Nighttime is dangerous, don't you know little humans? (Evaine :P)

T: Et kvarter efter solnedgang
S: En gade i seattle
O: Rimelig mange mennesker rundt omkring
V: En smule støvregn

Endelig var natten kommet. Aurius havde egentlig ikke brug for blod, men han havde alligevel lyst til en lille snack. Eller en stor snack. Han var ikke særlig kræsen når det handlede om mennesker. Han betragtede kort gaden oppe fra den bygning han sad på. Der var en hel masse mennesker. Men det gjorde ikke så meget forskel. Der var nemlig så mange mennesker, at de ikke lagde mærke til hinanden, i forhold til hvis det f. eks. havde været i Forks. Så ville de nok bemærke, hvis der skete noget med nogle andre på gaden.
Han fandt en brandtrappe på bygningen og brugte den til at komme ned i en gyde. Nu skulle der jages. Han overvejede sine muligheder. Han kunne se, om han kunne finde et isoleret bytte i en gyde. En anden mulighed var også at forføre en eller anden kvinde, hvilket var lidt det samme som en tredje mulighed, nemlig at besøge et bordel, finde en luder, og så bortføre eller dræbe denne, afhængigt af hvad han havde lyst til på det tidspunkt. Han havde egentlig lidt lyst til at høre nogle skrig. I så fald måtte han først have byttet ud af byen. Så skulle han nok bare over tagene. Så svært ville det nok ikke være.
Han tænkte et par dage tilbage. Han havde snakket med en vampyr han selv havde skabt, Evaine, om at lære hende at jage i byerne. Han havde nævnt, at han ville være i Seattle de næste par dage, så han håbede lidt at hun ville dukke op. Han nød egentlig hendes selskab.

En ung kvinde kom gående ned af en af Seattles gader. Der var mange mennesker, og for hvert menneske var Evaine den del mere vågen. Hvert og et havde en speciel, skøn duft, som hun ville elske at stikke tænderne i. Den bedste taktik, Evaine brugte, var at holde sig en smule bagved og foran menneskene. Isolere sig selv i egen gruppe på et så fyldt sted. Generelt var Evaine ret anspændt, da hun gik ned ad gaden. Det var det sværeste, hun nogensinde havde prøvet: Ikke at overfalde og bide/dræbe et menneske.
De før meget anspændte skuldre gled en smule ned, da en velkendt duft nåede frem til Evaine. Ikke nok med at det var en artsfælle, så var det også hendes skaber. Evaine satte tempoet op uden at tænke over, at det ville være ualmindeligt hurtigt for et menneske. Det ville være at spurte for et menneske, hvor det blot var en fint tempo for Evaine. Hendes kirsebærrøde øjne så sig opmærksomt omkring, da hun skyndte sig ned ad gaden. For hvert menneske, Evaine passerede, syntes hun at blive mere anspændt. Som menneske ville hun trække vejret helt oppe i brystet hurtigt. Som vampyr var det overflødigt. Hun kunne dog ikke skjule, at hun skar tænder.
"Aurius?" Det lød mere spørgende end intentionen. Det ene øjenbryn gled i vejret i en spørgende gestus, da hun betragtede den anden vampyr. Selv var hun iført en knælang mørkerød kjole og et par let højhælede støvler. Ingen jakke. Vampyrer behøvede ikke jakker, hvor koldt det så end var. Anspændtheden var at spore i Evaines øjne. I modsætning til deres sidste møde, hvor hun havde sprunget på menneskene i skoven uden omtanke, havde hun fået en meget, meget lille andel mere kontrol. Det var en kombination af et par dage som vampyr, og så havde hun allerede fået blod den dag. Et legende smil var at finde om hendes læber. Jagtens spændende effekt havde sine præg på smilet.

