[v] At tro at verden er retfærdig..?

Claire havde ellers ikke planlagt at tage til Forks lige med det samme. Men tanken om at møde denne Raid havde bare tiltrukket hende til byens uendelige lys om aftenen. Hun havde selvfølgelig holdt sig et stykke væk fra de områder hvor det var at hun vidste hvor det var at vampyrene var. Hun vidste at på dette tidspunkt var uldtotterne ikke i området, nej.. de var nede i deres lille reservat. Hun hadede virkelig de køtere! De var en del af dem der havde sørget for at hun ikke længere kunne være i denne by. Deres skyld at hun ikke havde kunnet bevæge sig fredeligt i byen sammen med nogen af sine venner. Selvom at hun nærmest aldrig gjorde det, da hun ikke var den person der hele tiden havde det med at hænge ud med sine venner, så havde hun savnet byen. Savnet de velduftene mennesker og bare det at sætte tænderne i en. Men det var lang tid siden. Hun havde kun fået chancen til at bide ét menneske i Seattle, hun havde ikke kunne gøre mere af en eller anden underlig grund. Hun var mere sulten ja.. hun var altid sulten som alle hendes venner egentlig vidste. Men kunne hun kalde dem venner længere? Siden at hun ikke havde set dem i så lang tid. Hun mente selv at man ikke skulle have venner, men det var svært for hende. Hun kunne godt lide at have venner. Kunne godt lide at fjolle rundt.. og have nogen til at beskytte. Nogen som hun kunne have noget med eller sådan noget. Men hun vidste at det var svært. For de venner hun uden videre egentlig havde, havde hun bidt. Og dem skulle der intet ske med! Ingen skulle nogen sinde røre dem! Hvis der nogen sinde var nogen der gjorde det, ville hun gå fuldstændig amok. Mere end nogen anden nogen sinde havde set. Og hun havde gået amok. Dengang i byen hvor alle var samlet. Det var ikke til at glemme nu hvor det var tilbage i hendes minder. Nu hvor det var at hun kunne huske smerten fra alt det volt hun fik igennem sig. Mere volt end man nogen sinde kunne komme med. Volt som kunne dræbe hele store flokke af mennesker. Så meget havde de overdrevet med smerten og hun vidste at hun aldrig nogen sinde ville mærke nogen større smerte end det. Selv ikke et ar fra en vareulv ville hun kunne sige gjorde mere ondt end det.
Claire satte foden ind i skovbunden. Hun var tilbage i sit gamle kluns og det var dejligt! Selvom at hun lige skulle vænne sig til det igen. Men alle ville kunne genkende hende. Genkende hendes revede kjole der var fyldt med blodpletter. Dette var dog den sorte. Den var ordnet en smule, men ikke helt. Hun havde nægtet at gøre den helt perfekt for hun vidste at den alligevel ville blive gennemblødt af alt det blod hun nu ville finde. Men først havde hun i sinde at finde Raiden og hun havde en eller anden underlig følelse af at han rent faktisk var i skoven. Hendes kjole gik hende til knæene og den var ret nedringet. Den var stram omkring hendes bryster så man kunne bare se den perfekte størrelse til at en fyr ville kunne glo overdrevet meget på hende. Også bare den form hun havde. Timeglas-formet og overhovedet ikke noget fedt på kroppen? Hun havde bare fødder men på en eller anden underlig måde havde hun kunne holde dem helt rene under hele turen. Selv nu hvor hun bevægede sig længere og længere ind i skoven med de elegante bevægelser, blev de overhovedet ikke beskidte. Hendes hud var helt marmor-agtig. Ingen urenheder overhovedet. Helt glat og blegt. Selvom at det var meget til mode at have brunt hud for tiden, var hun alligevel en af dem som fyrene gloede mest efter. Hendes sorte hår var helt silkeblødt, sad løst og ned af hendes skuldre. Det bevægede sig let efter hendes yndefulde krop. Hun duftede let efter Raidens duft med den perfekte lille næse. Hendes øjne var helt isblå, men man kunne langsomt se den røde farve overtage. Men det var dog et smukt syn. Selvom at hun havde halvrøde øjne, var de alligevel til at blive væk i. Pludselig ramte et menneskeduft hendes næse! Den vidunderlige duft der gik hele vejen igennem hendes krop og ned til hendes sultne mave!? Derefter kom Raidens duft, hun smilte et lettere yndigt ondt smil. Selvfølgelig!? Selvom at hun ikke rigtig kendte Raiden, mindede han hende om så meget. Han mindede virkelig om den Duncan som hun nu havde holdt så meget af. Den Duncan der var forsvundet fra lang tid siden. Men måske var det også en af grundene til at hun havde sagt ja? Dengang han var kommet til Italien. Det havde været som om at det kun var hende han var kommet efter, da det var at han var kommet. For da hun havde givet beskeden om at hun først ville komme senere, var han med det samme taget afsted væk fra landet. Men der måtte havde været en meget god grund til det? Hun begyndte med det samme at løbe efter menneskeduften. Det var den hun hungrede mest efter. En smule blod ned af hendes hals ville gøre hende mere vild en nogen sinde. Man kunne se det på hendes krop. Den dirrede let, bare ved tanken om endelig at få noget mere blod!? Masser af billeder begyndte pludselig at flyve igennem hendes hoved. Om hendes fortid. Før hun var blevet fanget af disse usle vareulve og mennesker. Nogle måneder tilbage. Dengang hun var en ener. Dengang hun ingen venner havde men bare jagtede!? Hun havde det perfekt dengang. Men så fik hun venner.. fik følelsen af tryghed og kærlighed. Hun mistede venner og fik også den følelse af at miste nogen. Den forfærdelige følelse. Men nu? Nu hvor hun var på vej over imod Raiden, vidste hun ikke hvilken følelse hun overhovedet havde. Sult.. det var hun enig med sig selv om at det var.