Kold strantur.

Dato: Januar
Tid: Ved solnedgang
Sted: La Push stranden
Omgivelser: Ikke en eneste
Vejr: Det er ved at blive mørkt, men bliver dog lyst op af solnedgangen. Meget koldt
Påklædning: Sort tyl nederdel, og en sort hættetrøje med hætten over hovedet

Kimberly gik med lang, langsomme skridt ned af stranden. Hun gik i vandkanten med sko på, men hendes sko var gennemblødt af det iskolde vand. Hun vidste ikke hvorfor han gik der, men hun havde bare lyst til at være ude lidt. Hun gik i sin egen verden og tænkte, da hun stoppede op og vendte sig mod solnedgang, som farvede himlen i de mange flotte farver. Hun bed sig i læben og sukkede lidt derefter. Det begyndte at blive tidligere og tidligere mørkt i vintertiden, men himlen blev lyst op af solens sidste varme stråler, men dog ikke varme nok til at fylde luften med varme. Luften var iskold og hver gang man åndede ud dannede der små kolde skyer, som hurtigt forsvandt igen.
Kimberly kunne nemt mærke kulden mod sin krop, da hun ikke havde så meget tøj på. Hun stak hænderne i lommen af sin hættetrøje og prøvede at varme dem på den måde, men det hjalp ikke rigtigt. Så hun begyndte at gå frem ad igen, i håb om at få varmen på den måde. Der var helt stille om hende og det eneste man kunne høre var havets bølger som var forholdsvis stille den aften.

Eva kom roligt løbende langs strand kanten, hun havde kun en lille top på med stropper og et par tynde jeans, hun havde bare fødder fordi hun ikke kunne føle kulden. Hun var jo meget varm i helle kroppen på grund af tamperturen i hendes krop, det var fordellen ved at være varulv.
Hun fik lidt efter færten af et menneske og så sig lidt omkring, det var ved at blive mørkt, men det var ikke nogen forhindring for Eva med at kunne se tydeligt. Hun sænkede dog tempoet lidt med sin løben, men fik svagt øje på mennesket som også gik langs stranden.

Kimberly lagde armene om sig i stedet for at varme sig en smule. Hun gik stadig med lagsomme skridt, men så lagde hun mærke til en klippe lidt væk fra hende, som lå lige over vandkanten. Hun satte farten op for at kunne sætte sig i ly bag den. Da hun var helt henne ved den satte hun sig ned bag den og den skjuldte hende for den iskolde vind der blæste ved stranden den dag. Hun trak benene op under sig og lagde armene om dem, det varmede en smule, men ikke lang tid efter kunne hun mærke kulden igen. Hun besluttede sig for at tænke på noget andet. Hun sukkede dybt og skimtede hurtigt stranden. Hun fik øje på et andet menneske og hold diskret øje med hende.

Eva tænkte lidt over om hun skulle løbe hen til personen eller om hun bare skulle løde videre.
Men hun valgte det første og satte tempoet lidt op så hun løb hurtigere, hun tog sig ikke af at kanten af hendes jeans blev våde af det kolde vand, for hun kunne jo ikke mærke kulden.
Hun satte tempoet ned da hun næsten var helt ovre ved den klippe som personen sad under og fandt ud af at det var en pige som sad der.
Eva lod godt mærke til at pigen frøs og tog sin jakke hen til pigen, som hun havde haft rundt om livet, " vil du låne min jakke lidt?" spurgte hun venligt og smilte svagt, varmen var kommet lidt på jakken.

Kimberly så på hende med et nervøst ansigtmine, men det ændrede sig hurtigt til et taknemligt smil. "Meget gerne" svarede hun og nikkede som tak til hende. "Jeg hedder Kimberly, men bare kald mig Kim" sagde hun og tog i mod jakken og tog den hurtigt på. Den var dejlig varm og hun lagde armene om bene igen. Hun smilte lidt da hun mærkede varmen vende tilbage til hende. "Hvad hedder du" spurgte hun stille, da hun ikke var så godt til at snakke med andre mennesker. Det var i hvert fald hvad hun troede.

Eva smilte over at pigen havde taget imod hendes jakke, for hun kunne ikke så godt lide at andre var ved at dø af kulde.
Hun satte sig lidt efter ved siden af pigen og smilte venligt til hende igen, " jeg hedder Eva, hyggeligt at møde dig Kim" sagde hun med et smil igen og gav sig derefter til at betragte vandet og bølgerne, hun sad stadig med en lille top, et par halvvåde busker og bare fødder på jorden, men hun kunne slet ikke mærke kulden som almindelige mennesker og hun smilte svagt for sig selv imens hun stadig så ud på vandet.

I lige måde" svarede hun og så lidt på hende hvorefter hun også vendte blikket mod vandet og solnedgangen. Hun sagde ikke noget i et stykke tid, og kiggede derefter på Eva og lagde mærke til at hun ikke havde så meget tøj på. "Fryser du ikke" udbrød hun lidt efter. "Vil du så ikke havde din jakke på igen" spurgte hun og lynede jakken ned igen og så overrasket på hende. Hvis det havde været hende der løb rundt i så lidt tøj ville hun var helt blå af kulde, men så kom hun i tanke om ast hun også kun havde mindst ligeså meget tøj på.

