Would you Like a cup of Coffee my Lord?

Tid: 19:47
Omgivelser: en masse mennesker
Sted: cafeen
Vejr: det sner og er forholdsvist vindstille


Arya sad inde på cafeen i ført en sort silkekjole. Hun havde medbragt en mørkebrun læder jakke som hang ovre på knagerne. Hun lignede en der var ventede på nogen, men det var ikke tilfældet. Hun var ude for at more sig med de dødelige. Hun nød opmærksomheden fra alle mændene, der var ingen der kunne tage øjnene fra hende.
Hun havde været hjernevasket i to dage nu uden at vide det. Og hun satte slet ikke spørgsmål til fortiden, hun tænkte slet ikke over den.
Hun kastede diskret en serviet på gulvet, og knap før den nåede at ramme jorden havde de fleste mænd i omkring hende kastet sig for at samle den op til hende.
Arya fniste og opførte sig meget genert"mange tak de herrer, det burde i virkelig ikke have gjort" sagde hun med forførende under tone i den blide generte stemme.
De slog det alle sammen hen i munden på hinanden og tøserne gloede på arya fulde af jaloux.

Dørklokken over døren dinglede nu, da en 'ung' herre kom ind af døren iført: Et par sorte rayban solbriller, et par mørke jeans, en sort t-shirt med V-neck, en sorte hættetrøje hvor hætten var hevet op over hovedet samt et par sorte converse sko. Hvor han dog inderligt håbede, at dette tøj var 'fashion' i dette århundrede. Tristans øjne spejdede gennem caféen hvor Christine fangede hans blik. Tåbelig tøs. Legede med de dødelige. Han sukkede og gik herefter op til disken. "En sort kop kaffe, tak" sagde han med en monoton stemme og lagde penge på disken. Kvinden bag disken virkede nærmest fortryllet bare over hans stemme. Hun gik ud bagved med et drømmende blik på ham. De andre tøser som havde været jaloux på Arya, vendte hurtigt snuden imod denne mand. Han var jo, som Arya, en alfa vampyr og havde the good looks. Ingen kunne modstå dem.
Da han havde fået sin kaffe, gik han over imod Christine. Da hendes tilbedere var i vejen, sparkede han dem simpelthen væk. "Tåbelige dødelige.." hviskede han til sig selv og satte sig ved Arya. Hun vidste nok godt hvem han var. Ellers havde hun da glemt sin plads.

Arya havde fået færten af Tristan for længst. Hun smilede sukker sødt til ham da han satte sig ned" godaften hersker"sagde hun og det sidste i en drillende tone der var ikke så seriøst som den måske burde være. " mmmmh kaffe, hvor stilfuldt af dem" sagde hun med sofistikeret stemme og forførende øjne som ikke helt var beregnet til ham." Hvad har egentligt bringt dig hos til denne lille provins by?" Spurgte hun nysgerrigt og kiggede på ham med interesserede øjne. Nærmest hele cafeen sad og stirrede på dem. To perfekte mennesker sad sammen og snakkede, det føltes som at se en film live i deres øjne. Arya fnes over det" åh jeg havde helt glemt et stykke sukker til min cafe au lait!" Sagde hun og lød helt fortvivlet som igen fik alle fyrene til nærmest at slås om at give hende sukker. Hun lo let og barnligt og modtog det ydmygt og grinede så til Tristan" jeg bliver aldrig træt af det" hvislede hun så kun han kunne høre det.

Tristan kunne virkelig ikke klare dette syn. At lege med maden. Hvordan var det dog hun var som 'ond.' Da hun nævnte det med stilfuldt omkring kaffen, trak han på skuldrene "Jeg er så stilfuld som man kan være med alt det som er kaldt for stilfuldt igennem flere århundreder. Men min kop kaffe kan vente, hvad er dog det De kalder for café au lait? Man drikker en god klassiker som en sort kaffe eller, jeg selv" Ja han sagde De. Som han selv havde sagt, så havde han levet igennem flere århundreder og havde på den måde ikke droppet det formelle, selv ikke overfor sine skabninger og ældre damer. Hun havde jo trods alt levet i næsten 200 år. Ikke på højde med ham selv, men skidt pyt med det.
"Og for lige at stille et hurtigt spørgsmål: Har deres moder aldrig lært dem, at mad er til for at spises og ikke leges med? Ellers tager jeg gerne en lille bid eller to fra dig. De tøsebørn derovre er allerede helt væk i mig, samt servitricen. Dog er de ikke nok." sagde han imens han drak sin kaffe. Ikke for nydelsen, han var jo nu engang vampyr, men for at minde mest muligt om et menneske.
Nu gad Tristan dog ikke have sine solbriller på, for derefter at tage dem af. Dum fejl. Da hans tvefarvede øjne kom til syne af pigebørnene, dånede de nærmest på stribe. Ulideligt. "I guder. At opfører sig sådan over et mandfolk, det er jo bare øjne sukkede han og fjernede dog også hætten for derefter at drikke sin kaffe færdig.

