vandet...

Dato: 11/11 (haha, der har bagern fødselsdag.) ;D
Sted: Queets River, et træ.
Tid: 22.37
Omgivelser: her er temmelig stille.
Vejr: en stille støvregn.
Påklædning: sport shorts, mørkegrøn top, ingen sko..

Isabella gik sådan tilfældig lydløst forbi Queets River. Hendes hår var vådt fra regnen, men hun tog ikke videre notits af det.
Hun fik øje på et træ og fik en sjov tanke. Hun kravlede op i træet og gik ud på en gren, som hang over vandet. Hun satte sig ned og lod det ene ben hænge. Hun så ned i vandet, og så hvordan det løb forbi.
*Hvor vandet dog er frit og bare kan løbe sin vej, det rejser hele tiden og aldrig til samme sted.* tænkte Isabella trist.
Hun tog fat i et blad og begyndte at pille det sådan, at kun skelletet var tilbage.

Bill kom løbende ned mod Queets River, i hæsblæsende fart. Han stoppede brat op, da han lugtede en varulv.
"Fy for helvede!" Mumlede han for sig selv, og fortsatte. Det var Isa-bella, så han lidt efter.
Han tøvede.

Isabella kløede sin næse, men lagde ikke videre mærke til det. Hun sad i sine egne tanker og var lidt væk.

Bill fortsatte lydløst ned til hende, og ventede på at hun ville ligge mærke til ham.

Isabella rynkede næsen og vågnede ud af sine tanker.
*no damn... satans... hvorfor er jeg ikke mere opmærksom?* tænkte Isabella surt.
Hun knurrede stille og hoppede ned fra træet. Hun landte med ryggen til Bill. Hun vendte sig om og fik øje på ham. Hun veg nogle skridt tilbage af overraskelse.

"Bella," sagde han hæst.
Stanken fra hende gjorde ham helt svimmel.
Han kiggede på hende.

Et glimt af had kunne ses i Isabellas øjne. Hun kunne mærke vreden dybt nede, men holdte det tilbage.
Hun borrede sine negle ind i huden på sig selv.
"Ikke os' dig." sagde Isabella, det lød både vredt og trist.

Han trak på de smalle skuldre. Hvad skulle han sige?
"Jo, også mig," svarede han lavmælt, og rynkede på næsen.
"Du er en varulv!" Konstaterede han, med vrede i stemmen.

Isabella kunne mærke tårene presse på. Hun ville igen blive ensom, fordi vampyrerne tog hendes venner. Ligesom dengang. Men hun havde da stadig varulvene. Isabella sukkede.
"Ja, det er jeg..." sagde Isabella og så på Bill.

Han gengældte let hendes blik.
"Er vi så fjender nu?" Spurgte han udtryksløst.

"Det mener de andre..." mumlede Isabella, men sagde, "Kan du huske min historie?"
*Og jeg er da venner med Will?* tænkte Isabella, selvom, det var noget tid siden, hun havde set Will.

Han rynkede let sin marmorpande.
"Den med..." han tænkte sig om. "en gammel strid?"
Hans tonefald var spørgende.

Isabella nikkede langsomt. "Ja, lige netop den." sagde hun.

"Hmm, nu giver din knurren mening," mumlede han, mest til sig selv.
Trods sit nye, vilde liv, var han en smule trist over, at Isa-bella var hans "fjende" nu.

Isabella sukkede, hun kunne mærke, hvor tung hendes bevidsthed blev, og hvordan hun næsten var ved at hyle.
"Vi behøver ikke..." begyndte Isabella med bed sig i læben, hun kunne mærke, at hendes hals snørrede sig sammen.

Indeni sig, dybt inde, mærkede han et stik i sit ikke-eksisterende hjerte. Han kunne ikke lide at Isabella var ked af det.
Han gik lidt hen imod hende.
"Bella.." Begyndte han hæst, og rakte en hånd frem mod hende. Men han fortrød, og trak den tilbage igen.
Han sukkede.
"Vi behøves ikke?" Sagde han spørgende i stedet for.

"Jeg ser at denne fight mellem vampyrer og varulve ender... og jeg vil stadig gøre noget ved det." sagde Isabella fast besluttet. Hun ville ikke miste flere venner af den grund.

