Acta est fabula, Alfas!

Tid: IRL.
Sted: omkring Lake Washington.
Omgivelser:
Årstid: IRL.
Vejr: Regnvejr - Som altid, go Forks!
Påklædning: Sort buksedragt, hår i knold, og bare fødder, samt en kors-halskæde.

Daniella rettede kort på elastikken, inden hun satte sig ned ved søen. Hendes nøgne fødder blev blidt placeret på søens blanke vand. Regndråberne sendte ringe i vandet, hver gang de slog ned på søen, sort. Daniellas knold sad stadig fint, på trods af regnvejret, men for hende var det sådan set ligegyldigt. Ligesom hendes knaldvåde tøj. Hun havde siddet ved vandkanten længe nu. Hun ventede på de andre alfa vampyrer. Det vigtigste var, lige nu, at deres fremtid blev drøftet. Skulle vampyrerne slå en streg over deres fjendtlighed til hinanden? Kunne de blive enige i fremtiden? osv. En masse spørgsmål skulle klart drøftes. Det handlede trods alt om Forks' fremtid. Og deres egne. Ingen ønskede en kamp. Og det gjorde alfa vampyrerne, da slet ikke, hvis det kunne undgås. Små intime slåskampe rørte dem da ikke, men en kamp på slagmarken med både vampyrer og hvalpe, fristede ikke hver en sjæl. Det var sikkert og vist. Daniella lænede sig frem og kiggede i sit eget spejlbillede. Når hun kiggede i spejlet, var hun ikke sikker på hvem hun så. På trods af hendes intelligens og levetid, følte hun sig ikke helt forbundet med sig selv. Men hun nærmede sig, åh ja. Hun kunne da kende flere ting indtil videre. Bl.a kærligheden til dem hun elskede for alvor. Men enkelte andre sider havde bare ikke fundet sig til rette endnu.
Hun lod en finger glide ned i den blanke overflade, og hørte skridt omkring hende.
De var på vej.

Regnen påvirkede ikke Mizzar, som den gjorde med så mange andre. Håret klæbede sig til hans pande og hans tøj var vådt, men hvad betød det. Der var andre ting der var vigtige, andre mere alvorlige ting der skulle drøftes. Hans brystkasse hævede og sænkede sig langsomt, ikke at han behøvede at trække vejret det føltes bare skønt at have luften sværmende gennem hans lunger. Han snerrede blidt af sig selv for at få tankerne på gled igen. Dråberne blev hæmmet af træernes kroner så regnen faldt ikke ligeså hårdt ned på ham mens han gik.

De gyldne øjne vandrede rundt omkring for at holde styr på hans omgivelser. Det tog ham ikke mere end få sekunder at nå til udkanten af skoven og med et skævt smil lænede han sig op af et af træernes stamme. Foran ham sad endnu en alfa, endnu en stærk alfa. Daniella. Stadig med smilet dansende om de smalle læber bevægede han sig mod hende. Han opfangede stadig de mange fodtrin rundt omkring, men for ham var det kun baggrundsstøj. ”Godaften, Daniella” Mizzar vidste at han ikke behøvede at annoncere sin ankomst, men alligevel virkede det på sin plads. Selvom de alle var alfaer behøvede man vel ikke at være uhøflig.

Claire havde rent faktisk ikke meldt om hun ville komme. Hun var godt nok en alfa vampyr, men det var ikke altid hun elskede disse møder. Det var meget sjældent at der var nogen som var enige med hende. Især fordi at der var så mange der var så blødsøden overfor disse mennesker og endda vareulvene. Nogen gange gav det hende kvalme bare at tænke på det. Selvom at vampyre ikke kunne være syge, væmmedes det hende stadig.
Claire var iført sin yndlingskjole, den sorte knælange kjole, som gjorde hende så karakteristisk. Hvis man kiggede ordnetligt efter, var der indtørret menneskeblod på det. Andet bar hun ikke, ingen strømper, ingen trøje og hendes hår hang løst om hendes skuldre. Hun var så let og elegant som altid.
Hun kom gående rundt omkring søen, hun kunne se to skikkelser over på den anden side og hun kunne ikke lade være med at smile sit charmerende smil. Hun virkede altid så uskyldig, det var ofte det der snød enhver. Hun begyndte at lave en let gadedrenge hop, imens hun nærmede sig dem. Hun fniste en smule, grinte derefter. Hun lød så barnlig. Så sød. Så skøn. Så dejlig. Hendes fnis gav et lille ekko hen over søen.

