Dette er ventet!

Dato :: irl
Årstid :: efterår
Dag :: irl
Vejr :: efterårs agtigt
Sted :: på en åben plads .. græs..
Tid :: skumring
Omgivelser :: ingen.
___________________________________________________

Duncan stod i midten af ingenting.
HAns blik var vendt mod ingenting..
HAn behøvede heller ikke at se på noget .. ikke endnu.. for Der var ikke kommet nogen.
derfor kunne han tryg tænke, uforstyrret og roligt, på det,
som meget snart ville blive hans nye hverdag..
og han kunne ikke vente!

Man kunne høre et fnis et eller andet sted fra. Det var lettere ondt, men alligevel på en måde glad. Claires øjne lyste nærmest helt blodrødt imens at hun så på Duncan. "Dunniie..!" sagde hun med en lettere blød og rolig stemme. Hun vidste at han kunne mærke at det var hende. De havde kendt hinanden i lang tid, men alligevel, havde det været lang tid siden at de havde set hinanden. Men hun var sådan set en af de eneste vampyre der gik rundt i kjoler, især når det var dette vejr. Hun var iført den hvide med nogle par blodpletter på. Den flagrede let imens at hun var bag et træ, der var et godt stykke fra Duncan. Hun havde som sædvanligt bare fødder når hun var ude at jage.

Duncan vendte sig mod lyden, et let smil var på hans fine ansigt.
han hud lyste i halvmørket.
" Godt at se dig Claire."
han havde ventet hende.. HHAn skulle snakke med hende..
og han følte som om hun allerede vidste det, for
hun var klædt så fint.
HAns øjne var kølig og intet sigende..

"Hmm.." smilte hun med et skævt smil. Hendes stemme var lettere musikalsk og hun trådte ud fra skyggen af træet. Hun nærmest dansede sig over til ham. "Dejilg vejr ikke..?" smilte hun skævt og fniste let. Hun var i det humør som egentlig var perfekt! Hun havde det vildt godt og vidste på en måde hvad det var han ville hende. Men alligevel, ville hun gerne høre det fra hans læber. Hun glemte stadig ikke den aften hvor han havde kaldt hende engel, det havde været så fiint!

dog afslørede Duncan intet endnu, en manglede..
" meget " svarede han.
et smil kunne stadig ses..
om tanken om hvor stort dette var, hvor stort det vile blive!
" en ide om hvorfor du er her?"

"Yearh det tror jeg da.." smilte hun skævt og så på ham. Hun dansede lidt omkring ham med et lille grin over sine læber. "Hmm.. jeg har lige spist, så undskyld mit lille humør.." sagde hun med en skævt smil og grinte lettere og så op imod himlen. "Så dumme mennesker kan være, det er dog helt utroligt" mumlede hun og dansede nærmest rundt som en lille balletdanser. "Hvem mangler..?" spurgte hun roligt og så på ham.

Han kunne ikke lade være med at smile mere..
dette var godt, perfekt!
" alyss mangler!" svarede han roligt.
" og så skal jeg nok forklare dig det hele!"

Alyss kom gående.. hun var iført et par sorte slidte men tætsiddende jeans.
Hendes mørkeblå t-shirt sad også tæt indtil kroppen og udenpå havde hun en sort lang kappe.
- Den så tung ud ud - læderagtig men den var egentlig let på hende.
hendes hår sad frit - løst og hendes blodrøde øjne lyste nærmest.
Alyss gik yndefuldt - hurtigt - og lydløst som en undercover engel
sendt fra helvede.

"Hmm.. jeg kan dufte en.." smilte hun skævt. "Hende..?" hun så lidt over imod hvor hun kunne dufte en anden vampyr fra. Hun fugtede let sine læber og ventede bare på at kunne se hende. Hun dansede stadig en smule rundt, hun var nærmest ikke forandret siden sidst Duncan og Claire havde set hinanden. Hun kunne stadig ikke lade være med at danse, når hun var i godt humør.

