I'll never forget this day

Dato :: 23.12
Dag :: Søndag
Vejr :: Snestorm
Sted :: Forks
Tid :: Tæt på midnat
Omgivelser :: Omgivelser? Alt er dækket af sne!

Aurius kom slæbende hen af gaden, mens han konstant prøvede at holde sin jakke endnu tættere ind til sig. Men uanset hvor meget han prøvede, kunne den ikke holde kulden væk. Efter et par minutter på denne måde indså han, at sneen var trængt ind under jakken, og denne sne var så smeltet på grund af hans kropsvarme. Det var dog utroligt, at han stadig var varm nok til at smelte noget sne, tænkte han bittert. Han så hurtigt rundt, for at se om der var et sted der var åbent, men eftersom det var lillejuleaften og næsten midnat var der selvfølgelig ikke det i en lille by som Forks. Desuden kunne han kun se nogle få meter omkring sig på grund af snestormen, så selv hvis der var noget kunne han næsten være gået lige forbi det. Midt i sine bitre tanker om at overse steder overså han også en rod, som han så snublede over. *Den her dag glemmer jeg aldrig* tænkte han bittert, da han efterfølgende lå hovedet først ned i sneen.

Claire havde allerede fået øje på ham fra lang afstand. Det kunne godt være at mennesker ikke kunne se i det tætte sne, men det var så nemt at dufte et menneske og derefter se hvor de var. Hun var i sine korte shorts, revnede top og hendes pinke bh man lige kunne ane. Hendes hår var sat op i en knold og hun kunne ikke lade være med at smile en smule. Hvor ville det her dog blive dejligt! Hun syntes nu at han så en smule flot ud fra lang afstand. Det ville være så sjovt at bide ham! Hun løb over til ham, men sørgede for at hun stod nogle få skridt fra ham. Hendes uskyldige øjne kom frem og hun så på ham med store øjne, imens at hun lod som om at hun rystede. "Undskyld mig?" sagde hun med en lille pivet stemme. Hun så så uskyldig ud.

Han rejste sig langsomt op, rystende. Efter han var faldet var sneen trængt ind overalt. Hætten på hans jakke var blæst af mens han faldt, så hans hår var blevet dækket af sne, så man ikke længere kunne se hvilken farve det normalt havde. Han så op imod hende med sine blå øjne, nærmest konstant blinkende for at holde sneen ude af dem, og grinte en smule da han så på hende. "Fryser jeg vir... Virkelig så meget, at mine sanser ikke fungerer ordentligt?" spurgte han retorisk, da han fik øje på hendes røde øjne. Han rystede, eller rettere sagt, han rystede allerede, men han rystede sig med vilje kraftigere, for at prøve at få noget af sneen af ham, selvom han efterhånden var ved at blive følelsesløs overfor kulden. Han så dog på hende, og blev en smule forfærdet over hendes påklædning, eller rettere, mangel på samme. "Du må også undskylde mig, eller rettere, mine manerer," sagde han med et kort grin, som dog hurtigt blev stoppet igen, da han fik sne i munden, hvorefter han halv-bittert fortsatte "Jeg ville tilbyde dig min jakke, men jeg tror efterhånden at det er så gennemblødt at det næsten bare ville gøre det værre, vi burde bare skynde os inden døre". Det sidste var hovedsageligt henvendt til ham selv.

Hun bed sig let i underlæben og nikkede bekræftende til hans idé om at komme indenfor. Hun sukkede lidt og så sig lidt omkring. "Vi kunne tage over imod mig? Mine forældre har godt nok smidt mig ud, men vi kunne liste ind i min garage?" sagde hun stille og så på ham med de uskyldige øjne. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvor stor lyst hun havde til at smage hans blod. Hun var så tørstig, som altid. Hun tog fat i hendes elastik og trak ud af håret, så hendes lange sorte hår fløj til alle sider, på en elegant måde. Hun tog sig derefter til armene igen og smilte lidt til ham. "Langt hår er godt når man fryser" sagde hun med en skælvende underlæbe. Hun var overrasket over hvor god hun var til at lade som om at hun frøs. Det var lang tid siden at hun havde opført sig menneskligt, for at få fat i et bytte. Hun behøvede det ikke engang, når der ikke rigtig var nogen omkring. Men hun følte for at få sig en smule sjov ud af det her.

