At Falme i Blinde (:

Emily betragtede vandes vanedanende rytme igen og igen indtil den var printet ind i hendes hovede og hun følte sig hypnotiseret af den.
Hendes øjne fjernede sig fra vandet brusen og gik væk fra sit vindue igen, hun fortsatte ind imod køkkenet hvor hun tændte lyset og åbnede køleskabet.
Emily nuppede en gulerod og åbnede derefter døren udtil.
Hendes tanker var samlede på et eneste sted, men hun kunne ikke finde hovede og hale i det hele.
Hun 'Falmede' sig rundt i tankerne for at fined det mindste tegn på noget hun kunne forstå 100%, men hun ledte i et sort hul.
Hun vidste alt for lidt om sin egen død.
Hun var bange.
Men den måde hun var kommet frem til, var den eneste der ville virke.

Daniel var gået rundt i skoven i nærmest 2 timer.
Det var så dejligt at gå rundt i skoven.
Han lukkede øjne og snuste dybt ind, det var underligt at lugte de forskellige lugte.
Han stivnede lidt og kunne lugte Varulv... Emily?
Han løb hurtigt hen imod lugten, undveg en falden gren og hoppede videre.

Emily satte sig i sandet og stirrede atter på Bølgerne.
Et sørgmodigt smil vistes over hendes læber..
Hun håbede virkelig ikke at der var kommen nogle virkelig til skade med den kniv..
Hvis du da bare selv hav..
Emily stoppede sine tanker og rystede på hovedet af sig selv.
"Det er Sket Emily..Du kan ikke gøre noget ved det"
Mumlede hun uden at lægge mærke til Daniels lugt, der lugtede jo alligevel af VArulv over alt i la Push.

Daniel havde hørt ordene og tone faldet og var fuldkommen stivnet i det.
"Er-Er du okay, Hva Emily?" spurgte han lidt tøvende og kiggede på hende bagfra.
Han gik langsomt hen mod hende og kiggede på hende.

Emily var allerede nu halv irriteret på sig selv.
Hun kiggede kort dødbringende i jorden med tankerne om sig selv.
hvorfor er du så dum ikke at lægge mærke til ham?
Tænk dig nu om kvinde!
Hun vendte sig mod Daniel med et roligt ansigtsudrtyk og antydningen af et smil på hendes læber.
"Skal jeg være ærlig?" Spurgte hun og lagde hovedet på skrå

"Jeg vil hellere høre den pinefulde sandhed, end den mørke løgn" citerede han fra en bog han havde læst.

Emily smilede og trak på skuldrene.
"Så må jeg helle indrømme at jeg er Virkelig bange, ikke?" spurgte hun roligt.
Det kunne overhovedet ikke ses på hende med mindre man kendte hende.
Hun havde langt sine hender i skødet og sad nu og knuede dem.
Det eneste teg på usikkerheden der nagede i hende.

"Dig?... Det kan ikke være sandt" sagde han lidt mere overrasket end han havde forventet .
Han kiggede kort ned på hendes hænder og kiggede så op i hendes øjne med et beroligende blik i øjne.

Emily grinede svagt over hans udbrud.
Hun plejede altid at gæmme sine følelser..Sjovt nok lagde få kun mærke til det.
Hun trak på skuldrene.
"Jo..Mig. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre" forklarede hun og klappede på sandet som tegn til at han gerne måtte sætte sig.

Han gik hen og satte sig overfor hende.
"Øøøøhm... Emily hvorfor er du så bange?" spurgte han hende så lavt.

Emily trak på skuldrene. Han ville jo alligevel få fri adgang til hendes tanker.
"Tjooh...Er det ikke meget normalt at være bange når man er usikker på om man måske skal dø?"
Spurgte hun i et let og lidt ligegyldigt tonefald med de rolige øjne hvilende på Daniel.

"Well, I guess" svarede han og kiggede lidt på hende indtil hendes ord faktisk trængte ind.
Han hev først efter vejret.
"Du.... Kan da ikk..." han kunne ikke sige resten, det virkede så skamløst at tale om det på den måde.

Emily betragtede ham indgående.
Betød hun virkelig så meget?
"Nej Nej" Sagde hun opmundrene. "Derfor bliver jeg nød til at gøre noget ved det.."
Hun klikkede kort med tungen.

Han sukkede indvendig af lettelse selvom han ingen tegn viste det udenpå.
"Hvad var det så for noget du sagde tidligere?" spurgte han lidt forvirrede.

Emily hævede et øjenbryn.
HUn stilte -grinende indeni- et spørgsmål til hans spørgsmol.
"Ja..Hvad sagde jeg da?"

"Noget om at hvis du... Du ved... Så sulle jeg overtage din plads" mumlede han til hende.


//Sorry tiden... Pligter -.-''//