rejser væk.

Dato: 16/01.10
Sted: ved vinduet.
Tid: 10.27
Omgivelser: et par enkelte mennsker, der vil hente deres kaffe.
Vejr: det sneer.
Årstid: vinter..
Påklædning: ingen sko, stramme jeans, rød top.

Isabella var gået inde på caféen, da den åbnede. Hun ville slappe lidt af.
Hun satte sin sorte taske (lidt store end en skoletaske, men stadig til skulderne) på gulvet ved siden af en stol. Hun tog sin jakke af og lagde den over stolens ryg.
Isabella bestilte en kop kaffe, som hun fik kort efter. Hun sad og varmede sine hænder omkring den. Hun så sig omkring og sukkede. *Det er meget lang tid til, at jeg kommer igen.* tænkte hun. Isabella tog en slurk af sin kaffe, hun pustede ud igen. Hun kunne se dampen fra sin ånde.

sydney lukkede hurtigt døren op til caféén hun nøs en smule før hun så omkring " er du Varulv" sagde hun mistroisk kiggede over på isa hun satte ved bord længest fra hende stirrede forfærdet på hende før tjeneren kom for at tage imod hendes bestilling hun bestilte en cola for virke normal men hendes blik var stadig rettet imod Isa

Isabella så på Syd, hun spændte sine muskler. Hun kiggede kort på koppen, hun ville ikke til at ødelægge den.
"Ikke også dig.." sagde Isabella, man kunne høre gråden i hendes stemme. Isabella blinkede med øjne.

Der var noget i sydney der nyd at se hende sådan hun bed svagt læben før hun nikkede " oss mig og hvad så" sagde hun lettere irteret men ikke på hende men fordi Isa var varulv og nu var dømt til fjender for evigt eller ihverfald til Isa døde hun sukkede hånligt holdte sig så langt væk som hun kunne " Madelaine havde ret i Varulve stinker" hun bed svagt læben noget i hende havde forandret sig i hende

Isabella himlede med øjne. "Det gør vampyrer også." sagde Isabella, hun var kommet over i sin forsvarsposition, hvilket hun hadede at være, fordi hun kom altid til at såre nogen eller hende selv.
*Hvorfor tog de hende? Hun var min ven.* tænkte Isabella.

Sydney rejste sig for gå ud hun smilede hånligt Isa da hun gik ud for at få lidt luft den stank var forfærdligt hun havde glemt sin jakke der inde men gad ikke gå ind at hente den hun var blevet trist til mode hun havde lige mistet en af hendes gode venner " hvofor" sagde hun til sig selv hun fnøs kort sådan skulle det jo altså være

Isabella så, at Syd havde glemt sin jakke.
Isabella tog sin taske på, gik hen og hentede Syds jakke og gik ud til hende.
"Du glemte din jakke." sagde hun og rakte jakken frem.

Sydney kiggede på samlede tog hun smilede svagt selvom hun ikke kunne snakke med hende " så nu er altså fjener" sagde hun smule hånligt hun så slet ikke Isa som fjende men blev nød til det

Isabella sukkede. "Det behøver vi ikke være." sagde hun.
*Will og mig er da venner.* tænkte hun.

" jeg kan altså bare ik okay" sagde hun vredt før hun vendte sig om for at gå hun nys kræftigt men lod sig ikke bide mærke i det hun følte sig vred irteret hun bed sig hårdt i læben men ligeglad hun kunne bare ikke være venner med sådan et bæst " Madelaine vil ikke lade mig forresten så har jeg heller ikke selv løst bæst" sagde hun hånligt

Isabella borrede sin negle ind i huden. "Du forstår vist ikke rigtig her." sagde Isabella, "Jeg snakker også med Will, selvom vi ikke må."

Sydney hørte ikke efter hun havde bestemt sig hun ville aldrig se hende mere hun satte den umennskelig fart på som kunne vampyr kunne løb over imod skove satte op i træ

"Du er simpelhen så...." Isabella bed sig hårdt i læben. Hun begyndte at bløde, men hun helte hurtigt igen.