Et øjeblik var han ved at spørge ind til hvorfor hun var blevet smidt ud, men tog sig i det igen. Det spørgsmål kunne sagtens vente til de var indenfor. Han nikkede, rystende, til hendes kommentar om at langt hår var godt, men tog alligevel sin jakke af, og tilbød hende den. "Jeg er alligevel ved at være lidt følelsesløs overfor kulden, så du har nok mere brug for den end jeg har" sagde han. Det var måske en smule for galant, da han under jakken ikke havde andet end en hvid t-shirt på, som var gennemblødt af sne og smeltet sne. Han prøvede at kontrollere rystelserne i hans krop, men det var dog med begrænset succes.

Hun smilte sødt til ham og nikkede stille. Hun lod jakken ramme hendes skuldre og hun begyndte derefter at gå. Hun kunne snart ikke vente mere og derfor valgte hun at gøre noget helt andet. Hun så tilbage på ham med et lille håbløst smil og begyndte at gå over imod en gyde, der ville føre videre over til en anden vej. "Vi tager en genvej, så kommer vi hurtigere hen til mig!" hun sørgede for at hun stilte sig ved siden af ham og så en smule skræmt ud af gyden. "Jeg lider lidt af klaustrofobi, så vi er nødt til at gå lidt hurtigt igennem dem" sagde hun stille og begyndte at gå lidt hurtigere imens at hun ville have ham til at følge med. Hun rystede ikke nær så meget som før, for at vise at hun var blevet en smule påvirket af jakken. At den ikke var helt kold for hende alligevel. Hun kunne ikke lade være med at fryde sig en smule indeni, over at han frøs endnu mere nu. Imens at hun ikke kunne føle noget overhovedet. Hvor mennesker dog var alt for blødsødne!

"Jo hurtigere vi kommer frem, jo bedre" mumlede han. Men hvor han dog frøs nu! Hans jakke havde i det mindste taget vinden, men uden den blæste vinden direkte ind imod hans gennemblødte t-shirt, så det føltes endnu koldere end det egentlig var, og det var allerede meget, meget koldt. Han fulgte med hende, og satte farten en smule mere op, for at prøve at få lidt varme i sig. "Hvor lang ti... Tid tror du, at der går før vi er fremme?" Spurgte han, mens han prøvede at beskytte sit ansigt fra sneen med sine hænder, hvilket ikke gik særligt godt, da sneen kom fra alle retninger.

Claires øjne begyndte at blive mere og mere blodrøde jo nærmere de kom på gyden. Hun trak på skuldrende da det var han stilte spørgsmålet, "omkring fem minutter" sagde hun stille. "Men vi kan slå farten op så vi kommer til at være der om 3.." de kom endelig hen til gyden og halvvejs inde, kunne hun ikke længere holde sig. Hun vendte sig straks om, åbnede munden så man kunne se hendes spidse hugtænder, tog fat i hans skuldre, smadrede ham op imod væggen og bed ham derefter i halsen. Hun begyndte at suge hans blod, hvor det dog smagte!

"Hvad...?" nåede han lige at sige, inden hun begyndte at syge. Derefter begyndte han at skrige, men det blev hurtigt afbrudt, da sneen fyldte hans mund. Snart føltes det, som om han var ved at brænde op. Han kunne ikke forstå, hvordan sneen omkring ham ikke var smeltet endnu. Selvom han svagt kunne mærke vinden imod hans ansigt, føltes det ikke længere koldt, når vinden blæste på hans gennemblødte trøje. Kulden var som fordampet, trængt bort af følelsen om at brænde op.

Hun slap ham efter at hun havde fået det blod hun ville. Hun ville jo heller ikke miste ham. Hun så sig omkring, der var ingen omkring, som sædvanlig. Forks var efterhånden blevet så nem at jage i! Hun tog ham hen over skulderen og løb derefter så hurtigt hun kunne, dvs. at der gik 20 sekunder og de var over ved at helt mørkt hus. Hun gik over til døren og lukkede sig selv ind. Der var utrolig støvet, der duftede helt af gamle møbler. Hun kunne ikke lade være med at smile en smule, men satte derefter drengen ind på hendes sofa. Hun sukkede og kiggede op på loftet. "Du burde vide hvor lang tid siden det er jeg har haft en dreng inde i mit hus!" sagde hun med et grint.

