Tomheden ?

Tid :: IRL
Årstid :: IRL
Dag :: IRL
sted :: ved cassies træ.
Vejr :: tyk tåge, meget fugtigt og lidt mørkt.
Omkring :: ingen kun træer og et egern der engang imellen løber på skovbunden.
Påklædning :: Sorte og hullede bukser fyldt med sikkerhedsnåle hist og her, en sort t-shirt med hendes navn tværs over ryggen.

Cassie sad nede på den grønne og mosede skovbund, hun havde sin killing i skødet hvor han lå og sov. Hun prøvede at huske tilbage på hvordan det var at have et hjerte der kunne slå, på hvordan det var at have varme, at rødme, eller i det heletaget at være varm. Hun kælede blidt for sin killing og passsede godt på ikke at gøre det for hårdt, hun øvede sig lidt med at behærske sig. Det var ret svært da hun jo stadig på en måde var ny vampyr, det var kun de mest erfarende der kunne omgåes med mennesker i flere dage. Hun ville så godt kunne snakke med mennesker uden at gå løs på dem bagefter. Hun så op mellem træernes grønne blade, det var en meget tyk tåge. Det vejr hun følte sig i mest godt humør, det var det vejr hun kunne gå rundt i skoven hvorhen hun ville uden af hendes hud reagerede på solen.

Claire kom for førsten gang gående igennem skoven, hun var ellers vant til at hoppe imellem træerne og bare løbe igennem det hele. Men nej, ikke denne gang. Hun var iklædt en sort kjole der gik hende til knæene og bagpå var der nogle snore, som var meningen at skulle strammes godt ind så det nærmest var en corset. Og sådan havde hun også gjort det. Hun så vildt slank og tynd ud og hendes bryster blev en smule større af det. Hun havde ikke taget den på fordi at hun troede at der var nogle fyre omkring. Hun elskede bare at gå i sådan nogle kjoler. Hun havde ingen sko på, eller gamacher. Hun havde nærmest kun sin kjole på, også sine trusser indenunder selvfølgelig. Men ikke rigtig nogen BH. Hun kunne dufte Cassie et stykke fra, men hun orkede virkelig ikke til at løbe over til hende og irritere hende med hendes egen tilstedeværelse. Hun kunne endda dufte den kat der var på hendes skød. Det var nok det punkt hvor hun ikke rigtig forstod Cassie. Hun ville både have kæledyr OG hun kunne snakke med et menneske. Men så kom Claire i tanke om sig selv, hun havde næsten lige selv været sammen med et menneske, hvilket hun også syntes at det havde været forkert. Men hun ville jo gøre det menneske hun kendte til en vampyr, men Cassie gjorde tydeligvis intet ved Shin

Claire tænkte egentlig ikke så meget over mennesket. Hun kom bare i tanke om hvordan hendes vampyr år havde været. Noget af en prøvelse imellem at se om hun overhovedet ville være sammen med mennesker eller ej. Men nu var hun jo kommet frem til det at det ville hun i hvert fald ikke. Men dog var hun stadig i tvivl. Nogen gange var hun bange for at gøre andre mennesker til vampyre, fordi at hun vidste at man på et eller andet tidspunkt ville savne sit bankene hjerte. At have ens hud til at være varm.. at kunne gå ud i solen og tage på stranden. Sådan nogle ting ville man kunne savne. Det var derfor at hun dræbte de fleste mennesker hun mødte.

Cassie så ind mellem træerne, hun kunne dufte en velkendt duft. En duft hun havde kendt helt fra hun begyndte på sit nye liv, den havde været i hendes hovede i lang tid. Hun kunne ikke helt huske hvem den kom fra, hun så ned på sin killing. Hun håbede ikke at det var duften af hendes mor, det var det selvfølgelig ikke da den mindede meget om en vampyr. Hun kløede forsigtigt bag killingens øre, hvis de ville i kontakt med hende måtte de altså komme. For hun ville bare vække sin kat hvis hun flyttede på sig.

Hun gik bare med helt rolige skridt og sukkede nogen par gange. Lugten blev stærkere og stærkere og hun vidste ikke om hun overhovedet ville sige hej til Cassie efter det med Shin. Cassie vidste selvfølgelig ikke noget omkring det der var sket mellem Shin og Claire, men alligevel? Claire kunne bare ikke forstå det meste af det hele der var ved at ske omkring hedne. Hun nåede dog frem til Cassie, så hun ikke ville undgå at se og lugte hende. Så nu var der ingen vej tilbage. Hun skævede lidt til katten, hvorfor var den overhovedet der? Mente hun virkelig at hun rent faktisk også ville have kontakt til dyr? Hvis det var, ville Claire bare sørge for at de fleste vampyre snakkede med hinanden og ingen andre. Men sådan noget kunne man selvfølgelig ikke gøre.

Cassie så op, det var Claires duft hun kunne dufte. Hun sukkede lettet og smilte sødt "hej" sagde hun med hendes søde og uskyldige stemme, hun havde altid haft den stemme det var sværrt at lyde anderledes for hende. Til gengæld var det nemt at få fat på føde med den stemme, hun kunne ikke helt huske hvor hun havde kendt Claire fra. Hun var der nok bare, nok bare en hun havde mødt et sted fra.

Hun smilte skævt imens at hun så på Cassie. Hun sagde ikke så meget fra starten af, så bare på hende. Hendes læber skiltes ikke for at snakke, nej, hun nød bare at se på Cassie. Selvom at hun havde meget imod den kat, sagde hun ikke noget til det. Det var underligt at hun ikke så tit havde været sammen med Cassie, men det var nok også bedst at Cassie ikke vidste at det rent faktisk var Claire der havde bidt hende fra starten af. Hende der havde gjort Cassies liv til et helved så hun ikke kunne vende tilbage til hendes familie.

Cassie så undrende på Claire, var hun helt okay ? eller var hun blevet stum ? Man vidste aldrig med vampyre. "Hvor kender jeg dig fra ?" røg det pludselig ud af hende med hendes søde og barnlige stemme, hun så hurtigt ned på katten og kløede den let bag øret.