Ven som menneske som dyr

Jeg skriver ... Pisse meget, og jeg elsker det, men jeg plejer ikke at vise nogle mine historier... Nu får i specielt lov til at læse en af mine første... Jeg er i gang med en to'er...

Aicka gik på skovstien med lukkede øjne bare for at høre på vindens susen i trækronerne og dyrenes puslen i deres huller og huler.
Hendes lille ven, Springer, landede på hendes skulder og gav en tilfreds piben fra sig.
Hun smilede og den pressede sin våde, kølige snude mod hendes kind.
Hun kløede den bag øret og den kravlede op i hendes hår.
Hun lo, men stivnede i samme sekund.
Hun kunne høre en vislen i en busk ca. fem meter væk fra hende og Springer.
* Hvad er der? * spurgte egernet.
Hun var et af de få mennesker i verdenen som havde Vild magi.
En slags magi, hvor man kan tale med alle dyr, og smelte sammen med dem.
* Jeg kan høre noget... * svarede hun lydløst, så egernet var den eneste der hørte hende.
Springer så forvirret på hende, og hun opdagede at hun var den eneste der havde hørt det.
* Det er bare et dyr... * sagde Springer, nervøs over den måde hans veninde reagerede.
* Det tror jeg ikke... * svarede hun nervøst og gik ned i hug.
* Så kik efter det. * sagde Springer ligeglad.
Aicka gik ned i knæ og rakte ud med sin magi:
Skoven var fuld af puslende dyr, hun kunne mærke en lille ræve familie som jagtede, en mus som gnavede på en kogle, en ugle som slumrede, en enlig ulv i nærheden, en flok vilde heste som græssede og en masse andre dyr, men hun kunne ikke mærke et dyr i busken.
* Det kan kun være et menneske. * sagde hun og rejste sig igen og begyndte at liste derover.
Hun kunne mærke egernets nervøsitet men inogrerede det bare med et tys.
Aicka tog en dyb indånding og fjernede nogle grene som skjulte en lille plads, et godt gemmested mellem fire buske.
Hun så ind i et par alvorlige røde øjne som spejlede alt hvad de havde set, smerte, sorg og andre ting som havde hørt til Aicka's egen tid, før hun var kommet i lære hos den bedste troldmand i hele riget, og da hun kom til Borgen i Corgan, hvor de lærer troldmænd op.
Øjnene tilhørte en skikkelse lidt mindre end Aicka og hun gøs ved synet.
Hun så på den smukkeste skikkelse hun nogles inde havde set.
Hun bukkede så dybt at hendes pande rørte jorden i ærefrygt og hun kunne mærke de røde øjne bore ind i hendes nakke.
Da hun så op igen så hun nærmere på det smukke væsen.
Den var smukkere end de sne alfer hun havde set i bjerg passet for fire år siden, og alligevel mere menneskelig.
Pigens hvide hår var samlet i hendes nakke med et smukt sølv spænde med rubiner, som matchede hendes øjne, og om hendes hals lå der et overdådigt rubin halsbånd, også af sølv.
I hendes øreflipper skinnede to rubin sten og det var utroligt for Aicka havde ikke set mange med sten i ørene, før.
Hun havde en rød silke kjole på med hvide blonder.
Hun var det allersmukkeste Aicka nogle sinde havde set.
Selvom hendes alvorlige øjne ikke passede til det smukke og venlige ansigt var hun alligevel perfekt.
Noget i hendes øjne mindede Aicka rigtig meget om hende selv.
”Hvem er du?” spurgte pigen og så med et blik fyldt med både frygt, alvor og mod.
”Jeg er Aicka, du smukke Drømmepige.” svarede hun betaget.
”Ihh, du har et egern!” udbrød pigen og inden Aicka kunne nå at svare var Springer hoppet op på pigens skulder og sad nu i hendes lange hvide hår og pludrede.
* Springer! * kurrede Aicka og så forvirret på egernet.
* Hun dufter så godt! Og hun virker meget venlig! * svarede Springer med et egern grin.
”Det er et sødt egern!” hvinede pigen da Springer hoppede ned i hendes skød.
Aicka lød lidt forlegen da hun spurgte: ”Er du kongelig, Drømmepige?”
”Hvorfor kalder du mig dog 'Drømmepige'?” Spurgte hun underne.
Aicka rødmede da hun svarede: ”Du ligner noget fra en drøm...”
Pigen skjulte et smil med sin hånd.
”Mit navn er Cica, og jeg er ikke en drømmepige... Jeg er en albino!”
”Hvad er en albino?” spurgte Aicka og rykkede lidt tættere Cica.
”En albino er et menneske, eller et dyr for den sags skyld,” sagde hun og kløede Spinger bag øret igen.
”som mangler noget i huden så man er helt bleg, med hvidt hår og røde øjne.”
Aicka nikkede. Hun kunne godt huske at hun havde set en albino mus på Borgen i Corgan.
”Men du svarede ikke på mit første spørgsmål. Er du kongelig, siden du har så smukt tøj?”