Han registrerede svagt at hun bar ham, men hendes kommentar om at det var lang tid siden, at der sidst havde været en dreng i hendes hus var fuldkommen tabt på ham. Kort efter at de var kommet indenfor smeltede sneen i hans mund dog, og han begyndte igen at skrige af smerte. Et øjeblik tænkte han, at det her måske var bedre end den isnende kulde som han havde følt for bare et par minutter siden, men hans næste hjerteslag, som kun fik giften til at sprede sig mere, samt den efterfølgende smerte, som fik ham til at skrige endnu højere, gjorde den tanke til skamme.

// And the days past on. Three days.. THREE DAYS!! The snow was thick outside the windows and no human was near. Darkness filled the room and there she sat. The beautiful and most AWESOME vampire-girl in the whole universe. She was sittin' on tha' lænestol and was watching the beautiful creature on her couch..

Efter tre dage med konstant skrig var Aurius endelig blevet stille. Giften havde nået hans hjerte allerede i løbet af første dag, og derefter havde hjertet pumpet hele hans krop fuldt af giften, under stor, stor smerte. Han åbnede langsomt øjnene, og blinkede nogle få gange, men stoppede dog med det igen, nærmest som om han havde glemt at han skulle gøre det, snarere end at han ikke længere havde brug for det. Nærmest prøvende prøvede han også at ånde nogle få gange, men han indså også hurtigt, at det var overflødigt. Han strakte sine fingrer prøvende, derefter hans underarme, og slutteligt rejste han sig op fra sofaen. Han så sig rundt i hendes værelse, som i en helt ny verden med hans nye og forbedrede syn

Claire kunne ikke lade være med at smile en smule skævt. Hun sad på lænestolen med sine to ben over hinanden over det ene armlæn og med hendes ene arm støttende på det andet armlæn. Hun skævede lidt til ham og lod ham kigge på sig selv. Hun bed sig let i læben og så lidt op og ned af ham. Til sidste kunne hun ikke lade være med at fnise en smule. Hun pillede let ved hendes lange sorte hår og ventede på at han ville sige noget. Eller at han ville reagere på en bestemt måde. Måske var det lidt svært at vide hvad det var man havde været igennem.

"Så myterne var mere end bare myter" mumlede han. Mens han kort vendte blikket tilbage på sine egne fingrer, hvorefter han så over imod Claire. Han nåede dog ikke at spørge hende om det bare var hende i "myterne", eller om der var flere, før han opfangede lugten af blod. Lige så stærkt som smerten for bare få timer siden fordrev den alle andre tanker fra hans sind, og han styrtede straks imod det menneske som han kunne lugte nær dem.

"Wowowowoow!" hun løb hurtigt ud af døren og tog hårdt fat i hans arm, før han ville nå at komme hen til det nærmeste menneske. "Du!" hun stod foran ham og tog en finger hårdt ned i hans brystkasse, hvorefter hun pegede over imod hendes eget hus igen. "Går derop med det samme! Jeg henter et menneske til dig! Du vil rode alt for meget dernede" hun nikkede hen imod byen. "Vi skal ikke have opmærksomhed fra de pokkers våde hunde!"

Nærmest af vane var han ved at tage en dyb indånding, men han indså dog hurtigt, at det nu bare ville være en slags fjollet vane at beholde. "Våde hunde? Siden du ikke vil have deres opmærksomhed går jeg ud fra at det må være en slags varulve? Så det var ikke kun dig som var en del af myterne" sagde han. Selvom han kunne mærke at han var mange, mange gange stærkere end han var før, vidste han ikke noget om hvordan hans styrke var i forhold til Claire. Han havde dog en mistanke om at hun meget hurtigt ville overvinde ham i en kamp, og derfor adlød han hende uden videre, og gik hen imod huset igen.

