cocorosie

Tid: 17:00
Sted: Midt i skoven
Vejr: Gråt
Omgivelser: Træer
Årstid: Efterår
Dato: 6. September

Amira stod lænet op ad et tyk højt træ, med lukkede øjne og hørebøffer over ørene. Hun mumlede med på en tekst fra cocorosie "Somebodys baby boy aint coming home tonight" hviskede hun og åbnede øjnene med et sæt. Hun tørrede irriteret de tårer væk som var kommet frem. "Ya betcha" tilføjede hun vredt og slog i træet bag sig. Det revnede.
"SVIN!" skreg hun så af sine lungers fulde kraft og sank hulkende sammen.

Lewis havde hoppet rundt oppe på træerne for at træne lidt for sjovs skyld, da han hørte en synge.
Og kunne lugte en Varulv.
Han stoppede op på træet hun selv var ved.
Da hun slog det sendte det en rystelse igennem som han ikke var forberedt på og faldt ned foran hende.

Amira opfangede stanken af en vampyr, hun rynkede på næsen, tørrede øjnene og sprang op i nærmest en bevægelse. Hun var vred over at afskum som en vampyr skulle forstyrre hende mens hun var mest *Sårbar* tænkte hun, men viftede hurtigt tanken væk. Hun stirrede lidt på den smukke skabning, indtil at hun opdagede at det var "Lewis?!" udbrød hun forarget "hvad.. HVAD?!" hun så på ham desperat efter svar "hvad er der sket med dig???"

Han kiggede på hende. *Amira er Varulv... Derfor var hun anderledes* tænkte han mens han rejste sig op.
"Eftersom du er Varulv, så kan du jo lugte det" svarede han hende med et lille venligt smil.
Stanken fra Varulv fik ham til at nyse kraftigt.

Amira så bare på ham, alle muskler i hendes krop var spændt i frustration. "Hvad..." hun tog sig til tindingerne "Nej... Nej nej nej nej... Det her kan ikke ske... Lewis?" hun bed sig i læben

"Ja?" spurgte han hende med hævede øjenbryn.
Hele hans krop var parat til at angribe selv om han havde afgjort med sig selv at han ikke ville angribe hende.

"Hvordan kunne du?" hviskede hun med gråd i stemmen

"Hvad?" spurgte han hende lidt forvirret.
Han forstod intet at den her samtale lige nu.

"Hvorfor er du blevet sådan der?!" spurgte hun skingert

"Det var jo ikke ligefrem fordi jeg bad om det" sagde han og kiggede på hende.


//Isobel snakkede over sig og så skulle jeg bides...//

"Hvem gjorde det?" spurgte hun vredt.

"Roselinn... Men hvis du angriber hende angriber jeg også dig" sagde han gravalvorligt.
Han kiggede på hende med et stenhårdt udtryk.

"Jeg er ligeglad!" hvæsede hun og tog en dyb vejrtrækning "Hvordan.. Kan du ønske det her?" spurgte hun med rystende stemme "Lewis... Du skulle jo have et normalt liv!"

Han lavede et skuldertræk og kiggede på hende.
"Man kan ikke altid få hvad man ønsker sig" sagde han.

Amira satte sig på jorden "lewis... jeg... jeg kan ikke overskue det her" mumlede hun. Hun mærkede hvordan at alle hendes føleser for ham, langsomt sivede væk og blev forvandlet til had. Hun gjorde ikke noget for at holde fast i hvad hun havde for ham.




//Skal lige spise...///

"Hvorfor?" spurgte han hende undrende og satte sig på hug så de var på øjenhøjde.

Hun så ham i øjnene "Fordi.. Nu hader jeg dig... Nu er du min fjende... og jeg elskede dig..." det sidste kom ud som en hvisken "Jeg ønsker ikke et fordømt liv til dig... Jeg lever så længe jeg vil, men du lever forevigt... men du er død..." hun holdte to fingre mod hans kolde kind "Jeg har altid hadet hvad jeg var.. Jeg ønsker ikke noget lignende for dig"

"Elskede du mig?" spurgte han lidt overrasket.
Der kom lidt farve i hans kinder og han kiggede ikke på hende.
"Der sker ikke det samme for mig som for dig" sagde han så endelig.

Hun så ham i øjnene med et rasende blik "Jeg kunne knap sætte to sætninger sammen når du var i nærheden" sagde hun alvorligt. "Og nej, det der er sket for mig er værrer."

"Undskyld at jeg ikke opdagede det" sagde han undskyldende.
Lewis kiggede stadig ikke på hende.

"Gosh jeg overlever jo nok" mumlede hun og lænede sig tilbage mod træet "og som om det havde gjort en forskel om du havde vist det..." hun lukkede øjnene

"Det ville det jo nok" sagde han lidt mere hånligt end drillende.
Han kiggede på hende og undskyldte så straks "Undskyld, det var ikke meningen"

"Du fucker bare af, hvis du skal til at være træls" mumlede hun irriteret "Jeg har nok shit i mit liv uden at tage dig med!" hun borede neglene ind i håndfladen, imens der - imod hendes vilje - trillede en tåre ud mellem hendes sammenklemte øjenlåg.

