsten fik ondt i hjertet af at se på det. Hun vidste, at hun aldrig havde, og aldrig ville, se noget ligeså smukt.

"Jeg ved det. Sådan havde jeg det også første gang." svarede han klart, og så ud i sneen.
Det var virkelig smukt.
Han kom til at tænke på hans forvandling.
Tænkt at han ikke kunne finde nogle af dem mere.
Hvis han kunne have grædt, ville han have gjort det.

"Hvordan... Ehm, jeg mener, hvem.. forvandlede dig?" Spurgte hun stille, og lagde en hånd på hans arm, og prøvede at få øjenkontakt med ham.
Der var et eller andet han var ked af. Var det at være.. vampyr?

"Min... Partner." mumlede han.
Han havde det ikke så godt med at snakke om det, men han ville gerne fortælle hendet.
Han lod hånden køre igennem sit hår.

Hun blev målløs.
"Har du.. en kæreste?" Ordet virkede forkert i hendes mund, og hun havde slet ikke skænket den mulighed en tanke. Men sådan som han så ud, var det kun naturligt hvis han var optaget.

Han så aldelsed fortvivlet på hende.
"Nej, hun er..."
Han bed ordet i sig.
Han regnede over hovedet ikke med at se hende igen.
Hvis han gjorde, så var hun sammen med Vincent.
Det havde Daiya fortalt ham.

"Hun er...?" Gentog hun stille, og tog forsigtigt hans ene iskolde hånd, imellem hendes 2 vanteklædte hænder. Hun ville gerne have det afvide, men hun kunne se det var svært for ham.
Hun klemte blidt om hans hånd.

Han klemte lidt om hendes hånd, med et skævt smil.
"Jeg ved det ikke. Jeg har været... Fraværende i et par måneder, og jeg ved ikke hvad der er sket siden jeg forsvandt. Men pålidelige kilder fortalte at hun havde... Fundet en ny partner."
Han viste ingen smerte udenpå, og det var også ligemeget.

"Det er jeg ked af," sagde hun stille, og havde ondt af ham.
Det var altid hårdt at blive såret af dem man elsker, eller elskede.

Han fnøs hånligt, det var ligesom det hjalp lidt.
"Nej, selvfølgelig er du ikke det." mumlede han.
"Du kendte hende jo ikke,"
Han ville ikke se på hende, men havde virkelig lyst til at få et... kram?

Hun så lidt overrasket ud. Så lo hun kort.
"Nå, men så er jeg ikke ked af det alligevel!" Hun smilede skævt til Cedric, og holdt stadig hans hånd. Så kyssede hun ham forsigtigt på kinden.

Han lagde sin kind mod hendes, og tog en dyb indånding.
Hendes blod var stadig så lækkert.
"Det er vildt var?"
Han fnøs igen, noget som skulle være et grin.

Hun smilede skævt.
"Ja, egentlig." Det var faktisk ret ironisk. Hun sad her tæt sammen med en af dem som henes moster havde advaret hende imod. Og hun var overhoved ikke bange. Faktisk..

"Du er slet ikke bange for mig?" sagde han, og med en høj tone til slut så det blev til et spørgsmål.
Det var lidt forvirrende for ham.
Han havde kun haft Victoria som sin menneskeven.
Og det havde været sådan et mærkeligt forhold.

"Øhmm. Nej, det tror jeg faktisk ikke jeg er.. Der er noget ved dig, der gør at..." Hun kunne ikke rigtig forklare, så hun rynkede panden og viftede lidt med hænderne i frustration over ikke at kunne udtrykke sig rigtigt.
"Du virker bare så..." Hun rystede på hovedet.
"Jeg ved ikke hvad det er." Hun lagde en hånd på hans kind og så ham i øjnene. Så utrolig smuk...

Han kunne ikke lade være med at klukke af hende.
"Tak, det er der da sikkert." grinede han, og så lidt på hende.
Han kunne mærke blodet pumpe i hendes krop.
Hans smil blev lidt størere, og støttede sin pande mod hendes.

Hun kunne mærke hendes hjerte slog over i en ujævn, lynhurtigt rytme, over at være så tæt på ham. Mmmm, han lugtede også godt ^^
Hun forsøgte at trække vejret regelmæssigt, men det var svært.