"Evaine? Dejligt at se dig" sagde han med et smil. Smilet havde han haft siden han kunne dufte hende. En velkendt, og velkommen, duft. "Du ser godt ud" sagde han, efter at have betragtet hende lidt. Selv havde han taget et klassisk sort jakkesæt på, som stod noget i kontrast til den lyse hud, som alle vampyrer havde. Han havde da også fået mere opmærksomhed end han brød sig om på vej ind til byen. Fjollede mennesker, tænkte han lidt irriteret. Nå. Irritation kunne vente, nu skulle der snart jages.
At de var to betød ikke så meget for jagten. Det var der egentlig ikke noget der gjorde, på nær hvis der var varulve til stede. Det kunne være interessant. At jage mens der var varulve i nærheden. Men derudover plejede jagt at være for nemt. Men hellere for nemt end for svært. Menneskerne var virkelig idioter på det her tidspunkt. Selvom der var mange der forsvandt ignorerede de det bare. De ville åbenbart hellere leve i uvidenhed, frem for at finde sandheden, og så være nødt til at tage stilling til den. Denne uvidenhed var nu nok det bedste ved at jage. At se det skrækslagne ansigt, lige før man sugede et menneske tørt for blod. Eller rettere, det næstbedste. Blodet... Blodet var altid det bedste. Han håbede, at blodet altid ville fortsætte med at smage så godt.

Evaine lo en let, silkeblød latter, da Aurius talte til hende. Blot for at bekræfte hun var kommet, lavede hun en fin lille piruet. Armene gled ud til siderne, da Evaine dansede den elegante omgang. Elegance var en af de ting, det at være vampyr havde foræret hende. Evaine elskede det uendeligt meget, skønt hun ikke ligefrem var en danser. Hun havde altid været musikalsk med at spille klaver og andre instrumenter.
"I lige måde! Har du været på nogle spændende jagter?" Der lå en let spændt tone i stemmen, da Evaine spurgte. Jagt var endnu helt nyt for hende, men ikke desto mindre morede det hende, hvor let mennesker faldt for den blotte charme og udseende. Blikket gled af og til mod menneskene, hun med al fornuft i kroppen afholdt sig fra at overfalde. Lysten lå lige under overfladen, men mest synligt kunne det ses i de kirsebærrøde øjne, der efterhånden havde fået en mere mørk, fyldig farve. Hvordan det end var lykkedes hende, så det ikke skidt ud, at Evaine havde spændte skuldre. Blodets sødme var som en hypnose, hun ikke kunne undgå. Den ville overtage hendes krop, sikre hun fik den klæbrige substans, menneskene havde.
"Vi skal vel jage i byen, ikke sandt?" Evaine havde afholdt sig selv fra det spørgsmål længere, end hun havde troet muligt. Om ikke andet kom det ud som en intens hvisken, der ikke lagde skjul på den lyst, der lå lige under overfladens kamuflage. Blikket flakkede mellem de forbipasserende mennesker og Aurius, der virkede umådeligt rolig taget al denne blod i betragtning. Det første menneske, hun fik muligheden for at suge tomt for blod, ville Evaine ikke afslå. Tværtimod. Ganske vist var det ikke lang tid siden, hun sidst havde fået blod, men lysten virkede som en uendelig del af hende, der ikke kunne tilfredsstilles. Det var som blodet, der løb i sine baner igennem menneskekroppen. Den virkede evig til det punkt, hvor mennesket nåede opgivelsen til døden. Evaine fugtede sine læber, mens blikket på menneskene efterhånden blev mere permanent.

"Spændende jagter... Ikke ligefrem. Men jeg fik for nyligt noget dejligt blod" sagde han med et smil, mens han tænkte lidt tilbage og fortsatte med en drillende tone "Hvis jeg ikke husker meget forkert, så var det kun tre dage før du vågnede op som vampyr. Jeg tror faktisk, at det var det bedste jeg havde drukket" Gad vide om hun ville forstå den. Siden hun var vampyr ville hun nok, men han var ikke sikker på, at hun tænkte klart, med så meget blod rundt omkring dem.
"Men jo, vi skal jage i byen. Så der er et par forskellige muligheder. Men hvad med at du kommer med et foreslag til hvad vi gør først?" spurgte han, stadig med det drillende smil. Han glædede sig til at begynde jagten, så de kunne få noget blod. "For resten, hvad siger du til, at vi på et tidspunkt, måske når vi har spist første gang, bortfører et menneske eller to, tager dem med udenfor byen, og hører deres skrig i lidt tid? Det plejer at være dejligt forfriskende" sagde han med et diabolsk smil. Lidt ond havde man trods alt lov til at være.
Desuden var det menneskernes egen skyld. De var så skrøbelige, og de skreg så dejligt. Og så var deres blod så fantastisk. Mens han tænkte de tanker kunne han lugte blodet omkring dem. Høre deres hjerter pumpe blodet rundt i deres kroppe.