Et lydløst suk gled ud over hans læber mens de ravgyldne øjne hvilede på den mørkhårede kvindelige vampyr. De to havde aldrig været venner, nærmere bekendte. Han havde intet imod Daniella, tværtimod respekterede han hende selvom han ikke brød sig om hendes spisevaner. En lav snerren formede sig i struben på ham men den døde hurtigt hen da han fornemmede den jokende undertone i Daniellas sætning. ”Ingen struber.” svarede han kort for hovedet og sendte hende endnu et skævt smil, der hurtigt forduftede igen. Mizzar kørte en hånd gennem det sjask våde hår mens han spidsede øre efter nye ankomster. Da der ikke lige var noget der fandt hans interesse vendte han igen blikket mod Danielle, efter at havde ladet det glide ud over den mørke sø.
Hendes spørgsmål fik noget til at røre på sig i maven på ham, og han nikkede svagt. ”Ja, jeg kom alene.” Det var ingen hemmelighed at Ayra og Mizzar nu var et par, hvis man kunne sige det sådan. De var mager, han brød sig ikke særlig meget om det menneskelige ord ’kærester’. Kærester var nogen man kunne skifte, mens en mage var en man havde til døden. Kærlighed var en af de ting som vampyren aldrig havde troet han ville opleve. Og nu vidste han at han ikke ville kunne leve uden denne følelse.
Mizzar reagerede instinktivt på en tøset fnisen der gled med vinden, og ramte hans øregang. Han havde hørt skridt, men havde meget bevidst ignoreret det. Hans blik vendte sig mod endnu en alfa vampyr og han genkendte hende med det samme. Udseendet havde ikke ændret sig. Han vidste at den lille pige opførsel ikke var sådan hun rigtig var, men at det var en facade. En facade der gav ham lyst til at kaste op hvis han kunne. ”Claire.” Hilste han og vendte blikket væk fra hende. Selvom hun var hans skaber, så brød han sig ikke om at se på hende. Alle minderne skyllede ind over ham, så snart hans øjne mødte hende så han undgik dette til enhver pris.

Arya kom slentrende mellem træerne. hun lignede en der kedede sig og hun havde mange andre ting at tage sig af lige nu. bare tanken om at have forladt hjemmet nagede hendes hjerte. hun fangede duften af mizzar, Claire og Daniella. resten af vejen over til dem gik som en leg, en to tre og ved siden af Mizzar stod Arya. Hun kiggede koldt på de to alfa kvinder og en ekstra gang på Claire, i håb om at få et tegn. Det Arya havde gjort sat på spil måtte ingen vide, ikke før det hele var overstået eller begyndt for alvor.
Hun plantede et blidt kys på Mizzars skulder, og ventede på en update.

Som Dominic normalt ville gøre, hoppede han fra træ til træ for at komme til de andre. Da han endelig hoppede ned, slentrede han over til de andre. Om Daniella havde sagt til Claire omkring hans neutralitet i krigen, vidste han intet om. Dog håbede han på, at hun ville høre på hans forklaring. Hvis ikke, måtte han bare holde sig helt ude, eller tage til vampyrerne helt, hvis de ville have ham.
Han løftede armen som et vink til dem alle. Dog vidste han, at de færreste af dem ville reagere på ham. Han stod ikke just ved nogen, mere for sig selv hvor der nu engang var plads. Af hvad han vidste, var Claire den eneste der havde oplevet hans skizofrene side, så om hun ville tage det op i overvejelser, ville han jo nok finde ud af.
Dominic kiggede over på Arya, som han smilte til. Som ven, nej. For at drille hende, ja.