"Cafe latte?? Du ved kaffe med mælk ? Yderst populært i disse tider.. Følg nu lidt med min herre! Eller er De blevet for gammel?" Spurgte hun en anelse provokerende og lo fortryllende." Men De svarede ikke på mit spørgsmål, mio signore" sagde hun det sidste sagde hun på sit moder sprog, et sprog han burde kende lidt til da det jo var Italien hun var blevet født.
Hun kiggede slukøret på ham."jeg kan intet huske om min moder.. Og slet ikke min opførsel.. Men den burde De kunne huske bedre end jeg." Hun smilede skævt og tog endnu en tår." Jeg savner datidens store baller og herskaber... Man var mere værd som betydningsfuld og rig den gang, og der var mere høflighed." Sagde hun med et drømmende blik" og det var nemmere at slippe afsted med at dræbe, ikke ligesom i dag... For meget opmærksomhed på de enkelte borgere i landene." Hviskede hun surmulende.
Hun lo let" det er da ikke værre end før i tiden. Og disse unge kvinder... Hvis de fandt ud af hvad De var. Ville de end ikke blive bange for dem. De længes efter at leve for evigt. De frygter døden, for de har mistet deres tro gennem tiderne. Det er sørgeligt" sagde hun med falsk medfølenhed.

"Kaffe med mælk?! Hvilket heksebryg! Sort kaffe skal, som det eneste kaffe, drikkes!" han blev helt forbavset. Kaffe med mælk, hvilken frækhed overfor den sorte kaffes guddommelighed! Kaffe skulle ikke ændres på nogen måde! Han blev helt skuffet over sin skabning. Ligesom med, at hun var gået fra ondskab til blødsødenhed.. Hvilken frækhed overfor sin herre! Han sukkede dog kun som noget af det eneste og drak videre. Hvad han lavede her? Var det dét spørgsmål hun ville have besvaret? Han satte kaffen fra sig og kiggede på hende "Jeg tænkte bare, at jeg ville se hvor ond du var. Jeg var dog ret så skuffet da jeg ankom hertil for at møde Claire, som informerede mig omkring din tidligere 'blødsødenhed'. Ved Guds held" han grinte lidt over de tre ord inden han fortsatte: "Havde jeg jo min evne til at rette op på den lille 'fejl' som man kan kalde det" forklarede han og tog sin hættetrøje af for at afsløre sin muskuløse krop som nemt kunne ses i den t-shirt. Tøserne var godt i gang med at fangirle for stygt over det. Kvalmende.
Han tog dog en lille pakke B&H smøger frem og tændte en smøg. Dette var noget han havde haft lyst til en smule. Smøgen hvilede ganske let på hans læbe imens han bare kiggede på Arya, men tog dog sine solbriller på igen for at genoptage øjenkontakten med Arya.

Arya lyttede ikke rigtig til hans svar, nysgerrigheden for at hans opdukken havde mistet sin interesse hos hende. hun kørte rundt med hovedet. Hun kedede sig, der var ingen udfordringer i den her by"jeg keder mig"peb hun og slog til koppen så den fløj og smadrede ind i væggen bag baren med en sådan hastighed at det knap nok kunne ses. hun rejste sig op gik om bag Tristan og lænede sig op af hans hoved imens hun tænkte. Hun blev afbrudt da han tændte sin smøg og nakkede den hurtigt fra ham. Man kunne høre ilden brænde cigeratten da hun tog et dybt hvæs.
"Tristan..Herre! Jeg keder mig!"sagde hun. hendes røde øjne kom til syne da de nu havde fortæret de mørkebrune kontakt linser hun brugte."jeg keder mig, keder mig KEDER MIG!"det sidste råbte hun surt og utilfreds, og en ubehagelig stemning, i hvert fald for menneskerne kom ind i rummet.Hun tog endnu et dybt hvæs af smøgen.