Evaine hævede spøgfuldt sine øjenbryn, mens hun betragtede Aurius, da han besvarede hendes spørgsmål.
"Vi må vist hellere se, om vi kan gentage den succes her til aften, så! Du skulle jo helst ikke være helt foruden så godt blod." Uopfordret blinkede Evaine til Aurius, skønt hun tydeligvis godt vidste, det var hendes blod, han snakkede om. Surrealismen lå som en tung vægt på hendes skuldre, truede med at vælte alle overbevisninger omkuld. Det var delvist allerede sket, da hun var vågnet som en ny skabning for blot få dage forinden.
"Må jeg vælge jagtmetode? Hvor storslået!" Den uendelige lyst til blod fik sin grumme side frem i tonefaldet. Der lå sult på lur i afkrogen af hvert et ord, den tippende kontrol solede sig heri. Om ikke andet var en legende smil om hendes læber, mens spændingen havde været at spore i den silkebløde stemme, der havde båret tydelige præg af hendes oprindelige nationalitet. Den britiske accent lå som en silkeblød styrke i stemmen, der blot fik tonet den egentlige mening op.
"Lad mig foreslå, at vi først udpeger et bytte." Påbegyndte Evaine, der allerede havde fået en flakkende opmærksomhed. Den lå mere og mere på menneskene, på det blod der bankede lystigt rundt i årerne på dem. - Den gyldne væskes kalden var snart for stor for Evaine, men intet angreb var fuldført endnu. Kontrollen hang i tynde tråde, men den var holdbar nok til lidt samtale. Det var trods alt jagt, de snakkede om.
"Det ville være mig en ære! Det må være befriende at høre et par skrig." Det var ikke ligefrem et ondt smil, der prydede hendes læber, da disse ord forlod hendes læber. Det var snarere et smil i et legesygt og dybt interesseret lune. Hvad var meningen med at kunne drikke blod fra de levende mennesker, hvis man ikke måtte lege lidt med maden. Når alt kom til alt var de blot sølle mennesker, der bar på en energikilde, der for altid ville være en vigtighed for hende. Evaine ville ikke gå glip af chancen for et par skrig allerede nu. Et mere charmerende og humant smil endte med at pryde hendes læber. Under dette lå et jægers gen, der var vagt til live.

"Men hvilken slags bytte vi udpeger afhænger jo at hvilken metode du vælger. Hvis det bliver forføring som vi vælger skal vi nok gå efter fjollede teenagere. Og hvis du valgte at vi bare fandt nogen i en gyde, ville vi ikke behøve at udpege et mål nu." sagde han, mens han så rundt på de forskellige mennesker rundt omkring. Nogle duftede himmelsk, det var nok en af dem som snart ville miste livet, og andre duftede forfærdeligt, de kunne for hans skyld leve så længe de ville, han havde i hvert fald ikke tænkt sig at røre dem medmindre at han var ved at dø af sult. Han tænkte kort på, hvornår de skulle fange og torturere nogle mennesker. Direkte efter at de havde fået stillet deres sult? Eller lidt senere, måske efter en mindre bytur? Det ville nok komme an på hvor meget blod de fik på deres tøj. Men uanset hvornår de gjorde det, ville det nok blive sjovt. Det var for længe siden han havde hørt dem skrige ordentligt. Der var selvfølgelig de skrig som menneskerne kom med lige før han sugede blodet ud af dem, men det var ikke ligeså tilfredsstillende som at høre dem skrige af smerter. Igen, og igen, tænkte han med et ondt smil.

Evaine gav en fraværende nik til Aurius' ord, mens blikket lå på de forbipasserende. De fleste var på Aurius' og Evaines egen kropslige alder, og de syntes at kigge lidt ekstra på dem. At være vampyr havde sine fordele, måtte hun tydeligt indrømme. Et halvt sultent blik fulgte op til flere af de forbipasserende mennesker. Nogle duftede meget bedre end andre. De, der duftede godt, blev fulgt nøje af de kirsebærrøde øjne.
"Forføring bør ikke være svært, og jeg er sulten." Blikket flakkede en enkelt gang mellem Aurius og menneske, der hele tiden gik forbi dem. Evaine havde bekæmpet under hele deres møde lysten til at springe på det første og bedste menneske. Blodet blev guddommeligt fremstillet, som menneskene kom gående forbi. Deres lykkelige smil og uvidenhed om, hvor fantastisk det bankende hjerte var. Måske var det mere lækkert for en vampyr, der havde brug for det, end det var for medmenneskerne.
"Når dette er gjort, kunne vi få os den morskab, vi har fortjent. De smil bør være et par skrig. Det ville klæde dem langt bedre!" Evaine lod en grumt smil pryde sine læber, da hun endeligt vendte blikket mod Aurius. Ikke én eneste gang tænkte Evaine på de mennesker, hendes bytte ville efterlade. De ville få en uvished om, hvad der var sket. Evaine elskede den følelsen. Livet var unikt, og en jæger kunne kun elske at se det forsvinde. Der var en fascination over dette emne. Liv. Evaine var blot af den overbevisning, at en levende død havde en mere spændende tilværelse. Det burde ikke have været muligt, men hér stod hun med en unik ting, menneskene ikke havde kendskab til. I deres sidste minutter ville de møde virkeligheden, som den var. De ville stå ansigt til ansigt med et barn af natten, en jæger af værste kaliber.

