Dalende Sne.

Dato;; 22 december.
Årstid;; Vinter/Jul.
Dag ;; Onsdag.
Sted ;; Skoven.
Tid ;; 22.48.
Vejr ;; Det sner, og er kølig.
Omgivelser ;; Sne og...Sne og Snedækkede trær..Og snedækkede Sten..Og sne?



Et snefnug landte på Emilys næse og hun kiggede undrene ind på sin næse, hviket resulterede at hun blev skiløjet. Hendes pejefinger børstede det hurtigt ned fra hendes næse, inden det smeltede og blev til vand, der løb ned af hendes ansigt. Emily kiggede sig først nu omkring. I lang tid efter hun havde forladt sit hjem, havde hun tænkt over alt der var sket siden hun havde været væk. Kate og Sargas!? Hun smilede for sig selv og var utrolig glade på deres vegne.

Nu kiggede hun så rundt i alt sneen der havde lagt sig. Hun kiggede hurtigt, en anelse forskrækket, op i himlen for at se hvad klikken var, men solen var helt forsvundet. Alt lyset kom tydeligvist fra den krid hvide sne og hun trak på skuldrene. Freddy ville nok ikke savne hende..

Emily bukkede sig ned og rørte forsigtigt ved sneen, kulden nåede ikke hendes hud og sneen blev langsomt til vand. Hun savnede lidt at kunne æave snebolde, men hvis hun gjorde det nu ville det blive til hårde isklumper, pga. vandet. Hun trak på skuldrene og tog alligevel en klump sne op i hænderne. Emily trykkede sneen sammen, og vandet der kom fra det smeltende sne, lavede hurtlgigt snebolden hårt og Emily smilede svagt. Hendes øjne lyste kække da hun utrolig elegant kastede bolden mod et træ, med utrolig kraft. Man hørte et lille slam da bolden ramte det udvalgte træ. Og der opdagede hun at noget var galt. Hun lyttede..
Alt var stille. Lidt for stille! Og der hørte hun det. Fodskridt i sneen, ikke så langt væk.
Emily stivnede, stadig rolig, og snusede ind.

Sargaras kom gående ind i skoven.
Han så sig rundt og mærkede en varulv, han løb efter lugten
Han fandt en Alfa Emily"Goddag? Emily"sagde han glad.
Han så rundt om der hvor hun var og syntes det var flot.

.

Duncan kom gående.
Sneen knasede under han sko,
Der var ingen ånde om ham, Da Duncan ikke træk vejret..
Han behøvede ikke.
De klare blå øjne var som denne kulde luft,
som omgav ham. Kold klar og ikke til at undgå.
duncan forsatte fremad, uden at sætte farten op eller ned..
bare fremad!

"Naaj egentligt ikke jeg kan ikke lugte så godt længere... har det lidt dårligt"
sagde han og så på hende med et undrende blik.
Han vendte sig om og så på skovens skygger.
og undrede sig over hvorfor to vampyrer skulle slå dem da de begge var stærkerer.

Emilys øjne lyste op da hun genkændte lugten..Duncan!?
Hun blev revet ud af hendes tanker da Sar kom løbende..Hun stirrede kort på ham med et hævet øjenbryn og et lettere kølig mine. Typisk Emily.
"Ssshh Sar, ikke så højt" Hun smilede skævt og betragtede ham. "Godaften så.." Hun tøvede og fortsatte så igen. "Mødte du Duncan påvej?" Spurgte hun og lod det hævede øjenbryn falde ned igen. Emily kiggede kort ind i skoven og trak på skuldrene.