Duncan nikkede.
" På tide Alyss!" svarede han let, som den vind, der var til stede..
dette ville blive godt!
Efter at han havde studeret Alyss let, Så yndefuld som Claire,
lod han sine klare øjne ramme, hende som stadig intet vidste helt!
- claire..
" ser du, Mig og Alyss har samme holdning.. Ang. MEnnesker, hvalpe og lad os sige..
svigtere, tabere.." her mente han de vampyre der gik i skole, de som ikke viste deres sande jeg!
" hm.. og noget siger mig at du deler denne holdning, som en af de få her?"

"Hej" svarede hun iskoldt - ullæseligt og roligt.
Hendes ranke ryg viste tegn på at hun havde gået sådan
i en del af sit menneskeliv også.. det liv der kunne kaldes mareridt.
Hun stoppede op henne hos dem uden at sige et ord.
Hun så tænkende ud.. meget tænkende.

Hun smilte skævt, "selvfølgelig.." sagde hun roligt. "Sådan nogle burde ikke bo her.. eller overhovedet eksistere.." sagde hun rolig og hendes stemme var lettere følelsesløs. Endelig havde hun fundet nogen der havde samme mening som hende!? Hun blev så træt af at se på alle de vampyre der blev ved med at gøre sig venner med mennesker, og til og med også blive kærester med dem!? Det blev bare for meget at se på. Og desuden havde hun haft noget imod uldtotterne i lang tid!

Duncans kolde og umenneskelige smil kom frem..
Godt. dette var godt!
" Mmh.. Så du ville måske være med til en lille rensning? "
Spurgte han og lød tilfældig..
dog bar hans øjne og ansigt præg af hans kolde smil..

En kort glimt af et iskoldt smil og ondt glimt i hendes øjne viste sig kort hvorefter
det forsvandt og efterlod det iskoldt og udtryksløst som havde det aldrig været
der på noget som helst tidspunkt.. bare de kolde øjne der ikke afslørede nogen form for følelser.
Hun blev stående helt stille men alligevel - sært nok - blafrede den sorte tungtlignende kappe
en smule.. selvom der slet ikke var vind nok til at den kunne blafre.
Det virkede underligt. Sært. Ikke menneskeligt. Sådan som hun stod der. Kold. Hvid. Farlig.
Der var noget truende og dystert - puma agtigt - over hendes udseende og alligevel virkede
hun så smuk som en prinsesse i et eventyr.. nej smukkere. Hun var jo ikke engang et menneske.
Ikke et af de svage åndssvage mennesker der ikke burde leve - ikke burde være tilstede på denne jord
eller nogen anden Verden. Alice så ud som om at hun kunne angribe eller reagere når som helst..
på et milisekund hvis nogen, eller noget truede hende eller hendes eksistens.

Hun smilte skævt til Duncan, forstod godt hvad det var han mente. Hun fugtede let sine læber og hendes øjne glimtede lettere ondt, hun glædede sig. Glædede sig til at de endelig kunne overtage den plads der virkelig tilhørte dem. Hun så lidt på Alyss, og kunne egentlig godt mærke hvilken slags tøs hun var. Men alligevel, vidste hun ikke særlig meget?. Hun så derefter på Duncan, "selvfølgelig er jeg med på det..!" sagde hun lettere mørkt og alligevel lød hun så utrolig uskyldig! Hendes udseende viste også på en måde at hun var helt uskyldig, men man kunne med det samme se i hendes øjne, at hun ikke var på den måde. Var et vildt dyr.

Duncan smilte .. kort men altsigende!
det var godt, og præcis som planlagt. HAns søster vidste hvad der ville ske..
" Godt at høre Claire!" svarede han let.
Ryggen var rank, og hans krop og sind viste magt og styrke.
" Du er stadig, lad mig sige.. Kærester med Kevin ikke sandt?"
Tonefaldet blev ændret til kort afsky, da Kevins navn blev nævnt.
dog var det ikke Claire.. han bebrejdede hende intet, dette kunne blot tegne sig til noget nær perfekt!
han vendte sig mod Alyss, hvis kulde han fandt så passende.
" Alyss, ved du hvad der vil ske i nat?"

