Nej.. jeg er IK SUR! D:<

Tid: IRL
Sted: I midten af skoven
Vejr: det ved jeg sq ik, her er mørkt!!
Omgivelse: Njjøh.. MØRKE!!!
Årstid: Efterår.. Den mest depresive årstid ever!!!

Amira sad på en kæmpe sten med hænderne i skødet,
og en dyb rynke i panden. Hun stirrede fast på sine
hænder, der rystede helt vildt. Hendes tanker hvirvlede
rundt i hovedet og hun kunne ikke holde det ud.
Bekymringen for at miste endnu en hun holdte af havde
taget over, og nu hun var alene var hun blev eddikesur,
på de fucking-åndsvage-totaltovermega-forgroft-klamme mordere!
De tog hendes venner fra hende, og det kunne hun ikke klare mere.
Hun havde søgt ind midt i skoven, i håb om at her ville
hun ikke møde nogle mordere, for hvis hun gjorde, ville
hun nook flå hovedet af dem.

Jake var taget til Forks, og havde så fortsat ud i skoven. Han havde posede sorte bukser på, og en sort hættetrøje. Hans brune øjne var varme, og om hans læber spillede et lille smil.
Han traskede afsted, og nød mørket og stilheden i skoven.

Dominic kom løbende med et vildt ansigt som et vilddyr, han grinte utrolig højt og ondt som om han ikke var sig selv.. Han havde en sort skjorte som var helt åbnet hvor man kunne se hans hvide hud på hans ret så veltrænet krop, han havde hvide bukser på som sad løst og et par sorte blanke sko, men ville nok hurtigt blive snavset. Han smed sig på jorden og borede neglene ned i jorden og så op med et dræbende blik hvor han forsvandt, men at man stadig kunne høre hans høje og ondskabsfulde grin. han kom frem nogle gange, men forsvandt igen, inden lang tid dukkede han helt op igen og fik et kulsort blik og hovedet og kom med et utrolig stort grin da han lugtede endnu en hvalp og løb utrolig hurtigt. Inden længe stod han foran hvalpen og så på hende med et utrolig ondt og smertefuldt grin "hmm skal jeg mon afreagere på denne hvalp?!" grinte han og så på hende imens vinden fik hans skjorte til at blafre i vinden.

Amira sprang op med det samme, som om hun bare havde
ventet dette øjeblik, med flammer i øjnene. En dyb knurren
kom fra hendes hals og alle muskler i hendes krop dirrede
af spænding. Hun kneb øjnene sammen "Jeg ser ingen
hvalpe, men derimod en morder der tror at det er okay at
han går frit omkring" hvislede hun og borede neglene ind i
de varme håndflader. Hun mærkede adrenelinen pumpe
rundt i kroppen, lysten til bare at forvandle sig med det
samme og bide hovedet af den her arrogante og klamme
vampyr. Et fantastisk eksemplar på hvorfor de alle sammen
skulle dø. De stank, var arrogante, en tand for smukke, og
så dræbte de uskyldige væsner, både mennesker og dyr.
Hans klamme stank rev i hendes næsebor. "Hvad fanden
laver du her?" spurgte hun stemmen anspændt i raseri.

"Jamen skulle til at spørge dig om det samme.. HVALP!" grinte han bag hende og tog fat i hendes arm for at svinge hende ind i et træ eller en sten. Han gav slip på hende og ville se hvor hun landte, helst på en sten så hun måske vilel brække noget håbede han for han elskede virkelig at høre når knogler brækkede, det gav virkelig adrenalin til ham når han hørte det og hvilket skud adrenalin! Han kunne sagtens finde på at tage fat i et menneske og bare brække alle dets knogler som ville gøre ham endnu mere kuldret hvilket jo bare vilel være bedre for ham..

