Bar/Pub

Dato : 5 september
Årstid: Efterår
Dag: lørdag
Vejr: Overskyet, men ellers fint
Sted: En bar/pub
Tid: Irl
Omgivelser: Nogen få mennesker

Jamilah sad for sig selv med en øl. Hun havde kun drukket lidt af den for at virke normal, men den smagte ikke så godt, som den ville have gjordt for nogen uger siden. Hvis hun stadig havde været i Australien var hun sikkert i gang med at drikke sig fuld i dette øjeblik, men nu var det anderledes.
Hun sukkede og tog endnu en tår.

Donnie kom ind i pubben og kiggede rundt,
Duften var fin der var nogen lige som ham, han smilede med et magtfuldt blik.

Hun pillede lidt ved sit hår. Hun sad med ryggen til døren og gad ikke se hvem der kom ind, da det sikkert bare var en af de lokale, som skulle have sig nogle bajere. Ikke hust interessant.
Hun tog hurtigt en tår og skar en grimasse, men smilede skævt af sig selv.

Donnie drejede blikekt og fik øje på en pige der tydeligt for ham var vampyr, han kiggede længe så han hviste at hun tilsidst ville kunne mærke hans grå øjnes stirren.

Jamilah følte det som om nogens øjne brændte sig igennem hendes ryg, så hun drejde hovedet for at se hvem det var. Hun fik øje på en dreng på nogenlunde samme alder, som hende selv. Hun smilede svagt til ham, da hun opdagede han også var vampyr. Så drejde hun hovedet igen og så ned i sin øl.

Han nikkede og smilede så, Han gik over mod hende og satte sig to border væk fra hende, men sådan at han kunne se alt hvad hun lavede.

Hun tog igen en tår af sin øl og skar en grimasse. Den var begyndt at smage som mudder eller noget andet ulækkert hun ikke kunne fordrage. Heldigvis så ingen når hun lavede grimasser.
Hun begyndte at tromme stille på bordet og lege med sine hænder.

Han lænede sig bagud, og tog den ene hånd og til ansigtet så han styttede hoved med den, han slap ikke blikket fra hende, og når hun lavede grimasser, kiggede han bare intenst på hende.

Hun begyndte at nynne en lille melodi fra en vise hendes mor altid sang for hende når hun ikke kunne sove. Den beroligede hende når hun var nervøs og når hun kedede sig hjalp den også. Som fx. lige nu.
Hun sukkede tungt og stirrede op i loftet.

Han sad i samme stilling som før, "hej" sagde han med en Maskulin stemme som havde en agsang der var Russisk.

Hun så på drengen, som havde stirret på hende før. Hvor længe havde han mon siddet der? Hun trak på skulerne og gjorde tegn til at han skulle sætte sig hen til hende. Hun ville ikke have at folk kunne lytte med i deres samtale.

Han bed i sin ene fingere, med sin hjørne tand, "hvad med at sætte dig her istedet" sagde han roligt, og hviste med den anden hånd den stod der var på den anden side af hans bord.

Jamilah trak på skulderne, tog sin øl og rejste sig. Hun gik elegant og nemt forbi borde og stole. Hun satte sig ned på stolen og satte øllen foran sig. "Hej" Sagde hun stille med en engelsk/australsk accent. Hun smilede svagt til ham.

Han stoppede ned at bide sig fingeren, "hej" sagde han Maskulint og et skævt smil kom fra på hans læber.

"Hvor længe har du siddet og stirret på mig?" Spurgte hun nysgerrigt, men så lavt at det kun var ham der kunne høre det. Hun smilede skævt og drak resten af sin øl. Hun skar igen en grimasse.

Han rykkede frem mod hende, "lige så lang tid jeg har kunne dufte den søde duft, af hun Vampyr" hviskede han.

"Det vil sige lige siden du trådte ind af døren?" Spurgte hun med et løftet øjenbryn. Hans sprog lød ret morsomt, men man kunne sagtens forstå hvad han sagde. Hun smilede skævt af sin egen tankegang.

Han nikkede meget langsomt og kiggede uden at blinke på hendes, hans blik var låst på hende.