Eva vendte blikket på Kim igen, og tænkte lidt.
Hun rystede så på hovedet og smilte til hende, " nej jeg behøver den ikke, jeg tog den af fordi jeg fik det varmt af at løbe og du har også mere brug for den end jeg har lige nu" det første løj Eva med, hun havde jo slet ikke brug for at have jakke på uanset om hun løb eller ej, selv i en snestorm kunne hun gå i det tøj hun havde på nu. Men Eva var ret god til at lyve så det lød overbevisende.
Hun så derefter smilende ud på vandet igen og kørte noget af sit hår bag øret, men det faldt hurtigt ned igen, men hun lod det bare være for hun gad ikke sidde og kæmpe med det. Eva lyttede til bølgerne og brussen derefter og smilte svagt igen.

"Er du sikker" spurgte hun for at være sikker, men lynt hurtigt jakken op igen da og varmen kom tilbage til hende. "Løber du meget" spurgte hun og nikkede mod den vej hun kom fra. Hun så stadig på hende og kneb øjene lidt sammen, for vinden blæste efterhånden kraftigere og kraftigere. Den ramte hendes øjn og fik dem til at løbe i vand, men hun blinkede bare hurtigt og så var det over. Hun håbede ikke at hun så det og troede at hun sad og græd uden grund.

Eva så igen på Kim og nikkede smilende.
"Jep jeg er helt sikker" sagde hun i et smil og tænkte lidt. Hun fulgte hendes nik mod det sted Eva var kommet løbende fra og trak så på den ene skulder inden hun vendte blikket tilbage på Kim igen.
"Nogen gange løber jeg meget, andre gange ikke, jeg prøver at holde mig i form" sagde Eva igen med et smil og betragtede lidt at Kims øjne løb i vand, men det så ikke ud til at hun græd, men hvis det var så ville hun ikke blande sig i hvorfor. Vinden var ret kraftig, men når det kom et vindstød så lukkede Eva øjnene, så ikke hendes øjne også skulle løbe i vand.

"Okay" nikkede Kim og smilte kort til hende. "Bor du her i Forks" spurgte hun godt nok lidt dumt. Hun slog blikket ned og derefter så hun på de mange varme farver der farvede sig over vandet, ude i horisondten. Hun drømte sig i få sekunder, men kom hurtigt tilbage til virkeligheden og så tilbage på Eva men et lille smil der spillede om hende røde læber.

Eva smilte svagt til Kim og bed sig derefter tænkende i læben.
Hun trak tænkende på den ene skulder, " det ved jeg ikke om man kan sige, jeg bor nemlig tæt på La Push, hvad med dig?" spurgte Eva og smilte til hende igen.
Hun lod sine tanker svæge lidt rundt i hovedet, uden at tænke på noget bestemt, hun så kort ud på vandet før hendes blik vendte sig imod Kim igen og smilte svagt.

Kim nikkede kort. "Jeg er lige flyttet hertil fra Frankrig" svarede hun og nikkede svagt igen. Man kunne tydeligt høre hende at hende ord blev utalt med en anelse fransk. Hun smilt lidt og slog blikket ned i sandet og slap grebet om sine ben for at tegne lidt i sandet. "Hvor mange år er du så" spurgte hun lidt efter. Hun lo kort af sig selv da hun følte at hun udspørgede hende på den måde hun stilte sine spørgsmål på.

Eva nikkede og smilte derefter til Kim.
"Frankrig er et flot sted, selvom jeg kan har været der en gang" sagde hun og smilte igen.
Eva lagde godt mærke til at Kim havde lidt Fransk accent, men hun forstod alligevel godt hvad Kim sagde til hende.
Hun grinte selv lidt af Kims spørgsmål om hvor gammel hun var, men smilte så og sagde, "jeg er 16, selvom jeg ikke ligner en på 16, hvor gammel er du?" spurgte Eva nysgerrigt og smilte igen.
Hun så kort ud på vandet, og betragtede skummet som kom efter at bølgerne havde landet på sandet, hun duftede diskret til saltvandet og smilte så for sig selv, før hun vendte blikket på Kim igen og smilte stadig.

"Dejligt land" sagde hun og trak på skulderne. Hun elskede landet, men minderne derfra var ikke så dejlige. Hun havde sin sorte hanske på som dækkede det værste minde hun havde. Hun lagde hånden over, for at dække den mere til, selvom man ikke kunne se noget. Den føltes bare så tung da hun kom til at tænke på det. "Er du født her" spurgte hun stille og så ikke på hende denne gang.

Eva lagde godt mærke til at Kim så lidt fraværende ud, men kommenterede det ikke.
Hun nikkede derefter svagt og smilte svagt, " jep jeg er født i reservatet, som ligger tæt her ved La Push" sagde hun og smilte svagt igen, "så jeg går vel ud fra at du er født i Frankrig, når du nu kommer derfra" sagde Eva og tænkte lidt, hun trak kort på den ene skulder og så ud på det brusende vand igen.

Kim kom tilbage til virkeligheden og så undersøgende på Eva. "Forresten er jeg 18" sagde hun smilende, da hun kom i tanke om hun havde glemt at svare på Eva´s ene spørgsmål. Hun nikkede en enkel gang uden grund og fulgte så hendes blik som landede på havet. Hun hævede så selv blikket og så på de flotte farver der dansede hen over himlen.