Hun så med det samme på Duncan da det var han nævnte Kevin.
Hun grinte lettere koldt, "er der noget galt med det..?" sagde hun roligt.
Hun havde været sammen med Kevin i et godt stykke tid, de havde godt nok bare ikke set hinanden i lang tid.
Hun var jo nærmest lige kommet tilbage til Forks efter at hun havde været et sted henne.
Hun fugtede let sine læber, hvad ville der mon ske nu..? Nu hvor hun var sammen med Kevin.

" er du?"
gentog han roligt, silke blødt som vinden om dem..
Så utydeligt og dog tydeligt.
Uden kræft til at kunne aflæse om dette var godt eller dårligt.
HAns øjne var klare og dog så ulæselige..
Duncan betragtede let Claire, i hende tøj, der klædte hende godt..
og især når han vidste at Kevin ikke var vild med det..

"Ja jeg er.." smilte hun skævt og så på ham.
Hun afventede hvordan han overhovedet ville reagere på.
For hun havde det svært ved at regne Duncan ud, hun plejede ellers at kunne regne så mange ud.
Men bare ikke Duncan ..

Duncan nikkede
" strålende.." svarede han roligt.
" så lad mig spørge dig om en ting.. nej to.. " hans stemme var rolig som før,
afslørede intet, " hvad ville du vælge, ham eller dine meninger.. ?" han så på hende
" eller lad mig spørge om det andet.. Elsker Du ham?"
Duncan blinkede ikke, så blot ind i hendes øjne, med sine egne facinerende blå og dybe..
ventende, aflæsende!

Hun så på ham. Alle dage havde hun sagt til sig selv at hun elskede Kevin og overhovedet ikke kunne undvære ham. Men da hun så ind på Duncans øjne, kunne hun med det samme mærke at der var et eller andet galt. Hun indså at hun nærmest havde løjet for sig selv. Sagt at hun elskede ham, selvom at hun egentlig ikke gjorde. Hun fugtede let sine læber, "nej.. jeg elsker ham ikke.." hviskede hun let. Hun så på Duncan, og det var rigtigt. Og desuden vidste han nok også at hun aldrig nogen sinde ville komme til at lyve overfor ham.

Duncans øjne lyste let.
Dette her passede så godt!
Han nikkede, Tjekkede hendes øjne, det var sandhed.
Dette betød at hun senere ikke ville fortryde..
at hun ikke ville bakke ud, at hun nu kunne høre det..
og det vigtigste..
At dette ville skade Kevin så meget.. Følelser er fjendes våben siger man,
Duncan kunne nu bekræfte det!
" Godt Claire.:" svarede han roligt, dog var dette en sjælden ros.
" Så har du vel heller ikke noget i mod at lokke ham i en fælde?"
orderne hang i luften,

Hun lyttede... man kunne høre et kort fnys fra hende og hun så væk..
Det var ikke for at irretere nogen af dem.. hun kunne bare ikke fordrage kærligheden.
Selvom hun selv var grebet af den ville hun forsøge at holde den på afstand.
'Kærlighed er overvuderet' havde hun lyst til at sige med sin iskolde, hånlige stemme
men lod være.. det ville jo ikke ligefrem være til det gode.. hun vidste at Kong-Dun elskede
Laine.. så hun havde ikke tænkt sig at kommentere det.. hun ville ikke være uvenner med
hverken Duncan eller Claire.
Alyss lyttede til deres samtale.. hun havde ikke svaret på Duncans spørgsmål..
om hun vidste hvad der ville ske? hun vidste så meget og hun vidste så lidt så hvad skulle
hun svare?

Hun så på ham og fugtede let sine læber.
"Jeg kan prøve, men jeg tror godt at han kan mærke at jeg ikke elsker ham nær så meget.." hun kløede sig let i håret. "Men det er forsøget værd.." sagde hun roligt og så på ham. "Men hvad er det jeg skal gøre..?" selvfølgelig ville hun gøre noget for dette. Hun ville bare gøre alt for at dette ville gå godt.