Daniella kom gående igennem skoven. Hun havde noget stramt rundt om sine ribben, men det kunne ikkes ses for en sort lang kjole. Hun havde nøgne nøgne fødder og Hendes sorte hår hang ned af hendes ryg og hendes øjne stirrede frem for sig. En lugt af varulv skar i hendes næse . Hendes ansigt var i en grimasse. Hun kunne sagtens lugte en vampyr lugt, blandet i det. Men en lugt af varulv var meget stærkere. Hun strøg sin finger på næsen og så derefter ned i jorden. Hun kiggede på sit håndled som var dækket af bandager. Ikke fordi det blødte eller gjorde ondt. Men hun skulle bare dække mærket til. Hendes hænder var følelses løse, og hun vandrede bare frem mod varulve lugten og vampyr duften. Hun havde aldrig lugtet varulve lugten før. Men hun kunne kende vampyr lugten. Dog uden at kunne gennemskue hvem den tilhørte.

Duncan fornemmede dem..
Øjnene så mod dem, velvidende at de med stor sandsynlighed havde set og fornemmet ham.
HAn valgte derfor at gå frem.
såret var healet, og øjnene landede koldt på
Emse!
" Når man lige tror.." mumlede han for sig selv..
Rystede let på hovedet.
ligegyldigt!

Emily's øjne gled hurtigt ind i skoven og hun himlede med øjnene..
Flere vampyrer!
Hun snusede ind men opdagede at hun ikke rigtigt kunne skabe en person ud fra den lugt..Hun kunne ikke huske den. Emily betragtede skoven i lang tid før hun ikke sad at kigge mere og derfor samlede noget sne op som hun formede til en hård snebold. Hun fyrrede den lige ind i skoven, uden at ville ramme et træ eller noget, bare for at lave noget. Hun faldt igen ind i sine tanker og betragtede et træ imens hun tænkte sig om. Lugten kom tætere på og hev hende langsomt ud af tankerne. Hun betragtede Vandmand med et hævet øjenbryn. "Ja jeg kunne sige det samme" Mumlede hun og betragtede roligt..
VANDMANDEN! xD

Hun var nu så tæt på lugten at hun kunne se dem alle tre. Hun bed sig i læben.. To varulve. Hvor typisk! De tingester burde da snart tage et bad. Man kunne jo lugte dem på hundrede meters afstand. Hun holdte sig for næsen og kastede et blik på vampyren.. Hun tabte næsten underkæben et øjeblik. Hun gik til siden og bakkede om et træ, og tog sig til hovedet.
Tre hun ikke kunne fordrage? Kunne det være værre? Dog kendte hun ikke varulvene, men alle varulve var ens. så enkelt var det.!

Duncan så på dem...
Han sukkede indvendig da vampyren kom til syne!
nu også hende..
kom hun for at få flere bank?
HAns valgte at ignorere hende,
Så bare på Emse, med de kolde blå øjne
(fandt det for upassende at kalde dig høne:b)
Det var dog for meget, man kunne dårligt bevæge sig, uden at utøj var over ham..

dominic kom gående i sneen og kunne mærke sneen imod hans kolde hud og på hans ansigt. Han brokkede sig over at han netop skulle gå ud nu, men han ville ha' noget frisk luft så hvorfor ikke gå i skoven? Tjaa nu kom det dårlige nemlig.. Varulve! *Køtere.. Hvalpe!* tænkte han og kunne også dufte vampyrer men han kendte ingen derfra.. Han havde en hvid jakke på med et par sorte jeans med et par mørkeblå vans. Han så rundt og løb imod færten af køterne og vampyrerne eller vampyren. Han var blevet utrolig hurtigere og var allerede ved dem..

Emily betragtede køligt Dumle tilbage (Det er så dit nye, ikke så nedladende navn, som jeg er så kreativ at kalde dig fordi at der er for mange der kalder dig DunDun xD <-- Lang forklaring) dog ikke med de lyse øjne, som fik efekten af hans nedstirren til at virke endnu mere kølig. Hun kiggede kort på Danni og hævede et øjenbryn mod hende inden hun også fik øje på Doo. Det var da utroiligt! Så kommer man fredeligt gående i skoven, og så er der straks 3 vampyrer!! Hvorfor skulle sådan noget egentlig også altid ske for hende? ^^

Hun kiggede på den ny ankommende vampyr uden at sige noget. Hun trak sig væk fra træet, og satte sig foran træet, sådan at hun kunne betragte dem alle på en gang. Hun kom til at tænke på Claire som havde fortalt om at der var en lille krig mellem vampyre og varulve. Hun bed sig i læben og kiggede rundt, Mens at hun holdte sig på sine ribben.

