Sister??

Dato: IRL
Dag: IRL
Tid: IRL
Sted: Skoven
Vejr: mega tyk tåge men man kan lige skimte fuldmånen
Årstid: IRL
Omgivelser: Det sædvanlige træ, men ellers ingen andre.
Påklædning : se avatar (-vinger)

Cassie sad oppe i et af de øverste grene, hun så ud over skoven. Hun smilte lidt, hun havde lige spist udenfor forks. Det var langtid siden hun sidst havde fået ordenligt føde. Hun fniste lidt men stoppede så, hun kunne lugte noget i skoven.

Endnu en gang hvad Shin forvildlet sig ud i tågen.. Han gik langsomt og stille for at være sikker på at han ikke ville falde. Han tænkte på det Amira hvad sagt og han bed sig i læben.

Cassie så ned mellem grenene, hun syndtes at kende denne duft. Men hun ville ikke springe ned, hun ville egentlig mest sidde hvor hun var.

Og endnu en gang kunne Shin ikke se noget, og derfor satte han sig ned.. Han tog sin mobil frem og gav sig til at skrive til Kate, men han vidste ikke hvordan han kunne skrive det og klappede derfor mobilen sammen..

Cassie kunne pludselig genkende duften, det var Shin. Hun gad ikke rigtigt ned til ham, hun var nød til at lære at mennesker var føde og ikke venner. Hun blev bare siddende oppe i hendes træ.

Shin satte høretelefoner til mobile og gav sig til at lytte til noget musik..

Christabel var ved at gå sin aftenlige gåtur.. som regel satte hun sig, under det store træ, men der sad nogen..

Hun gik tættere på, og tog musikken ud af ørene..
"Shin?"

Shin så på Christabel.. "Hej" sagde han lidt efter og smilte til hende.

Med Cassies skarpe hørelse kunne hun høre med, hun lænede sig tilbage så hun hang med hoved ned af ligesom en flagermus. Hendes ben var låst fast til grenen så hun ikke ville falde, og hun havde armene over kors. Hun fniste lidt over det.

Chris smilede igen; "Hej", sagde hun, "jeg var ikke sikker på at det var dig.."

Han smilte igen.. "men det er skam mig" lo han stille..

"Ja.. det kan jeg se..", sagde hun, og følte sig lidt dum og hendes svar..

Cassie kunne pludselig lugte noget blod der mindede lidt om hendes eget.

//Når de er søskende har de jo næsten samme blodtype xD//

Hun blev så forskrækket at hun faldt ned fra træet med et stort BUMP!, hun var ikke kommet til skade men jorden under hende var bøjet ned ad så det ligede lidt en lille meteor.

Shin så forskrækket på Cassie.. "Er du kommet noget til" spurgte han og sprang hen og sad ved siden af hende..

Hun så hurtigt op på Shin, *ups ikke godt* tænkte hun forvirret. Hun så på den fremmede og mærkede at lugten kom fra hende.

//kommer om lidt ska lige laur mad xD//

Chris sprang tilbage da hun så noget falde ned fra træet.. Hun kiggede på pigen og genkendte hende, fra første gang hun mødte Shin..

Chris stod lidt væk fra dem..

Cassie gravlede nærmere den fremmede, "navn?" spurgte hun koldt og skarpt med sin charmerende tone. Det lød lidt underligt men man kunne tydeligt høre at hun fandt det her mistænkeligt, hun ignorrede Shins spørgsmål.

Chris indså med ét hvad Cassie var!

"Christabel!", svarede hun skarpt.. hendes bryst gav en snerren.

Hun smilte pludselig sit venlige og blide smil, hun satte sig ned foran hende og rakte sin kolde og marmor hårde hånd mod Chris "Cassie Bach, jeg går ud fra at du godt ved hvad jeg er" pressenterede hun sig.

Shin så overrasket fra den ene til den anden uden at side noget..

Chris kiggede undersøgende på Cassies hånd *Var det mon en fælde? .. nej, hun ville da ikke gøre noget foran et menneske.. ville hun?*
Chris rakte, selvsikkert, sin hånd ud, og tog fat i Cassies.
"Jeg ved udemærket godt hvad du er, Bach.", sagde hun skarpt.
*Vent.. Bach?!* tænkte hun.
"Cassie Bach?!"

Cassie så undrende på Chris, men begyndte så at grine. "jah det er mit navn?" hun smilte til Shin "jeg er okay faldt bare fra den nederste gren" løj hun, *føj hvor jeg lyver man kunne sq sagtens se jeg faldt langt oppe fra* tænkte hun lidt koldt til sig selv.