Claire rystede lidt på hovedet af ham. Hun havde helt glemt hvordan det var at passe på nogle nyfødte. De kunne være så svære at styre! Men han adlød i det mindste, så der ville ikke blive de største problemer. Hun så sig lidt omkring og fik hurtigt løbet ud til skoven. Hun havde på fornemmelsen at der var et menneske derude. Selvom at alle i Forks havde fået at vide de skulle passe på med at gå alene, var det ikke alle der lyttede. Det var nu meget dejligt at det var på den måde. Hun havde fået fat i en pige og løb hende hjem til sig selv hvor Aurius skulle stå og vente. Hun havde fået pigen ind i stuen og hun smilte lidt skævt. "Hver så god!"

Han så sultent på pigen med sine blodrøde øjne, og satte hurtigt sine tænder i hendes hals, og begyndte at suge hende tør for blod, imens han holdt sine hænder for hendes mund, for at forhindre hende i at skrige. Da han slap pigen lidt efter faldt hun livløs om, drænet for blod. "Dejligt" mumlede han, mens han slikkede sig om munden, så han fik det sidste blod, hvis der var noget som han have spildt. "Jeg tror at du skylder mig en forklaring nu" sagde han

Hun så til med et smil, da det var det ulækre mennesketøs ligeså stille gik hen og døde. Hun bed sig let i underlæben og havde sat sig ned på lænestolen i stuen. Hun lavede en lille gestus imod sofaen, for at sige at han ligeså godt kunne sætte sig ned. De skulle nok have det lidt hyggeligt med at snakke med hinanden. "Jeg var bare tørstig og du var i nærheden" sagde hun roligt og tog endnu engang sine ben over det ene armlæn og støttede sin arm på det andet. Hun så på ham med hendes blodrøde øjne og hendes skæve smil. "Jeg kan aldrig få stillet min sult og du duftede så lækkert" hun så lidt op og ned af ham. Hvor han dog egentlig var blevet flottere end før.

"Det tror jeg at jeg vælger at tage som et kompliment" sagde han, imens han satte sig i sofaen. Et sted på sofaen var der kommet noget af menneskepigens blod på, da Aurius ikke ligefrem havde været forsigtig da han sugede hendes blod ud. Han kørte en finger over blodet, og slikkede det i sig. "Men hvad mener du med at du aldrig kan få stillet din sult? Jeg føler mig da... Ikke nødvendigvis helt mæt, men nogenlunde mæt bare efter hende. Hvis du tog en fuldvoksen mand eller to burde det da være mere end rigeligt til at gøre dig mæt?"

Hun sukkede og rystede på hovedet. "Ja, du er heldig at du kan få stillet tørsten. Men jeg har haft det her problem i et godt stykke tid nu" sagde hun og kiggede over på ham. Hun tog sin hånd igennem håret og vippede lidt på hendes ben, men smilte derefter til ham. "Tilgengæld får jeg en masse sjov ud af min sult. Men jeg har prøvet at finde ud af hvorfor jeg hele tiden er sulten. Nogen mener at det bare fordi at jeg er ond" hun lavede nogle gåsefingre ved ordet 'ond' og kunne ikke lade være med at grine en smule psykotisk. Men hun var charmerende når hun grinte. Hendes smil var ofte ikke til at stå for, hvilket var grunden til at hun ofte havde mandlige ofre.

"Siden du bare uden videre bed mig, skulle jeg ikke kunne afvise at du er ond" sagde han, efter at han grinte lidt med hende. "Dog ikke fordi jeg bebrejder dig særlig meget for det... Alt er anderledes nu. Jeg kan mærke at jeg er meget stærkere, jeg er hurtigere end nogensinde før, og jeg kunne lugte den lille menneskepige på lang afstand, i forhold til mine gamle sanser, hvor ting nærmest skulle være lige foran mig før jeg kunne lugte dem ordentligt før... Men du skylder mig nu stadig en god forklaring på alt det her. Hvor mange vampyrer er der? Dør vi, hvis vi bliver udsat for sollys? Virker helligt vand, kors og alle de andre ting virkelig?" spurgte han, efter an kort pause, og man kunne både på hans tonefald og hans ansigtsudtryk høre og se, at han var var begejstret for hans nye kræfter, men dog alligevel ikke helt tryg ved den verden, som han lige havde opdaget endnu.