Cedric grinede skævt over at se hende hive sådan efter vejret.
Sådan havde han aldrig selv gjort.
Mærkeligt nok.
Men han trak jo ikke selv vejret, og det var ikke nødvendigt når hun kendte ham.
Han strøg hendes blidt over kinden.

Hun greb fat i hans hånd, da han strøg hende over kinden, og holdt den fast der. Hun lukkede øjnene, og nød øjeblikket. Cedric var fanastisk. Hun havde aldrig haft det med en dreng sådan før. Men han var jo heller ikke helt almindelig.

Han lo forsigtigt af hendes, holdte vejret.
Han lyttede lykkeligt til hendes hjerte.
Det trak sig sammen, og løsnede sig.
Sådan en fiiin lyd!
Han lo svagt, og kom tilbage til virkeligheden.

"Du må ikke grine af mig!" Sagde hun mut, men smilede så skævt, og var godt klar over at hun nok var ret svag. ikke at kunne modstå ham. Men helt ærligt, hun kunne ikke gøre for det!

"Du er bare så lille og fin." påpegede han, og så blidt på hende.
"Næsten som en lille nyfødt for mig."
Han rakte tunge at hendes, og klemte lidt om hendes hånd.
"Selvom nyfødte vampyrer er de stærkeste."

//Skal logge >.< Svarer næste gang ^^ Ses'er

Hun smilede skævt.
"Tja, man kan ikke ligefrem sige at jeg er stærk." Hun lo lidt, og så på ham.
"Hvor længe har du... været... du ved." Hun rødmede lidt, og kunne ikke rigtig få ordet 'vampyr' over sine læber. Men hun håbede han forstod.

Han så forvirret på hende, men efter et par sekunder forstod han.
"Nåååårh, sådan." sagde han, og smilede skævt.
"Tjo, det må vel være... snart to-tre år?"
Han rodede sig lidt forvirret i håret.
"Det er ikke lige det jeg tænker mest på?"

"Gjorde det meget ondt?" Spurgte hun ham stille om, og strøg ham let over hånden, med fingerspidserne. Hun kunne knapt nok forestille sig hvilken smerte han måtte være gået igennem.

Han skar ansigt ved tanken.
"Jeg var også halv varulv, så hun... brændte lige det af mens hun var igang."
Han grinede grumt, var ikke sikker på at han var sikker på at han kunne forklare hende det, isér ikke hende.
"Jeps, det gør herre nas."

"Vaulv.." Mumlede hun forvirret.
"Ahh.. 'De varme', right?"
Hun smilede skævt. Dem havde hendes moster også fortalt hende om.

Han var lidt forvirret for at have fortalt hende for meget, men åndede lettet op.
"Jeps, de varme."
Han grinede skævt.
"Hvorfor spurgte du?"

"Jo, ser du.." Hun bed sig lidt i underlæben.
"Hvis jeg nu spurgte dig, om du ikke ville forvandle mig..?" Hun lod spørgsmålet hænge i luften. Var godt klar over at det var meget at bede om. Men hun ville gerne være ligesom ham, og alle de andre hun havde mødt.

Han lod hånden køre forvirret igennem håret.
Han ville under ingen omstændigheder udsætte hende for den smerte.
Men han viste jo at hun ikke ville dø.
Men det ville give hende ondt for livet, og hun ville aldrig kunne skifte mening.

"Jeg vil være ligesom dig Cedric.." Hviskede hun, og rakte forsigtigt en hånd ud mod ham, og kærtegnede hans ene kind. Så hård, men alligvel silkeblød.

//Skal spise xD

Han fnøs hånligt, en forfærdelig lyd han var ked af.
"Vil du gerne være et monster?!" udbrød han.
"Vil du gerne leve af andre menneskers blod?!"
Hans stemme dryppede af had til sig selv.

Hun blegnede, men da hun snakkede var hendes stemme rolig.
"Jeg vil være ligesom dig Cedric!" Hendes stemme var fast.
"Og hvis du ikke vil hjælpe mig, må jeg jo finde andre der vil." Hun huskede et par vampyrer hun havde mødt før ham. Hun skulle nok finde en der ville hjælpe hende. Hun tænkte allerede på hvad hun skulle sige til dem.