En forsvunden søster

Tid :: In real life
Dato :: In real life
Dag :: In real life
Sted :: En park
Vejr :: Lidt lummert og stjerneklart
Omgivelser :: Kun Claire

Claire sukkede stille. Tænk nu hvis Madelaine overhovedet ikke var her? Så havde hun fløjet hele vejen herover, for ingeting? Hun fugtede let sine læber og rystede på hovedet. Men hun var da nødt til at finde hende? Eftersom at det var Madelaine der var hendes søster, så ville hun da gerne lige finde hende? Hun kunne huske at Madelaine og hende havde haft så mange sjove tider sammen, men lige nu, var det ikke særlig sjovt når hun var væk. Claire vidste at hun havde brug for hjælp, så det var hun ikke blev ved med det hun gjorde. Hun vidste at det ikke var forkert at jage mennesker, men det var forkert at være så besat af det hele!? Lige nu kunne hun endda mærke at hun var sulten, men man vidste jo aldrig med den volturi familie der. Hun gik igennem parken og satte sig ned på en bænk med et lille suk. Hun var iført en sort kjole der gik hende lidt under knæene og nogle støvler der var til knæene. For første gang i lang tid, så det tøj nyt ud.

Amber havde haft nogle dage i italien, hun havde fået lavet nogle forandringer efter hun var taget derned, hun havde lige været ved en frisør og fået farvet sit hår, det var ikke så let som da hun fik det sort, men det lykkedes, hendes hår var blond, anskeblond, det stod flot til hendes hud. Man kunne godt se hun ikke hørte til italien, da hun var så bleg men hun var ligeglad med hvad folk tænkte. Hun vidste ikke om hun allerede skulle tage videre til Volturi familien, eller blive her i denne by lidt længere, hun havde stadig en meget svag auror, hun havde ikke jagtet i meget lang tid, men alligevel følte hun sig ikke tørstig for første gang i flere år, hun havde ikke lyst til noget overhovedet, hun blev ikke sulten når hun lugtede blod, hun havde bare lyst til at komme væk fra alt. Hun kom gående ned forbi parken, hun var på vej tilbage til motellet, hvor hende og dominic havde været. hun sukkede let, alle hendes tanker fløj rundt i hendes hoved. dårlige minder kom frem igen,

Claire kunne dufte at der var nogen i nærheden. Hun syntes at det var en meget velkenden duft, men da det var meget lang tid siden at hun havde set Madelaine, var hun ikke sikker på at det var hende. Claire havde aldrig været her, så hun tænkte lidt over hvordan hun overhovedet vile kunne genkende en duft herfra? Måske var en af hendes venner kommet hertil? Det kunne sagtens være en tilfældighed. Dog rejste hun sig op fra bænken for en sikkerhedsskyld, tænk nu hvis det var Madelaine? Hun så sig omkring og fik lige pludselig øje på en blond tøs, hun sukkede, nej.. Madelaine havde sort hår, så det kunne ikke være hende.

Amber stoppede op, hun kunne dufte Claire, første tanke var *shit* hun så sig omkring og fik øje på Claire, hun så at hun stirrede på hende, *pokkers også* tænkte hun. hun begyndte at gå for at undgå at skulle snakke med hende igen, hun var ikke klar til det, hun så sig ikke for da hun løb over gaden, men heldigvis nåede hun at undgå alle bilerne der kom kørende, hun fumlede med nøglen til motellets dør for at få låst døren op.

Hun undrede sig meget over at denne tøs reagerede på denne måde. Hun hævede det ene øjenbryn, "Madiie..?" hun løb med det samme over til Madelaine, løb over vejen og var lidt ligeglad med bilerne der dyttede højt af hende. Hun prøvede med det samme at tage fat i Madelaine, hun ville gerne vide hvorfor hun lige sådan havde forsvundet!? Hun var blevet ret bekymret da både Duncan og Madelaine var forsvundet lige ud midt i det blå luft? Men så kom Claire i tanke om noget. Tænk nu hvis dette egentlig passede sammen? Tænk nu hvis Duncan var sammen med Madelaine lige nu?

