A Date? (Bellatrix)

Tid: Aften
Sted: En italiensk restaurant i Seattle
Omgivelser: Mennesker der sidder rundt om forskellige borde, samt forskellige dekorationer
Vejr: Man kan lige se månen skinne igennem en masse skyer, som det dog regner fra.

På grund af at Forks var en ret lille by tog vampyrer, som levede omkring byen, ofte ind til større byer, så de lokale myndigheder i byerne ikke blev mistænksomme over antallet af mord. Seattle var den by, som Aurius normalt tog til. Til dels var byen stor nok til, at han kunne få stillet sin tørst, uden at folk blev for mistænksomme. Der var dog også en anden grund, nemlig en bestemt person. Bellatrix. Bare tanken om hendes navn fik vampyren til at smile en lille smule.

Siden de havde mødtes i Forks havde de mødtes nogle gange, og Aurius var begyndt at holde af hende som person, i forhold til deres første møde, hvor det mest var hendes himmelske duft der gjorde, at han gerne ville tilbringe tid med hende. Han nød selvfølgelig stadig hendes duft, men hendes personlighed havde nu fyldt lige så meget som, hvis ikke mere end, hendes duft, i hans beslutning om at invitere hende ud denne aften. Tidligere på aftenen havde han drukket noget blod, for at minimere chancerne for at han mistede kontrollen, men det var Bellatrix, og ikke tørsten, der var den primære grund til at han var i Seattle.

Aurius kunne selvfølgelig dufte Bellatrix før hun overhovedet så ind af vinduet, så da hun så ind på restauranten, smilede Aurius til hende, og vinkede lidt til hende. Hvis hun havde siddet ved siden af ham ville hun nok kunne have gættet, at smilet var en smule anstrengt. Han havde nemlig mærket en anden vampyrs lugt, men den var for langt væk og for kort til, at han kunne genkende lugten. Det bekymrede ham selvfølgelig lidt, da han selv var meget tiltrukket til Bellatrix's duft, så han var ikke sikker på, om andre vampyrer også ville finde hende... indbydende. Men det havde nok bare været en anden vampyr, som også bare ville slukke sin tørst. Dette område var ikke det bedste til at kidnappe folk, da der var ret mange mennesker, og oplysningen var nogenlunde.

Så Aurius lænede sig lidt tilbage i sin stol, og besluttede sig for ikke at tænke mere over den anden vampyr i aften, og bare fokusere på Bellatrix. Han havde dog tænkt sig at sørge for, at hun kom ordentligt hjem, og så måske holde vagt for at sikre sig, at der ikke skete hende noget. Men lige nu skulle han fokusere på nuet. Som for at tvinge sig selv til at slappe lidt af så han lidt rundt i restauranten. Enkeltborde og bordgrupper med stole fyldte selvfølgelig det meste af pladsen. Selv havde Aurius ingen problemer med at se bordene, men et menneske ville måske have lidt svært ved at se det hele, da oplysningen kom fra svage lamper i loftet, og så stearinlys på bordene. I den ellevte time rettere Aurius lidt på sig tøj, et par mørkeblå cowboybukser, en grå t-shirt, og så en sort blazer, som ikke var spændt.

Han gengældte krammet, men prøvede dog at minimere direkte kontakt. Han var kommet med en plausibel forklaring for, hvorfor han var så kold, men der var ingen grund til at minde hende unødigt om det. Hun var klog, så på et eller andet tidspunkt ville hun nok begynde at blive mistænksom overfor Aurius, men lige nu ville han hellere bare nyde hendes nærvær. "Tak i lige måde. Dejligt at du kunne komme." Sagde han, mens han gengældte hendes smil, og tog hvad der for et menneske ville ligne en vejrtrækning. En vampyr ville dog vide, at det ikke var for at få luft, men bare for at mærke en duft bedre. I det her tilfælde, Bellatrix's vidunderlige duft.

