En moders kærlighed.

Dato :: 9. sep.
Årstid :: Efterår.
Dag :: Onsdag.
Vejr :: Blæst og en smule regn.
Sted :: Ved søen.
Tid :: 23:00 tiden.
Omgivelser :: Ingen

Valencia stod ude på en lille træ bro og så ned i vandet, det så koldt og mørkt ud, hun kunne næsten intet se i mørket "Hvad laver jeg dog herude .." spurgte hun sig selv med en usikker stemme, hun er så ensom derhjemme, hvorfor gad hendes familie ikke blive hjemme ved hende, hun vidste selvfølgelig godt det var arbejde der var grunden til de ikke var hjemme, men hun trangte sådan til omsorg og kærlighed fra sin familie, hun satte sig på broens kant, hun var næsten helt ny i byen, så hvem kunne hun betroe sig til og hvem kunne hun ikke?, hun var forvirret og trist, hun mærkede dråberne dale ned fra himlen og lande på hendes kinder og i hendes røde hår, hun trak jakken lidt tættere om sig, blæsten susede om ørende på hende og tog fat i hendes hår, selv stjernerne kunne ikke berolige hende, for himlen var overskyet og mørk, Tårnde trillede ubevidst ned af kindern på hende, den triste og dyster stemning gjore det hele værre, men mennesker havde en tindens til at gøre dey hele værre ved at høre sørgeligt musik eller sætte sig trist og alene på en bro i regn vejr, hun så ud over søen og kunne se lidt lys fra byen et godt stykke væk, ensomheden havde for længst fyldt hendes krop, hun havde ikke en gang kjole på i dag, men et par slidte cowboy busker og en langærmet tæt sidene sort trøje med højhals da hun synes det var frygteligt koldt, lige nu .. ønskede hun bare sinn mors kærlige arme og moderlige ord.

Madelaine kom kørene ned af vejen mod floden, hun bemærkede det var rigtig dårlig vejr, hun havde ellers tænkt sig hun ville ud og svømme, selvom det var så sent. Hun nåede en parkeringsplads nær floden.
Hun slukkede bilen og overvejede det hele et øjeblik mens hun trak nøglerne ud af bilen, hun så ud mens det hele var blevet sort.
Hun åbnede bildøren og gik ud, regnen ramte hende blidt i hovedet. Hun indåndede duften der var i luften, og fik færten af menneske, hun havde lige været ude og jage så, så tørstig var hun ikke, heldigvis.
Efter hun var begyndt sammen med Duncan var hendes syn på Mennesker en smugle ændret, hun var ikke så ihærdig for at være venner med dem, men nogle gange kunne hun godt bruge dem som underholdning.

Valencia bemærkede ikke bilen komme, for træernes hvisken og vindens susen gjore det umuligt for et menneske at høre bilens motor på så lang afstand, hun havde svinget benene ud over kanten af broen og svingede lidt med dem, hun havde stadig sin opmærksomhed rettet på det dunkle vand, hun var bange for at det ville tage fat i hende og suge hende ned i et sort hul, det var en syg tanke, men vandet gjore hende så bange og gav hende en livlig fantasi, hun lukkede øjnene og trak benene ind til sig igen af skræk for at blive trukket ned i vandet, hendes røde hår dækkede hendes ansigt lidt og var i bevægelse med vinden.

Hun låste bilen og så ud i det kolde mørke. Hun indåndede luften igen, ja det var tydeligt der var et ungt menneske der, højst sandsynligt en pige. hun så ud i mørket, det var ikke let at se nogle så hun brugte sin lugtesans, nu var hun nemlig blevet nysgerrig for at se hvem det var, hun kendte ikke færten hun havde fået, så det måtte være en fremmede. Hun begyndte at gå i den retning duften kom fra med lukket øjne.

Valencia så sig lidt omkring og blev en smule chokkeret over hvor mørkt her egentligt var blevet, hun sank kort og trak benene ind til sig, hun blev en smule usikker, men tænkte at der nok ikke kom nogen så sendt på aftenen, hun lukkede øjnene og gemte ansigtet i sine arme, hun havde vundet sig til kulden, hendes krop var en smule følelses løs og våd på grund af regn, og når hun på et eller andet tidspunkt tog hjem, ville hun komme hjem til et stort tomt hus, hun hadet sin bror for bare at blive væk, men kunne ikke tvinge ham til at være hjemme hos hende, det ville være ondt for han elskede sit job.