"Skal vi så finde en natklub eller sådan noget, og så lokke et par uvidende stakler ud derfra?" spurgte han med et diabolsk smil. Det ville gå hurtigt, menneskerne var så nemme at narre, for ikke at sige forføre. Men vampyrer var jo også de naturlige jægere... Alt omkring dem tiltrak jo menneskerne, så det var ikke så lidt mærkeligt at Aurius og Evaine havde fået nogle blikke, selvom de egentlig stod lidt væk fra gaden. Det var dog de færreste mennesker som nærmede sig vampyrer, i hvert fald efter Aurius' erfaring, men de plejede at være meget medgørlige når man selv startede en samtale. Disse samtaler var dog ofte de sidste i deres liv, medmindre at man talte deres skrig for nåde fra tid til anden.
Mens det virkede som om Evaine var stærkt distraheret af menneskerne, påvirkede de ikke Aurius særligt meget. Han havde jaget natten før, og han havde som regel let ved at kontrollere sin tørst. Dette ændrede sig dog under spændende jagter eller kampe, men det var dog ikke sandsynligt, at den slags skete her i byen. Ikke destro mindre glædede han sig til at gætte tænderne i et menneske. Det burde man altid glæde sig til som vampyr.

"Natklub!" Et eneste ord var det, der kom fra Evaine. Intet andet. Et hurtigt blik blev kastet på Aurius for at se, om han havde forstået. Dog var Evaine ikke den tålmodige type, så hun vendte sig hurtigt væk og begav sig mod Seattles byliv. Et vildt, dog charmerende, smil sad om hendes læber, da natklubbens fascade tårnede sig op over hende. Musikken bragede derinde fra, og der var adskillige unge udenfor, der syntes at nyde cigaretternes effekt.
Evaine havde intet problem i at komme ind. Dørmanden kastede et enkelt blik på hende, næste ynkeligt. Mennesker havde det med at beundre det, de ikke kunne få. Dørmanden var et for risikabelt offer. Havde hun haft behov for vejrtrækninger, ville de være foregået oppe i brystet. Hurtigt og ude af rytme. Det var ikke tilfældet, så det vilde blik var besvarelse nok. Øjnene flakkede mellem de unge mennesker, der dansede urimeligt tæt, som håbede de på at gro sammen.
"Jeg må.. Du.." De usammenhængende ord var henvendt til Aurius efterfulgt at et hurtigt ryst på hovedet i ren og skær afmagt. Blodets fortryllende duft var overalt omkring hende. Lysten steg eksponentialt, og der var intet, hun kunne gøre. Det var for sent at vende om. Evaine havde efterhånden nået halvvejen i natklubben. Med et hurtigt peg angav Evaine sin retning for Aurius: Pigernes toilet. Hurtigere end et menneske kunne løbe, var Evaine foran pigetoilettets dør. Efter hørelsen af bedømme, kunne der ikke være andet end et enkelt menneske derinde. Hun tog en hurtig beslutning. Døren blev åbnet i et hurtigt skub, og hvis musikken ikke havde været så høj, ville det have givet et brag fra sig. Uden at se om Aurius var fulgt med, lukkede hun døren, barrikerede sig mod det blod, der gemte sig på den anden side i indpakninger i form af mennesker.
"Det er en vild aften, synes du ikke?" Pigens uskyldige ord overraskede Evaine. Hendes store, brune dådyrøjne var fæstnet på Evaines skikkelse. Hun trådte nærmere. Pigen smilede stort, som kendte de allerede hinanden usigeligt godt. Evaine rynkede brynene, ude af stand til at svare eller tænke klart. Hun lavede et hurtigt, forstående nik, for hun forsvandt ind i en rus, hun aldrig havde kendt før. Alt blev styret af automatik. Inden hun vidste af det, havde hun pigens skuldre fast under sine hånde, hud mod stof. De skarpe hugtænder glimtede en enkelt gang under lysets blege skær, før handlingen blev udført. Tænderne gled igennem huden på halsen, og hun fik det, hun hungrede mest efter. Det gyldne, det guddommelige. Blodet.

