Nat nat :D

Dato:: IRL
Årstid:: Sommer
Vejr:: Sædvanlige Forks-vejr!
Tid:: Om natten
Påklædning:: En kort, sort, stram kjole, sorte gummisko, og bare ben og arme..


Rose listede omkring inde i skoven. Som sædvanlig var hun fuldkommen lydløs, det var umuligt at høre hende. Hendes bevægelser larmede ikke det mindste, og hendes åndedrag kunne heller ikke høres. Måske fordi hun ikke trak vejret.
Hun lagde nakken tilbage, og trak vejret dybt ned i lungerne.

Saria viste ikke hvorfor, men hun gik sent rundt i skoven, i sin ulve skikkelse.
Hun kunne mærke, den solvarmede jord under sine poter.
Månen lyste på hendes sorte pels, gennem bladene, og hun hylede mod månene, i en lysning.

Rose åbnede med ét sine sorte øjne vidt op. Hun snusede koncentreret, og hendes blik formørkedes yderligere da hun genkendte duften.
"Varulv," hviskede hun.
Så hørte hun hylet.

Hun snusede, men havde fået færten, af en vampyr.
Efter hun var blevet venner med to vampyrere og et menneske, var hun ikke bange.
Hun fik pludselig lyst til at rulle sig i jorden, og blev støvet.
Hun fik lyst, til at blive ren igen så gik mod en å.

Rose tanker var alt andet end venlige.
Hun vidste at en varulv kunne dræbe en vampyr, og det gjorde hende nervøs. Hun fulgte duften af varulven, og sneg sig, trods nervøsiteten, nærmere.

Ulven, sjosede - alt andet end elegant - ned i åen, for at blive våd.
Hun gned sin pels med sit hoved, og kløede sit bagben.
Hun kunne godt lugte at vampyren kom tættere på og at hun aldrig havde mødt den vampyr før.

Hun betragtede ulven inde fra træerne.

Pludselig, og helt uventet, vendte ulven hovedet og så vampyren lige ind i øjnene.
Grønne, som smaragder, let mørke.
Ulvens øjne skindede som mørke stjerner.

Rose gengældte køligt ulvens blik. Hun sagde ikke noget, og rørte ikke en muskel..

Ulven var ligeglad og badede videre.
Hun smed sin ulveskikese og vred sit hår og sin kjole, selvom det ikke hjalp.

Hun lagde armene over kors, lænede sig op af en eg, og betragtede hende.

"G'aften ærede vampyr." sagde hun med et strejf sarkasme.
"Hvad laver man her, så sent?"
Selvom hun viste at det ikke var så mærkeligt at vampyrere var ude sent, spurgte hun alligvel.

Hun bøjede hovedet mod varulven.
"Ude at gå en aftentur," svarede hun roligt. Hendes øjne glitrede grønne.
"Du?" Spurgte hun, en anelse koldt.

"Det er nemmere at bade sådan." svarede hun tonløst.
Da hun gik forbi vampyren, gav hun hende en skulder, og gik videre, ud i måne skindet.
Hun vendte sig om, så månen skindede i hendes hår.
"Hvem er du? Jeg kender Claire og Isha, men ikke dig."
Hun fnøs.
"Og den anden, som også var i lysningen, tidligere i dag."

"Jeg hedder Rose," svarede hun koldt, og vendte sig om mod hende.
"Og hvem er så du... hvalp?" Spurgte hun med et hånligt smil.

"Jeg er Saria - snylter."
Hun kunne ikke nære sig.
Det ord havde bare boret sig ind i hendes ansigt.
Hun rystede på hovedet af sig selv.
Hendes venlige facade var flækket.

Rose betragtede hende fornøjet. Men bag den smilende facade, var Rose ved at blive rasende. Hendes øjne skød lyn, og hendes hænder knyttede sig umærkeligt langs hendes side.
"Saria, javel." Svarede hun.

Saria kunne se at hun blev vred.
"Undskyld, men jeg er ikke i humør til slåskampe. Jeg vil bare gerne have mig lidt natte tid." sagde hun utolmodigt.

"Jeg har heller ikke lyst til at slås med dig, ulv. Vi ved jo begge hvem der er stærkest," sagde hun surt.

"Måske." sagde Saria.
"Måske, ikke."
Hun vendte sig om og havde lyst til at give Rose en næve lige i synet.
*Jeg, knækker din ryg, hvis du ikke passer på, lille Vamp!* tænkte hun vredt.

Rose fornemmede let hendes tilbageholdte vrede, og kiggede hånligt på hende.

"Skal vi snakke, hånlighed, Rose?" spurgte hun vredt.
"Du er ingen ting, mere end mig, okay?!"
Hun så vredt på hende.
"Vores racer må leve med henanden, okay?!"

"Det bliver svært," fniste hun.

Saria kunne ikke lade være med at grine.
"Det sagde Claire til mig." fniste hun.