"Det gør jeg også, men intet kan forhindre mig i at drikke menneskeblod!" Sagde han med fast og beslutsom stemme. "Jeg ELSKER det!"

Isabella gyste, da Bill sagde det. Hendes hår rejste sig op i hovedbunden på hende. Hun syntes det var skræmmende. Hun forholdte sig tavst.

Han lukkede øjnene, da han mindes den første pige han havde dræbt. Det første menneskeblod han havde smagt.
Han smilede dovent.

Isabella rystede let på sig.
Hun så på Bill og ventede faktisk på, at han enlig ville sige noget til det, hun havde sagt.

Han åbnede øjnene.
"Og hvad gør du så for at få fred i Forks?" Spurgte han-

"Venskab.." var det eneste Isabella sagde. Hun vidste, at alle ikke ville være med på det... men hvis mange ville, så ville det være nok.

Han lagde armene over kors.
"Hmm," mumlede han tænksomt.

Isabella så på ham, hun blev faktisk en smulte irriteret og kom til at sige bebrejdene, "Du sagde, du faktisk også ville gøre noget ved det."
"Undskyld.." mumlede hun og så væk.

//skal lige i bad//

//okaay..//

"Det vil jeg også gerne, men hvis det kommer til en krig, står jeg på samme side som mine fæller!" Svarede han bestemt.

"Derfor skal en krig undgås." sagde Isabella, hun lagde armene over kors.
Hun så stadig væk, hendes øjne skød lyn. Hun hadede vampyrern....

"Ja, hvis det kan lade sig gøre!" Svarede Bill lidt surt.

"Det kan den sagtens... man skal bare ikke bryde traktaten.." vrissede Isabella, hun havde ikke vrisset med vilje, men hun havde hørt, at Bill lød sur, og det brød hun sig ikke om... og hun var jo stadig en ung ulv.

Han hævede et øjenbryn.
"Ja, I kan ikke være sikre på, at jeg ikke bryder den!" Svarede han. "Jeg kan ikke svare for mine handlinger!"

Isabella knurrede stille, hun så op på Bill.
"Du ved godt, vi holder godt øje med jer alle sammen?" sagde Isabella, og prøvede at virke rolig.

Han så på hende, lidt hånligt.
"I holder bare øje alt det i vil. Hvis jeg vil myrde én, skal jeg nok sørge for at trække hende udenfor Forks, inden jeg sætter tænderne i hende!" Han smilede.

Isabella gyste igen, det var ikke den Bill, hun havde kendt.
Hun så bare på ham.

"Synes du jeg er ulækker at høre på?" Spurgte han med et skævt smil.

"Nej... jeg forstår bare ikke, hvordan du kan gøre sådan noget." sagde Isabella og blev lidt irriteret. Hun gad ikke uddybe sig.

Han trak på de smalle skuldre.
"Det er ikke så svært. Jeg er nyfødt. Jeg er sulten hele tiden!"

Isabella knurrede, det var ikke det hun ville have at vide.

"Jeg tænker ikke så meget på at de er mennesker," sagde han stille. "De er bare føde," mumlede han stille.

Isabella knurrede advarende denne gang, hun ville ikke vide mere om det.

Bill hørte det ikke.
"Jeg er som besat når jeg jager! Det kan ikke blive voldeligt nok!" Mumlede han

"Stop det der." knurrede Isabella og så på Bill..
Hendes tristhede var forsvundet.

"Jeg dræber dem, ved at kaste dem ind i et træ," sagde han alligevel. Så tav han.

Isabella lukkede øjne, hun prøvede at koncentere sig.
Da hun havde beroliget sig lidt, så hun på Bill igen.

"Bella, jeg tror nok jeg er sadist..." Mumlede han til hende. Han nød jo at høre deres skrig og smadre dem.

"Jeg vil ikke høre om det... jeg har ikke selv valgt at være det jeg er." sagde Isabella.

"Men du dræber ikke," pointerede han.

Isabella så væk, han ville sikkert kalde hende svag, men hun sagde det alligevel.
"Jeg bryder mig ikke om det." sagde hun.

"Hvorfor?" Spurgte han forundret.
Han forstod hende ikke.