Stedet

Dato :: 11 September
Årstid :: Sommer
Dag :: Lørdag
Vejr :: Fred fuldt sommer dag.
Sted :: Reservatet
Tid :: cirka kl 10 om aftenen
Omgivelser :: dyr der følger naturens gang.


Sargas kiggede rundt på træerne og holdt hånden på dem ham mindede den friske bark da han var yngre han elskede dette sted, nu var det var et helt almindeligt sted for ham, tænk alle de møder de havde holdt her, han havde håbet på de skulle starte en ny slags orden her ude. Men med ingen varulve han kendte særligt godt, han havde næsten kun mødt mennesker, han savnede Emily virkelig meget hun var så skøn at være sammen med. Men tilbage til virkeligheden, blodsugerne er blevet alt for mange det må stoppes på en eller anden måde men hvordan?

Han satte sig på den kolde jord der næsten ikke var blevet rørt af en anden varulv, han kiggede op på himlen, efter det lagde han sig ned og så på i den store himmel og sagde for sig selv" Tænk tænk der er en løsning"

Et godt langt stykke fra Sargas, stod Isabella. Hun stod og så på et træ, hendes blik var frusteret og hadfyldt, derefter så hun på en stor sten, der stod ved siden af. Hun trak højre hånd tilbage til et slag og slog med al kraft på stenen. Isabella's hånd smadrede mod stenen og sagde underlige knæk lyde. Tåre vældede op i Isabella's øjne, en enkelt tåre trillede ned ad hendes kind. "au.. au..." råbte Isabella og hoppede lidt rundt, mens hun holdte på hånden. Isabella stoppede og så på hånden, hun kunne mærke den dunke. Den så ekstrem mærkelig ud. *whops... den er brækket igen.* tænkte hun spontant.
Hun tog en dyb indåndning og lagde mærke til, at der faktisk var en anden varulv til stede. En hun ikke havde set i længe.

Sargas rejste sig lyn hurtigt op og så rundt men til sidst lugtede og så en anden varulv, han gik hen mod hende hurtigt han kiggede alvorligt på hende, han ville spørge hende noget vigtigt han gav sig til sidst til at løbe mod hende så hurtigt han kunne, da han kom der hen så han lidt for pustet ud men ikke for meget,

"Dav med dig? Sargaras"sagde han og gav hende hånden.

Han sendte hende et skævt smil.

Isabella holdte om sin hånd og ville skjule den. hun så på Sargas. "Vi har mødt hinanden før?" sagde Isabella undrende. Hun så lidt på hans hånd og vidste, hvis hun gav ham hånden, ville han opdage hånden, hvis ikke så blev hun stemplet som uhøflig. Hun sukkede. *Hvorfor skal alt være så kompliseret?* tænkte hun og smilte til Sargas.
Isabella kunne høre et egern pusle et sted i et træ.

Han så undrende på hende.. Hun må havde sine grunde og tog hånden tilbage, "si mig kender du varulven Emily? Alfaen?"Han måtte vide det om den vampyr havde gjort det!. Det måtte han ikke, hellere sit eget liv end Emilys liv.
Han gik rundt om hende og vurderede hende han tænkte *Ung, Flot, ser moden ud men ked af det!*

"Jeg ved godt hvem hun er og har snakket med hende... men det er meget længe siden." svarede Isabella og så lidt på Sargas, da han begyndte at gå rundt om hende. *Hvad vil han dog med Emily?* tænkte Isabella.
Isabella ville også gerne snakke med Emily, om der var andre varulve ude i verden. Hun overvejede nemlig at syke i jorden.

"Der er så mange derude de blodsugere er over alt i byen vi må samle os og være stærke imod dem, rejse os fra jorden igen!
Vi må kæmpe til det sidste ellers, og vi falder en for en, nogen af de vampyrer er ligeglade om de går mod hinanden for at dræbe os! vi har brug for Emily og de andre!"sagde stolt men også meget hurtigt. Han kiggede på hende med et lettet smil.