Claire kunne ikke lade være med at smile en smule over den velkomst hun fik. Sådan en blandet lidt, rent faktisk. Hun blev glædeligt modtaget af Daniella, som hun fint tog i hånden og gik med. Mizzar virkede knap så glad for at se hende, men det var også noget af en fortid de havde haft sammen. Arya forstod hun godt, hun kiggede lidt intenst på hende og nikkede stille. Det lignede en respektfuld hilsen, men Arya vidste udemærket hvad det var. Hun skævede lidt til Dominic, da han kom, hun syntes at der var et eller andet ændret ved ham, og hun kunne ikke lide det.
Hun sukkede en munter sukken, imens hun fulgtes med Daniella. Hun havde endnu ikke sagt noget endnu, men hun havde heller ikke noget imod det. Hun ville gerne høre de andre. Hvorfor var de her overhovedet tænkte hun. Da de var nået frem til de andre, slap hun lige så stille Daniellas hånd og kyssede hende på kinden, som et svar fra det tidligere kys hun selv havde fået. Selvfølgelig havde hun savnet sin bedste veninde skyhøjt. Hun vidste ikke om Daniella havde fundet sig en anden bedste veninde, men intet havde ændret sig ved Claire. Hun kiggede rundt på de andre med de sædvanlige sultne, blodrøde øjne.

Det var meget bevidst at Mizzar undgik Claires blik, men alligevel kunne han ikke lade være med at sende hende et blik før han igen kiggede ud over søen. Han ville ikke huske den fortid han for længe havde begravet bag sig. De havde været venner, så meget huskede han og andet ville han ikke huske. Da Daniella pludselig rejste sig for at give Claire en kærlig hilsen følte han en trang til at le. Han havde aldrig troet at en vampyr som Dani ville være så kærlig, men alle havde vel en god side; eller hvad?
Mizzar dvælede dog ikke ved den tanke længe, for ikke få sekunder efter stod hans mage ved hans side. Et kærligt smil formede sig om hans læber, og han lænede sig ned for at plante et hurtigt kys på hendes pande. Han følte sig roligere når Ayra også var der, det hjalp på nerverne. Så mange alfa vampyrer samlet på et sted var altid en udfordring. En forkert kommentar og det hele kunne ende i en katastrofe. Man ville aldrig kunne være sikker på hvem der vandt og hvem der tabte.

Da Dominic ankom ændrede Mizzar sig dog gevaldigt. Han havde kendt Dominic, fra da Ayra havde været sammen med ham så egentlig vidste han ikke hvordan han skulle reagere. Vampyren nikkede kort i retningen af den anden alfahan, som en hilsen. Blikket der blev sendt fra Dominic til Ayra undgik ikke Mizzars åsyn og han lagde en beskyttende arm om skulderen på hende. ”Der var en grund til at vi skulle have det her møde ikke?” Mizzar vendte blikket mod Daniella og Claire igen, denne gang var hans smil lidt mere anstrengt men han gjorde sit bedste for at virke imødekommende. ”Skal vi gå i gang med at snakke så?”

Arya gengældte Dominics...jah hvad det nu end han lavede med et skævt charmerende smil. der var intet andet i det end dril. hun lænede sig ind mod Mizzar og hendes tanker nagede hendes stadig. hun viste intet men tanken var der stadig. det her skulle bare overstås, og de kunne lige så godt få gjort det hurtigt, de kunne umuligt komme frem til en løsning, vampyrerne i forks ville aldrig stoppe med at drikke dyreblod, og de fleste ville hellere kæmpe mod ulvene, sådan var det og havde altid været. Da Daniella endelig blev tavs åbnede Arya selv munden"du burde vide at der først til være den fred når vampyrerne i Forks vil stoppe med at drikke blod af menneskerne, for fred får vi ikke før vi har indgået en ny kontrakt med dem, og den kontrakt er det jeg..."hun stoppede kort og kiggede på Mizzar" det er den vi har valgt at kæmpe for, for hvis du vil have al det du siger, må der betales en pris, enten forlade Forks, eller droppe menneskeblodet..."hun sagde det med rolig stemme, der var intet kamp gejst i den, det eneste der eksisterede i stemmen var en urokkelig holdning og nærmest et punktum for diskussionen, hun havde nu lagt på bordet hvad hun krævede for at gå på, som Daniella selv kaldte det, kompromis.