Det var godt, at Aurius havde tilbragt så meget tid med mennesker, i hvert fald i forhold til normale vampyrer. Ellers havde hans evner som skuespiller ikke været så gode. Men de var gode nok til, at han kunne skjule den overraskelse, som han følte indeni. En skygge omkring hjørnet? Det lød lidt som den vampyr, som Aurius havde lugtet tidligere. Så var det afgjort, han ville følge hende hjem når de var færdige, og derefter ville han skjule sig, og så være på vagt omkring hende, for at beskytte hende imod det her. Hvis hun havde set skyggen, så måtte vampyren havde været i hvert fald lidt uforsigtig, hvilket sagtens kunne være på grund af enten tørst eller begær efter noget bestemt blod. Aurius kunne slet ikke lide den tanke.

"Virkelig? Det lyder lidt skræmmende, ja. Tror du, at jeg skal køre dig hjem, når vi er færdige her?" Tilbød han. Egentlig kunne han beskytte hende lige så godt i sin egen bil, som hvis hun var i en taxi, men han foretrak at være ret tæt på hende, så han kunne reagere hurtigst muligt. "Men du ser godt ud." Sagde han med et smil, for at lette stemningen lidt.

Han kunne ikke lade være med at smile da han så hendes reaktion. "Så lidt." Sagde han med et smil. Det nåede op til hans øjne, men der var dog et øjeblik, hvor man også kunne se noget andet. Ærgelse, måske? Ærgelse over, at han på grund af at han var vampyr ikke rigtigt kunne tillade sig at røre hende. Over, at han ikke kunne tage hendes hånd, og over, at han ikke kunne kramme hende ordentligt. "Det er trods alt bare sandheden." Sagde han, for at tvinge sig selv til at fokusere på hende, og ikke sine egne tanker.

For ham ville det altid være sandt, at hun så godt ud. Han elskede hendes øjne, hendes hår, hendes ansigt, og alt andet ved hende. Eller... næsten alt ved hende. Den cigaret, som hun ofte havde i munden, brød han sig ikke særligt meget om. Men det var hendes valg, og det havde Aurius accepteret.

Aurius gjorde tegn til en tjener, som hurtigt kom ned og gav dem et par menukort, hvorefter Aurius tog den ene af dem, og begyndte at se, hvad restauranten havde at byde på. "Jeg vil sige en treretters menu. Hvad med dig? Og hvad synes du, at vi skal have at drikke til?" Spurgte han, mens han så lidt på de forskellige retter, som de solgte. Pizza og spaghetti havde de selvfølgelig. Ingen restaurant kan kalde sig italiensk uden det. Desserter var der selvfølgelig også, og det fik lidt Aurius til at savne sine dage som menneske. Gid, han kunne nyde smagen af en god dessert helt.

Hendes kælenavn til ham bragte et smil på hans læber, som dog forsvandt lidt igen på grund af hendes spørgsmål. "Gamle minder." Sagde han. "Og så er jeg lidt bekymret for dig, men det kan godt være, at jeg bare er lidt paranoid." Tilføjede han, og så lidt på menukortet igen. "Men hvad kunne du tænke dig?" Spurgte han, lidt i håbet om at få hende til at tænke lidt på maden, i stedet for det, som hun havde set i hans øjne. Egentlig også for at få sig selv til at tænke på andet, end det faktum at han var vampyr.

"Alligevel kan jeg ikke lade være med at bekymre mig lidt for dig." Sagde han med et smil til hende, mens han igen tog menukortet frem. "Overrask dig? Du mener, at du selv er for doven til at læse menukortet igennem og finde noget, som du kan lide?" Spurgte han hende drillende og grinte så lidt. "Spøg til side, så er jeg heller ikke den store kender af italienske restauranter. Min kundskab til italiensk mad er mere eller mindre begrænset til spaghetti og pizza." Sagde han med et skuldertræk.

