Cedric...

Dag: Fredag
dato: 2/1
tid: 22:22
årstid, Ehhm.
vejr, SNow
sted: skov
omgivelser: træer.

Cisse sad hvor hun plejede, på den kolde jord..
Hun sørgede..
Hendes blik var tomt.
Hun sad og knugede sin ring indtil sig.

Melanie kom gående gennem skovens mørke træer. Hun slentrede, nej dansede let igennem. Hun var utrolig let, hun så yndig ud sådan som hun kunne komme løbende. Men nej, hun var ikke yndig på nogen måde. Hun var et monster i menneskenes øjne, der kunne knuse alt. Pine dem til de ikke kunne holde til det længere. Hun var uhyggelig farlig og magtfuld. Hun så rundt, og hørte en hulken. Lugten fortalte hende det var en vampyr, som græd? Hun mindes ikke at vampyrer kunne græde. Hun havde i hvert fald aldrig selv kunne.
Hun så kort på pigen der sad og knugede sin hånd ind til sig. Hun vidste allerede der hvem det var, det var ikke så svært at gætte. "Cecilie?" spurgte hun forsigtigt.

Cisse så op.
Uden et ord.
Hun prøvede at smile..Og det lykkeds også? Såen næsten..
Hendes blev lidt mere livagtig, men ikke meget..
hendes øjne blev på en måde lidt mindre tågede og gjorde det nemmere at se det lilla'e skær..

Melanie så på hende, hun forstod godt hendes sorg. Det havde været det samme med hendes familie, da hun var blevet vampyr. Hun havde været så ked af det. Det havde været som at miste en del af sig selv.
Hun så på hende og strøg noget af det sorte silkebløde hår væk fra øjnene. Skulle hun forklare at Elias var efter hende? Ikke lige nu.
"Er du okay?" spurgte hun og så på Cecilie. Hun virkede så sårbar som hun sad der, også selvom hun virkede mere som en vampyr end nogensinde før. Så virkede hun endnu mere sårbar.

Hun nikkede.
"Jah." Hun nikkkede mod ved siden af sig.
"Hvad er der?" Spurgte hun med en stemme af silke.
Mel så bekymret ud.

Melanie sukkede. Selvfølgelig kunne hun ikke snyde en vampyr. En vampyr der var mere vampyr end nogensinde før. "På en måde," svarede hun og trak lidt på skulderne. Hun lod blidt vinden lege med sit silkebløde sorte hår. "Du ved godt han er efter dig ikke, ham Elias?" spurgte hun. Eller det var ikke rigtig et spørgsmål, mere en advarsel. "Han vil hævne sig." Cecilie vidste godt hvad Melanie talte om, det var hun sikker på.

"Hvem?" Spurgte hun med et løftet øjenbryn..
Hun fik en bange anelse..
"Hævne sig?" Hun sprang op.

Melanie nikkede og så på hende. "Elias, ham broderen til Morgan." svarede hun og så stift på hende. Cecilie var bange nu, det kunne man godt se. Hun var bange for hvad Melanies svar havde var. "Ja, hævne sig. Over Morgans død." svarede hun.

"Jeg skal dø." Sagde hun stille.
Hun bed sig i læben..

Melanie trak på skulderne. "Da jeg talte med ham, lød det mere som om du bare skulle mærke smerten. Ikke dø." svarede hun og så på hende med et skævt smil. "Hvorfor gjorde du det egentlig?" spurgte hun lidt nysgerrigt.

"Af frustraion over det han gjorde." Hun viftede med hånden.
"Laang historie, og faktisk dræbte jeg ham hurtigt."

Melanie så på hende og lagde hovedet let på skrå.
"Over at han gjorde dig til vampyr?" spurgte hun og så på hende.

Hun nikkede kort.
"Jeps."

Melanie nikkede, hun kendte vreden. Da Madelaine havde gjort hende til vampyr havde hun aldrig været mere sur end der.
"Han var nød til det Cecilie." hviskede hun og så på hende.
"Han ville have dræbt dig på et tidspunkt."

"Jeg ville hellere være død." Sagde hun mørkt.
"Det var det værste jeg har været ude for."

