Den sorte nattehimmel

Årstid :: Efterår, like in real life
Dato :: In real life
Dag :: Lørdag
Tid :: 23.56
Sted :: I skoven
Omgivelser :: Den tyste skov og ingen andre end hende selv
Vejr :: Det er koldt, omkring de 0 grader, men vindstille heldigvis. Det regner ikke
Påklædning :: En sort vinterjakke, med pelskant på ærmerne, i halsudskæringen og kanten hele vejen rundt. Hun har et par sorte jeans på og stramtsiddende sorte støvler med hæl.

Alice gik stille hen over skovbunden, næsten lydløst. Hendes fodsåler kvasede indimellem et tørt blad, og lyden virkede unaturligt høj, i den stille skov.
Få stjerner glimtede mat på den sorte nattehimmel over trækronerne, og fuldmånen kastede et gulligt lys over skoven, og gjorde aftenen nærmest magisk.
Alice's mørke lokker bølgede smukt ned af ryggen på hende, og hendes hænder var begravet i frakkelommerne. På hendes ansigt sås et mildt og roligt smil.

Elias stod under den lysende måne lidt væk.
Selvfølgelig hørte han bladet og så lidt på mennesket.
Han smilede muntert, og havde lyst til at snakke med nogle, når lejligheden bød sig.
Han stod stadig i skyggen, men ikke for meget.
Han var muligt at se, for selv mennesker.
Han havde ret lidt tøj på.
Sort skjorte, hvidt slips, lyse jeans.
Han var afslappet.
Hans topase øjne glitrede.

Alice nynnede stille, da hun var ret sikker på at hun var alene. Hun var ikke sanger, men hendes forsigtige nynnen, lød alligevel ikke helt ringe. Hun havde en lys og fin stemme.
Med en fornemmelse af at blive betragtet, løftede Alice hurtigt hovedet, og hendes nynnen forduftede. Hun kneb øjnene sammen, for bedre at kunne se vedkommende, da personen næsten var skjult i skyggerne.
Hun smilede venligt og prøvende, og mente helt bestemt at personen var af hankøn.

Elias ville spare dette søde hunmenneske for ond i hendes små øjne.
Han trådte frem i lyset, og smilede endnu mere muntert til hende.
Hans honninggyldne hår, blev leget blidt af den vind som ikke var der... ^^
Han lagde hovedet på skrå og så på hende.
Han stod ikke helt i lyset fra månen, hvilket ville have gjort hende minstænkeligt.
Hans hud glitrede kun meget svagt, her i den sparsomme skygge.
"Hej." hilste han charmerende.
Mon nogle ville kunne rede hende her?
Han smilede lidt mere venligt.
Han ville aldrig gøre et menneske fortræd mere...
Han ville vende sig til dyr fra nuaf.
"Det er farligt at være herude så sent.."

Alice betragtede den ukendte dreng/mand?, og blev betaget af hans skønhed.
*Ikke igen!* tænkte hun desperat. Hvorfor, hvorfor var alle mennesker her omkring så uretfærdigt smukke, og helt igennem perfekte?
"Hejsa.." Mumlede hun til ham, da hendes stemmebånd igen var istand til at få et ord frem. I nogle lange sekunder, havde hun været nærmest hypnotiseret af ham. Hvor var han dog smuk.
Ved hans ord, blegnede det forsigtige smil hun havde fået frem, og hun stirrede forskrækket på ham.
"Hvorfor skulle det være farligt?" Spurgte hun stille.

"Det ved jeg ikke." Han trak ubevæget på skuldrene, og smilede et smukt og charmerende smil til hende. "Mit navn er Elias. Hvad er dit." Ikke engang hans skosnude stak udenfor skyggen. Det ville kunne ses.. Hans hud ville skinne, og gøre hende mistænkelig.

"Jeg hedder Alice," sagde hun med spinkel stemme, og gloede uhæmmet på ham, da han smilede. Hun smeltede nærmest ved synet af hans smil.
Så rystede hun lidt på hovedet, og forsøgte at koncentrere sig.