"Mit navn er Bach?!", svarede hun, uden at foretrække en mine.
*Kan det..?.. neij, det kan ikke passe..*

Cassie så lidt vredt på hende, prøvede hun at lave sjov med hende? De eneste fra Bach familien var hendes mor og hende, også selvfølgelig hendes forsvunde søster som hun var vildt vred på. Hendes søster var stukket af fra dem og det havde været hårdt for Cassie da de havde været meget tæt knyttet. Og ingen! gjorde nogensinde grin af Bach familien.

Chris så undersøgende på Cassie.. *Kan Cassie være en forkortelse af..?*
Hun studerede Cassies vrede ansigt, og prøvede at kigge hende direkte ind i øjnene..

Cassie så selv skarpt ind i Chris´s øjne, hun var vant til at se folk i øjnene. Det gjorde hun altid med sine ofre så de ville huske hendes øjne når de døde, det lød lidt underligt men hun havde det bedst med det sådan. Folk skulle vide hvem det var de blev spist af, før de døde. "dit fulde navn?" spurgte hun med den meste dystre tone hun kunne, som ville lyde ret skrammende for et normalt menneske.

Christabel svarede langsomt og tydeligt, "Christabel. Isadora. Bach .. "

Cassie stivnede for første gang i hendes nye liv, Det var hendes søsters navn? Hun sprang hurtigt op (i menneske fart), og løb over mod hendes træ. og da Shin ikke kunne se hende mere, sprang hun op i træet og var gravlet helt op til trækronen. Hun klamrede sig til stammen og hendes øjne var blevet helt røde som når hun skulle til at angribe et menneske. Det kunne da ikke være hendes søster, hendes søster var et menneske. Et harmløst og uskyldigt menneske, eller var hun?

Chris sprang i forsvars-position, da Cassie pludselig sprang op.
*Mon hun tror det samme som jeg? Kan det være min højtelskede søster?*

Chris kiggede over mod Shin *Mon han fatter hvad der foregår?*

"Cassie?!", råbte hun, "Jeg ved både hvad og hvem du er! .. og jeg har på fornemmelsen at du ved det samme!"

Cassie lukkede øjnene og rystede langsomt på hoved, hun klamrede sig så megent til træets stamme at den knækkede og faldt ned mod skovbunden (den ramte ikke nogen). Der løb et par få tåre ned af hendes kind, hun græd? hvorfor? Hun kunne da ikke græde? Havde hun stadig få følser i sig, eller var det bare en reaktion som kroppen havde skabt da hun pludselig var blevet så vild? Hun havde stadig blodrøde øjne, og havde lige hørt hvad Chris havde sagt "jeg tror ikke på dig" hviskede hun. da Chris også var vampyr ville hun tydeligt høre Cassie.

//Yearh gør vi bare søde xD//

"Hvad tror du ikke på?!", sagde Chris med hån i stemmen, "At jeg er en Bach? At jeg er det samme som du? At jeg er din søster?"
Chris kiggede på det store stykke træ der var faldet ned. Hun kiggede derefter på Shin, og smilede et skævt, lidt hånligt smil, og kiggede tilbage på Cassie.. Hun kunne lige skimme hendes fod.

Chris plejede ikke at være sådan. Hun plejede ikke at være så.. så hånlig og ond. Det må være fordi hun var en Newborn.

Cassie væsede vredt, Chris kunne bare ikke være bekendt at komme tilbage på den måde. Hun kunne i det heletaget ikke være bekendt at opsøge hende efter det hun havde gjort, hun havde forladt hende til derres sindsyge mor. Cassie var blevet nød til at passe på hende så hun ikke kom ud i ulykker, hun ville bare ikke finde sig i den pludselige kantakt. Hun sprang ned på den gren der lige hang under den hun sad på før, "kom her op og snak!" hviskede hun. Hun ville ikke have at Shin fandt ud af hvad de var.

Chris fór tilbage da Cassie hoppede ned på grenen, og hun blev også overrasket over at Cassie ville have hende op i træet..

Chris kiggede på Shin, som vidst så liiiiidt forvirret ud, men gik over mod træet. Hun forsøgte at få øjenkontakt med Cassie, men på en eller anden måde, lykkedes det ikke. Hun gik langsomt og svævende. Det så ud som om hun havde øvet sig i at gå så lydløst og perfekt. Hele hendes hoved vrimlede med spørgsmål, og prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige.. for en eller anden måde var det jo Christabel der var skurken. Det var jo hende der forlod Cassie, og ikke omvendt, så Chris burde egentlig ikke være sur.

Cassie fulgte nøje Chris´s elegante og blide bevægelser, hun var helt klart vampyr. Hun sad på hug og ventede bare på at Chris ville komme op, hun havde egentlig kun et stort spørgsmål. Et spørgsmål som hun skulle svare, et spørgsmål hun ikke kunne slippe fra. Cassie´s øjne var blod røde, hun var stadig ophidset. Hendes nye liv havde været besværgligt nok i forvejen.