Aurius havde nogenlunde roligt fulgt med hende til natklubben. Heller ikke han havde noget problem med at komme ind. En del af det var vel attituden. Hvis man så vigtig ud og førte sig frem med en mine som sagde, at man ikke forventede at blive stoppet, kunne man komme ind mange steder, ifølge Aurius' erfaringer. "Du hvad? Hvad skal jeg gøre?" spurgte Aurius. Han kunne egentlig godt se, at Evaine havde problemer med at fastholde kontrollen. Selv kunne Aurius godt vedligeholde den. Udenfor kamp var der få ting, som kunne få ham til at gå i en blodrus.
Da Evaine pegede imod pigetoilettet, trak Aurius på skuldrene. Han havde tænkt sig at vurdere noget af det forskellige blod, for at kunne vælge noget af det, som ville smage bedst. Så langt kom han dog ikke, før han hørte døren smække. Mennesker ville ikke kunne høre det over musikken, men en vampyr kunne sagtens høre det. Han vendte sig om, og "så" med hans lugtesans. Evaine var selvfølgelig derinde, men udover det var der også et andet menneske. Et menneske, som dog hurtigt begyndte at miste blod.
Havde Evaine allerede mistet kontrollen? Med så mange mennesker så tæt burde det egentlig ikke overraske ham. I det mindste havde hun fundet sig et isoleret mål. Nu måtte Aurius bare sørge for, at hun ikke kom til at afsløre dem. En enkelt pige som døde til en fest ville ikke skabe alt for store overskrifter. Han måtte nu bare sørge for, at hun ikke dræbte mennesker som ikke var isolerede, og så rydde op efter hende. Hvis bare hun kom ud af hendes blodrus efter det her menneske. Men det var måske en smule optimistisk.

Aurius' ord var tidligere druknet i mængden. På pigetoilettet var han blot en fjern part, der var den eneste, hun ellers kunne fornemme. Evaine havde armene territorialt omkring den unge pige, der havde vovet sig dristigt i byen. Der var altid en risiko, men hvem skulle kunne forudsige et vampyrangreb, når man ikke havde kendskabet til disses eksistens? Evaine burde blive tilfredsstillet og få dulmet sin blodrus, men for hver dråbe kom den helt omvendte effekt. Den søde væske, der gled ubesværet gennem svælget på hende, overtrumfede hende.
Pigens skrig havde været kortvarigt. Om ikke andet havde Evaine af uforklarlige årsager hverken hørt det eller rigtig haft lysten til det. Det var, som havde hun smækket en dør i for skriget. I stedet lå fokus på det blod, pigen mistede umenneskeligt hurtigt. Kroppen begyndte at blive tung. Hvor pigen før havde kæmpet imod, prøve sig med at kradse og slå, hang armene nu blot slapt nedad. Ansigtet var trukket i frygt og rædsel, men ellers var alt afslappet ved hende. Det gik først op for Evaine, at pigen var død, da der ikke var mere i kroppen. Ikke en eneste dråbe. Intet. Ligegyldigt tabte Evaine kroppen på gulvet, mens dele af hende skreg om mere. Hver en lille del håbede på at endnu en person ville begive sig ud på pigetoilettet. Det var ikke sulten, der snakkede længere. - Det var blodrusen og den pludseligt manglende kontrol.
Blodet havde næsten været som en sang, da den ramte smagsløgene. Det havde været intenst og utroligt. Mere larmende end den dundrende musik, der kom fra natklubbens kerne. Blikket gled mod spejlet, hvor hun hurtigt så det svineri, hun havde forårsaget. Hendes mund var indsmurt i blod, hårtotterne var mørkerøde og kjolen havde nogle delvist tydelige blodpletter, skønt kjolen var mørkerød. Så meget der end kunne vaskes af, fik Evaine af. Viljefast og stadig omtåget under blodrusen vendte hun sig imod natklubben på den anden side af døren, Evaine flåede døren op. Hvert et menneske tændte et nyt instinkt. De unges slangende danse opad hinanden, tætheden og duften af blod. Hun satte farten op mod dansegulvets kerne med Aurius svagt i bagtankerne. Han var som et gammelt minde, hun ikke kunne glemme. Ikke måtte.