Isabella sukkede, hun ville ikke blandes ind i det. Hun ønskede fred, hun ønskede ikke at kæmpe mod sine vampyr-venner. Isabella så på Sargas med et tomt blik, som ikke vidste nogel følelser. "Jeg ønsker ikke at være en del af krigen." sagde hun roligt. Hun havde ikke valgt at blive varulv.

"Krigen? Hvad snakker du om jeg mener vi skal samle om her! lige præcis her vi laver et lejrbål og får de fleste her hen.. og snakker om hvad vi kan gøre! Blodsugerene er ikke dine venner at du ved det, de er vores Ærke fjender!"sagde han vredt til hende! Fattede hun det virkelig ikke der findes så mange folk i verden og en varulv vælger at være venner med en blodsuger!

"Du vil ikke kunne forstå det alligevel." sagde Isabella og var ved at blive lidt sur. *damn... jeg er ikke i humør til det.* tænkte Isabella og kom til at knurre let, men holdte dog op kort efter. Hun så på Sargas med et bestemt blik, hun var sikker i sin sag.

Han knurrede højere igen,"Forstår du det ikke! vi kan slå igen! det er jo ikke din venner"sagde han og slå hans hånd mod et træ, han kiggede vredt på hende og viste hende hans vrede øjne" De blodsugere har måske slået Emily og flere ihjel! og du vil ikke indblandes, der er noget galt med dig? Eller er du bare en eller anden dum vampyr!"

Isabella knurrede advarende, men hun hævede venstre hånd og slog ud mod Sargas. Hun stoppede hånden før hun ramte ham i hovedet. Hun lod armen falde ned langs siden. "Jeg siger du ikke vil forstå mig... jeg vil ikke være her!" det sidste råbte Isabella.
En masse tanker gik gennem Isabella. *Damn... hvor jeg hader min familie.* tænkte hun vredt.
*Det er din skæbne..* sagde en stemme i hovedet på Isabella, hun krympede sig forskrækket sammen, men rejste sig hurtigt op. Hvem var denne stemme, og hvorfor forfulgte den hende?

"Hvad er der....?"sagde han og underligt på hende, med rystede hovedet, han fik et helt andet udtryk i hovedet det var før vred forvandlet til at neutral ansigt form, han var så vred på hende at han havde lyst til at slå hende men tænkte det må han nok lade være med, han nikkede til hende som om han havde forstået det, han lod kun som om.

Isabella så sig lidt omkring for at få øje på noget, men hun kunne intet se. En rystelse gik gennem hende, hun havde fået kuldegysninger. Denne stemme skræmte hende virkelig meget. Isabella så igen på Sargas med et tomt blik.
"Jeg har ikke valgt dette... jeg har ikke valgt at være varulv." sagde Isabella roligt, men alligevel trist.

"Det er en velsignelse at være en varulv dit liv bliver mere spændene! Tror altså et liv ville blive kedeligt uden!" Han så stadig neutralt på hende men han følte intet mod hende andet end vrede, han tænkte *Måske skulle hun lære hvorfor det er godt at være en varulv i stede for en simpelt blodsuger, og især menneske! hun trænger til at lærer!*

"Ikke for mig.... jeg har mistet en del venner på grund af det her..." sagde Isabella og sukkede. Hun kunne mærke, hvordan tårene igen pressede på. Isabella løftede sin brækkede hånd op og vidste den til Sargas. "Det er, hvad jeg får ud af det." sagde hun bare.

"Selvf slog de dig, de er jo vampyrere du kan få nye venner her mig, måske Emily og alle de andre vi forstår dig godt! vi kan være dine venner! vi er jo allerede dine venner!"han kiggede dybt inde i hendes øjne og smilede.

"Jeg har ødelagt min hånd selv.." sagde Isabella og vidste ikke om hun skulle fortælle mere.
"venner?" prustede Isabella, "der er aldrig nogle varulve til stede... menneskerne er uberegnlige.. vampyrer er svingende."
*ingen forstår mig..* tænkte Isabella og sukkede, en tåre trilte ned ad hendes kind.

"Såså! Vi er varulvene af La push vi er stolte ved du godt hvor meget vores forfædre har gjort for os så vi kunne beholde vores liv og det er sådan du siger tak til dem!"Han strækkede sig og forvandlet sit ansigt om til et vredt ansigt han stirrede ondt på hende. Hun skulle lærer det ingen taler sådan til mig!