Han elskede bare når mennesker gloede.
De ville aldrig blive så smuk som ham >___<
Okay, hvis de blev bidt..
Men det var der ingen grund til.
Varulvene ville ikke kunne gøre vampyrene noget.
Han smilede igen til hende.
"Hyggeligt at møde dig, Alice."

Hun mærkede, hvordan hun langsomt begyndte at slappe af.
Så kunne hun bedre koncentrere sig om at snakke med ham.
"I lige måde Elias." Sagde hun venligt, og stadig en smule åndeløst.
Hun gengældte hans perfekte smil.

Hun var et smuk menneske.
Sludder og vrøvl!
Et nomalt menneske, som intet havde med ham at gøre .___.'
Han skar ansigt, men så på hende igen.
"Hvad laver du herude så sent?"
Han lagde hovedet lidt på skrå.
"og hvorfor i skoven? Her kan godt være farligt."

Hun trak svagt på de smalle skuldre, og tænkte sig lidt om.
"Jooh.. Jeg holder bare meget af naturen. Så meget, at jeg ikke har nok i den i dagtimerne. Jeg må absolut herud når det er mørkt også." Hun rystede lidt på hovedet af sig selv.
"Hmm. Hvis der kan være farligt, hvorfor er du så herude?" Hun så listigt på ham.

"Jeg elsker farlige ting." svarede han og smilede fjoget.
Det var måske lidt mærkeligt at se en voksen knægt, sige sådan nogle ting.
Men han var jo ældgammel, og var ligeglad, med hvad andre syntes.
"Jeg kan klare alt." sagde han i en drillende tone.

Hun smilede skævt til ham, og hævede et øjenbryn.
"Du kan klare alt?" Spurgte hun skeptisk.
"Har du ikke lige lovlig meget selvtillid?" Spurgte hun så,
og fortsatte sætningen i sit hoved:
...men det har du jo også grund til!...

"Når man er... som mig, er man meget modig."
Han smilede charmerende.
Måske ville igen savne hende?
Måske kunne han bare.. Bare en lille dråbe?
Han smilede skævt.

"Og hvordan er du så?" Spurgte hun med et nysgerrigt smil,
og gik lidt tættere på ham.
Hendes grønlige øjne skinnede muntert, og det faldt hende overhoved ikke ind,
at denne Elias kunne være farlig.
Overhoved ikke.
Når man var så... så smuk, så kunne man umuligt være farlig.

Elias øjne glitrede.
Luften bar hendes duft med sig.
Hans læber blev til en tynd streg.
"Hvordan jeg er? Jamen, det kan vi da finde ud af?"
Hans stemme var godt nok rolig.
Hendes duft...

"Så lad os finde ud af det!" Sagde hun glad.
Hun gik endnu et skridt tættere på ham,
stadig med et nysgerrigt og muntert smil på læben.
*Gud hvor er han dog smuk..* tænkte hun,
for 10. gang den aften.

Han bed sig i læben.
*Åh, my god...*
Han stod pludselig med armene hårdt om hende.
Han sank og var lige ved at...
Han kom i bedre tanker lige før han bed.
Han begyndte at kilde hende.
"Så kan du lære de." grinede han.

Da han greb fat om hende, stivnede hele hendes krop,
og hendes øjne blev vidtåbne.
I et lille øjeblik var hun lige ved at tro at han ville...
Hvad? Hun anede det ikke. Men da han kildede hende,
slappede hendes muskler af igen, og hun grinede.
"La' vær.." Lo hun, og forsøgte at skubbe hans hænder væk.
Hun blev pludselig meget bevidst på hvor tæt han var på hende,
og hun måtte bruge al sin viljestyrke på ikke at hyperventilere.

