I miss U ...

Tid :: IRL
Årstid :: IRL
Dag :: IRL
sted :: ved cassies træ.
Vejr :: tyk tåge, meget fugtigt og lidt mørkt.
Omkring :: ingen kun træer og et egern der engang imellen løber på skovbunden.
Påklædning :: Sorte og hullede bukser fyldt med sikkerhedsnåle hist og her, en sort t-shirt med hendes navn tværs over ryggen.

Cassie sad oppe i sit træ, helt øverst oppe i trækronerne. Hun var stadig vred over det Chris havde fortalt men hun havde tænkt sig snart at tilgive hende, hun savnede sådan sin søster. Hun lænede sig ind over stammen og sukkede let.

Chris tænkte at hun nok hellere måttte snakke med Cassie, så hun gik over til Cassie's træ..
Hun kunne lugte at Cassie var der, og vidste at Cassie også kunne lugte hende..
"Hej..", sagde hun stille, men som vampyr kunne Cassie sagtens høre hende.

Cassie så op, hun havde hørt Chris´s stemme, hun indåndede let duften af sin søsters blod. Deres blod mindede meget om hinanden da de jo var søstre, hun så ned mod skovbunden. Hun smilte let "kommer du ikke herop?" spurgte hun forsigtigt, hun ville gerne sige undskyld for sin opførelse. Pludselig mærkede hun en anden lugt, en meget velkendt lugt, det var hendes killing den var på vej herover. Det plejede at tage noget tid inden den kom for den var altid så langsom.

//sorry ska logge xD//

Chris sagde ikke noget, men kravlede let og lydløst op til Cassie.
Chris kunne også lugte katten, og var heldigvis ikke sulten, da hun lige havde jaget. Men hun kunne aldrig finde på at spise sin søsters kat, anyway.
Hun kiggede tavst på Cassie..

Cassie så lidt flovt ned på sine fingre, hun var ret chokkeret over sig selv. Men Chris kunne godt have ventet med at sige det til ham! Hvorfor skulle hun også sige det til et menneske, mennesker var uvidende nok i forvejen. De vidste ikke så meget som vampyre gjorde, eller i det hele taget hvalpende. Hun gyste da hun kom til at tænke på at den første hun havde mødt her i forks havde været en køter, hun så lidt skyldigt på Chris "undskyld" hviskede hun næsten helt uhørligt. Men da de begge havde god hørelse ville de bare lyde som almindelig snak, hun så ned af træet. Hendes killing var igang med at gravle op at træet, han var god til at klatre han plejede selv at kunne komme op selv. Hun smilte uskyldigt til Chris, hun håbede at hun kunne tilgive hende ligesom Cassie havde tilgivet hende for at være stukket af.

Chris nikkede, og smilede stort.
"Nå, men du har da vidst ikke præsenteret mig for din lille ven?", sagde hun, for at signalere til at det andet emne nu var lukket og glemt - fra hendes side, i hvert fald.
Hun kiggede ned på den lille killing, der stadig var igang med at kravle op.

Cassie så undrende på sin søster, måske ville hun ikke snakke om det men bare komme videre med livet eller?
Hun så ned at træets stamme, "Ååh ... det er min kat" smilte hun. Hun havde ikke fundet et navn til ham endnu men regnede med at finde på et i løbet af ugen.
Katten var næsten kommet helt op til dem, det var jo et meget højt træ så det tog noget tid da katte var et almindeligt dyr.

Chris lo kort, "Hvor lang tid har du egntlig haft den?", hun kiggede forlegent på Cassie og så over på den lille killing.
*Dufter gooooooooodt...*, hun smilte for sig selv..