"Evaine! Kom til dig selv, kom ud af blodrusen" lød det fra Aurius, imens han prøvede at trække Evaine til side, samtidig med at han holdt øje med døren ind til badeværelset hun var kommet ud fra. Hvis bare pigen forsvandt var det ikke det store problem. Men hvis hun blev fundet myrdet med bidsår i halsen ville det give større problemer. Evaine blev nødt til at lære at rydde op efter sig selv. Efter at hun havde lært at kontrollere sig selv.
Mens han stadig fat i Evaine, han havde en mistanke om, at hun i sin blodrus ikke rigtig ville lægge mærke til hans ord, men han prøvede alligevel at få sagt noget til hende. "Du kan få alt det blod du vil. Hvis du vil, kan vi også samle flere mennesker i et område, og så kan du dræbe dem foran hinanden. Men det skal foregå kontrolleret. Der skal ikke være nogen vidner. Her" han stoppede kort sin tale for gøre en gestus væk fra dem, som for at indikere hele natklubben, "er der alt, alt for mange vidner. Hvis du gjorde noget som kunne afsløre os foran for mange, ville det slippe ud. Vi ville ikke kunne nå at kontrollere det. Så kom til dig selv!" sagde han i et dæmpet tonefald, som en vampyr dog ikke burde have noget problem i at høre. Forudsat, at vampyren hørte efter. Han kunne ikke sikre sig at hun lyttede, men han kunne holde hende fast mens han talte.

Aurius’ ord kom som en fjern tåge til Evaine. Der var ingen tvivl om, at Aurius var langt stærkere end Evaine, men hun var til gengæld yderst stædig. Hvor det før blot havde været et blindt forsøg på at nå kernen af menneskene, var hun nå kommet til et andet punkt. Det blev næsten som en leg, som hvis man fortalte et barn, at det ikke måtte tage en kage mere, og barnet så trodsede ordren. Evaines eget forsøg var ihærdigt, til ordene sank. Ord for ord som sten, der dumpede tungt og hult i hende.
”Nu?” Det var en knap hørlig hvisken for et menneske, men en vågen vampyr som Aurius ville ikke have nogen problemer. Blikket var fjernt, da hun endelig stoppede sine forsøg og vendte sig helt imod Aurius. Blodrusen lå ikke blot i de kirsebærrøde øjne, for den havde også invaderet selve blikket. Det fjerne mængede sig med en mistet kontrol og sult. Egentlig var det nærmere en blodlyst, der kom til udtryk i en unødvendig sult, men den var der. Tydelig.
"Skal vi rydde op?" Evaine gjorde et let kast med hovedet imod pigetoilettet, der af underlige årsager ingen, der havde været inde på siden. Der kunne dog heller ikke være gået lang tid. For Evaine havde det føltes som en evighed, der stadig tikkede langsomt omkring hende. Øjnene blev let knebet sammen i et halvhjertet forsøg på at genoprette noget af kontrollen. Langsomt fulgte hendes blik hans hånd, da han lavede en gestus mod natklubbens liv.
"Vi må..." Af ren og skær irritation kneb Evaine øjnene hårdt sammen. Hun havde billeder i hovedet af blodet, der fulgte dets regelmæssige system igennem menneskenes kroppe. Hun så for sig, hvordan hjertet lystigt pumpede den vigtige væske rundt gennem blodårerne, der var guld værd for vampyrer. Pludselig prøvede hun at rive sig løs fra Aurius for at komme ud af natklubben. - ”.. Ud herfra!” Afsluttede hun med en beslutsom og fjern tone. Efterhånden manglede hun frisk luft til at klare hovedet. Ikke for at indånde den, men for at få den beroligende effekt heraf.