Der gik ikke særlig lang tid før hun nåede tæt på den fremmede pige, hun så hende sidde alene, kold og næsten hjælpeløs, et ufattelig let offer for hende, hun så på hende med hendes blå øjne, hun var rolig, på grund af det blid der allerede løb i hende. hun havde set sig et andet offer på vejen her op, så hun var fyldt med blod. Men pigens søde blod lokkede hende lidt, men dog ikke så forfærdelig meget, men lidt blev man dog alligevel lokket, hun gik lydløst over til hende, ikke en eneste lyd afslørede hende.

Daniel kom gående med en tom benzindunk.
*Selvfølgelig er det mig der skal hente benzinen* tænkte han pil surt.
Han kendte ikke området så han havde bare gået hen af vejen indtil han endte ved en parkeringsplads, med en bil på.
*Der må være nogle andre her* tænkte han og kiggede rundt.
Han sukkede let, der var ikke nogle, så hvorfor ikke bare vente indtil personen kom lidt tilbage.
Han satte sig ved bilens bagende, uden at røre den af frygt for at starte bilalarmen, og ventede så bare indtil der var nogen.

Valencia sad begravet i sin egen sorg og tanker, hun bemærkede ikke at hun ikke længere var alene på broen, hun sad stille, som var hun en statue, kun hendes let fugtige hår svingede lidt på hendes ryg på grund af vinden, hun kunne kun lugte broens fugtige træ breder og hørte kun vindens susen og vandets brusen, hun knugede hænderne lidt og mærkede så atter kulden, men ignorerrede den så vidt muligt * lorte vejr .. * tænkte hun små irretabelt,

"er du ude på at dræbe dig selv?" spurgte hun efter hun havde stået og set på hende i noget tid, hvis det var det der var tilfældet kunne hun lige så godt suge hendes blod. hun så på hende med et udtryksløs ansigt, hendes hår var selv ved at blive vådt af regnens dråber, for hende var kulden ligegyldig, hun mærkede den ikke som hun ville have gjort som menneske. så hun var ligeglad med vejret, hun kunne endda godt lide regn.

Han kørte en hånd gennem sit nu endnu mere våde hår.
Selv hvis han fik at vide hvor der var en benzintank, ville det tage ham timer at komme tilbage til bilen.
*Herligt* tænkte han sarkastisk og udslyngede en af sine yndlings eder meget højt.
Han slog slog til jorden og bandede igen, bare meget mindre højlydt.

Valencia fik et chok og var på ingen tid oppe på sine ben, hun så forskrækket på den fremmede pige "Ne-nej .. Hvorfor skulle jeg gøre det?" hun gik lidt væk fra hende, men blev nødt til at stoppe da broen endte lige bag hende, hun blinkede lidt med øjnene og kunne kun se hendes blege hud og hendes øjne, var den kvinde ud på at skræmme livet af hende eller hvad, og hvad var det dog for et spørgsmål, hun lynede jakken helt op og holdte om sig selv.

"siden du sidder på en bro, driv våd i en kold nat, hvor alle kunne komme og tage dit liv eller hvor du kunne dø af selve moder natur!" forklarede hun, hun så på hende, med et blik der sagde hun ikke var farlig, det var så let at tage en maske på for mennesker, de var som lam, let at narre. Hun rørte sig ikke, hverken frem eller tilbage, stod bare stille og så på hende, mens vinden fangede hendes sorte lange hår og legede let med det .

Daniel ville godt nok hellere sidde i det nye hus lige nu i stedet for at sidde på en kold parkeringsplads og vente på en totalt fremmede.
*Det var da åndssvagt som jeg altid kommer ud i de forkerte problemer* tænkte han og slog ned i jorden.
Han kiggede på sin hånd, han havde slået på nogle skarpe sten, så hans hånd var begyndte at bløde langsomt.
"Og igen og igen" mumlede han stille og pillede de små sten ud af hånden.