Hun så på ham, det var lang tid siden at hun havde haft sådan en nysgerrig vampyr i nærheden af sig. Hun lagde sig ned på lænestolen, så hendes ben stadig var over det ene armlæn og hvor hun så støttede nakken imod det andet. "Jeg kan ikke fortælle dig hvor mange vampyre vi er. Der er mange rundt omkring i verdenen" hun kom med en løftet pegefinger. "Men jeg kender personligt omkring 10 vampyre. Resten af jeg kun set nogle par gange" sagde hun roligt. Derefter slog hun en pegefinger imod hendes anden pegefinger, for at vise 'punkt 1' "vi dør overhovedet ikke af sollys, men vi burde dog heller ikke gå ud i det foran menneskene. Når du engang er alene, så prøv at stå i sollys og se hvad der sker. Det er ikke noget der dræber dig, med mindre der er mange mennesker der lægger mærke til det" hun tog derefter en langefinger frem og slog sin pegefinger imod både den anden pegefinger og langefinger. "For at vi skal dræbes, skal vores hoved af og derefter skal vi brændes på et bål. Der er ikke noget der kan kaldes for 'vievand' det er noget pis lort de har fundet på i gamle dage" hun så derefter overpå ham. "Og desuden.." hun satte sig ordentligt på lænestolen med begge arme på hendes knæ hvorefter hun pegede på sig selv. "Jeg er en såkaldt alfa-vampyr. Jeg er en af de stærkeste du kan finde her omkring" hun pegede derefter på ham. "Hvilket betyder at du har en form for kræft du er nødt til at finde ud af hvad er" hun så op og ned af ham. Gad vide hvad han kunne?

"Kræfter... Det lyder da interessant" sagde han, og vendte blikket ned imod sine hænder, som han strakte lidt, som om det kunne afsløre om han kunne noget. "Er du sikker på at alle har sådan nogle kræfter? Og hvad er det for nogle kræfter? Jeg går ud fra at det er mere end bare super-styrke, fart og udødelighed." sagde han, efter at han igen så på hende, og spurgte "Hvad kan du for eksempel? Hvad kan dem som du kender?"

Hun smilte lidt. "Jeps. Det kan være at du opdager dem på et eller andet tidspunkt. Jeg opdagede dem da jeg var en smule frustreret fra lang lang tid tilbage" hun skævede lidt til ham og tænkte sig om, da det var han spurgte om de andre vampyre. "Jo, en af mine veninder er skrækkelig at være i nærheden af" sagde hun stille og så ned på sine hænder. "Hvis du gør hende sur kan du ligeså godt løbe så langt væk du kan overhovedet. Hun kan skære i dig med hendes tanker, og jo vredere hun er, jo dybere bliver de" hun tænkte sig en smule om. "En af mine andre venner kan tage dine kræfter fra dig i et stykke tid" hun sukkede. "Det er en forfærdelig følelse ikke at bruge sine kræfter i et stykke tid. Han kan tage dem væk i næsten så lang tid som han nu vil" hun bed sig let i læben. "Også er der mig!" sagde hun med et smil. "Som kan manipulere med tiden!" hun så sig lidt omkring i stuen. Der var ikke rigtig noget hvor hun kunne bevise det, så hun gad ikke rigtig til at gøre det. "Men dem jeg kender, er alfa vampyre.. det vil sige at de er utrolig magtfulde.. Der er også nogle vampyre der kun har muligheden for at løbe hurtigt. Andre er ikke nær så magtfulde med deres kræfter" sagde hun med et smil.

"Manipulere med tiden? Jeg tror at jeg bliver nødt til at få et eksempel på det, før jeg kan tro det" sagde han, men hans tonefald sagde ikke at han ikke troede at det var muligt, det var mere som om han var nysgerrig. Imens tænkte han lidt på hvad han kunne, hvis han da kunne noget. Hvis det hun havde sagt var rigtigt, lød det som om der ingen grænser var, for hvad sådanne kræfter kunne være... Tidskontrol, fratagelse af evner og tanker med effekt på virkeligheden? Hvis sådanne ting var muligt, kunne hans kræfter jo være alt muligt... Igen, hvis han havde nogle, tænkte han, lidt modstræbende.