Med et skrig fløj hun imod et træ, men som altid tænkte
hun hurtigt i disse situationer, og vente fødderne imod
træet så det nærmere kom til at hjælpe hende da hun
satte af imod det og sprang imod den ukendte vampyr.
I luften transformerede hun sig til en stor creméfarvet
varulv, og hendes tøj sprang af hende, og lå nu flænset
på jorden. dammit.. endnu en grund til at hade mordere,
det der var mit sidste sæt vintertøj! nåede at tænke
hun inden at hun med sine forpoter ramte imod morderens
brystkasse og smed dem begge imod jorden med et højt brøl.
Selvom at ingen havde gjort den anden noget, havde hun
med det samme mærket at de begge to bare ville slås.

Han grinte og fik fat i dens poter med hænderne og vinkede inden han hurtigt forsvandt ved hjælp af sin evne. Han slap hurtigt væk og fik hoppet op på hvalpen og kom frem igen hvor han hev utrolig fat i hårene og rev en stor bunke af og sad bare og legede ride ranke "hyphyp lille hvalp!!" grinte hna højt og creepy. Han borede sine lange negle i dens hud og håbede at den led smerte, meget smerte fordi det ville fryde ham hvis denne ting led smerte over det han gjorde imod den, men han ville bare grine af hvalpen og bare torturere den endnu mere hvilket ville få ham til at føle sig endnu bedre tilpas med det han havde gjort imod hende.

Amira hylede højt, det gjorde ondt som bare fanden,
det føltes som om at tusind knive blev sat i hendes krop.
Selvom hun vidste at det ville heale utrolig hurtigt,
reagerede hun voldsomt på det og slyngede ham af sin
ryg, med alt kraft så han med ryggen imod jorden endnu
engang. Her slog hun en pote ned over hans ansigt og
gav ham en lang dyb flænge imens hun knurrede dybt.
Dette gik så hurtigt, at et menneske knapt ville kunne nå
at opfange det med svagtseende øjne, i forhold til
hendes eget og dette monsters syn. Han var jo syg i
hovedet, det kunne hun med det samme høre og se,
det ville ikke være sikkert at have ham i samfundet,
hun havde sin gode ret til at dræbe ham hvis det kom så vidt..

Han landte på benene og rettede på skjorten og tog sig til hovedet hvor hun havde flænset ham, men snakkede stadig, men med lidt bævrende stemme pågrund af flænseriet imod hans ansigt "gjorde det ondt lille hvalp?" smilte han ondskabsfuldt og vendte sig om "jamen du kan kysse mig i røven din lede køter!" sagde han og vidste hvad han ville gøre når køteren ville komme løbende imod ham.

Amira knurrede dæmpet men smilede indvendigt da hun
så at hun havde forvoldt ham smerte. Hun måtte virkelig
holde sig selv tilbage for ikke at springe på ham med det
samme. *nej du vil ikke bide i hans røv* tænkte hun fast
til sigselv og begravede neglende i jorden *selvom at
det ville være sjovt* istedet stod hun bare og stirrede
ondt på den lidt for smukke mand der stod og gjorde
sigselv til grin (haha in ya face mini xD ).

Han så på hende over skulderen "jamen så må jeg komme til dig!" sagde han og løb imod hende og hoppede op i et træ ikke langt fra hende og hoppede til et andet for at forvirre hende, han kunne stadig ikke se på højre øje eftersom det var der hun havde flænset ham, det ville være et mirakel hvis han stadig ville kunne se på det.

Hun fulgte ham vagtsomt med øjnene, hele tiden fast
rettet imod ham. Alle musklerne i hendes krop var
spændte, så hun var parat til at springe på ham så
snart at han ville gøre noget uventet. Imellemtiden
knurrede hun ildevarslende, med hjertet hamrende
højt. Var det nervøsitet eller spænding? Hun vidste at
han kunne høre det, og hun ønskede at han ikke tog
det som et svaghedstegn. Der var helt stille, kun
vinden ruskede en smule i træerne og fik bladene til
at rasle og Amira pels til at sætte i bevægelse. Trods
mørket kunne hun stadig se perfekt, og tabte ham
aldrig af syne. Trods at både måne og stjerner var
gemt væk under det tætte skydække. Hun ville ønske
at hun var i menneskeform, så hun kunne svine ham
til og slynge fornærmelser efter ham, men hun måtte
nøjes med i sit stille sind at kalde ham alle de
tilsmudsende navne hun kendte til, som erstatning
for hans oprindelige navn som hun ikke kendte til.