I det øjeblik hun have taget hans smøg, fløj hans stol tværs i gennem caféen imens en hånd greb hårdt fat om Aryas kæbe "Jeg synes den søde lille skabning har glemt sin plads!" sagde han med et faretruende blik bag solbrillerne. Dette blik var ikke nyt fra Arya som havde skælvet under det før. Begge parters 'fans' var allerede flygtet ud af caféen sammen med alle de andre gæster. Det kunne man have gættet sig frem til.
Den smøg som Arya havde taget fra ham, tog han igen for at sætte den i sin mund igen. Hvor vovede hun at tage hendes herres smøg! Disse smøger var ham ekstremt dyrebare! Han havde røget dem i en del år nu og Arya var ikke lige dén person som skulle tage dem fra ham. "Hvis du keder dig så meget, så leg en gang fangeleg med et menneske! Jeg skal jo ikke sørge for dig. Det burde du være gammel nok til selv at kunne!" sagde han og blev ved med at holde om hendes kæbe.

Arya lo af ham og hvæssede så inden hun skubbede ham ind i væggen og rev sig ud af hans greb, tog hans smøg og kvaste den"ups"fnes hun og valsede roligt væk fra ham. Hun var ude på at gøre ham vred. det var det der skete når hun kedede sig nok. hun kunne jo ikke slås med menneskene. De gik jo bare i stykker. Andre vampyrer var heller ikke sjove, hun kendte ikke rigtig nogle vampyrer godt nok til at få dem til at blive rasende ligesom Tristan. Han var nok den eneste hun faktisk frygtede en lille bitte smule.
Hun kiggede på kaffe koppen. tog den op i sin hånd og drejede den rundt i alle vinkler.Hun frygtede ikke nogen, hun var ikke bange for noget end ikke at dø. for det var sket før. Hun var før blevet revet i tusindedele, samlet op og holdt spredt indtil de lagde alle hendes dele sammen så det kunne lappe sig sammen."Er du vred?"sprurgte hun og kiggede på ham med provokerende øjne der samtidig var forførende.

Hans tinding ville have pulserede, hvis han altså ikke havde været død. Han var hurtigt henne ved hende for herefter at kaste hende op i loftet. Bogstaveligt. Han kastede hende så hårdt, at der nok ikke ville kunne ske andet og siden der ikke var så højt til loftet. "Vred? Snakker du til jeg? Din herre? Din skaber?" sagde han i et helt roligt stemmeleje, inden helved brød ud verbalt igennem Tristan.
"JEG ER IKKE BARE VRED, JEG ER RASENDE! HVOR ER DEN RESPEKT DU VILLE VISE MIG DENGANG I ITALIEN? HVOR ER DEN FRYGT NÅR DU SÅ MIG I ØJNENE I SÅDANNE TIDER? VRDE KAN IKKE BESKRIVE MIG I DETTE ØJEBLIK!" han råbte nærmest så højt, at reservatet ville kunne høre ham. Tristan havde INTET tilovers for Arya i dette øjeblik. Den respekt hun havde vist ham dengang som Christine. Den frygt. Hvor var dette pigebarn dog endt henne?

Arya fik lidt fornuft i hovedet igen og lod ham få vreden ud ved at kaste hende rundt og råbe"Undskyld min herre. De har ikke været her i lang tid. Jeg har glemt at have respekten for dem der fortjener den"svarede hun ydmygt og kiggede ned i gulvet. Hun havde faktisk glemt at han var en man skulle have respekt for, for at det ikke gik galt."Kan de tilgive mig?"spurgte hun med sand skyldighed i stemmen og kiggede på ham med ærefrygt. og med et lignede hun nok den unge nyskabte vampyr igen. En attitude der ikke havde været til syne i næsten et helt århundrede. hun pillede lidt ved sine neglebånd, noget hun kun gjorde når hun var nervøs, og det skete aldrig. I hvert fald ikke i hendes tid her i Forks. Hun bed sig let i læben og turde ikke kigge på ham.