Alyss kom yndefuldt gåene gennem skoven.
Man kunne ikke høre hendes skridt i sneen der normal
ville knase under vægten af kroppen men helt lydløst gik det.
Ingen vejrtrækning.. ingen lyd kom fra hende på noget tidspunkt.
Alyss var iført et par lyse grå flænsede bukser - med vilje
selvfølgelig og en hvid t-shirt der sad tæt ind til hendes krop
hvor der på den: 'Don't come near - if you care about your life'
Hun havde selvfølgelig valgt det hvide tøj pågrund af sneen.
- meget nemmere at gemme sig selvfølgelig.
Men udenpå havde hun den der lange sorte læderlignende jakke/Frakke
på .. den sad godt om hende. Alyss's øjne var lyseblå .. grålyseblå?
lysende nærmest? om det var kontaktlinser hun havde på eller ej
vidste man ikke eftersom hendes øjne plejede at være blodrøde.
Hun havde allerede set alle der var til stede men hun vidste at ingen
af dem hverken havde set eller hørt hende endnu... hende liv
- hvis man kunne kalde det, det - havde for det meste gået ud på at
holde sig uset og det var nu klogt nok og meget nyttigt nu man tænkte
over det.. hendes ansigt var iskoldt og ulæseligt.
Som altid lignede hun den rene engel.. en djævel med engle ansigt.

Emilys øjne gik fra at kigge på Duncan til at stirre ind i skoven, meget hurtigt!
Hun stirrede ind i sneen med en kold mine og sukkede indevendigt!
FERE VAMPYRE! hvad skete der!?
Hun tiltrak jo ikke ligefrem vampyre, ikke som varulv.
Men hvorfor kunne de også alle sammen komme præcis NU!?
Emily himlede med øjnne og kiggede på dem alle sammen på skift!
Først Duncan, så Daniella og så Dominic!
hun stirrede atter ind i skoven, ventede på at den nye kom til syne.
Lugten var velkendt, men hun kunne ikke sætte navn og ansigt på den endnu.
Emily vidste ikke om hun skulle sige noget, der var helt stille..
HELT stille. Ingen rørte sig. Vampyrerne trak ikke vejret og inden sagde noget overhovedet.
Stilheden var ikke akavet, eller pinlig. Men bare rar.
Emily gad ikke til at mundhugges med nogle lige nu.

Hendes lugtesans strejfede endnu en vampyr.. Hun kunne ikke se nogen. Men stirrede bare ud i luften. Hun var ikke i just godt humør, siden hun fik øje på ham, og varulven. Hun rev fat i en lok af sit hår og pillede ved det. Hun snoede håret rundt om sin finger og af den igen. Hun stirrede bare rundt på dem, uden at sige noget.
Hun hadede stilhed. Men det var da bedre end at gå op og slås eller råbe.. Hun lænede hovedet tilbage mod træet og skævede til dem. Hun slap hårtotten igen.

Han tænkte bare over så utrolig meget da han så denne køter.. Han havde aldrig set en, men han havde altid hadet dem uanset hvad! Han fattede ikke hvorfor de hvalpe ikke bare skred?! Hvis de kom i krig med vampyrerne ville de sikkert alligevel tabe stort.. Så hvorfor ikke bare give op?!

Kates trin lød i skoven, der var vampyrer og Em,
det virkede ikke sammen, og hun satte farten op,
men forblev i hendes menneske skikkelse.
Sneen virkede våd under hendes tæer, "Hej Em og igler"
hun sendte hendes et mildt smil og hun mærkede stanken omkring hende
" Er du okay Em?" hun kiggede søgende omkring, hun ville være sikke på
at alt foregik som det skulle.