Han kom hurtigt hoppende imod hendes ryg og havde regnet med at kunne få hende ned at ligge hvor han så kunne få nogle slag og spark ind på hende.Han drejede rundt og slog og sparkede allerede ud efter hende for at bedre at kunne ramme hende. Han ramte jorden, men landte på hænderne og fik skubbet sig højere op så hgan nok kunne ramme hende fra foran hvilket nok ville øge effekten af skade på hende.

Med et skingert hyl blev hun sparket tilbage af, hun nærmest
fløj igennem luften og faldt med ryggen ind i et træ, med
sådan en kraft at træet væltede med et brag.
Hun blev liggende i et kort sekund på jorden, hvor hun hurtigt
gennemgik med sigselv hvor hendes skade var henne.
*SHIT* tænkte hun og sprang på benene igen med et højt,
rasende brøl.
Hun følte skammen over at han næsten have fået bugt med
hende brede sig over hele hendes krop, den klamme morder
skulle fandme ikke tro at han var bedre end hun.
Hendes liv på gaden havde hærdet hende og der skulle mere til
end et par spark for at få hende ned med nakken.
*Du sparker som en baby!* tænkte hun, selvom hun udemærket
godt vidste at han ikke kunne høre det, men det gav hende
alligevel en slags form for tilfredsstillelse at vide at hun kunne
sige sådan, trods de store splinter hun nu havde i ryggen, hvorfra
at blod piblede og farvede hendes pels rød.
Splinterne der sad i sårene forhindrede dem i at heale så hurtigt
som normalt og hun mærkede at hun blev let svimmel over den
pludselig blodmangel.
Hun var dog hurtigt klar igen og sprang imod ham, hurtigt og
smidigt og satte tænderne i hans skulder.
Hun ville ikke bide den helt af, bare vise at hun altså ikke lige
var til at spøge med.

han kunne mærke at han blev skubbet ned imod jorden og fik så fjernet hånden fra sin kind. Han grinte utrolig højt "hmm er det på tide at jeg skal prøve med fuld kraft eller er det her sjovere for dig?" spurgte han og så på hende med et utrolig stort grin. Han så på hende og lod hende gumle lidt på hans skulder endnu og ville lade hende blive ved hvis hun ville gumle videre, men han skulle nok få hende væk på et tidspunkt, men ikke ligenu.

Amira sprang pludselig væk fra ham. Hun var bange for ham, hun vidste at han var komplet sindsyg. Hun knurrede dæmpet og betragtede ham opmærksomt.
Hun slikkede sig langsomt over de skarpe tænder. Hun var ikke lige så vred mere som hun havde været for et øjeblik, nu var hun bare.. skræmt. Hun begravede sine negle i jorden, klar til at springe frem igen hvis det skulle gå hen og blive nødvendigt.

Han rejste sig op og bevægede armen lidt så skulderen sagde knæk, men han kunne stadig mærke at han ikke helt ville kunne bruge den arm ligenu så han måtte slås med en arm "så kom dog hvis du tør kæmpe eller er du.. bange for mig?" spurgte med en kold stemme og så ned i jorden så man ikke kunne se hans ansigt.

Amira kneb øjnene sammen og knurrede ildevarslende. Han skulle ikke gøre grin med hende.
Men hun var bange, hun var ikke vant til sådan en massiv mur af mentalt ustabilitet (haha xD). Han kunne selv komme hvis at han havde brug for at slås med hende.

han lo højt "nååå så køteren utrolig bange bare fordi jeg er sådan her?" han grinte utrolig højt og gik ikke nærmere men gabte bare og så på hende.