Jamilah lo lavt. "Må jeg spørge om hvad du hedder?" Spurgte hun nysgerrigt og fjernede hurtigt noget af sit hår fra øjnene. Hun bed sig forsigtigt i underlæben og så ham i øjnene.

Han lagde begge albure på bordet, "Donnie" sagde han kort.

Hun nikkede og smilede. "Det er et pænt navn" Mumlede hun lavt og så sig hurtigt om i lokalet for at sikre sig ingen prøvede at øre hvad de snakkede om. Heldigvis lagde folk knap nok mærke til dem.

Han trak vejret eller noget der lignede, "dit?"

"Mit navn er Jamilah" Fortalte hun lavt og smilede. Hun var ret stolt af sit navn, da det ikke var et engelsk, amerikansk eller australsk navn.

"Smukt" sagde han diskert.

Hun trak på skulderne. "Det er pige navnet af Jamil, som betyder smuk på arabisk" fortalte hun stille. Hun vidste ikke om det ville interessere ham, men synes det var ret sjovt.

Han nikkede, "navnet er også brugt i middelalderen for smuk, dengang der var korstoge" sagde han direkte.

"Virkelig?" Spurgte hun. "Det vidste jeg faktisk ikke" Mumlede hun og smilede så. "Men det er ikke lige det bedste navn til mig" Sagde hun næsten uhørligt.

Han drejede hoved lidt, "hvorfor ik?"

Hun trak på skulderne. "Måske fordi jeg ikke er særlig smuk" mumlede hun. Det var en smule pinligt at fortælle en næsten fremmed at man ikke føltes sig særlig smuk, men hun kunne lige så godt være ærlig.

"Skønhed er en sinstilstand, når man har det godt er man noget smukt, når man er ulykke er man noget hæsligt, sådan er skønhed for sig selv"

Hun nikkede stille. "Det har du helt ret i" Mumlede hun. "Men så må jeg være noget hæsligt noget" Sagde hun leende for sig selv.

"for dit øjne, men ikke for andres" sagde hun køligt, og rettede sig op.

Hun smilede skævt. "Kloge ord min ven, kloge ord" Mumlede hun og så ham i øjnene.

Han grinede lidt og lænede sig så tilbage, "din agsang" sagde han grinende.

Jamilah så en smule uforstående på ham. "Hvad er der dog galt med min accent?" Spurgte hun nysgerrigt.

"Du ikke armerikanere" sagde han udfordende, men med et smil på sit ansigt.

Hun rystede på hovedet. "Nej, men det er du heller ikke" Sagde hun smilende og løftede et øjebryn. Hun smilede glad. "Hvor kommer du fra?" Sprgte hun. "Jeg gætter på et sted i Østeuropa"

Han nikkede, "og du så fra Ausralien".

Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg er fra Englang, men jeg har faktisk boet i Australien siden jeg var ti år gammel" fortalte hun. "Men mange tror jeg er fra Australien"

"Ja deres agsang har smittet af" sagde han og rejste sig, og gik over med døren, men stoppede op foran den.

Jamilah nikkede og gik hurtigt efter ham. Hun åbnede døren og gik udenfor i kulden.

Han gik med hende, stod så længe og kiggede hende i øjnene, og smilede så på en bestemt måde som kun en person i verden hviste betød.

Hun så ham i øjnene og smilede tilbage. Hun bed sig i læben og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige.

Han ventede til at hun ikke kunne holde ud at han kiggede på hende længere.

Hun blev ved med at kigge på ham. Hun var begyndt at opfatte dette som en stirrekonkurrence og hun var blevet temmelig god til at stirre, specielt efter de mange skænderier hende og hendes søster havde haft.

Han trakte hånden frem med hende for at hun skulle tag den.

Hun tog langsomt og forsigtigt hans hånd, da hun fornemmede at det var det han ville have hende til at gøre.

//levis vær bedre til at lave længere svar!!!!//

//hvad?//

"er det ikke rart at kunne tage ens hånd uden at frygte for sin tempratur" sagde han med glød i stemmen.