Chris nåede efterhånden hen til træet, men stoppede lidt fra, og kiggede op på Cassie. Cassie så rasende ud.. Chris var ikke bange, og det var hun meget overrasket over.. Hun havde ikke helt vænnet sig til sit nye modige, farlige 'jeg'..

Chris hoppede elegant og lydløst op i træet, og sad nu en halv meter væk fra Cassie. Hun kiggede hende dybt i øjnene og prøvede at finde et sted - bare ét sted - som kunne bevise at inderst inde, var hun stadig Chris' lillesøster. Hun fandt ikke noget. Dét at være vampyr var grusomt, hvordan det kan ændre folk på den måde..
Christabel tvivlede stærkt på at Cassie ville tilgive hende, men håbede det så inderligt meget.

Cassie følte sig bare så rasende, hvordan kunne hun dog være bekendt at forsvinde for derefter at komme tilbage? og enda som en vampyr? men hun var lettet over at hendes søster ikke var en bedskidt køter, det ville virkelig pisse hende af. hun så også ind o Chris´s øjne, af en aller anden grund tilgav hun hende. Hun elskede jo sin søster over alt på jorden, men alligevel så hadede hun hende. "Hvorfor stak du af?" hendes spørgsmål var ikke til at komme bag på en, hun sad stadig på hug på grenen. På den måde var hun klar til at stikke af hvis hun skulle få et anfald.

Normalt ville Chris være brudt sammen i det øjeblik hun så sin søster.. og især nu, hvor hun stod overfor hende, med øjnene dybt begravet i sin søsters. Men ikke denne gang.. For denne gang, var hun en anden. Hun var ikke Christabel, som man kendte hende. Hun var Chris - vampyren.

"jeg kunne ikke holde mor ud.. jeg kunne ikke holde ud til altid at passe på hende, og dig.. Og når mor bare blev rasende, selvom man prøvede at hjælpe. - Det ødelagde mig! .. Og England.. ja, England hjalp mig så meget, og jeg er et helt andet menne- eh..-væsen nu.. Jeg har det meget bedere nu, og det eneste der har været skrækkeligt ved at være væk, var at jeg hver dag skulle vågne op, og tænke på hvor meget jeg har mistet. At tænke på min søster, som jeg elsker.. Min søster som jeg forlod.. Min søster jeg forrådte.. Men Cassie.. jeg er tilbage nu.. jeg ved godt at det er det dummeste spørgsmål nogensinde, men; Tror du nogensinde du kan tilgive mig? Ever? .. Vi har jo en evighed, eller noget i den stil?..", sagde Chris, lettet. Hun havde gået og tænkt på hvad hun skulle sige til sin søster når hun vendte tilbage, i 3 år.. og nu havde hun endelig sagt det.. Chris lagde mærke til at hun ikke kiggede på Cassie længere, men på et punkt bag hende. Hun rettede øjnene op mod Cassie igen, og kiggede forsøgende på hende.

Cassie snerrede bare vredt, men alligevel så tænkte hun over de ord hendes søster lige havde sagt til hende. Kunne hun tilgave hende? selvom det var det hun allermest ville så var det svært at tilgave hende for bare sådan at stikke af, og komme tilbage tre år senere. Hun rystede let på hoved, hun var egentlig også lidt glad for at se sin søster. Hun så koldt på hende, men kom så til at smile. Hun sprang over hende som hun plejede at gøre ved sine ofre og gav hende et kæmpe knus, en tåre trillede ned af hendes kind. Det var ikke normalt at vampyre græd, men det var uundgåeligt når hun sådan lige blev så glad. "Selvfølgelig kan jeg det" hviskede hun med sin blide chamerende stemme, hun håbede sådan at søsteren ville kramme tilbage. Det var så langtid siden de sidst havde givet hinanden et knus.

Chris blev så psykisk forskrækket over det overvælende følelsesskift fra søsterens side, men krammede igen. Og holdte godt fast! Chris grinede mens tårene trillede ned af hendes kinder.. Chris tænkte ikke over at det var mærkeligt for en vampyr at have så mange følelser i omløb.. men hun var glad.. det var som om at de først nu havde fundet hinanden igen. Men gad vide hvad der skulle ske nu? ville alt være som før?.. det ville det sandsyligvis ikke, da de begge er vampyrere, lever evigt og er verdens farligste rovdyr.

Cassie smilte lidt skævt, hun havde bare sådan savnet hende. Hun håbede bare så inderligt at Chris aldrig ville forsvinde igen, og hvis hun gjorde ville hun lede efter hende. indtil hun ville finde hende, indtil at hun ville være ved hendes søsters side igen. Fra nu af ville hun altid være hos sin søster, fra nu af ville hun ikke lade hende ude af syne om Chris kunne lide det eller ej. Hun knugede sig ind til sin søster, og sukkede.

//Der er vidst ikk rigtig mere at skirve? xD//