Han tog fat i hendes arm, sukkede for herefter han smadre hende ned i et bord. Han rejste hende op igen for herefter at kigge på hende igen "Nu er du tilgivet. Denne gang." forklarede han, dog med en mindre trussel i hvad han sagde. Hun gjorde ihvertfald klogt i at passe på. Tristans ord blev sagt, med samme magt i hans øjne som der havde været under hans raserianfald, så Arya skulle meget gerne kunne høre og se alvoren i hvad han sagde.
Han fandt sin hættetrøje og sine solbriller som var faldet af under alt dette. Han kiggede på hende "Hvorfor ændrede du dig Arya? Hvorfor ændrede du dig efter du kom her til Forks?" spurgte han efter at have hevet to stole og et bord over til dem. Han havde undret sig i et stykke tid nu.

Hun sukkede lydløst og lod ham kaste rundt med hende. Da han var færdig var færdig nikkede hun svagt da han sagde hun var tilgivet." Folk er bange for mig og frygter mig. Her er jeg Dem. Jeg har magten for jeg har en evne lidt som Deres." Sagde hun roligt og brugte nu de formelle tiltaler overfor ham. Hun havde vendt ryggen til ham imens hun snakkede, og studerede rummet. Hun følte sig som et hjælpeløst barn lige nu. Ved nærmere omtanke. Nok mere en kat der ville være alene så den kunne slikke sine sår. Det var da irriterende sådan som han kunne kontrollere hende. Hun lagde facaderne tilbage og vendte sig om mod ham og satte sig i den ene stol og kiggede indgående på ham med et roligt ansigt. En krøllet hårlok lå på hendes kind der hvor en flænge i diamant huden havde været for få øjeblikke siden.
"Savner de ikke sydens sol?"spurgte hun med en let stemme som om intet lige var sket. Og rettede på kjolen da den sad... Ikke så elegant som den skulle.

Tristan kiggede bare på hende imens hun talte. Da hun sagde, at her var hun som ham selv, kom et lille smil frem på hans læber "Så du er frygtet her? Var du også det med to børn og en mage? Hvor du var en 'vegetar'? Var folk stadig bange for dig?" spurgte han. Dette måtte opklares fra hans side af, da han ikke ville sættes i samme slags kategori som den blødsødne Arya.
Da hun begyndte at nævne sydens sol, sukkede han stort og lukkede øjnene for at forestille sig den skarpe sol som bare bagede ned på dem der kunne føle varmen. For med ham selv, kunne han ikke. "Hvad er der at savne? Jeg kan jo ikke mærke solens varme stråler eller noget. Det er nytteløst hvor jeg end bor henne. Det kan jo være lige meget." forklarede Tristan.

"god eller ej..Folk har altid frygtet mig, de "onde" frygtede mig for hvis jeg gik i mod dem sammen med formskifterne ville de have god grund til at frygte mig. Min evne er noget for sig, og det kan jeg jo takke Dem for."sagde hun med et skævt smil og kiggede på ham"..De "gode" og "onde" burde alle frygte mig nu. For hvorfor skulle jeg holde mig tilbage, om man tænker som jeg eller ej. går man går i vejen for mig, bliver det det sidste man gør, går man i mod mig, bliver det det sidste man gør. Forråder man mig, vil alt man holder af forsvinde, og det vil være det sidste man ser inden man bliver sat ned på bunden af marianergraven, hvor man kan tænke over det sidste man har set..resten af sin eksistens."sagde hun roligt."hvis jeg var "god" ville alt dette sikkert også ske hvis der skete noget med disse børn, som De snakker om. Alt jeg ved af er at jeg har et barn der er dødt, dræbt af køterne, og det andet...det siger mig ikke noget Tristan? En mage siger mig heller ikke rigtigt noget. Havde en på et tidspunkt. Men ham dræbte Claire og Dem, forleden nat."sagde hun med et kort skuldertræk og kiggede på ham med et hævet øjnbryn"De siger altid de mest mærkelige ting til mig, min herre"lød det fra hende til sidst, med et skævt smil om læberne.