"Jeg rydder op. Du kommer ud herfra, så du ikke mister kontrollen igen. Tror du, at du kan klare det?" spurgte han, men ventede dog ikke på hendes svar. Han skyndte sig ud på badeværelset, låste døren efter sig, og så kort på pigens lig. Hvis det ikke var for hvordan hun lå livløst, ville man nok ikke tro, at der var noget helt galt med hende. Medmindre man altså lagde mærke til det faktum, at hun ikke havde noget blod i sig overhovedet.
Det bedste ville være bare at få hende til at forsvinde. Og den bedste måde at gøre det på var enkel. At få hende til at gøre præcis det. Metoden hvorpå man gjorde det var dog det lidt mere komplicerede. I det her tilfælde besluttede han sig bare for at smadre vinduet, larmen fra festen sørgede for, at der ikke var nogen som hørte det, og så tage pigens lig over sin skulder, hvorefter han sprang ud i natten. Han havde brugt sin lugtesans for at sikre sig, at han ikke sprang ud mens der var et menneske der. Han fandt en affaldscontainer, og rykkede en arm og et ben fra pigen, og lagde det deri. Derefter fandt han en anden container, hvori han lagde hovedet, minus halsen, og en arm. I en tredje og sidste container lagde han en arm og det sidste af kroppen, minus halsen. Halsen, med de underlige bidemærker, rykkede han derefter i stumper og stykker, hvor han sørgede for, at det område af halsen, hvor Evaine havde bidt pigen, ikke kunne samles ordentligt igen.
Efter det fandt han Evaine igen med sin lugtesans, og begav sig over imod hende.

Hvor lidt kontrol, Evaine end besad på nuværende tidspunkt, og hvor meget energi, der gik til dens genoprettelse, formåede hun stadig at himle med øjnene. Det var ganske let, som var det kun en hurtig, flygtig tanke. Hvis Aurius så dette, måtte han vide bedre. Hun skulle blot koncenterere sig om at komme ud. Det virkede som en enkelt opgave, til en menneske trådte ind foran hende. Hankøn. Ung. Attraktiv, hvis hun havde været et menneske. Unødvendigt snappede Evaine efter vejret. Hun bekymrede sig ikke om drengens velbefindende, men snarere sin egen races hvis hun mistede kontrollen i det frie rum.
"Er det bare mig, eller blev..." Længere nåede det unge hanskønsvæsen ikke, før Evaine brutalt skubbede ham til side. Han ville højst opnå et par skræmmer, nogle uvenner ved at bumpe ind i andre og så en overraskelse. Hvis ikke dette var en tydelig afvisning, ville Evaine miste al tro på menneskets intelligens. - Hvis den da eksisterede. Sammenlignede hun med eget skridt fra menneske til vampyr, havde det været den største øjenåbner, hun nogensinde ville støde på. Om ikke andet ville det også være den mest smertefulde.
Den friske luft ramte Evaine som et forfriskende knytnæveslag, der slog hende ud af kurs i få sekunder. Det var overvældende ikke at have duften af delikat blod omkring sig. Blodrusen steg hende til hovedet, som når stoffer ville nå sit højdepunkt. Evaine havde en enkelt gang som menneske prøvet euforiserende stoffer, oplevet de tilslørende effekter. Dette var værre. Blodet lå stadig som en tanke, der truede med at overtage kontrollen igen. Idet hun kom længere og længere væk fra natklubben, blev blodrusen kun mindre.
"Aurius!" Udbrød Evaine, da hun fik færten af ham. Han var ikke langt fra hende, så det var mere underligt, at hun ikke havde opdaget ham noget før. Spørgsmålet lå nonverbalt i de dybt intense, røde øjne. Oprydningen.. Det virkede som en drøm. En vidunderlig drøm. I stedet for at stille spørgsmålet verbalt, endte hun med at slå et opfordrende blik mod hans. - "Du sagde noget om en anden slags underholdning...?" Evaine tav. Slutningen af hendes ord var blevet trukket langt og spørgende ud. Smilet blev omformeret til et mere grumt smil.

