fortvivelse..

Dato: 18/09
Sted: skoven, en lysning..
Tid: 00.37
Omgivelser: stilheden.
Vejr: overskyet, det blæser.
Årstid: sensommer/efterår.
Påklædning: sport shorts, mørkegrøn t-shirt med v-udskæring, ingen sko.

Hvordan kunne de gøre det? Hvorfor gjorde de det? Hvorfor bragte de emnet på banen igen, når hun havde sagt nej til det? Hvorfor kunne de ikke acceptere hendes mening?
Isabella løb gennem skoven med fortvivelsen. Hun var trist og sukkede, fra hendes øjne var våde og der løb tåre ned fra hendes kinder. Vinden blæste hende direkte i hovedet og fejede hendes tåre væk. Hun ignorede vinden, hun løb alt det hun kunne, hun var ikke på opmærksom på noget.
Pludselig bremsede hun op, hun stod i en lysning. Hun sig fortvivlet om, her var ingen, heller ingen dyr, der var stille. "Vampyrern må havde skræmt dyrene væk.* tænkte Isabella, et stik af had ramte hende, da hun tænkte på dem. Hun tænkte igen på det. Hun løb hen til et træ og hamrede hånden ind i den. Træet flækkede midt på og truede med at falde sammen, men det gik kun lidt fra hinanden. Isabella faldt grædende sammen og krøllede sig sammen. Alle de slemme ting ramte hende på engang. Hun ville ikke... hun nægtede. Hun ville intet mere, hun ville dø!

Donnie stod meter fra hende og så på hende imens hun skreg og grad.

Isabella knurrede let, da hun lagde mærke til, at der var en vampyr i nærheden.
"Hvad vil du?" snerrede hun, "Jeg ved godt du er der."
Hun satte sig op og tørrede sine øjne.

"Jeg prøver ikke at skjule mig" sagde han roligt imens han betraktede hende, med et undrende blik.

"Hvorfor står du så der?" spurgte Isabella og fik øje på ham.

"Jeg betrakter dig bare" sagde han og sukkede lavt, imens hans blik lige en hurtigt gang så på træet.

"Hvofor det?" spurgte Isabella undrende, men kom til at snerre, "Jeg er ikke underholdning."

Han rystede anerkendene på hoved, "jeg ser dig ikke som underholdning lige nu lille ven" han tog sig til hagen og fik et tænkende blik.

"Hvad så? Hvorfor står du så der? Du må da have en grund." sagde Isabella og var ved at blive irreteret.
Hvorfor tænkte hun overhovedet på ham, når hun havde så meget at tænke på.

"Fordi du er intresant" sagde han roligt og kiggede så igen på hende, med et roligt blik, dog tænkte han på meget andet end hende.

"Great.. vil du vurdere mig og så prøve at hive hovedet af mig?" spurgte Isabella irriteret.

Han kiggede ligegyldigt på hende med løftede øjenbryn, han rystede på hoved, og vendte sig hvorefter han begyndte at gå op på skovstien.

Isabella så væk fra ham, hun orkede ingenting mere. Alt var et helvede.
Hun så på træet, som hun havde ødelagt. Hun håbede ikke, at nogen ville lægge mærke til det.

Ude fra stien sagde Donnie, "HVis du hvirkelig er så træt af det hele hvorfor er du så ikke ved at ødelægge alt"

"Du forstår det ikke..." sagde Isabella bare og sukkede. Hun havde næsten snerret, men havde opgivet det.

"Vil du bare sidde der" sagde han med agsang til hende, imens han kiggede bestemt på hende.

"Ja.. det har jeg tænkt mig." svarede Isabella og så derhen, hvor han havde stået.

//logger af.. cya.//