Han så på hende, med et charmerende smil.
"Du virker oprevet. Er der noget der provokere dig?"
Han kunne ikke lade være med at smile bredt, af hans egen joke.
Han viste da godt hvorfor hun opførte sig sådan.
Det var endnu værrere i London.
Han smilede og lod hånden køre igennem sit topase hår.

Hun himlede med øjnene.
Havde han aldrig set sig selv i spejlet?
"Selvfølgelig virker jeg oprevet. Har du set dig selv for nylig?"
Brokkede hun sig muntert.
Hun rettede på sit hår, og svingede det derefter om på ryggen igen.

"om jeg har set mig selv i spejlet?"
Han skar anigt.
"Er der noget galt med mit smukke ansigt?!" hylede han drillende.
Han trykkede hende på næsen.
"Det håber jeg ikke at du syntes."
Han grinede af hendes udtryk.

Hun fnøs, men kunne ikke lade være med at grine af ham.
"Om der er noget galt med dit ansigt?" Spurgte hun himmelfalden.
"Nej, gid der var." Grinede hun,
og kastede et misundeligt blik på hans perfekte træk.

"Jeg ved det," sagde han og grinede.
"Jeg er også så lækker."
Han poserede som en supermodel, med et drillende grin.

Hun rakte tunge af ham.
"Nemlig! Og nu har du blæret dig nok!"
Hun grinede stille.
"Det er jo ikke os alle sammen der kan prale af at have et udseende som dit!"

Han gav hende en hovedgnubber.
De stod faktisk ret tæt nu..
"Du er da også smuk."
Han smilede til hende, et roligt smil.
"Jeg er sikker på at drengene fra din klasse vil finde dig spændene.."

Hun lo, greb fat om hans håndled og dukkede sig, så han ikke kunne ugle hendes hår.
Så glattede hun det tænksomt, og ved hans ord, fniste hun.
"Mange tak. Men helt ærligt, drengene fra min klasse er idioter."
Hun himlede med øjnene, og mærkede nu hvor kold han var.
Men trods kulden kunne hun ikke få sig selv til fjerne sig.
Selv hans duft var perfekt.

Han kom tættere på hende, næsten uden at hun fornemmede det..
"Sikkert. Drenge er idioter."
Han smilede skævt til hende.
*Satans... Hvorfor bliver jeg så overasket når mennesker faktisk ikke er snegle?*

Hun smilede let.
"De fleste." Indrømmede hun. "Med få undtagelser." Hun smilede sødt til ham,
og snusede diskret ind, uden at han lagde mærke til det.
*Mmm, hvor han dog dufter godt. Friskt og lækkert..!* Tænkte hun.

Han åndede på hende, for at drille noget mere.
De rørte næsten hinanden..
"Få undtagelser?"
Han kunne ikke lade være med at smile over hende.
"Fortæl.."

Hun holdt vejret, da han med vilje gjorde det sværere for hende.
"De drenge jeg har mødt, som ikke er idioter, er dig, Lucas, Shin og så min bror Mike."
Hun smilede lidt til ham, og følte sig nærmest elektrisk, fordi han stod så tæt på hende.
Så åndede hun langsomt ud.

"Jeg har mødt Shin," startede han og smilede.
"Han er en hyggelig fyr."
Han bukkede sig ned mod hende, så hans øjne fangede hendes.
De lynede og glødede.
"Men kan han måle sig med mig?"

Hun så på ham med store øjne,
og gengældte hans blik.
Hun kunne slet ikke få sig selv til at sige noget,
hendes tunge ville ikke lystre.
Så hun rystede bare tavst på hovedet.
Det føltes næsten som om hun druknede i hans øjne.

"Godt."
Hans intensitet forsvandt, for et venligt og muntert smil.
"Bor du her i Forks? startede han, og blinkede med sine lange vipper.
Dette var totalt ynkeligt..

Hun nikkede langsomt, og kunne tale igen.
"Ja. Lige uden for skoven," svarede hun,
og smilede blidt til ham.