Hun så på den nye varulv der var kommer hen.. Hun så på hende med væmmelse da hun kaldte vampyrene for igler?. Hvad bildte hun sig ind. Hun kiggede koldt på hende, men uden at sige noget. Hvis de andre vampyre ville sige noget til hende, så måtte de gøre det. Hun ville bare ikke op og toppes med nogle lige nu. Ikke når hendes ribben var brækkede. Stanken af varulv skar i hendes næse. Med det samme nyste hun. "Så tag dog et bad." hviskede hun til sig selv, om varulvene. Hun hviskede det så lavt at det kun var hende selv der kunne høre det.

"Åh nej, endnu en køter, det betyder at der stinker endnu mere af våde køtere!" sagde han og så på køterne med et hadefuldt blik. Han kunne ikke klare lugten af våd køter og slet ikke når det blev kraftigere når der kom flere af dem hele tiden.. Han så på de andre vampyrer, nej han kendte ingen af dem desværre..

Emily kiggede på Kat med et roligt blik i øjnene.
Dog var kulden forsvundet helt, da hun kiggede på sin veninde.
"Jeg har det fint Kate, Tak" Sagde hun med et let smil og betragtede alle folk.
Emily stirrede kort på Dominic og smilede venligt.
"Jeg ville ærlig talt tige stille hvis jeg var dig" Hun kiggede på Danni.
"Ja, jeg taler også til dig frøken" Emilys øjne var rolige,
mens hendes tale var irriterende munter på en sarkastisk måde.
Hun betragtede Kat. "Hvad med dig, du er ikke ved at falde om af deres stank?"
Emily smilede let til Kat og kiggede på hende med et roligt, venligt blik.

Alyss susede helt og aldeles lydløst gennem skoven
med det sorte hår blafrede efter sig - og kappen self.
Hun trak ikke vejret.. hun trak aldrig vejret egentlig.
Alyss så Duncan og et af hendes små sjældne smil
dukkede op på hendes kolde læber.
Et lumsk smil. Hun kom tættere og tættere på ham uden
at han lagde mærke til det og alligevel holdt hun øje med
alle de andre tilstedeværende.. sjovt nok holdte hun stanken
af varulv ud.. en lille smule altså.

Duncan trådte frem, midt i den fine sne,
som stadig ikke var trådt ned.
Han så på dem, de gamle kendte ansigter,
dem han ikke kendte.
Kort sagt kendte han ingen.. men det gik ham ikke på.
det var ligegyldigt, især nu!
" Kære tomme væsner og kræ..
Skrid tilbage til det hul i kommer fra!"
HAns ord var høje og tydelige..
" Gå forsvind og lev det liv, i aldrig har ejet,
eller vil få!" han smilte koldt..
De klare øjne så på dem alle.. alle dem han hadede..
alle dem der hadede ham.

Emily vendte sig mod Duncan og betragtede ham roligt.
Hendes øjne glimtede halv-grinende da han snakkede.
Med højtidelig stemme og det hele. Tænkte og smilede et smil der ikke kunne ses.
Hun betragtede derefter alle de andre..
Alle var egentlig rolige, men Emily kiggede egentlig meget ligeglad's på ham.
Det er flot mester, tænkte hun til hans lille tale.
Dog forholdt hun sig helt Stum, stadig med det ligeglade blik på ham.

Hun så med hævet øjenbryn på Varulven der havde talt til hende, men svarede hende ikke. For det var trods alt ikke hende der lugtede som om at hun aldrig havde gået i bad. Men det var der åbenbart delte meninger om. Hun så derefter på Duncan.
"Har du tænkt dig at brække flere ribben?" spurgte hun ham med et hævet øjenbryn. Hendes øjne vaklede frem og tilbage mellem Duncan og varulvene.