Hun vendte sig ikke mod hende, hun fik nøglen i låsen og sagde "lad mig være!" hun skyndte sig ind af døren, men i sit hastværk lod hun nøglen sidde i låsen da hun lukkede døren, hun satte sig over i hjørnet, sammentrukket og med armene rundt om sig selv, hun var ikke klar til at se Claire igen, hun mindede hende for meget om Duncan og om forks, det var meget hårdt for hende og det ville hun ikke have sin søster skulle se.

Hun sukkede og så nøglen. "Sikke træt du må være.." sagde hun roligt. Men hvis det var at Duncan havde været her, så ville hun da ikke reagere på denne måde? Hun kunne mærke at hun blev en smule nervøs nu, det var underligt. Hun ville dog ikke holde sig tilbage, hun havde savnet hendes søster og det føltes forkert ikke at snakke sammen når man endelig så hinanden. Hun trak ned i dørhåndtaget og gik langsomt ind i rummet. "Madiie.. vil du ikke nok..?" spurgte hun med en rolig stemme, Claire så hvordan det var at Madelaine havde det. Hun havde det elendigt med at se hendes søster på den måde. Hun tog nøglen ud af låsen og kastede den stille over til Madelaine, "du glemte den her.."

Hun så ikke op, selvom nøglen landede på hende, hun havde trukket knæene op til maven og lagt hovedet på toppen af knæene og dækkede hovedet med armene, hun var rigtig krøllet sammen, hun trak vejret i små gisp og spurgte "hvad laver du her, hvorfor er du her?" det lød som en mumlen mens hun snakkede, men hun ville ikke se sin søster i øjnene

Hun gik langsomt over imod Madelaine. "Jeg er din søster Madiie.." sagde hun roligt. "Jeg kan da ikke bare sådan uden videre ignorere at du ikke længere er i Forks?" da hun nåede over til Madelaine, satte hun sig ned på hug og vidste ikke om hun skulle tage armen om Madelaine. Men hun tvivlede nu på at hun skulle gøre det, da det jo var sådan at Madelaine måske ikke lige havde det så godt med at Claire var her. I stedet for satte hun sig ned på gulvet med benene over kors. Hun ville ikke sådan uden videre gå væk fra Madelaine med det samme.

"der var en grund til jeg tog væk fra jer, grund til jeg ikke kunne holde ud at være i forks mere, og jeg hedder ikke Madelaine mere!" sagde hun stadig uden at røre sig, hun ville stadig ikke se på hende, men hun vidste hun dog alligevel blev nød til det på et eller andet tidspunkt. Hun vidste ikke om hun skulle til og fortælle hende sin plan om hvad hun havde tænkt sig at gøre eller bare lyve for hende og sige hun havde brug for en feire.

"Vær sød at sige at det er en god grund..?" sagde hun langsomt og så lidt på Madelaine. Hun lod være med at holde om Madelaine. "Og hvad er det så du hedder..?" hun ville da gerne kalde hende for det nye navn, hvis det var det hun ville. Hun var bange for at tage armen om hende, tænk nu hvis hun blev sur på Claire? Men Madelaine burde også vide at Claire ikke lige var den bedste til at trøste nogen. Det havde hun aldrig nogen sinde været overhovedet.

"har skiftet navn til Amber, vil ikke mindes om noget som helst der har forbindelse med ham det er også derfor jeg rejste, jeg kunne ikke tage smerten mere, den var for stor til at kunne holde ud!" hun valgte at sige sandheden i sidste ende kom der jo aldrig noget godt ud af at lyve, og slet ikke for sin søster.

"Oh.." sagde hun roligt. Lige der indså hun at Duncan ikke var her. Det gjorde hende en smule trist, dog var hun stadig glad for at have sin søster i nærheden af sig nu. "Helt ærligt.." sagde hun roligt. "Måske kommer han tilbage en dag..?" hun troede ikke selv på det, men alligevel.. hun ville gerne have sin søster tilbage derhjemme. Selvom at hun havde været fuldstændig kold overfor Madelaine så mange gange, vidste hun også at hun virkelig havde brug for hende. "Ma.. Amber.. det er ikke altid at det hele ender ulykkeligt.. der er faktisk nogle historier der ender lykkeligt.." det var efter en lille citat deres mor engang havde sagt dengang hun fortalte historier.

Hun rejste sig surt op og gik væk fra hende "Claire, det bare dumme historier, hvornår fatter du det, intet ender lykkeligt, intet, det var bare tåbelige historier, der er ingen grund til at tro på dem, vi er vampyrer søster, intet ender lykkeligt for os, Duncan er død, væk for evigt, og sådan er det, han kommer ikke igen!" hendes øjne var fyldt af sorg og vrede på samme tid.