Cassie smilte let "fandt ham igår" svarede hun stille, hun havde egentlig tænkt sig at æde den førstegang hun havde set ham. Men da hun var meget ensom nogle gange så ville hun beholde ham, desuden så fulgte han altid efter hende. Og hvis der var nogen som bare rørte ham på en ubehagelig måde ville hun flippe helt ud, for han betød virkelig meget for hende. Hendes killing var nået helt op til dem nu, og lå i Cassies skød. Dens vejrtrækning var tung og helt forpustet, hun grinte let og begyndte så at kælde med den "Han betyder virkelig meget for mig" hviskede hun uden at tage øjnene fra den lille killing.

Chris smilede moderisk, og var glad for at Cassie havde fundet fred i noget/nogen..
"Skal du ikke have fundet et navn?", sagde hun venligt. Hun havde lyst til at kæle ved den, men nogle katte kunne ikke lide at andre kælede for dem, så hun betragtede dem bare.

Hun så op, "Tjo ... men kan ikke finde på et passende navn" smilte hun. Hun kløede den let bar øret, "men skal nok finde et en dag, en dag hvor han har gjort noget jeg vil huske ham for det" hun smilte sødt til sin søster. Hun var glad for at blive tilgivet, men var det ikke det søtre var til for? For at tilgive og elske hinanden når ingen andre gjorde?

Chris nikkede svagt, "God idé.. Hvad kalder du den så nu?", hun smilte svagt, men nok til at man kunne se hendes spidse hjørnetænder.
Vinden tog stille fat i hendes løst-hængende hår, og fik det til at flagre lidt omkring hende. Hun lukkede øjnene kort og tog en dyb indånding om åbnede øjnene igen, som om intet var hændt.

Cassie så ned på sin killing, han var stadig lille. "Kalder ham ikke rigtigt noget nu..." hun så op på sin søster "kender du et godt navn til ham?" spurgte hun så. Hun havde brug for lidt hjælp til det, hun var ikke helt så god til at finde på navne som så mange andre. Det eneste hun plejede at kunne lide var at tegne, og nu for tiden jagede hun bare og holdte en lille pause fra at jage. Hun skulle jo holde øje ned sin kat ikke blev spist nu, af blodtørstige vampyre. Hun smilte sødt, hun håbede at Chris havde et godt navn, ellers så kunne Claire jo også bare hjælpe...

"Eh.. Theodor?", hun lo kort, "Eij.. jeg ved et ikke..", hun smilte, og tog sit hår om på den ene side af skulderen. Hun ændrede sin sidde-stilling, og rettede sig op.

Hun smilte let, "finder nok på et i løbet af tiden" smilte hun og kløede ham lidt på maven. "Spiser du ordenligt mad for tiden?" spurgte hun uden at se op på sin søster, hun havde været lidt i tvivl om hendes søster fik ordenligt føde. Cassie havde selv meget svært ved ikke at spise andet end mennesker, det var kun få hun nægtede at gøre fortræd. Ellers var de bare en flok gående madpakker der kunne snakke.

"Én gang om måneden, som en slags belønning..", hun smilte svagt og forlegent, "Men jeg prøver på kun at spise dumme mennesker!".. sagde hun lidt efter.
Hun kiggede op mod himmelen, og rettede igen sin sidde-stilling, hun slikkede sig om munden, ved tanken om at et lækkert menneske kunne komme forbi så let som ingenting.

Cassie smilte tilfreds, det var dejligt at Chris havde fået smag for dem. Men alt for kold måtte hun ikke være, det var uudholdeligt for Cassie. "Dejligt ikke sandt?" spurgte hun, der var ikke noget som et frisk og sundt menneske. Hendes killing strakte sig søvnigt og lagde sig til at sove, Cassie smilte sødt til ham og aeéde ham forsigtigt på ryggen.

Chris kiggede blidt på killingen, og smilte af moder-kærlighed.

"Meget..", hun smilte lumsk til Cassie, med kiggede stadig på killingen. Hun gjorde det ikke fordi hun havde lyst til den, men fordi det var fredfyldt at kigge på den.