Hun smilte lidt. Det kunne da aldrig skade at vise hvad det var man kunne gøre. Hun så sig lidt omkring i stuen, rejste sig op og gik hen til sit stuebord. Hun tog det askebære der ikke var blevet brugt i lang tid. Hun så derefter på ham med et smil, "så.. se ordentligt efter!" sagde hun roligt og kiggede derefter på askebæret. Ikke fordi at hun skulle koncentrere sig, men fordi at hun ikke kunne lade være med at tænke på hvad der snart skulle ske. Hun elskede at bruge sine kræfter. Hun smed den derefter op i vejret, og da den var på vej ned igen, stoppede den straks midt i det hele. Hun havde sørget for at Aurius ikke var blevet påvirket af hendes tidsstop. Hun så derefter på ham. "Tadaaaa!" sagde hun med et lille grin.

"Hmm... Imponerende, men det der er ikke nødvendigvis tidsmanipulation, det kunne bare være telekinese. Men jeg vælger alligevel at stole på dig og kalde det tidsmanipulation" sagde han, mens han dog alligevel nikkede anerkendende. "Men jeg glæder mig så til at finde ud af hvad jeg kan. Men jeg kommer til at tænke på, at jeg er i live, hvilket den menneskepige," han sparkede lidt til pigens lig med sin fod "ikke er. Hvorfor er jeg i live i forhold til hende? Er det noget med at vise nok tilbageholdenhed til ikke at suge mennesker helt tør for blod? Hvis det er, hvorfor gjorde du det så ved mig, i stedet for bare at suge alt mit blod?"

Hun sukkede og satte sig ned på stolen igen. Hun lod tiden starte igen, så askebæret smadrede sig imod gulvet. Hvor havde han dog mange spørgsmål! Tænkte hun, men det var noget hun var nødt til at vænne sig til vel. Hun nikkede. "Det gælder om ikke at suge al blodet ud af mennesket. De kan jo kun undvære en liter blod for at kunne overleve. Så det er tilbageholdenhed. Ellers så dør de bare sådan uden videre" hun lod det ene ben over det ene armlæn. "Grunden til at jeg ville have dig i live, var fordi at jeg så potentiale i dig.." sagde hun roligt. "Ser du.. mennesket er svagt.. og det behøver ikke at have så meget magt" sagde hun stille. "De fleste ved ikke at vi eksistere og det er jeg træt af.. vampyre burde styre hele verdenen.. og de pokkers hunde burde være nederst i fødekæden" sagde hun roligt og så op på loftet. "Så jeg er igang med at lave en hær" sagde hun med et smil.

"En hær? Så tror jeg, at du have ret med hensyn til mit potentiale" sagde han med et smil, mens han tænkte over det andet hun havde sagt. Så man skulle kun tage lidt blod... Interessant. "Og hvad havde du tænkt dig, at min rolle skulle være i din hær? Og hvordan ser det ud med din hær i øjeblikket? Jeg tror at jeg kunne komme med et par forslag til at forbedre den" sagde han, igen med mange spørgsmål, men det sidste med et halv-arrogant smil.

Hun nikkede med et lille smil. "Jeg ved ikke hvad jeg vil med dig endnu. Jeg ved jo ikke hvor god du er" sagde hun stille og tjekkede ham stadig en smule ud. Hun hævede det ene øjenbryn da han sagde han vidste hvordan han kunne forbedre det. Det irriterede hende en smule da han sagde det. "Du har ikke engang set min hær, også fortæller du mig at du kan gøre den bedre?" hun fnøs og rystede på hovedet af ham. "Føler du dig en smule for klog måske? Eller er det vampyren der stiger dig til hovedet?"

"Jeg kan ikke rigtigt udelukke det, men jeg har nu altid været interesseret i krigs-historie, så det kan godt være at jeg kan finde på et par ting som du ellers ikke ville have fundet på." Sagde han med et smil, og fortsatte i en drillende tone "Desuden, er det ikke en del af af være vampyr at være arrogant og overvurdere sig selv? Magt har i min erfaring en tendens til at gøre det, og jeg føler mig i hvert fald mægtigere end nogen sinde før."
Han så sig kort omkring, som om han ledte efter noget. "Men du snakker om din hær som om du allerede har den? Er det tilfældet?"