"Det er smukt lille pige" Sagde hun grinende.
"Og Duncan? Seriøst...Tag dig sammen" Hun hævede et øjenbryn og betragtede alle omkring sig med et fnisende ansigt

Alyss øjne skinnede.. lyste af kulde ligeså
kold som sneen.. nej faktisk koldere! lige så
kold som hendes egen hud? is? koldere? hvis
der overhovedet var noget der var koldere end det.
Hun lyttede til Duncans ord.. tænkte over dem mens
hun nærmede sig ham hurtigere og hurtigere
og lydløst oven i købet.
Hun vidste at han ikke havde set hende endnu.
- for så ville han have sagt noget? eller i hvert
fald sendt hende et kort koldt blik.
Alyss tænke .. og hendes egne tanker svarede igen.
hvorfor var de omvandrende pelsfrakker heromkring?
Det er da simpelt ikke sandt? de er til for at blive udryddet
svarede stemmen i hendes hoved.. hun var tættere på Duncan
nu..
og hvem var stærk nok til at klare de bæster?
Det burde være let at regne ud ikke sandt?
Først nu gik det op for hende at det var hendes egen stemme
der svarede.. i hovedet altså.. hun holdt tankerne gemt og
fokuserede derfor kun på nuet.. udenfor tankerne.

"Vampyrere? tid til jeres straf!"
sagde han og stilte sig frem over dem.
han havde tænkt på noget og undrede sig over noget
siden han ikke havde været aktiv i deres snak faktisk havde han bare stået og kigget på dem,
"I vil falde en efter en... lige som vi gjorder en efter en vil forsvinde ud lyset!"

Hun så irriteret på den varulv der havde talt til hende tidligere. Hun sukkede og så op på den vampyr som var begyndt at snakke om at vampyrene skulle straffes. Hun så på ham som om det var en joke. Hun holdte sig ømt om sine ribben og kiggede irriteret ned på sine fødder. Hvad de så end havde med det hele at gøre Oo' .. Hun så koldt op på vampyren igen og rystede bare på hovedet. Hun havde intet at sige.

Duncan lod et vel placeret spark ramme
Emse.. Lige over næse ryggen,
hvilket der ved et normalt menneske ville
smadre næsen,
HAn trådte tilbage.
" Sorry lille hun, men du trængte til at vågne op"
han så koldt på emse, skævede til vampyren,
og lyttede til sin vrede der ville slippes fri!

Kate stod som frosset til jorden og kiggede rundt på forsamlingen, intet undgik hendes blik, og ingen lyd undslap hendes læber, en kold og stiv vind remte hende og fik hendes hår til at danse let i vinden inden det lagde sig lyløst på hendes skulder.
Hendes blå øjne var matte og gnisten glødede svagt bag dem, og hendes ansigt var roligt og koldt, dog stadig med en munster trækning efter Ems sidste kommentar.
Duncan var den eneste hun ikke tillod at forlade hendes synsvinkel, han var i den konstant, ventende på at han ville træde et skridt forkert, ventende på hans svage punkt.
Hun kunne havde rullet med øjnene af Sargas, men hendes resepkt for ham som leder fik hendes til at la' hver, hun holdt af ham, men nogle gange gik han bare for vidt hvilket han også nok skulle få af vide når de var alene.

Hun holdt stadig hendes blik på mængden omkring dem, engang imellem glødede hendes øjne op, for at igen blive matte, Kate stod ved siden af Ems med det samme hans slag haglede over hende, hendes øjne glødede som lyn, og hendes stemme knurrede næsten.
" Lille bitte Duncan, du lære det aldrig var" hendes stemme var kynisk og hår, og det var tydeligt at hun syntes, at han var fuldstændig patetisk.

