Famlilien Indlagt.

Sted : Hospitalets venteværelse.
Tid : Midt på dagen...
Vejr : Solen er gemt bag et stort skylag. Det er koldt udenfor.
Ogivelser : Mange andre rastløse mennesker.
Årstid : Vinter.
Dato : 15/12.

Lewis sad med rastløse fingre og kiggede ned i gulvet.
Han kiggede op hver eneste gang der kom en læge ud for at sige noget.
Han håbede virkelig hans søster var okay, og at det ikke var hans skyld.

Hun havde været i udkanten af skoven, da hun havde duftet Lee, hun havde med det samme styrtet ind på hospitalet, da den måtte være gal.
"Lewis?" sagde hun stille og satte sig på en stol ved siden af ham.
"Hvad er der sket?"

"Cisse" hviskede han bare hæst og kiggede på hende.
Han kløede sig let i håret, han havde ikke lugtet hende, hans sanser må være svækket.
"Intet særligt" mumlede han så stadig.

Hun tog hans hånd mellem sine.
"Jo, ellers ville du ikke sidde her. På trods af dine instrinkter."
Hun kiggede ham i øjnene.

"Søster er indlagt" sagde han bare kort og kiggede kun kort på hende før han kiggede ned igen.
Han havde svært ved at tale med nogle om det.

Hun sagde ikke noget, men a'ede ham bare trøstende over hånden med sin finger.
"Vil du have jeg bliver?" sagde hun kærligt.

"Det ville da være rart" sagde han bare og prøvede at smile til hende.
Det blev et ret tamt smil, men et smil.

Hun gav ham et kram.
"Du skal ikke være ked af det." sagde hun blidt. "hun bliver rask."

Hans smil blev lidt større, men kunne ikke måle sig med det han plejede at ha.
Han kiggede på hende, man da endnu en læge kom ind kiggede han hurtigt væk.

Hun slap ham og tog hans hænder, og gav dem et klem. "Alt bliver godt igen." Hviskede hun og rejste sig op, og gik hen til skranken, hun hviskede noget til damen, og kom tilbage.

Lægen gik igen efter at have snakket med en andne mand.
Lewis kiggede på hende da hun kom tilbage "Hvad snakkede du med hende om?" spurgte han så

"Fik dem til at skynde sig.." Sagde hun stille.
Hun kiggede væk, mens hun bed sig i læben.

"Hvordan det?" spurgte han overaskede.
Han kiggede lidt overraskede på hende med store øjne.

"Cisse kan bare sådan noget." sagde han tamt.
Han satte sig ved siden af Lewis.
"Cisse kan godt lide dig, så det kan jeg også..." svarede han bare, hvis han nu skulle spørge.

Hun sendte Cedric et kærligt blik.
"Hun skylder mig en tjeneste." Hun smilede og viste tænder. "Men jeg slår hende ihjel, når jeg ikke kan bruge hende mere." Hun så væk igen. Hun måtte ikke lade sin skyldfølelse overtage. Ikke mens Lee havde brug for hendes hjælp.

"Virkelig?" spurgte han dem begge og kiggede på dem begge.

Hun nikkede sløvt med hovedet.
"Jeps."

"Så Tak" sagde han bare med et træt smil.


//Sorry jeg skulle ud med hundene//

Hun tog hans hånd igen.
Og en lægen kom.
"Nu må det være din tur." Sagde hun blidt, og gav hans hånd et klem.

Lægen kiggede på Clip bordet.
"Mirage?" spurgte han så ud over det hele.
Lewis smilte til Cisse og hviskede "Du havde ret" før han rejste sig op.
"Ja?" spurgte han og gik hen til ham.
"Bare følg med" sagde han og drejede rundt og gik ind af en anden dør med Lewis i hælene.

Hun stod pludselig ved siden af ham, med hendes hånd blidt i hans.
"Du sagde jeg skulle blive." Hviskede hun, i hans øre, mens hun gik med.