Hun kunne ikke lade være med at grine en smule. "Pas du nu bare på med at spille for smart heromkring. Du er en ny vampyr og de andre er meget ældre end du. De har mere grund til at være arogante end du" hun nikkede bagefter af hans lille spørgsmål. "Jeps, jeg har allerede en hær. Men det betyder ikke at de render mig i hælene hele tiden" hun så på ham og rystede derefter på hovedet. "Du er nødt til at lære hvordan du skal opføre dig overfor ældre vampyre"

Han nikkede, samlede sig selv et øjeblik, og faldt så lidt i sammen, for at virke mindre, mens trak hovedet lidt ned og fremad, så han så opad når han så overimod hende. "Det har du ret i," sagde han, i et lidt tøvende tonefald "men som tak for alt det her", han spredte forsigtigt armene og løftede kort skuldrene, for at hentyde til hans nye jeg, "kunne jeg så måske gøre noget for dig? Du hentede trods alt et menneske til mig, mens det jo egentlig burde være omvendt? Jeg burde vel nærmest give tribut til dig, siden du i din visdom har besluttet at give mig denne... Gave"

Hun smilte lidt til ham. Det var altid bedst at vide hvilken plads man havde i hirakiet. Især når man var vampyr og omgik sig med andre vampyre. Hun rystede lidt på hovedet, da han spurgte om han kunne gøre noget for hende. "Det var da en meget sød tanke. Men jeg passer mig selv ret godt, synes jeg" hun smilte til ham og rejste sig op, og begyndte at gå lidt frem og tilbage. Hun sukkede lidt og så derefter op i loftet. "Til gengæld keder jeg mig en del lige nu!"

"Du keder dig? Jeg er jo, som du selv sagde, en rimelig ny vampyr, så jeg har ikke så meget erfaring med hvad vampyrer nu engang laver når de vil fordrive tiden, men personligt synes jeg, at lidt jagt måske kunne være sjovt? Eller måske en konkurrence om hvem der kan få et menneske til at skrige højest uden at bidet det?" sagde han, med et grumt smil. Tortur af mennesker. For bare et par dage siden ville den tanke være fuldkommen forrykt for ham, men nu var de jo bare... mennesker. Under hans niveau. De fortjente det, bare fordi de var mennesker.

Hun hævede det ene øjenbryn da han begyndte at snakke om tortur. "Det er ikke lige idag jeg føler for at torturrere nogen" hun trak lidt på skuldrende. Det kunne godt være at det var pisse sjovt til tider, men lige idag var ikke hendes dag. Mest også fordi at hun bedst kunne lide at gøre det alene. Hvad var det sjove med at gøre det sammen med andre? "Nå ja" sagde hun stille og kiggede på ham. "Du kan ikke sove som vampyr"

Han nikkede lidt eftertænksomt. "Det givet god mening. Jeg har undret mig en smule over hvorfor jeg ikke var det mindste træt, selvom det er... Hvad? 4 dage siden jeg sidst sov". Han tænkte at han nok ville komme til at savne det på et eller andet plan. Nogle gange kunne det være godt bare at lægge sig til at sove efter en dårlig dag eller sådan noget. At drømme ville han nok også savne. "Men hvad er det du vil bruge din hær til? Verdensherredømme? Ville du ikke nærmest kunne klare det alene? Er der andre vampyrer som står i vejen for dig?"

Hun smilte lidt til ham. "Du kommer selvfølgelig til at savne at sove. Men efterhånden vil du glemme hvordan det er at drømme" sagde hun stille og så ud i luften. "Det er over trehundrede år siden jeg sidst har drømt" hun trak lidt på skuldrene som om at det var ingenting.
"Jeg er ikke helt alene om det her" sagde hun stille og kiggede på ham. "Der er selvfølgelig andre alfa vampyre derude der gerne vil hjælpe til det her. Så ikke noget med at føle dig speciel over at jeg har valgt dig" sagde hun med et smil og blinkede let til ham. "Og vi er igang med at planlægge forskellige ting" hun så en smule muggen ud over det med planer. Hun hadede planlægninger. De tog altid så lang tid!