Hun rystede energisk på hovedet. Alle musklerne i hendes krop var spændte og hendes øjne lynede.

Han gik videre imod hende og knækkede nakken hvor han spændte alle sine muskler og ville bruge alle sine kræfter imod hende nu for se om han kunne få hende til at brække et par ben. Han gik videre imod hende stadig og grinte sindssygt..

Hun lagde ørene fladt tilbage og knurrede ildevarslende. Hendes hjerne skreg at hun skulle vende om og flygte nu, men hun blev stående hvor hun var. Hun var ikke en kryster. I stedet gabte hun, som om at hans langsomme dramatiske opførsel kedede hende.

Han løb nu i tophastighed over imod hende og stod ved siden af hende. Han var stille og lignte stadig en sindssyg, bare uden grinet og sparkede hende med alt sin kraft i hele sin krop, det ville nok være utrolig kraftigt eftersom han var en Alfa vampyr ligenu..

Hun nåede knapt at opfatte hvad der skete omkring hende, men hun mærkede det kraftige spark der slog vejret ud af hende.
Med et højt hyl faldt hun med siden imod et træ, men hun sprang hurtigt op igen med blottede tænder og et voldsomt knur.

han så på den med sine gennemborende, smaragdgrønne øjne og han havde fået sit grin tilbage. Han løb imod hende igen, lidt lavere fart så hun også ville prøve at få et slag ind på ham og se om hun overhovedet kunne få et slag ind på ham, hvis ikke ville han jo nok kunne få ram på hende og så luften ud af hende igen..

Denne gang var hun mere forberedt og sprang lynhurtigt til side. Med lidt held ville han løbe ind i træet. Men det regnede hun nu ikke med.

Han trampede foden i jorden og sprang imod hende igen og slog ud efter hende, han gik efter hovedet og havde samlet hele sin sin styrke i venstre hånd som han slog ud efter hende med..

Hun dukkede sig, men han snittede stadig lige hendes hovedet. Hun knurrede irriteret og bed hårdt i hans fod.

Han kunne mærke hun bed ham i foden. Han svingede det andet ben og sparkede hende lige i hovedet med hælen.

Hun krympede sig sammen og hylede. Så rejste hun sig op i fuld høje, så hun næsten var lige så høj som ham. Hun knurrede dæmpet og blottede sine tænder i et faretruende smil.

Han så bare på hende "så læg dig dog ned og dø din lodne køter !" råbte han og hoppede op af et træ og slog benet ned imod ulven med hælen, det gik ekstremt hurtigt og han var utroligt nok kun lidt forpustet pågrund af kampen lidt og pågrund af at han hele tiden bruge hans evne så meget så han måtte slappe lidt af..

Aldrig i livet tænkte hun sarkastisk og krympede sig endnu engang af smerte da hans hårde spark ramte hende. Hun brækkede et ribben, men det kunne hun altså ikke tage sig af lige nu. Nu måtte hun begynde at gå til modangreb, hun var ikke bange for sådan en spasser morder.
Hun sprang frem og begravede sine kløer i brystet på ham med et vildt brøl.

Han havde heldigvis allerede lagt sig på jorden med benene imod hundens mave og kunne mærke dens kløer mod hans brystkasse. Han sparkede køteren væk med sine fødder og kunne mærke kløerne komme ud af hans brystkasse igen som gjorde en smule ondt..

Hun fløj tilbage med et hyl og landede på jorden. Hun sprang op igen, nu endnu mere vred end hun var før.

Han havde tænkt hurtigt har var kommet bag varulven for at bore sine negle ned i dens hud og holde fast, han ville give den smerte..

Hendes ben krampede let under hende og hun skælvede af smerte. Hun løb lidt rundt i et forsøg på at få ham rystet af sin ryg. Hun knurrede aggressivt af ham.