Han smilte glad og følte en glæde inde i sig over hun ikke bare blev.
Lægen åbnede døren ind til et værelse og sagde "Hun er ved bevidsthed lidt endnu, men om måske en halvtime skal hun sove igen" sagde han lidt strengt.
Lewis takkede ham kort og gik ind i rummet.
Det hele var hvidt, sengetøjet, væggene og hendes bandager.
Hans mor var der ikke nogle steder og Gabriella (Søsters navn) lå og læste i et ugeblad.

Hun stod stille med ham i hånden.
Og ventede på han gik hen til hende.
Hun havde ikke tængt sig at slippe ham, før han selv gav slip..

"Gabri?" spurgte han hende langsomt og begyndte at gå hen mod hende.

Hun gik yndefuldt og lydløst, bag ham hen til sengen.
Hun trak to stole der hen, uden de sagde en lyd.
Så vendtede hun tålmodigt.

Gabriella kiggede kort på Cecilie og så på Lewis "Så du kom?" spurgte hun ligeglad.
"Hvem er du så?" spurgte hun så Cecilie uden at kigge mere på Lewis, der sjovt nok havde et afslappet udtryk i hovedet.

Hun fik et alvorligt udtryk. "Undskyld mig frøken!" Skændte hun en smule alvorligt, men roligt! "Han har siddet derude i lang tid og ventet på at han kunne besøge dig!" Hun så hende i øjnene uden at blinke med sine lilla øjne. "Så må jeg be' om kammertonen med det samme!" Sagde hun. "Og jeg har ikke tænkt mig at fortælle mit navn, når det ikke handler om mig overhovedet." Så, så hun rolig ud igen, og satte sig ned.

Gabri fik bare et ligeglad udtryk i øjne, trak på skuldrene og kiggede så på Lewis "Og hun er?" spurgte hun stadig ligeglad.
Lewis smilte bare til Cisse og sagde så til Gabri "Siden din nysgerrighed er tilbage, er du frisk nok til at jeg kan gå igen" han rejste sig op og vendte sig mod døren.

Hun smilede smukt, og rejste sig op, og lod han fører an, mens hun stadig holdte ham i hånden.
"Nej, sikke en høflig søster." Hviskede hun ham i øret, og fnes en smule.

"Hun er bare mere irriteret fordi jeg kun har besøgt dem nu" sagde han bare og smilte stadig.

Hun smilede stadig, og trak på skuldrende. "Du havde jo ikke tid før?" Hun klemte hans hånd. "Jeg kan godt gå,"Sagde hun og tøvede. "Så kunne i snakke?"

"Det vil ikke hjælpe, hun vil bare spørge konstant om dig" sagde han og grinte bare lidt.

hun begyndte at le. "Det vil jeg gerne hører." sagde hun med et smil, og kyssede ham hurtigt på kinden. "Jeg venter udenfor." hviskede hun så, og gik yndefuldt ud, inden han kunne sige noget.

"Okay" sagde han lidt forvirrede men gik hen og satte sig hen til Gab.

Hun lo lavt, og stod ude på den anden side af døren, og ventede..

"Er du okay?" spurgte han hende direkte.
"Nej. Fjols, ellers ville jeg ikke kunne tale med dig" sagde hun sarkastisk med et grin i stemmen.
"Meget morsomt lille dummernik" svarede han med det samme lille grin.
"Mødte du mor på vej herhen?" spurgte hun ham hurtigt og lidt bedende.
"Nej... Jeg tror hun undgår mig" sagde han lavt.
"Okay... Hvem var din lille Kæreste?" spurgte hun nu drillende.
"Hun er ikke min kæreste" sagde han hurtigt.

Hun lo stille, hun var sikker på han kunne hører det.
Sådan kunne det også opfattes jo.
Hun lo en smule igen.

"Du er jo nærmest kun sammen med piger" sagde hun nærmest som om hun skældte ham ud.
"Og?" spurgte han lidt undrende.
"Har du ingen drenge venner her?" spurgte hun igen.
"Har du?" spurgte han.
"Ja Jeg har massevi... Nu skal du ikke skifte emne" sagde hun hurtigt, men bare ikke hurtigt nok.
"Heh, der kan du se" sagde han og grinte lidt.

Hun lo, og gik hen til venterummet, hun havde hørt hvad hun ville hører.
Hun satte sig på en stol, og kiggede rundt.