Alyss var endnu ikke synlig endnu.. hun lod sig ikke
mærke med at hun hverken var en Alfa og Omega..
Hun var helt lydløs og yndefuld... ingen havde endnu
set eller hørt hende og ligepludselig.. som om hun
dukkede op af den rene luft stod hun bagved Kate
- greb hendes arme og tvang dem brutalt om på
ryggen.. Vred dem op af - ret langt op af.
Så længe hendes arme ville uden at protestere.
Eller så langt de overhovedet KUNNE uden en lyd
ville sige knæk.. Uh hvor ville hun have
elsket at høre lyden af det uhyggelige knæk men hun
forholdt sig rolig..

Sargaras så mod Dunner han vendte sig imod ham
"Vampyr du er så ynkelig!"
sagde han og gik hen til kiggede på ham tog hans hånd på Dunners ryg og lod varmen som om det var ild på hans hænder så det brændte Dunner

Kate mærkede den kolde og isnende lugt bag hende, som langsomt fyldte hendes næsebor, men for sent iglens hænder var i hendes, og hun vred dem tilbage.
En overilet handling ville koste meget skade, så hun slappede helt af og gjorde hendes arme slappe og hele hendes krop faldt langsomt i staver, hun fortrød ikke at hun forsat havde fulgt hendes daglige træning, den havde været en stor hjælp på det sidste.
Iglens negle havde nu boret sig ind i hendes hud, og en stemme sagde at hun skulle forvandle sig, men hun nægtede pur're hun skulle lige havde ordnet denne hvide tingest inden.
Iglens greb var ikke nær så hårdt nu når hendes muskler slappede af, Kate satte af og snurrede rundt, og sigtede hendes bed efter hende, den ramte hendes i midten af lennen, og sendte hende tilbage, så de nu stod nogle meter fra hinanden, hvis vampyren ville havde haft et hjerte ville det havde lynet af had ligesom hendes.
Hendes sår var allerede hele, og en tynd skorpe havde sat sig der hvor de røde mærker burde at være, hendes ansigt var roligt og koldt, og hun slappede fuldstændig af " Nogen der har hørt om at melde sig ankomt, eller om fair play " hendes stemme var sarkastisk, hun smilede let, og kiggede dræbende på iglen.

Alyss sagde intet... hun havde ikke forventet mindre fra en Omega.
Et lille uhyggeligt grumt smil spillede på hendes læber og fik hende til
at se helt uhyggelig ud.. og på sammetid ufattelig smuk.
Hvorfor forvandlede gadekrydset sig ikke? Hun havde først troet
at lige det ville have været nok men hun blev ikke slået af pinden
blot pågrund af dette - de var jo slet ikke begyndt endnu.
Alyss spredte benene lidt og hvæsede så hendes overraskende hvide
og to spidse hjørnetænder kom til syne som to hvidmalede dolke.
Det her skulle nok blive underholdende.. men varulven kunne godt kysse
sit 'liv' farvel .. Hun så ufattelig faretruende ud.. de blodrøde øjne
lyste og det kulsorte glansfulde hår var spredt ud over hendes skuldre og ryg.
Alyss var klar.. hendes øjne mødte Kate's .. Iskoldt og udtryksløst uden en eneste
ene følelse.. hun virkede som hen statue som hun stod der..
Rørte sig ikke ud af stedet men så alligevel så levende ud!
Levende død... død levende... levende død... man måtte snart bestemme
sig for hvad hun var men det var jo ikke noget som hun spekulerede over en
hel masse vel? eller jo det var det jo egentlig.
Alyss sukkede indvendigt - kunne gadekrydset ikke skynde sig lidt?
hun ville gerne igang men tingesten ville bare ikke forvandle sig.