Hun rejste sig op på samme tid som sin søster. "Det har jeg jo indset..!? Men er der overhovedet noget galt med at håbe..!?" hun så på sin søster. "Helt ærligt M.. Amber, du følte kærligheden!?.. dér var du lykkelig, det kunne jeg se på dig!" hun bed sig let i underlæben imens at hun stadig så på hendes søster. Hun ville gøre alt for at hendes søster i det mindste ville komme tilbage til sit gamle jeg. Mest af alt ville hun vel gerne ønske at de kunne spole tilbage og bare leve deres liv som mennesker fuldt ud. Men sådan var det bare ikke nu, der var intet der kunne ændres. Hun prøvede at få øjenkontakt med Amber, men hun vidste ikke selv om hun turde at se Amber i øjnene. Var bange for hvad hun egentlig ville se, om hun ville se en helt anden søster, end den der var før i tiden. De begge havde ændret sig, det var ikke som før..

"håb!" vrissede hun og rystede på hovedet "hvad er håb, hvad skal man tro på når man er en som os, hvem siger det overhovedet var ægte, for det ved jeg ikke mere om det var, jeg ved ikke hvordan han overhovedet følte med mig, han ville jo ikke engang have mig til sidst, han kunne ikke engang se jeg stadig elskede ham til det sidste, men du det forsent, Claire det er forsent, jeg vil aldrig være den samme igen, aldrig. og jeg ved ikke om jeg kommer tilbage til forks!" sagde hun køligt.

Hun sukkede og så på Amber. "Helt ærligt.. kan du ikke bare give det en chance..?" mumlede hun og langsomt blev hendes øjne røde. Hun var begyndt at blive en lille smule irriteret på hendes søster, især den måde som Amber behandlede hende på, gjorde hende bare endnu mere sur. Men det var vel sådan som Claire havde været overfor hende sidste gang? Måske var det fordi at Amber ville vise hende hvor ondt det egentlig gjorde..? Claire så den anden vej, nu gad hun overhovedet ikke at se på Amber. Hun kunne mærke at hun var en smule skuffet over hende.

"tag du bare tilbage og lev dit eventyr liv, men Claire det her er den kolde virkelighed, og her er der ikke noget håb, her kan man ikke tro noget ender lykkeligt, for Claire, vi er allerede døde, men du frk. evig glad lever i din egen lille glade verden, måske skulle du tag og vågne op, fordi det er ikke sådan som du tror, slet ikke!" sagde hun bittert, hun havde aldrig taget ting så let som Claire, hun var stadig sårret over det hele, hun vat stadig et åbent sår efter det der skete, og der skulle ikke meget til for at hendes følelser tog over hende.

Hun fnøs, hun hadede virkelig den måde som Amber talte til hende lige på dette tidspunkt. Hun rystede på hovedet, "fint nok.." mumlede hun. "Så bliv dog bare her.." hun rystede på hovedet af Amber, hun ville ikke det her mere. Hvis Amber ville blive, så var det helt fint for hende selv. Claire havde altid prøvet at se lyst ind på tingene, men lige på dette tidspunkt var det svært at forstille sig at hun ikke længere var inde i Forks. Hun så overhovedet ikke på Amber og gik så over til døren, trak ned i håndtaget og trådte ud.

"vi ses måske igen, jeg ved ikke hvordan min fremtid vil ligge!" sagde hun til sidst og satte sig i sengen med ryggen til hende, hun havde været hård mod hendes søster men hun mente hun burde få øjnene op, ikke alt endte lykkeligt, ikke alt var positivt, det var knap fra sådan. Hun sukkede lidt, hun ville ikke miste sin søster, men tiden var ikke inde til hun kunne være sammen med dem der mindede hende om forks, og det hun havde været igennem, hun havde brug for at være væk og alene, eller hvert fald være væk fra dem hun kendte.

Hun var en del rasende på sin søster og gik bare over imod parken igen. Hun ville tage det næste fly der fløj til Forks. Hun fugtede let sine læber og satte sig på den selv samme bænk hvor hun sidst havde siddet. Hun rystede på hovedet, trak benene op til sig selv og så op imod himlen.