"Det kan vi da godt." Sagde han med et grin, mens han lod sin finger vandre rundt på menukortet. Der var dog umiddelbart et problem med det. Hans hukommelse var jo noget nær perfekt, så han vidste hele tiden, hvad hans finger var over. Derfor kastede han hurtigt kortet op i luften, og greb det så med lukkede øjne, hvorefter han gentog processen med at lade sin finger køre rundt på det nu ukendte menukort. "Hvad endte du så med?" Spurgte han hende, fortsat med lukkede øjne.

Aurius åbnede også øjnene, og grinte lidt, da han så hvor hans finger var endt. "Crème Brûlée, åbenbart. De har tilsyneladende godt styr på deserter her. Hvad med at vi tager dit til hovedret, og så mit som dessert?" Spurgte han, mens han igen lagde menukortet ned på bordet.

"Sagtens, skal vi holde os til de italiensk, eller skal vi være lidt mere opfindsomme?" Spurgte han, med et drillende smil og et grin. De fremstillede trods alt vin i Italien, så ville det ikke være en skam ikke at drikke noget derfra, nu hvor de alligevel var på en italiensk restaurant?

"Jeg skulle nu mene, at de også har nok pasta, pizza, katolikker og korruption." Sagde han med en latter, mens han tænkte på de to sidste. Vatikanet lå jo i egentlig i Italien, og det var jo hovedsædet for de tåbelige katolikker. Protestanterne, eller nogle andre af de store trosretninger i verden, for den sags skyld, var heller ikke meget bedre. "Men så får du lov til at vælge."

"Det får du lov til at bestemme." Sagde han med et drillende smil. "Og så en vin der passer til... Hvad var det, som vi blev enige om? Pasta Pestro, så vidt jeg husker." Sagde han, mens han samlede deres menukort.

"Ud over at jeg nær kedede mig ihjel i Forks?" Spurgte han drillende. Småbyer som forks var trods alt ikke ligeså interessant som en stor by som Seattle. "Ikke rigtigt noget der skiller sig så meget ud fra hverdagen, på nær lidt klaverspil." Sagde han med et skuldertræk. "Hvad med dig? Har du lavet noget specielt siden vi sidst så hinanden?"

Dette fik Aurius til at hæve sine øjenbryn. Det var ikke engang spil for galleriet, han var rent faktisk overrasket. "Hvad sker der da?" Spurgte han, mens han kort tænkte over det, som han kunne huske om hendes job. Hun var journalist for et eller andet... blad? Mere kunne han ikke huske lige i øjeblikket, men han havde indtrykket af, at hun var glad for jobbet.

"Et halvt til et helt år?" Gentog han med løftede øjenbryn. Det satte hans tanker i gang. Han havde ikke lyst til at undvære hende, hverken hendes personlighed eller duft, i så lang tid. Han kunne følge efter hende. Det ville lade ham mærke hendes duft mere eller mindre når han ville, men han kunne ikke rigtigt snakke med hende, medmindre han kom med en undskyldning for hvorfor han tog med hende. Havde han overhovedet brug for en undskyldning? For ham betød det ikke særligt meget hvor han boede. Han kunne jage lige så godt i New York som i Seattle, nej, han kunne jage bedre i New York.

Men der var lige et problem. Hans skaber ville nok ikke være så glad for tanken om, at han flyttede til den anden ende af landet. En anden ting, som han dog også tænkte på var, at hun skrev om noget med vampyrer. Burde han fortælle hende om hans verden? Hvad ville der ske, hvis han gjorde? Hun ville sandsynligvis dø, hvis han gjorde det. Det ville ikke undre ham, hvis hun allerede var i farezonen, hvis hun havde stillet spørgsmål om vampyrer de forkerte steder. Det ville forklare, hvorfor der havde været en anden vampyr tidligere.