// Det er bare nogen gange typisk at nogen måske læser det her, også måske advare ham osv .. sådan noget er virkelig irriterende .. //

// så har de intet liv -.-//

Duncan mærkede Alyss kulde, men vidste at kulden blot var hende..
Det klædte hende synes han.. Det fangede ham.
Derfor tog han sig heller ikke af at hun ikke svarede, han vidste at hun ville være der, ikke
ville bakke ud.. Hun havde intet at miste, og så meget at få..
Blikket var stadig på Claire.
" Vi skal have fat i et menneske, og jeg ved allerede hvem"
det var her han tænkte på det irriterende pigebarn KAte.. hun skulle mærke vreden.
" OG så skal Kevin se, at nogen er i nød, så hvis du nu også 'lider' en smule, skal han nok komme.."
Han kunne se, at ligesom Alyss ville claire blive hos ham..
dette fryede ham.

Hun smilte skævt og grinte lettere. De fleste syntes mange gange at det var skræmmende at høre på. Den måde hendes latter klingede på var helt speciel. For det lød så frydefuldt og ondt på samme tid. Og hun havde det sjovt med det hele. Elskede at lege med andres følelser og måske få dem til alt muligt. Det var derfor at hun var så meget sammen med fyre. Fordi at hun vidste at der var så mange der var vilde med hende. Hun vidste at hun nærmest kunne få alle til at gøre noget for hende. Især på grund af hendes udseende og gode krop. Hun fugtede let sine læber.
"Jamen selvfølgelig, det tror jeg godt at jeg kan" sagde hun roligt og så på ham med de helt klare blodrøde øjne. Hun glædede sig allerede. Kunne overhovedet ikke vente på at det hele skulle bryde ud. For de fleste vidste at hun elskede blod. Elskede skrig, elskede alt det der indgik tortur og smerte!

Alyss stod hele tiden stille og udstrålede sin kulde på denne
faretruende måde der viste at hun ikke var bange for kamp... inderst inde bekymrede
det hende dog at hun havde haft kærligheden for tæt på.. flere gange
der seneste uger.. hun brød sig ikke om det.. men det var svært at holde på afstand.
Hun rystede lidt på hovedet og så på dem. Blod var hjælpen. Blod. tortur. smerte og
skrig.. hun vidste ikke at hun netop nu tænkte næsten det samme som claire.

Duncan så på dem..
de havde nu lovet, uden ord, at de ville fuldføre.
dette var som planen skulle være..
han spredte armene ud, så på dem, med hovedet let på
skrå, og et svagt koldt smil, i de klare øjne..
" JAmen så, må vi hellere lade legene begynde!"
han smilte ondt xD

Hun smilte skævt og nikkede.
"Er det imorgen vi gør det..?" spurgte hun og så på dem begge.
Selvom at hun ikke kendte Alyss, følte hun alligevel at hun havde respekt for hende.
Måske fordi at de begge gik ind for det samme..? Og hun kunne også føle en smule at der var et eller andet over hende der nok mindede hende om sig selv. Men dog ikke det hele måtte man sige. De viste deres farlige sider på anderledes måder. Hun fugtede let sine læber og skævede lidt til Duncan.

Et glimt i hendes øjne afslørede at hun var fuldkommen med på planen.
"Fint" sagde hun iskoldt.. med en stemme der kunne have frosset en hel sø til.
Hun var med. Alyss kastede udfordrende med det sorte hår og satte hænderne i hofternë.
Hendes blodrøde øjne smilte nærmest ondt og klart - klar til angreb.
Dette her skulle nok blive underholdende.. det skulle nok blive lige hvad hun havde brug for.
- hvad alle havde brug for.

Duncan så på Claire..
" ja, i morgen.. " svarede han let.
de klare øjnene lyste..
HAn mærkede sine kræfter..
og lysten til at slå ihjel.. hævne sig!


// så skal vi lave et emne med kat ikke sandt ? 0o xD .. eller det ryger lidt, når Kev ikke er på xD //

//hehe simpelthen//

// ja, nogle ideer? 0o xD