"Det gør jeg også." svarede han og klemte hendes hånd.
Han bed sig i læben.
Sødt menneske.. Hun havde endnu ikke rødmet ret meget meen..
Han kunne ikke lade være med at grine.
"Er det hyggeligt at bo der?"

Hun nikkede ivrigt.
"Det er det dejligste sted." Sagde hun ærligt.
Hun elskede sit lille, hyggelige hus, og i det hele taget elskede hun bare Forks.
Hun smilede til Elias.
Da han klemte om hendes hånd, blev hun en smule rød i kinderne, men hun sagde intet.
Gav bare hans hånd et lille klem også.

"Du har ret." sagde han med et muntert grin.
"Skoven er det allerhyggeligtste sted,"
Han så over hendes hoved, på månen.
"isér i måneskin."
Han kunne ikke forlade skyggen, da hun var her.
Det irriterede ham.
Men hvis hun så ham måtte han bide hende..
Ellers kom Volturierne..
Han afskyede dem!

Hun nikkede tavst, og kastede et blik på månen.
Den kastede et blødt lys på skovbunden,
men de stod i skygge, lagde hun først mærke til nu.
"Hvor gammel er du?" Spurgte hun pludseligt,
og kiggede nysgerrigt på ham. Hun havde svært ved at bedømme det.

"798." svarede han, og der gik et stykke tid før han opdagede sin fejl.
Han kom til at grine, men blev alvorlig igen.
"Jeg mener selvfølgelig 17.. Snart 18."
Han smilede stadig lidt, til hende.

Hun gloede underligt på ham.
"Nårh, så forstår jeg bedre." Sagde hun, og rystede på hovedet af sig selv.
Et øjeblik havde hun troet ham. Det havde lydt så ærligt, og hans stemme havde lydt så naturlig,
da han sagde det.
Hun smilede skævt.

"Som om jeg var sådan en olding," sagde han, lidt spændt.
"Så gammel kan man jo ikke blive!"
Han var ved at gå op i tovene, så han måtte klemme hendes hånd igen.
Hun var kun et menneske..

"Det har jeg i hvert fald ikke hørt om før."
Hun sendte ham et glad smil.
Hun mærkede at han klemte om hendes hånd,
og hun kunne tydeligt mærke at han var meget stærk.
Det gjorde ikke ondt i hendes hånd, men hun kunne mærke det alligevel.

// OMG, jeg så ikke at du havde skrevet ^^

Han smilede skævt, og slap hendes hånd lidt.
Han fandt lige et sted, og blev normal igen.
"Hvordan har du det med mørke månenætter, i skyggen?"
Han så ned på hende, og smilede skævt.

//Det gør alligevel ikke noget, har ikke selv været på i længe ^^

Hun så lidt op på ham, og tænkte sig om.
"Jeg er ikke bange for mørke, eller skygge, hvis det er det du mener."
Hun smilede lidt til ham.

Han trak sig langsomt, uendelig langsomt, tættere på hende.
"Er du sikker?" spurgte han med en stemme, som var kold som vand der lynhurtigt frøs til, og som en skygge, der blev størrere, og mere farlig.
Han kunne ikke lade være med at grine, og hun stod pludselig op af træet.
Han kunne se på hende, at det pludselig gav et uvist gys, langs hendes rygrad.

Hun sank en klump. Hvorfor var der noget ved ham, der gjorde, at hun pludselig frygtede ham?
"Jaah.." Sagde hun tøvende, og stille.
Hun holdt vejret, da han nærmede sig hende. Hvor var han dog smuk!
Men der var også noget ved ham, noget skræmmende, noget farligt. Hendes sanser advarede hende mod at stå der, i mørket sammen med hende, men hendes øjne var overbeviste. Noget så gennemført perfekt, kunne ikke have onde hensigter. Niks. Ikke ham.

//undskyld der er gået så lang tid, er nemlig i praktik, og har ikke internet hele ugen. Sidder på et bibliotek lige nu xD//