Sydney fnøste en smule det var så typisk hun skulle unvære Isa hun sukkede svagt og ville aldrig være sammen med varulv igen nogensinde

*Jeg vil ikke mere.* tænkte Isabella. Hun kunne mærke tårene presse på. Hun vendte sig om.

Sydney havde sundet sig hoppede lidt kluntet ned af træet hun fik hurtigt færten af varvulv fulte kort luget men holdte sig skyggen hun stod betrakede Isa hun havde virkeligt ondt af hende men Sydney havde forandret sig og hun fugtede kort sine læber

Isabella så kort til siden, ind i en gyde. Hun gik derind. Hun satte tasken fra sig. Hun lændte sig op ad væggen og satte sig ved siden af sin taske.

Sydney fulgte efter men forholdte sig inde skyggen hun ville få et rigtigt godt sidste billed af Isa hun ville så gerne fortælle hende at alt nok skulle gå men de kunne jo ikke være sammen og selv hun havde lagt en facde vaar hun ked af at de ikke kunne være venner merre hun sukkede lydløst med blikket rettet imod hende

"Traktaten siger jo intet mod det." mumlede Isabella.

" jeg kan ikke det er mit venskab med Madelaine derstår på spil" mumlede hun sukkede hun bed svagt læben

"what so ever? betyder hun mere for dig, end mig?2 spurgte Isabella og rejste sig. "Hun ødelægger jo vores venskab." sagde hun.

Sydney trådte ud af skyggen det var svært for hende men havde valgt at hvis det stod imod Varulv eller en artsfælle vaglte hun artsfælden sukkede svagt men svarede ikke på sprøgsmålet

"Du har sikkert allerede glemt, hvad venskab." sagde Isabella, hun vidste, at vampyre ingen følelser har.
Hun satte sig igen ved siden af sin taske. Hun sukkede dybt.

hun blev smule vred hun havde ihvertfald ikke glemt hvad venskab nogen venskaber bliver man for voksen til hun bed svagt læben " jeg ved hvad det mig og dig dit bæst kan ikke være venner mere" fnøs hun hånligt hun var en smule vred og knugede sine hænder sammen hun vendte sig om for at gå hun gad ihvertfald ikke spilde hendes tid på det bæst der " ses bæst" sagde meget hånligt med frydede sig over at Isa var denne situation

"Jeg er i det mindste stadig menneskelig." snerrede Isabella.

Sydney fnøs som svar hun ville aldrig tale med en varulv igen nogensinde stoppede aligevel op " at være mennskelig er svaghed" sagde hun med vrede stemme sydney havde virkelig løst til gå amok på hende men aligevel var der noget der holdte hende tilbage hun hun fnøs hånligt før hun forsatte ud af gryden

"jeg har stadig en sjæl." snerrede Isabella stille. Hun vidste ikke, hvad der fik hende til at sige det, men hun fortråd det.

sydney vendte sig man kunne se hun var meget vred hun vendte sig styrtede over imod hende hun langede ud efter hende med det ene ben håbede hun ramte og ramte rigtig hårdt hun var ligeglad nu den smule venskab der tilbage var forsvundet helt hun fnøs af vrede

Isabella blev ramt og fløj ind i væggen. Hun tog lidt til hovedet, mens hun spændte sine muskler. Hun måtte kontrollere sig. Hun ville ikke gøre en af sine venner fortræd, selvom det var en vampyr.

sydney bed sig i læben hvad havde hun gjort det var trodsalt været en ven engang satte i løb i mennskelig fart som var langsomt for en vampyr hun sukkede hun løb hjem til sig selv gemte sig

//Logger//

Isabella kom sig hurtigt, hun stod bare og stirrede ud i luften, hvor Syd havde stået. *Damn.. det vil tage tid.* tænkte hun.

//ses.. (://