Kate indstilling var som altid anderledes, hun lod sig ikke påvirke af tøsen irreterende fremtoning eller for dens sags skyld hendes ilter temperamang, det faldt hende ikke ind at forvandle sig, hun var ikke kommet for at slås, men for at holde gemutterne nede, hvilket hun havde i sinde at gøre.
De havde ikke overtrådt nogen regler, derfor havde hun ikke engrund til at flænse tøsen, hun kunne være lige meget, den eneste hun skulle havde noget gjort op med var Duncan, men det kunne vente til de var alene, uden tilskuere til at komme til undsætning fra begge sider af, uden noget til at blande sig.
Kate gengældte det kolde og rasende blik fra vampyrerne, men hendes blik var langt mere rolig og blidt, måske afventende hun var blevet varulv for at forsvare ikke for at dræbe, godt nok hadede hun iglerne, men unødig kamp var ikke hendes favoridt.
Kates hår blev fanget i vinden, og det gav sig til at lege let med det mens hun betraktede tøsen, hvis hun ikke tog fejl ventede hun på at hun ville tage hendes ulveskikkelse, men så måtte hun vente længe, hun havde ikke i sinde at skifte nu, hun havde det ganske glimrende i den form hun var i nu.
Hendes blik var også alt for rolig og vidste tydeligt at hun ikke ville indlede nået som helt, hele hendes krop sporg vidste det, og det blev ikke mere tydeligt da hun lænede sig afslappet op af en gammel eg og observerede den brogede flok.

Sargas beskytter trang var som altid fremme , klar til at forsvare hver og en hvis de så meget som fortrak en muskel, denne forskel mellem dem var slående, Sarg, elskede at give dem høvl, mens hun heller så at begge parter forsvandt og gik hver til sidst, at de forsvandt for området, var måske mere præcis.
Em var underlig stille, måske afventende, det var svært at sige, men et var sikker, ingen af dem var i ulve skikkelse i nu..

Duncan hvæssede da
Sargas ramte ham,,
Han var hurtigt væk.. Øjnene var iskolde, og mørke.
Mørke af foragt og had..
Disse øjne så Allys handling, nikkede kort,
og rullede med skulderene!
dette ville komme til at gøre ondt.

Emily betragtede Duncan med et hævet øjenbryn.
Hun var blevet væltet bagover omkring en meter hen af græsset og trykkede kort på sin ryg.
Allerede nu var hun dog ved at heale.
"Gard DamnIT!" Mumlede hun og rettede sig lidt mere op.
"Duncan?" Sagde hun med et blød fløjlsstemme og hun stirrede på ham med et lettere koldt udtryk i hendes øjne.
Hurtigt blev hendes øjne hvide og man kunne kun se pupillerne, og en brændende smerte skar igennem Duncan.
Idet smerten startede satte hun et velplaceret bid ind i hans højre skulder(:3 Hihi xD) og sprang hurtigt et par meter tilbage inden hun forageligt spyttede ned i jorden.
"Føj!?" Udbrød hun og spyttede igen ned i jorden :3

Duncan Fnyste af vrede..
og smerten som ramte ham!
HAn kunne intet stille op mod den, og mens han kæmpede mod den
indre smerte bed hun ham! BED!
Duncan hvæste højt af Afsky og smerte som dunkede i hans krop!
hvad var det, alt dette lignede! sådan nogle loppe cirkuser!
HAn rankede sig helt, Lod smerten dulme hen..
Øjnene brændte sig mod Emse..
Kulde og had stod ud..
Han, lod endnu et Slag ramme siden af hendes hals,
For selvom Såret sveg, overmandede vreden ham!

Emily modstog trangen til at gispe eller pive, da hun mærkede luftrøret blive blokeret af slaget.
Hun skulel til at hoste, men slugte noget luft, så hosten aldrig kom.
Hendes øjne hvilede rolige, kolde og hånlige på ham(q; baah! xD)
Emily lagde hovedet på skrå, først til højre og så til venstre, for at se om noget var brækket.
Hun merkede en altoverskyggende smerte da hun lænede sig til venstre og hun gispede overrasket ^^
Hun trykkede forsigtigt på halsen. "Arh" Mumlede hun irriteret!
Hendes ryg var allerede healet, da det kun var knoglerne, og hun regnede også med at hendes hals snart ville være okay.