"Det er jo ikke med vilje" sagde han surt og kiggede stadig på hende.

Hun åbnede øjnene og så på ham med et tænkende blik "Hvad tænker du lige nu?" spurgte hun pludseligt

"øøøh, at få flyttet mine ting ud af huset og flytte hjemmefra" sagde han ligeud og totalt undrende over hvorfor hun spurgte om det.

"Kan du ikke bo hjemme mere?" spurgte hun

"Nej... Jeg kan ikke spise min mors mad, jeg vil ikke kunne gå udenfor uden at mor ville blive mistænksom og måske ville jeg pludselig gå amok" sagde han og remsede de vigtigste grunde op sådan.


//Sorry, men skal logge. Jeg kommer måske på senere idag//

"hårdt..." mumlede hun "Hvor skal du så bo?" hun stirrede op i himlen.


//Ok///

"Ved jeg ikke endnu" løj han da sandheden ville gøre hende endnu mere vred.

"Du lyver" mumlede hun såret uden at se på ham "Jeg kan altid mærke når folk lyver..."

"Jeg gør det bare for at du ikke skal slå mig ihjel" sagde han selv lidt såret.

Hun så skarpt på ham. Så lænede hun sig helt tæt imod ham, så deres pander rørte hinanden "Hvorfor ialverden..." hviskede hun så han kunne mærke hendes varme ånde mod sin mund "skulle jeg ville dræbe den smukkeste skabning, den dejligste skabning jeg nogensinde har set?" hun så ham dybt i øjnene før hun hurtigt trak sig væk *det gjorde du bare ikke!* tænkte hun

Han så ikke ud til at ha forstået det, men åbnede så munden og sagde "Mente du virkelig det?"
Han så ud til at være mundlam og kiggede på hende.

Hun grinede lavt til ham "At jeg ikke vil dræbe dig? Ja." sagde hun

"Ja, men hvad med alt det andet?" spurgte han stadig lettere mundlam

"Selvfølgelig mente jeg det" mumlede hun og stirrede ned i jorden

Lewis fik lidt farve i de ellers blege kinder.
"Roselinn" mumlede han så. Han kunne ligeså godt være ærlig for hende.

"Roselinn" hvæsede hun "Du burde hade den... den... ting overalt i verden!" Hun så overrasket på ham "Hvad er meningen?"



//du kan ikke få farve i kinderne xD Dit blod er lissom ikke i omløb mere ;p///

"Hun tilbød mig et hjem. Jeg vil ikke kunne slå nogen ihjel hvis jeg bor der" sagde han så og kiggede ned i jorden af skyldfølelse.
Han nøs igen.

"Jamen! Hader du hende ikke?!" spurgte hun målløst



//Sorry tiden, mit net spasser!///

"Nej... Jeg har intet direkte i mod hende" sagde han stadig med hovedet rettet mod jorden.

Hun stirrede lidt på ham "Er du forelsket i hende?" spurgte hun, fuldstændig paf

Han svarede ikke på det spørgsmål, han var ikke helt sikker selv.

Hun stirrede måbende på ham "No. Way." kom det ud imellem hendes sammenbidte tænder "Det er bare løgn! Hvordan kan man være forelsket i en person der har ødelagt ens liv?! Det var hvad? en måned siden at du fortalte mig at du ikke kunne lide hende??" Hun klemte øjnene sammen "Oh my god this world is breaking into pieces..." Så foldede hun sine hænder og mimrede en hurtig bøn til de højere magter. Hun afsluttede med at lave et hurtigt kors for sit bryst "Hvad er der i vejen med dig?" spurgte hun så, og sendte ham et rasende blik.

"Jeg vd det ikke!!" råbte han så til hende...
Han kiggede på hende kort før han satte sig i skrædderstilling og stirede på jorden.

Hun holdt med ét hånden for munden af ham "Regel nr. 1" hvislede hun "Du må aldrig, aldrig råbe ad mig" hun sendte ham et lynende blik og fjernede sin hånd "Er det forstået?"
hun bed sig i tungen, imens hele hendes krop skælvede af raseri.

Han kiggede på hende og svarede så "Ja, men så er min regel nr. 1 : Ikke blande sig i mine problemre!" han sagde det ikke højt, men kigede bare på hende med de samme lynende øjne som hun havde haft for lidt siden.

Hun kneb øjnene sammen "Men hvordan skulle jeg kunne lade være?" spurgte hun stille og rykkede lidt væk fra ham.

"Andre skal bare ikke have andre end deres egne problemer på sig" sagde han ligeud. Det ville alligevle være dumt at lyve for hende.