Han borede dem bare længere ind i hende og sparkede hende væk og fik sine negle ud af hende og landte på jorden.

Hun hylede højt sprang over ham med fuld kraft så hun lå over ham med sin tunge ulve krop. *sexet..* tænkte hun sarkastisk *Føj hvor han dog stinker!* hun rynkede på næsen og snappede ud efter ham.

han fik fat i kæberne og holdte dem lukket "hovsa.. så kan den lille hvalp ikke bide mere? bare ærgeligt !" grinte han og gav slip men bare for at sparke hende lige på øjet.

Hun hoppede tilbage med et rasende hyl. Hun havde lyst til at slå den flabede unge ihjel!
Det sortnede for hendes øje, og et kort øjeblik frygtede hun at hun ville blive blind, men selvføleglig helede skaden sig hurtigt igen, og hun så præcist lige så perfekt som før. Hun rejste børste og knurrede endnu engang af ham.

"nånå køteren vil havde mere? er det ikk på tide at du tager hjem nu og piver lidt hos din ejermand?" drillede han. han elskede at håne køterne og især når han var stærkere end dem så var det utrolig dejligt..

Hun kneb øjnene sammen, og blev bare mere og mere irriteret over at han ikke kunne holde kæft.. Han ville få sådan en sviner hvis hun kunne snakke lige nu!!
Hun hoppede i hurtig zig-zag fremimod ham med tænderne blottet. Hun bed sig hårdt fast i hans arm og håbede en smule på at rive den af.

Han tog fat i den øverste del af kæben, han hev op af og åbnede derefter hendes mund så han kunne trække armen ud. Han gav slip, spændte ben for hende og sparkede hende med fulde drøn og det mest kraftigste spark han havde brugt hidtil, han ramte hende på siden og havde håbet at hun ville ramme et træ igen.

Med et knæk, brækkede hun endnu et ribben og fløj langt væk fra ham hvor hun landede i en stikkende busk (hvorfor er det lige at jeg er ond ved migselv? >.<) hvor hun ramte lige ind hvor det andet ribben var brækket. Med et støn transformerede hun sig tilbage til et menneske.
Hun lå i busken, fuld af ar, og blå mærker. Nogle steder var hun igang med at heale, andre steder var hun allerede. Smertens tårer trillede ned over hendes kinder og hun rejste sig vaklende. Nervøst så hun omkring sig efter noget tøj, men der lå kun det hun havde revet itu.
*Typisk mig* tænkte hun surt og mødt mini's blik. Han ville sikkert slå hende ihjel nu.

han så på hende og blinkede en gang. Efter blinket forsvandt han og stod nu foran hende og så på hende med et venligt smil "hér." sagde han og slog hende en gang i hovedet, ikk med sin fulde kraft, men nok til at hun ville falde igen, han begyndte at gå og sukkede dybt.

Hun faldt til jorden, men var mindst lige så hurtigt på benene igen med et irriteret blik "Din spastiske horeunge!" hvæsede hun og knyttede hænderne. Han var da også noget af det mest irriterende hun kendte til!

Han stoppede op og begyndte at grine igen. Han var hurtigt løbet over til hende "tør du kalde mig det en gang til.. pusling?" spurgte han hviskede i hendes øre med et dyb og mystisk stemme

"Gem det der til et uvidende mennekse der rent faktisk falder for det" hvislede hun og vendte sig imod ham. Hun foldede armene og kneb øjnene sammen

Han tog hårdt fat i hendes arm "tør du kalde mig det, ansigt til ansigt?!" spurgte han snerrende og så hende dybt i øjnene

"Hvorfor skulle jeg ikke turde det?" spurgte hun koldt og sendte ham et stikkende blik "En spastisk horeunge? Det er jo også det du er.." Hun spyttede ham i ansigtet for at vise sin foragt.