Cassie så på Chris´s blik og rakte killingen mod hende, "hvis du kan behærske dig må du godt holde ham" smilte hun. killingen åbnede forviret øjnene over den pludselige vækning, han fik øje på Chris og studerede hende med hans uskyldige katte øjne.

"Selvfølgelig.. jeg ville aldrig drømme om at gøre sådan noget mod en bette kat.. især ikke din bette kat", hun smilte stort, og tog forsigtig imod killingen..

Cassie smilte sødt, hun håbede at han ville accebtere Chris.

Han strittede lidt imod, men da han kunne lugte Cassies duft på Chris slappede han lidt mere af.

Hun sad lidt akavet med katten. Chris kiggede stadig moderligt på katten. Men fik et trist udtryk i ansigtet.. Hun kom til at tænke på noget, som hun ikke havde tænkt på før.

Cassie lagde mærke til sin søsters triste udtryk og så lidt bekymret på hende "noget galt?" hviskede hun næsten helt uhørligt.

"Må jeg spørge om noget?", hun kiggede fraværende på katten.

Cassie så undrende på hende, sikke dog et dumt spørgsmål at stille sin søster. hun smilte sødt "selfølgelig" svarede hun bare og bed sig lidt i læben, måske var det noget dårligt hun ville spørge om, men uanset hvad så viile hun altså være 100% ærlig for Chris.

//ska liige spise kommer måske igen xD Får enda måske nyt nummer idag xD og kan skrive igen Oo´//

"Kan man godt få..", hun sank en klump, "..børn?, når man er vampyrer?", spurgte hun stille og kiggede så op på Cassie.


//WIE!xD//

"Oh ..." hun så ned, hun var ikke helt sikker hun var jo selv lidt ny og havde stadig meget svært ved at behærske sin tørst når hun bare var sammen med et menneske. Hun kløede sig lidt i nakken og så så på Chris efter et par minutters overvejelse, "Altsåå ... jeg ved det ikke helt men tror det ikke søs, vampyre er jo rent faktiske udødelige så ungen bliver ret svær at styre når den skal have blod. Men hvis nu en vampyr får en unge med et menneske så vokser den nok lidt men det stopper sikkert på et tidspunk ... jeg er ikke helt sikker" hun slikkede sig let om munden. "Men du må spørge Claire eller en af de mest ærfarende(staves?) vampyre her i forks" hun smilte kærligt til sin søster, hvad havde hun dog i tankerne? at blive gravid? Det kunne være dejligt at være mor men i så tidlig en alder?

Chris tænkte sig om, og nikkede så svagt, "Jeg ved ikke rigtig om jeg vil spørge Claire.. Hun er meget hård idet.." Hun kiggede op på nattehimmelen.

Cassie trak let på skuldren, "hmm måske men hun er sikkert rar alligevel". Cassie havde altid været god til at se det gode i folk, men det havde været lidt svært med Claire. Men hun skulle nok finde det en dag, det kunne være hun havde en svaghed overfor slanger eller sådan noget. "Skal jeg prøve at finde en der kan svare for dig?" spurgte hun sødt...

//sorry ska logge ... ska over til en Oo´ xD//

*Verden bedste søster.. simpelthen!*
"Vil du det?", spurgte hun stille, men med glæde i stemmen.
Hun fjernede blikket fra himlen og kiggede på Cassie.

Cassie smilte sødt, "Selvfølgelig" hun ville helst ikke spørge om hvorfor hendes søster ville vide det. Det var sikkert meget privat, og alt for personligt til at snakke om når man allerede var vampyr. Hun så blidt på sin killing og fugtede let sine læber.

Chris smilte, "Tak Søs..", hun var glad for at Cassie ikke spurgte om hvorfor.. Hun havde heller ikke rigtig nogen grund, men fik moderlige følelser, da hun så killingen, og kom i tanke om at hun måske aldrig ville kunne få børn, hvilket var forfærdeligt fra hendes synspunkt.