Hv..Hvad er jeg?!?

Dato :: Den 26 Marts
Årstid :: Forår
Dag :: Torsdag
Tid :: Eftermiddag
Sted :: Skoven
Omgivelser :: Ikke andre end Tiffany
Vejr :: Det blive lunere og lunere, så det er vel middelt?

Tiffany sad oppe i et træ og kiggede med rasende øjne rundt i skoven inden hendes øjne kort blev sørgmodoge. Hvis hun kunne græde ville hun havde gjordt det, og det fustrærerede hende at der ikek kom tårer ud af hendes øjne, nu hvor alt var galt. Alle de nye lugte..Og søvnen..Hun kunne aldrig sove og havde ikke sovet i omkring 5 dage!? 5 DAGE! Det burde man dø af..Men det log også til at hun var blevet stærkere..MEGET..Hun kunne med lethed vælte et træ og hun kunne løbe meget hurtigt. "Hv..Hvad er jeg??" spurgte hun sig selv og begyndte at ryste over hele hendes krop.

Duncan kom gående..
som han altid gjorde når, skyerne dækkede himlen.
Hans klare øjne var rettet fremad.. og han gang var rolig og elegant!
han havde lugten af en. - en vampyr!

Tiffany rystede stadig og var så Frustræret at hun tog fat i en stor gren som hun vredt rev af i et "ARGGGGGHH!!!" inden hun krympede sig sammen og begyndte at rive sig selv i håret. "Argh!2 udbrød hun igen og rystede på hovedet af sig selv. Hun var et Uhyrer.

Duncan stoppede, og betragtede med hævet øjenbryn hvad der skete..
hvor virkede det bare .. bazard!
" måske burde du stoppe det der?" forslog han i et roligt tonefald..

"hvorfor!?" spurgte hun køligt og spydigt inden hun lagde armene over kors "Du forstår det Alligevel IKKE!" Tiffany duftede pludselig en helt ny lugt..Såddan en bekendt rolig varm..Bekendt lugt? Den beroligede hende og hun begyndte deprimeret at vugge frem og tilbage

" og måske gør jeg ?" svarede han roligt
Hans øjne var stadig mod hende.. uden egentlig at det virkede sådan.

Tiffany fnøs irriteret og klatrede imellem grenene for ikke at kigge på drengen "Såeh? Det tror jeg altså ikke" sagde hu nmut og kiggede væk inden hun brød sammen og hulkede kraftigt "Jeg ved ikke hvad der sker!" sagde hun hårdt og hamrede sin hånd ind i træet som flækkede med det samme. Hun blev en anelse forskrækket og dumpede ned på numsen "se!!" udbrød hun "Det er jo DET jeg mener!!"

Duncan så roligt på hende, med løftet øjenbryn..
han sagde intet.. hun var yderst speciel..

Tiffany lagde armene over kors og kiggede ondt på ham "Ved d ugodt at det er MEGET uhøfligt ikke at presenterer sig??" spurgte hun og pustede noget hår væk inden hun betragtede ham..han var faktisk ret køn..Men også bleg..Hun kiggede på sin egen arm og blev en anelse forbløffet over at se sin egen hudfarve "Jam..Øeh?" mumlede hun forvirret

" jeg troede du var fulgt optaget af at rive alle træerne, og dit eget hoved af, at det ikke betød noget!"
svarede han roligt, uden at smile..
" Men det blev ikke til noget alligevel, ser jeg?"

"Helt ærligt.." sagde hun halvirriteret "jeg vil da gerne vide hvad du hedder?" Hun laged hovedet på skrå og var egentlig ikke sur lige nu (humørsvingninger..og NEJ hun er ikke gravid xD) derfor smilede hun meget svagt til ham inden hun rynkede på næsen

Duncan så på hende..
sikke humørsvingninger, der plagede hende xD
" eftersom, du bare vil begynde at rive skoven op, efter jeg går, ser jeg ingen grund til at du kender mit navn?"

"Vil du så ikek hjælpre mig? Du sagde at du MÅSKE vidste..Hvad det var..." hendes snakken blev tyndet ud til en bedende hvisken "Men jeg ved det ikke selv" Hun kiggede berdende på ham og tænkte over hvor dybt hun var sunket sådan at behøve at bede om hjælp

" med at hive træer op?" svarede han roligt
" eller?"
han lagde hovedet let på skrå..

Tiffany tog en pind og kastede efter ham "Du ved godt hvad jeg mener" sukkede hun og betragtede ham med rolige øjne inden hun slog blikket ned. Tiffany kiggede igen op og satte sig så lidt bedre til rette i græsset.

Duncan så på pinden, som ikke ramte..
" Hvad skal jeg hjælpe dig med?" svarede han roligt..
Han gik nærmere!

"Jeg ved det ikke? jeg vil bare gerne være..Mig.. igen" Hun tøvede inden hun snakkede vidre "Eller i det mindste vide hvad der er galt med mig!" Hun kiggede på ham med kotvarige sørgmodigt øjne inden hun trak på skuldrene "Men det er okay hvis du ikke vil hjælpe mig" sagde hun i et tomt tonefald og kiggede ned i jorden

" så du har ingen ide om hvad du er?" svarede han roligt..
" at du er en Vampyr? nattens skygge? ingen klokke der ringer?"
han så undrende på hende

Tiffany var begyndt at tro at drengen Var Sindsyg eller led af en Psygisk sygdom. Hun hævede skæptisk et øjenbryn men så dæmrede doget for hende..Blod? Et kort glimt af et billede af en Mand der Bed hende?? Nej det var jo direkte latterligt. Emily sank hendes øjenbryn da hun opdagede trængen til at få noget at spise..Eller drikke.. Lugten af blod frydede hendes næse og et kort øjeblik blev hun bange for sig selv.."Vampyr??" spurgte hun og bed sig i læben inden hun sukkkede "Og..Så er du vel også Vampyr?" spurgte hun og alt hendes mistro var væk

" nej.. nej.. jeg er blot et simpelt væsen, med forkærlighed for blod, evnen til at leve uendeligt, spidse tænder, og både stærk og hurtig!" svarede han roligt..hvert ord, over dækket med ironi..
" self. er jeg også vampyr.." han så på hende..
" hvor længe har du følt dig anderledes?"

Tiffany tænkte sig om "5 dage..Men jeg kan ikkke huske hv..Jo jeg kan huske at jeg havde ondt over det hele og jeg brændte..Jeg tror jeg besvimede indtil for 4 eller 5 dage siden hvor jeg vågnede ude i skoven.-." Mumlede hun og bed sig i den stenhårde læbe, hun smilede svagt over det han sagde

Duncan nikkede..
" og alligevel har du ikke undret dig over dine tænder, udseende og blod lysten?
heller ikke de bedre sanser, og kræfterne?"
Duncan så forundret på hende..
* det kalder jeg blind! *

Tiffany kiggede ned i jorden "Jeg har kiggede på mig selv..Jo på min hudfarve..men jeg troede at jeg bare var alvorligt syg" Mumlede hun og trak på skuldrene "Detsuden..Plejer jeg ikke at kigge på mig selv med beundring" forklarede hun og bed sig i læben "

" oka.." svarede han roligt..
Han så kort rundt med de klare blå øjne..
" så du har heller ikke mødt et gadekryds endnu?" xD