"Det gjorde jeg. Men skal vi ikke først aftale, at vi ikke går ind på nogle natklubber lige foreløbig? Hvis jeg ikke havde været her, ville det her nok have haft konsekvenser." sagde han, og stirrede bestemt på hende, med et ansigtsudtryk som passede til hans blik. Havde hun været derinde alene... Der havde haft konsekvenser. Han måtte nok hellere holde lidt mere øje med hende, i hvert fald indtil hun ikke længere var nyfødt.
"Men nu hvor det er sagt" sagde han, før ansigtsudtrykket blev til et grin, "så lovede jeg dig vist nok lidt underholdning. Og den skal jeg da heller ikke snyde dig for. Men jeg har jo ikke spist endnu, så jeg får blodet fra mennesket, når vi bliver trætte af at pine det."
Blodet i natklubben havde egentlig også påvirket Aurius, men dog ikke lige så meget som Evaine. Og da slet ikke da der blev brug for at han tænkte klart. Den slags plejede at give en endnu mere fokus. Han havde dog en følelse om, at det nok ikke var sidste gang, at han blev nødt til at tænke klart i... distraherende omgivelser. Mere specifikt, omgivelser med en masse blod koncentreret et sted. Hvor var det dog godt, at han var omega, ellers ville han måske opføre sig som Evaine. Han hadede at miste kontrollen. Hun virkede dog ikke til at være alt for irriteret over det, men den slags har man vel forskellige holdninger til.

Evaine lod en let skuldertrækning være det eneste svar, Aurius fik. Det havde været tæt på. Det havde været spændende. Det havde været det mest levende øjeblik, hun nogensinde havde oplevet. Oplevelsen havde stadig sine kroge plantet i hende. Adrenalinen var kommet i form af den altopslugende blodrus, der nu var kommet under overfladen.
Den mistede kontrol gik hende ikke på. Det havde virket som en almindeligt instinkt, da hun stod i situationen. Det havde ikke været unormalt. Blot overvældende. De fornuftige tanker, der havde været undertrykt af de ufornuftige tanker, var atter vendt tilbage. Et dyrisk element glimtede i de røde øjne, der virkede så intense. Så levende.
”Lad og endelig komme til underholdningen!” Det var, som havde en trykket på en kontakt. Evaines øjne var som et barns juleaften. Spændingen og glæden ved den kommende underholdning havde sin indpakning i den simple morskab, der blandede sig med intensiteten. Hun nikkede en enkelt, forstående gang ved Aurius’ ord. Det var jo kun mest rimeligt, at han ville få dette blod. Evaine havde fået en god mængde blod. Dog kunne hun ikke helt undertrykke sulten, der aldrig syntes at forsvinde helt. Var det kun fordi, hun var nyfødt, eller var det blot normaliteten for enten hendes race eller for hende?
”Vi burde udvælge et menneske så! Jeg ville foretrække noget andet end et menneske, der allerede har det skidt. Kunne vi finde noget mere… Overklasseligt?” Det ene øjenbryn gled spørgende i vejret, da spørgsmålet blev stillet. Et legende smil indtog de let fyldige læber, da smilet trak mundvigene op. Fornøjet lod hun blikket glide rundt omkring dem. Hvor denne pludselige destruktive side var kommet fra, havde Evaine slet ikke tid til at tænke over. Hun vidste kun, at hun elskede at være vampyr. Hun var blevet bedre. Stærkere!
”Hvad med hende?” Evaine gjorde et sigende kast med hovedet til venstre, da en forholdsvist pænt klædt pige gik forbi dem. Det var langt fra tøj, man ville finde en fra underklassen iklædt. Desuden havde denne unge kvinde en delikat duft. Interessant. Hvor mange kræfter, det end tog Evaine, forholdt hun sig så rolig, som det end var muligt. Ingen blod, intet overfald.

Han betragtede pigen Evaine havde udpeget. Påklædningen bevidnede i hvert fald om, at hun, eller i hvert fald hendes forældre, havde mange penge. I hvert fald den øvre middelklasse. Det ville dog også give nogle problemer, eftersom hendes forældre nok ville bruge nogle penge på at finde deres datter. Eller i hvert fald på at søge efter hende, for når først pigen var forsvundet, ville de ikke finde liget, medmindre Aurius mente at de skulle. Så hvis det ikke havde været fordi pigen havde en dejlig duft, ville han nok havde sagt, at de burde finde et andet mål.
Han vendte blikket tilbage på Evaine og nikkede bekræftende. "Lad os tage hende." Sagde han med et grumt smil. Han glædede sig allerede til blodet, men det måtte vente til efter lidt tortur, som igen måtte vente, til de havde fået pigen ud af byen. "Har du lyst til at lede an med kidnapningen, eller skal jeg?" Han anså lidt sig selv som Evines mentor, så hun skulle jo også lære noget. Selvom det måske ikke var ideelt, så kort tid efter, at hun havde mistet kontrollen inde i natklubben. Men mon ikke det ville gå bedre herude, i frisk luft, og med lidt mindre blod i forhold til plads.