Valencia rystede svagt på hovedet og så lidt ned "Jeg regnede ikke med .. der kom nogen herud så sent på natten" hun knugede hænderne og ville ikke lade sig skramme af du hun sagde "Jeg sad jo så ment bare og slappede af og tænkte .. og det er lettest om natten .. da der ikke er nær så mange mennesker" hun fremtvang et lille smil, det var ikke fordi hun følte sig tryg sammen med hende, men heller ikke utryg, pigens aura overbeviste hendes menneskelige sind om at der ikke var nogen fare.

"i denne verden kan man aldrig være sikker!" mumlede hun, hun så på hende, selv i hendes eget hjem for over 50 år siden havde hun ikke været sikker for den vampyr der havde forvandlet hende og dræbt hendes forældre. Hun rystede på hovedet og sagde "det er uklogt at sidde her ude, ikke kun på grund af hvem der kan komme, men også på grund af vejret, du ender med at blive syg!"

Daniel rejste sig op og kigede efter nogle.
Ingen ville efterlade sådan en lækker bil uden selv at være i nærheden.
Han gik rundt om bilen for at se om han så ville få øje på nogle, men han kunne intet se pågrund det var så forbandet mørkt.
"HALLO!?" råbte han og skulle til at sætte sig igen, men faldt over sine egne ben og knaldede panden ned i bagsmækken.
"AV FOR DEN LEDE SATAN!!" råbte han så.

Valencia så lidt ned af sig selv på sit våde tøj "Så slipper jeg da for skolen " Mumlede hun svagt og så lidt rundt før hun igen lod blikket hvile på den unaturlige smukke pige foran hende"Hvad laver du så selv herude ?" hun hævede et øjnbryn og blev nysgerig, hun begyndte svagt at klapre tænder fordi hun frøs, hun prøvede at stoppe men hun frøs for meget, hun havde klamret armende om sig selv for at holde varmen, hun blev sten sikkert syg.


//Skal logge .. men vi kan skrive vidre i morgen .. hvis du vil ??//

Hun vendte hovedet om mod parkerings pladsen og hvæsede "min bil!" hun så på pigen og mumlede "havde tænkt mig at tage en svømmetur, hvis det ikke havde været for regnen, !" hun så mod parkeringspladsen igen og mumlede "skal se hvem der roder ved min bil!" Hun satte i løb mod parkeringspladsen, i normal menneske tempo, ind til hun var langt nok væk fra hende hun skyndte sig over og stoppede op få meter fra drengen og hvæsede "hvad gør du ved min bil?"

Daniel tog sig til hovedet, han var blevet lidt svimmel af slaget.
"Du m virkelig undskylde" startede han og måtte holde sig i sellen for ikke at kaste op for hvert ord han sagde.
"Jeg skal bruge benzin, men jeg kender ikke stedet og jeg så din bil og tænkte bare... Om du måske kunne fortælle mig hvor der var noget Benzin" Han kunne ha knækket sig sammen, det var som om han var helt omtåget efter slaget.

"hvis du har lavet det mindst som en rids kan du godt glemme alt om at få hjælp af mig din usling!" knurrede hun af ham, hun så koldt på ham mens hun gik over til bagsiden af bilen for at undersøge den, hun var rasende, bilen var noget af det hun havde allermest kært, hun havde selv tiltusket sig den meget billigt på grund af hendes evne, der var ikke så mage af dem, så hun havde været ekstrem heldig.

"Undskyld... Jeg skal nok betale for at den laves" sagde han mens han stadig kiggede på det sted hvor hun havde stået før.
Han ville ikke kigge efter hende, han havde det som om han var fuld og at han var lige på bristepunktet mellem at havde fået en for meget og nået ens grænse.
"Men kan du ikke godt hjælpe mig?" spurgte han nærmest bedende og havde det som om hans ben var gele, han kunne knap holde sig på benene.

"Valencia Valencia" Råbte Donnie, "Hvor er du" han ledte efter hende, dog hviste han hvor hun var så han behøvede ikke og løbe rundt som en idiot.
HAn duftede med det samme en anden vampyr, og blev ivrig efter at komme hen til hende.

Hun så på den hovedformet bule der var i bagklappen og vendte sig mod ham hun ruskede hårdt i ham og sagde rasende "se dit fjols hvad du har gjort!" hun slap ham igen og kørte hånden over bulen, hendes øjne glødede af raseri. Hun vidste det ville komme til at kost nogle tussinde kroner for at få det lavet, hun sparkede rasende til en sten

"Undskyld... Jeg skal nok betale... Jeg har min pung i lommen til når jeg skulle betale benzin" sagde han stadig lidt omtået og fik så frem. "Næste gang du vil slå mig ihjel, kan du så ikke lade være med at ruske mig, ellers brækker jeg mig altså" han faldt sammen på jorden og kunne smage brækken i munden.