Men hvis der var en vampyr efter hende havde han ikke noget valg. Han måtte beskytte hende. At overlade hende til hendes skæbne faldt ham ikke ind et eneste sekund. Men hvis han skulle tage med hende måtte han først tale med sin skaber om det, ellers ville hun sikkert finde ham, dræbe ham og så dræbe Bellatrix. Hvis hun altså ikke dræbte Bellatrix for øjnene af ham, for at straffe ham. Screw that. Han ville aldrig finde en som Bellatrix igen, så han havde ikke tænkt sig at lade hende gå. "Må jeg tage med dig?" Spurgte han derfor efter noget tid til at tænke i.

"Man kan vel godt kalde det jeg laver et arbejde, men det er ikke noget, som jeg ikke kan flytte rundt på." Sagde han med et skuldertræk. "Og jeg har ikke rigtigt noget her som jeg sætter højere end dit venskab." Sagde han med et smil. Så måtte han bare håbe, at Claire ville gå med til det her. Ellers kunne det nemt blive... Grimt.

"Dejligt at høre." Sagde han, mens han gengældte hendes smil. Så skulle han have talt med Claire. Det ville blive det eneste svære omkring det her. Hun ville sandsynligvis ikke synes om, at en af hendes skabninger besluttede sig for at flytte til den anden ende af landet.

Aurius blev også færdig med sin suppe, og gengældte Bellatrix' smil mens deres hovedret, samt deres vin, blev serveret. Der blev hældt lidt op i deres glas, hvorefter Aurius hævede sit. "Skål for...?" Spurgte han, fortsat med hævet glas.

"For nye eventyrer." Gentog han da deres glas blev stødt sammen, hvorefter også han drak lidt af sin vin. Kort efter tog en tjener deres suppe væk, og kom med hovedretten. "Nå, lad os håbe, at det her var et godt valg." Sagde han med et drillende smil, før han begyndte at spise.

"Jeg synes, at det smager ret godt. Hvad med dig?" spurgte han hende, efter at han havde spist lidt af det. Han tænkte dog over, hvordan han skulle prøve at få Claire til at gå med på det her. Kunne han sige noget med, at han ville tage New York til hende? Hun ville nok se igennem sådan noget øjeblikkeligt.

"Når jeg bor er opvokset i en lille by som Forks, hvad tror du så?" spurgte han hende, et drillende smil på hans læber. "Men nej, jeg har ikke været særligt meget væk fra Washington, og da slet ikke væk fra vestkysten. Men hvad med dig? Har du været af sted før til et journalisttræf eller sådan noget?" Spurgte han hende, mens han fortsatte med at spise lidt af maden.

"Det er vel noget med, at man gerne vil vide mere om hvordan de lever, eller endnu bedre, høre at de egentlig ikke er lige så gode, som man går og tror," sagde han med et skuldertræk, samt et tonefald som klart fortalte, at han hverken dyrkede eller forstod den slags kendis-fiksering. "Men næsten alle storbyer? Det lyder spændende. Hvad er så din yndlingsstorby?" spurgte han.

"Det lyder herligt," sagde han med et smil, mens han løftede blikket lidt, selvom han tydeligvis ikke var opmærksom på det der var foran ham. I stedet kunne man nemt se, at han tænkte. Han kendte efterhånden Seattle ret godt, endda som mere end bare et jagtområde. Hvordan ville en storby så være? Eller rettere, hvordan ville en metropolis så være? Man kunne vel ikke så godt putte New York og Seattle i samme kategori.

Han tænkte kort over, hvad han skulle gøre med hensyn til bolig derovre. Egentlig havde han overhovedet ikke behov for en for sin egen skyld, men Bellatrix ville nok undre sig lidt, hvis han ikke havde en slags bolig. Derudover blev han også nødt til at finde på en dækhistorie for ikke at være udenfor særligt ofte. Han brød sig ikke om at lyve for Bellatrix på denne måde, men han havde intet valg. Grundet disse tanker var han ikke særligt nærværende mens de spiste.