"Planer? Du ligner ikke en som virker super glad for at lave planer" sagde han med et grin og spurgte "Men er der så også andre alfa vampyrer derude som også er imod jer?". Alfa vampyrer... Gad vide om man bare naturligt blev stærkere jo ældre man var, eller om der var... Genveje. Eller i det mindste måder at overvinde ældre vampyrer på? Træning måske, eller bare god, gammel kvantitet? Det ville tiden nok vise

Hun rystede på hovedet. "Jeg hader planer. Det tager alt for lang tid at tænke på sådan noget. Men det her skal også lykkedes så selvfølgelig er jeg nødt til at vente" hun så op i loftet og sukkede lidt. "Ja, der er nogle par stykker der har noget imod det vi gør. Men det er mest de pokkers varulve der er så store menneskeelskere" hun fnøs lidt af det, som om at hun syntes at det var dumt, hvilket hun også syntes det var. Hun så derefter på ham og smilte lidt til ham. "Men det skal nok lykkedes det her!"

"Hvis du kan styre tiden burde du nærmest kunne gøre det helt alene" sagde han, mens han tænkte lidt på de varuvle. Han havde ingen erfaring med dem, men det lød som om de var besværlige. "Men må jeg komme med et foreslag til min rolle i din hær indtil videre?" spurgte han. Han havde allerede nogle ideer til hendes hær. Hvis Claire var lederen, kunne der være "officerer". En gruppe som han så sig selv som en del af. Hver af disse kunne så have til opgave at skabe deres egne underhære. Dette ville betyde konkurrence, hvilket ville sætte "survival of the fittest" i gang.

Hun kunne ikke lade være med at grine lidt af ham. Hun rystede derefter på hovedet. "Det tager selvfølgelig af mine kræfter når jeg stopper tiden. Men desuden.." hun tog en løftet pegefinger og kiggede alvorligt på ham. "Jeg spiller fair. Det kan godt være at de mener at jeg er ond. Men i det mindste spiller jeg fair" hun nikkede anerkendene. "Det er kun når det er nødvendigt at jeg bruger mine evner. Eller selvfølgelig når jeg skal øve dem" hun smilte til ham og hævede derefter det ene øjenbryn. "Sig frem.."

"For at gøre det lidt nemmere at styre, vil jeg foreslå at du lidt imiterer feudalsystemet. Dette vil sige, at du anskaffer dig nogle... Lad os kalde dem vasaller. Det kunne for eksempel være mig. Til gengæld for din beskyttelse, som du forhåbentlig vil sige os, skal vi så sørge for at træne et vist antal vampyrer, og holde dem klar til kamp. Du kan så opfordre dine vasaller til at kæmpe imod hinanden, for at finde ud af hvem der har den stærkeste hær, da denne hær nok så bygger på nogle principper, som kunne være nyttige at kende, og derfor kan man så overføre dem til andre hære. På den måde kunne det være, at der sker en udvikling i krigsteknik, som du så kunne bruge imod eventuelle... Fjender. Desuden ville det betyde, at du kun behøver at have "vasaller" som du bryder dig om, da du ikke kan dræbe nyfødte som ellers virker, som om de er sure på dig, fordi at du gjorde dem til vampyr. I stedet vil utilfredse nyfødte så hævne sig på dine vasaller." sagde han. Ideen kunne nok stadig betegnes som en prototype, men alligevel var han egentlig tilfreds med den.

Hun hævede det ene øjenbryn og kiggede lidt op og ned af ham. Han lød lidt klog, i forhold til at han var nyvampyr. Men det kunne selvfølgelig være noget han tog med fra sit menneskeliv. Sikke en skolegang han havde været på alligevel. Hun smilte derefter til ham og trak på skuldrende. "Det lyder som en alt for dyb planlægning for mig" sagde hun stille og roligt. "Men du kan altid få snakket med mine andre allieret om det. Det kan være at de kan forstå det noget mere.. ser du" hun skævede lidt til ham. "Jeg er en mere 'go-for-it'-girl"

"Endnu en grund til at du skal have det her. På den her måde behøver du ikke selv at træne dine vampyrer. I stedet har du nogle officer eller vasaller, eller hvad du nu ellers vil kalde det, som sørger for at have en mindre hær klar. Hvis du så har brug for dem henter du dem så, og ellers kan de bare passe sig selv" sagde han med et skuldertræk. "Men jeg skal nok diskutere din hær med dine allierede, hvis det er det du vil have" sagde han i en drilsk tone