Melanie så bebrejdende på hende.
"Tror du han gjorde det af onskab?" spurgte hun og hvæste.
"Han gjorde det fordi han elskede dig, gjorde du ikke også Cedric til vampyr?!" spurgte hun og blev lidt sur.
Hun trak vejret dybt bare for lige at slappe af, så hun ikke pludselig begyndte at pine Cecilie.

Hun begyndte til sin egen overraskelse at grine.
"Og hvor ved du det fra?"
Hun blev irreteret.
"Selvfølgelig gjorde han det. Jeg forvandlede ikke Cedric, det gjorde Melly! Jeg bedte ikke om det."

Melanie så snart rasende på hende og hvæste lidt højere.
"Ville du ikke leve sammen med Cedric? Resten af dit liv?!" spurgte hun spydigt og så på hende.
"Elias var faktisk jaloux på sin bror over at han havde dig, vidste du det? Han syntes du var sød? Også slår du hans bror ihjel?!" hvæste hun.

Hun stirrede skræmt på hende.
"Hvad..?" Hun fik det tomme blik igen. "Cedric er død Melanie. Jeg SKAL leve uden ham."
Hun vendte ryggen til hende. "Jeg er bange for du holder med Elias."

Melanie vidste godt hun havde ramt et ømt punkt, båede på Cecilie og hende selv. Men hun viste det ikke, der var ikke tid til at have et ømt punkt. "Jeg ved det godt Cecilie, men Cedric blev vampyr, du skulle have levet resten af dit liv med ham. Hva nu hvis Cedric havde været vampyreren og han havde bidt dig. Ville du så også dræbe ham?" spurgte hun.
Hun så på hende og rystede på hovedet. "Jeg holder ikke med nogen, Cecilie."

Hun begyndte at ryste voldsomt.
"JA jeg skulle." Sagde hun. "Ja jeg ville." Sagde hun. "Men jeg gav ham et valg. Det valg jeg aldrig fik Melanie. Og det er over 20 0år siden."

Melanie så på hende og rystede på hovedet. Det var ikke sandheden hun sagde.
"Ville du dræbe Cedric, Cecilie?" spurgte hun roligt og så på hende.
"Også, hvis du kunne have levet resten af dit liv med ham?"

"Nej." Sagde hun ærligt. "Men sådan er det ikke Melanie. Cedric er død"
"Ham jeg skulle giftes med til vinter."

Melanie så på hende. Selvfølgelig gjorde det ondt, at miste den man havde allermest kært. Men livet går videre.
Hun sukkede kort og så på hende.
"Cedric døde for dig Cecilie, han elskede dig mere end noget andet. Du må ikke glemme ham. Men du kan heller ikke flygte fra alt." mindede hun hende om. Hun så kort på hende og bed sig i læben.

Hun vendte sig om, hun så sikkert utrolig sårbar ud.
"Jeg kan ikke tage Hjem Mel.." Hviskede hun. "Jeg kan ikke komme ind i det rum fyldt med minder.."
Hun så hende ind i øjnene.
"Jeg fortryder jeg slog Morgan ihjel.. Det har jeg gjordt i mange år.."

Melanie nikkede og så på hende. "Hvis du vil, kan du bo hos mig." svarede hun og smilte skævt.
"Du kan tale med Elias, måske han forstår. Ellers, så bare tænk på mig. Så skal jeg nok være der." smilte hun. x)

"Mener du det Mel..?" Sagde hun med en smule håb..
"Jeg vil prøve.. " Sagde hun.

Melanie nikkede og så blidt på hende. "Selvfølgelig gør jeg det." smilte hun. Hun strøg en hånd gennem det silkebløde sorte hår, imens hun så på Cecilie foran sig.
"Det var dejligt at høre." smilte hun.

Hun smilede, meget pludseligtog sprang i armene på hende.
"Mener du det Mel!?"

Melanie grinte og svang også armene om Cecilie. "Selvfølgelig mener jeg det," grinte hun og så på hende med et stort smil.

"Tak,tak,tak!" Hylede hun glad!
Hun dansede rundt med Mel i armene.

Melanie grinte lidt og så på hende. "Men du må selv indrette dit værelse." grinte hun og strøg en lille hånd gennem håret.

"Intet problem." Smilede hun.

Melanie nikkede og så smilende på hende.
"Godt, så." smilte hun.

Hun smilede stort.