Cica rystede på hovedet og så lidt sørgmodig ud da hun sagde: ”Nej, men mig og min mor arbejdede i et cirkus. Jeg var akrobat og jeg hjalp min mor med at se ud i fremtiden og at læse folks tanker,”
Cica slog ud med armene og fortsatte: ”Lige indtil Det skete. Det tog alt fra mig!”
Aicka og Springer så nysgerrigt på hende.
”Hvad skete?” spurgte hun og tog Cica's hånd.
Cica smilede svagt da hun mærkede berøringen.
”Cirkusset kom ud for en ulykke... Det brændte ned til grunden og alle kunstnerne, klovnene og alle de andre... Døde – Uheldigvis...”
Aicka så forfærdet på hende. ”Det er jeg ked af...”
”Selvfølgelig er du ikke det... Folk dør af og til. En sjæl fra eller til gør ikke så meget!”
Cica smilede et venligt og utrolig smukt smil og det dystre forsvandt.
Springer gumlede på et agern og så forventningsfuldt på de to unge piger.
”Hvad laver du her i skoven?” spurgte Aicka.
”Jeg er flygtet fra min farfar, Milas. Han vil slå mig ihjel. Jeg har nogle magiske evner han vil have skaffet sig af med.” sagde hun med et skuldertræk.
Aicka så lidt overasket på hende men Cica lo bare og sagde: ”Jeg er vant til at flygte. Mig og min mor var, tit på farten! Jeg er vant til det nu...”
Cica så ud i luften da Aicka ikke kunne styre sin nysgerrighed mere.
”Hvilke magiske evner har du?”
Uden at Cica så på hende vred Aicka's hænder om på ryggen med et smertefuldt ryk og lavede tegn i luften helt af sig selv.
Aicka gav et overasket hvin fra sig og Springer blev kastet op i en gren i et træ over dem.
Støv og sten løftede sig fra jorden og det begyndte at blæse kraftigt.
Cica's øjne lyste og hendes hår vred sig i vinden.
Nogle tatoveringer lyste igennem hendes kjole og de strakte sig ned at hedes ryg og ben og arm.
Da Aicka's arme blev sig selv igen - men vinden ikke havde lagt sig og tingene fløj om hendes øre - dækkede hun sit ansigt og skreg.
På et sekund blev alt som igen og Cica faldt sammen i en stønnen.
Aicka greb hende og et svagt smil gled over Cica's ansigt.
”DET er grunden til at han vil slå mig ihjel...” hviskede Cica rustent og besvimede.
*
Da hun åbnede øjnene igen så hun ind i en ild og hun gabte og vendte sig om.
Hun så op i stjerne himlen, noget så smuk.
Hun vendte sig igen og så Aicka der kælede med en ræve unge.
Aicka vendte sig om med et smil og så Cica ind i øjnene.
”Dyr kommer bare til mig, nogle gange.” lo hun og så ræve ungen forsvinde tilbage til sine forældre.
Cica rejste sig og drak fra en feltflaske der lå ved siden af hende.
”Kom jeg skal vise dig noget.” sagde Aicka og rakte Cica hånden.
Hun tog hånden og lod sig hjælpe op og så at Springer sad og gabte på Aicka's skulder.
I stilhed gik Cica og Aicka hen til en skrænt.
De satte sig og Cica hvinede henrykt.
Under dem rakte en stor skov sig så langt øjet rakte af bøge- og birke træer, og en sø som skinnede som sølv i månen strakte sig som en snor imellem træerne.
Pigerne sad tavse et stykke tid og betragtede udsigten.
”Hvor kommer du eneligt fra?” spurgte Cica uden at tage øjnene fra skoven under dem.
”Jeg er blevet jaget ud af Borgen i Corgan.” svarede Aicka uden at blinke.
Cica drejede hovedet og så på hende uden at møde hendes blik.
Aicka holdt stadig sit blik mod skoven og ville ikke møde Cica's blik.
”Hvad har du dog gjort?” spurgte Cica forfærdet.
”Jeg har hørt at der var en der havde myrdet en af troldmands lærlingene, men han blev ikke jaget væk!”
Cica så endnu mere forfærdet ud end før.
En næsten usynlig tåre viste sig i Aicka's øjenkrog men Cica opdagede den.
”Hvad skete der? Sig mig det! Aicka!!”
Aicka lo tørt og lod sin hånd glide igennem sit vilde kobberrøde hår og sagde: ”Du er meget utålmodig... Jeg blev bare forelsket i den forkerte... Min mester var så... Jeg kunne ikke lade være... Men han kunne også lide mig. Lige indtil herren opdagede vores forhold... Jeg blev jaget væk... Jeg får ham aldrig at se igen!”
Aicka brød hulkene sammen og Cica tog om hende.
”Han har prøvet at komme i kontakt med mig, men vi kan ikke være sammen, det vil kun give problemer!”
Cica gav hendes hånd et klem og sagde så trøstende hun kunne: ”Det var klogt af dig, Aicka. Du tænkte på andre og ikke dig selv.”
Aicka prøvede at smile men det blev kun til en trækning om læberne.