"Jeg har ikke selv valgt at blive varulv... og jeg var alene, da det skete." sagde Isabella vredt og tårene trilte ned af kinderne på hende. Hvorfor var der ingen der forstod hende. Hun stampede i jorden, hun ville have råbt højt, men holdte det for sig selv.
Hun kunne mærke, hvordan det gjorde ondt i hånden, da den ekstrem langsomt healer.

Han kiggede mystik på hende? Han lavede et lille falsk smil mod hende og satte sig rundt om hende og sagde"Altså du skal ikke lade sådan noget gå ud på dig fat det"han kiggede ondt på hende nu, og vreden i hans øjne kunne man se"At være en varulv er en velsignelse! du svigter os alle når du siger det var sådan for vi ved begge det var godt for dig!"

Lucy havde fået den idé at hun simpelthen skulle ud om aftenen og øve sig lidt i sit springgymnastik. Hun plejede ellers at gå til springgymnastik ved Frankrig. Men nu hvor hun var kommet til denne lille by, havde hun ikke kunne finde et sted at øve sig i. Hun kom gåene hen imod to andre, men lagde ikke rigtig mærke til dem. Hendes neongrønne øjne lyste op og hun lod til at have det sjovt nok med sig selv. Hendes forældre var ude af byen, så de kunne ikke kontrollere om hvorvidt hun skulle være ude eller ej. Selvom at hendes forældre bare lod hende komme til fester og sådan noget, ville hun stadig gerne være ude om aftenen.
Hun var iført nogle sorte jogging bukser og en stram hvid t-shirt. Det var meget enkelt, men hun havde ikke tænkt videre over det, da hun mente at der ikke var grund til at gøre noget ud af sig selv - når Jake ikke var der. Hun sparkede let til en sten med sine nike sko. "Hmm.." sagde hun roligt. Hun havde godt lagt mærke til at efter hun var blevet vareulv, var hun blevet stærkere. Hun behøvede overhovedet ikke at træne, men hun ville ikke stoppe med alt det hun plejede at gøre, bare på grund af at hun var blevet det hun nu var!

"Jeg vil ikke!" råbte Isabella frustreret og kunne mærke, hvordan hun var blevet mere sur. Hun knyttede sine ene hånd, da hun mærkede, at hun rystede. *Jeg vil ikke...* tænkte hun, dermed mente hun, at hun ikke ville forvandle sig.
Isabella lagde mærke til en anden varulvs nærvær.

Sargaras så den anden varulv og sagde"Goddag... hvad laver du helt her ude så dybt i skoven?..(til den nye)" Han drejede hovedet og sagde"Hvorfor vil du ikke! de er ikke dine venner længere men dine ærke fjender! De vil af med os men det skal de jo ikke ta dig sammen!"sagde han hårdt til hende med et vredt smil til hende.

"Jeg vil ikke være varulv!" sagde Isabella vredt og tænkte det sidste, *Er du nu glad? ville du have vidst det?* Hun kunne nemlig ikke slynge spørgsmålene i hovedet på Sargas, det var jo ikke hans skyld.
Isabella sukkede, hun ville ønske, at hun var menneske og imun overfor vampyrer og varulve. Hun vil ikke være blandet ind i dette, hun ønsker det ikke.

Hun stoppede op, det lød virkelig som om at det de talte om, var ret så alvorligt.
Hun så lidt på fyren og så lidt op og ned af ham. Han var måske ikke helt den lækreste, og hun havde vel også set nogle ret bedre end ham..? Jake.
Men hun sagde overhovedet ikke noget omkring det. "Hmm.. burde jeg ikke spørge jer om det samme..?" spurgte hun roligt og så lidt over imod tøsen der lod til at ville eksplodere hvert et minut. "Du er godt nok ikke særlig god til at gøre en tøs glad kan jeg se.." sagde hun roligt og så på Sargas igen. Hun fugtede let sine læber og sukkede. "Fyre er godt nok anderledes end dem her i Forks.. dem i Parí var nogle Gentlemens.."