Den nederste Gren

Tid :: tidlig aften
Årstid :: sen efterår
Dag :: IRL
sted :: et stykke inde i skoven
Vejr :: let tåget og overskyet
Omkring :: intet andet end træer og nedfaldne blade
Påklædning :: Hvid cardigan, hvis t-shirt med røde roser, hvide converse & hvide cowboy bukser.

Det var efterhånden blevet aften. igen. tiden går hurtigt når man intet laver.
Soie kiggede ugideligt op måd den overskyede himmel og konstaterede at vejret ikke havde ændret sig det mindste.
Hendes hvide cowboy bukser havde fået en grim grøn-sort plet, fra hendes tur op i træet.
Egentlig var klatrede hun sjældent helt op i træerne, men gjorde for det meste som nu, sad på en af de nederste grene og betragtede alle de sære skovdyr, lyttede til den stille ro af gnavere, så langt fra mennesker hun kunne komme, uden at tage helt væk.
HUn sad egentlig bare i sine egne tanker.

Justin havde taget som sædvandelig sorte busker og en hættetrøje på.
Han gik og så ned i jorden og gabte en enkel gang. Han havde siddet hele dagen der hjemme og kede sig til sidst.
Han stak hænderne ned i de dybe lommer og sukkede dybt.
Justin var lige næsten lige begyndt i skolen i Forks men han havde ikke rigtigt faldet til endnu
Derfor gik han en tur for at slappe lidt af.

En kort overgang havde hun overvejet at melde sig ind i skolen, men det var en tanke hun havde grint af.
For hvad skulle hun gøre uden skoven? stedet der altid havde været hendes yndslingssted.
Blandt andre følte hun sig helt forkert og blant folk der ville bestemme kunne hun ikke være.
Så til sidst havde hun besluttet sig for at blive der.
Uden egentlig at regestrere det, helt hørte hun de larmene skridt fra andre mennesker. Men istedet for at obsevere det, røg der bare om bag i hendes store strøm af tanker.

Justin bed sig i læben og så sig om i skoven.
Han var ikke godt til at finde rundt og derfor skulle han huske hvor han gik hen.
Han holdt godt øje med den vej han var gået og så hurtigt ned i jorden igen.

Hun så op med en fornemmelse af noget hun havde glemt ..
Kunne det være ? .. ja! Med sammenknebne øjne så hun sig rundt i tågen, og obseverede en lille skygge længere henne ved stien.
''Mennesker,' mumlede hun utilpas, ''bryder freden og roen.''
Med et blødt bump landede hun på den blad dækkede jord, hvor hun med små skridt begav sig hen mod stien, halv skjult af tågen og træerne.

Justin så rundt. Tågen var ved at blive ret tyk.
Han overvejede at tage hjem igen men han orkede ikke sidde alene hjemme.
Han havde brug for lidt selvskab men han var sikkert for genert at snakke med mange mennesker.

Hun stod lidt op ad et træ og tænkte. Skulle hun, eller skulle hun ikke?
MEd et smil trak hun på skuldrene og knækkede bevidst en smal gren af træet, mens hun sørgede for at larme så meget som muligt, men stadig uden at overdrive.

Justin så på da han syntes at han hørte noget.
Han så en pige lidt væk fra sig. Han smilte nervøst og bed sig i læben.
"Hej" sagde han lidt stille og lagde hånden om bag nakke.

Hun gemte diskret sit smil bag en facade.
'Hej,' mumlede hun, akkurat højt nok til at man kunne høre det.
I hendes ører lød det som kæmpe støj, efter at have siddet for sig selv i stilheden, i så mange dage.

Justin så sig om i skoven. Han vidste sådan nogenlunde hvor han var.
"Jeg er Justin" sagde han stadigt meget genert men prøvede ikke at vise det.
han havde som sædvandeligt meget svært med at snakke med nye folk
Men det plejede at blive bedre når han havde lært dem lidt bedre at kende.

Hun lagde hovedet på skrå og nikkede ubemørket.
"Hej Justin," svarede hun med et smil, stadig lænet op mod træet.
"Du kan kalde mig Soie. Faktisk, så er det Soie Lilly, men det er der ingen der husker." hun lo svagt.

"Jamen hyggeligt at møde dig Soie" sagde han og prøvede at virke lidt mere selvsikker
"hvad laver du her i skoven" spurgte han og bed sig i læben igen
Det var efter hånden blevet en dårlig vane at gøre det.

"Bor her, mere eller mindre," svarede hun med et lille smil og så kærligt rundt på træerne. Det var tit hun faldte i søvn på en gren, mens hun sad og tænkte på ingenting.
"Spørgsmålet er måske hvad du laver her?" spurgt hun med et lille grin, "du ligner mest af alt en der ikke ved hvor du er?"

Han slog en nervøst latter op og så på hende med et lille smil
"Jeg er lige flyttet til og jeg vil bare være sikker på at jeg ikke farer vild" forklarede han
"Hvordan bor man i en skov" spurgte han dumt og fugtede sine læber lidt.

//bliver nødt til at logge.//