”Du er meget venlig.” sagde hun og så op i stjerne himlen.
”Hvad vil du nu?” spurgte Cica og så op sammen med hende.
”Jeg ved det ikke. Måske vil jeg forvandle mig til en ulv igen, som jeg gjorde for cirka et år siden. Jeg vil bo sammen med dem og måske blive i ulveskikkelse resten af mit liv?”
”Bliver det ikke lidt kedeligt, at være en anden end Aicka?” spurgte Cica og så på hende.
Aicka så underne på hende. ”Hvad mener du?”
”Altså en ulv er ikke, Aicka - men en ulv. Og vil det ikke være trættende at være en ulv helt alene uden andre mennesker?”
Aicka fniste og prøvede at gemme det under hånden.
”Føre hanen er ret gammel og jeg er ret glad for den stærkeste ulv i flokken. Det bliver nok ham der er den nye føre han...”
Cica fniste med og Springer peb glad.
”Men kan du også forvandle andre, til dyr?” spurgte Cica og lagde sig ned med et strå i mund vigen.
”Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig prøvet...”
”Må jeg møde ulvene?” spurgte Cica intraserret. ”Jeg elsker ulve. Vi havde nogle i cirkusset.”
* Jagt brødre! Jagt søstre! Jeg kalder jer! * råbte Aicka på den lydløse måde til dyrene.
Ulvene havde deres huler meget tæt på og flokken kom ud gennem buskene.
Nogle af de ældste ulve bøjede hovedet for hende.
Deres hvalpe var blevet gamle nok til at jage men de kendte hende ikke.
* Det er længe siden jeg sidst har set dig, Jagt søster. * hilste deres føre han, Blå øje.
Cica og Aicka klappede ulvene efter de var sprunget ned Aicka hende igen.
De var glade for at møde deres lidt særprægede flok medlem igen.
”Jeg ville elske at leve sammen med dem!” hviskede Cica betaget mens Aicka klappede hendes yngling ulv, Røde.
”Jeg vil gerne være sammen med jer igen...” hviskede hun i Rødes øre.
Ulven hylede henrykt og Blå øje spurgte: * Hvem er din ven? Jeg har aldrig set en tobenet som hende før. *
Aicka smilede og førte Blå-øje's spørgsmål videre til Cica som lo.
* Jeg kan lide hende! * sagde Hurtigvind og de andre ulve sammenstykkede.
* Hun må gerne være med i vores flok hvis du kan, tage hende med i ulveskikkelse! *
Aicka nikkede tilfreds.
”Jeg vil prøve. Det er helt sikkert!”
Røde slikkede hende i ansigtet og hun lo.
Aicka så en gang op på månen og ulvene gav sig til at hyle.
Hun tog Cica's hånd, som var helt rolig, og lod sin magi strømme.
Hun koncentrerede sig om ulvenes hylen og lod den strømme igennem sig og lod den flyde ind i Cica som gav et overasket hyl fra sig, som blev ved.
Det lød mere og mere som et ulve hyl og så sortnede det for Aicka og hun faldt.
- 1 år senere -
En hun ulv med kobberrød pels lå og slikkede sin unger som lige havde væres ude og lege og ved hendes side lå en anden rød ulv og sov.
Røde brummede tilfreds og vendte sig i sin søvn.
Efterår, som tidligere var kaldt Aicka, slikkede sin mage som vågnede med et grynt.
Da ulve parret havde fået sin unger til at sove listede de sig ud af hulen og gik rundt i det tidlige efterår.
De mødte en hvid hun ulv og hendes gråbrune mage, som bøjede hovedet for føre parret.
Efter de to menneske piger var kommet i flokken var det ikke kun føre parret som måtte få unger.
Røde og Cica's – hendes nye ulve navn var Vinterhvid – mage, Hurtigvind, gik snakkende tilbage til ulvenes lille hule by.
Efterår og Vinterhvid, kastede sig over hinanden og legede indtil de rullede ud i en lysning.
De stoppede og Efterår sagde: * Der er noget bekendt ved dette sted... *
Vinterhvid nikkede og det gik ned af en lille sti som førte videre.
De gik i tænksomt tavshed ligetil de standsede foran en skrænt.
Vinterhvid og Efterår så gispene ud over den.
Under dem rakte en stor skov sig så langt øjet rakte af bøge- og birke træer, og en sø som skinnede som sølv i månen strakte sig som en snor imellem træerne.
Med et huskede de hvem de var.
Ulve pigerne havde glemt deres virkelige jeg efter det år de havde været sammen med flokken.
Hvis folk havde været der ville de have set et underligt syn:
To unge hun ulve men alligevel to unge menneske piger, en albino og en pige med Vild magi.
Ulvene gik tilbage til deres hule by hvor alle de andre ulve boede sammen med dem, snakkende om deres gamle liv, snakkende om deres fremtid i lykke med ulvene.
Hvad hun ulvene ikke viste, var at der nogle år senere ville ske mærkelige ting, som ville være alt andet end lykkelige...

SLUT!