Hun så ned på ham, brække sig, det havde hun aldrig gjort, hun havde ikke prøvet at være så syg at hun havde kastet op og som vampyr havde det ikke været muligt. Hun kørte igen hånden over bulen og mumlede nogle vrede ord.
"hvor er din bil?" spurgte hun efter, hun tog sine nøgler frem og låste begage rummet op, der var en lille dunk, selvfølgelig havde hun altid en ekstra dunk med, for at være forberedt. Hun så på ham kort, han så ikke for godt ud, hvis hun lige lagde mærke til det "du kan ikke køre i den tilstand!" mumlede hun og lukkede bagage klappen igen.

"Den..." han nåede ikke at sige mere før han brækkede sig.
Han pegede i en retning og holdt 3 fingre i vejret og så håbede han bare hun forstod det "Den vej, 3 km"
Han havde det virkelig af H til.

"du har fået hjerne rystelse. du kan ikke køre, du skal på et hospital!" sagde hun kort. og kiggede med afsky på hans opkast. Hun rystede på hovedet og mumlede "lige mit held!" hun rystede på hovedet og låste bilen op, hun så på drengen, vidste ikke lige om hun ville have ham med i hendes bil, hvis han nu skulle brække sig igen, hun kunne self også bide ham, så var det så let.

"Je-eg kender altså godt det der blik. Det er Han-Brækker-Sig-I-Min-Bil blikket" agde Daniel med lukkede øjne.
Stanken af mavesyre rev ham i næsen og han kiggede op på hende med lidt opkast fra mundvigen. "Det laver min bror også hele tiden" sagde han og lod sig falde sammen ved siden af sin lille bræk klat .
*Jeg er så meget på den, ingen vil have en brækkende, bilødelæggende fremmede ind i deres bil* tænkte han med lukkede øjne.

"du er da godt nok sølle!" sagde hun og grinede af ham, med hån i stemmen, måske skulle hun bare lade ham ligge, han ville sikkert smage forfærdeligt, sådan han var. Hun rystede på hovedet, kun kunne ikke bare lade ham ligge der, hun måtte gøre noget, hendes irriterende moderkærlighed kom altid op i hende når hun så komplette hjælpeløse folk.

"Det ved jeg da godt" sagde han og kiggede på hende med mindre slørede øjne end før.
"Men jeg har været mere sølle. Så jeg kan godt kravle ind til siden og lægge mig... Der skal nok komme nogen i morgen" mumlede han og begyndte meget langsomt og møgsommeligt at trække sig mod grøften.
*Det er det mindste jeg kan gøre efter at have været sådan en idiot overfor hende* tækte han.
For hver bevægelse han lavede fik han det som om han skulle brække sig igen.

"hader du dit liv? har du tænkt på døden?" spurgte hun og lænede sig op af bilen og så ned på ham, hun kunne lige så godt spørge hvis det var tilfældet, hvorfor så ikke hjælpe ham ind i en verden hvor man ikke var syg, hvor man ikke var svag, hvor benzin kan være ligemeget, når man næsten kunne læbe hurtigere end en bil.

"Nej... Jeg hader ikke mit liv, lige nu er det bare ikke min bedste tid" sagde han og satte sig lidt op.
"Døden er sikkert bare et koldt efterliv, hvor du vil gøre alt for holde dig selv i live" svarede han.
Sådan tænkte han altid når han havde det dårligt.

"fint.... !" sagde hun lidt efter og gik mod bilens føresæde og sagde "du må klare dig selv!" hun gad ikke hjælpe ham, han ville sikkert bare brække sig i hendes bil og det gad hun slet ikke at have, hun kunne ikke klare stanken fra hans opkast og ville enlig helst væk.

"Har jeg gjort før" sagde han og lagde krampe agtigt armene om sig.
Mens han havde brækket sig og snakkede med hende, havde hans læber fået en blålig kulør.
Han førte benene op foran sig og slog armene rundt om og hovedet på knæene og sad så sådan.