Dominic sagde intet. Hans arme var over kors og imens lyttede han til hvad de andre alfaer sagde. Hvad deres holdninger var. Han kunne vel ikke sige så meget i denne sag, da han var nu engang var neutral. Nogen måtte jo være det. Han kiggede mellem Claire, Daniella, Arya og Mizzar. Det hele havde alligevel delt sig op i fine grupper. Daniella og Claire for krig, Mizzar og Arya for fred og ham selv, neutral. Han forholdte sig passiv imens Arya snakkede. Han lyttede, men var på en måde ikke enig. Det kunne nu engang være hans skizofrene side, der snakkede.
Folk hade normalt én stemme i deres hoveder. Dominic havde flere. Flere de sagde krig, men ligeså mange som sagde fred. Nogle få var neutrale. For mange stemmer.
Han ville fortsat ikke sige noget, medmindre der blev spurgt ind til hans meninger. Imens de andre snakkede, var han stadig lidt nervøs for, hvad de andre mente om hans neutralitet.

Claire kunne ikke lade være med at komme med et lille barnligt grin. Hun kastede sit hår hen over sin skulder og satte sig ned på en stor sten. Hun skævede lidt til Mizzar, han havde godt nok ændret sig meget! Derefter på Dominic, hun så det samme. Arya, det samme og Daniella det samme. Hun syntes at det var utroligt. Der var rent faktisk sket en del imens hun havde været væk. Hun syntes altid at hun gik glip af noget. Hun stilte sig op på stenen og begyndte at ryste hofterne var side til side, så kjolen begyndte at lave et lille løft. Barnligt. Sådan som hun altid havde været. I hvert fald som disse vampyrer vidste af. Hun sukkede og rystede på hovedet af dem. Da de var færdige med at snakke, kiggede hun over på Mizzar. "Hvad fanden er der sket med dig?" det var overraskende at hun ikke havde sin charmerende stemme på længere. Det var lang tid siden at nogen havde hørt denne stemme fra hendes side af. Vred og skuffet. Derefter kiggede hun på Dominic. "Og ISÆR dig!" hun pegede på ham. Hun vidste ikke hvad der var galt, men han plejede ikke at stå der, han ville havde sagt noget fra lang tid siden. Hun så overpå Daniella og sukkede. Hun så ned på sine fødder før hun kiggede på de andre. "I ved allerede at jeg ikke vil gå med på den aftale! Jeg har altid været den samme og det er jeg stolt af! Ingen skal tvinge mig til at suge blod af et fucking dyr!" hun fnøs og rystede på hovedet. Hendes øjne begyndte at skifte farve, til en mere brændende rød farve. Hun var så vred over at det var sådan det hele skulle være. Hun kiggede over på Arya, hun var nødt til at sige noget til hende også. Selvom hun godt vidste hvad der skete. "Og Arya, du burde vide med 100% sikkerhed, at jeg aldrig går med til sådan noget.. jeg lever af menneskeblod! Dyreblod gør mig svagere!" hun kunne mærke at hendes vrede var ved at tage overhånd. Snart ville hun angribe en eller anden. Men hun ville ikke have at der skulle så hurigt action ind i mødet. Derfor valgte hun at tage Daniella i hånden igen, så hun kunne blive holdt tilbage.

Han lyttede. Lyttede til de ord som hans mage og den anden hunalfa sagde. De gyldne øjne forblev sammenknebne men han spærrede dem brat op da Claire afbrød Ayra og Daniella. Spørgsmålet var rettet mod ham. Pludselig følte han sig udsat. Han havde en fortid. En fortid som menneskeæder. Den fortid ville han helst ligge bag sig og ikke fortsætte. ”Jeg har valgt hvad jeg syntes der er bedst.” Svarede han ærligt med en tonefald der var bestemt. Han ville ikke være nedladende men han brød sig ikke om at andre vampyrer spiste mennesker.

”Det kan godt være at du ikke vil stoppe med menneskeblodet, Claire. Men vi bliver nød til at finde et kompromi, på en eller anden måde.” Mizzar skiftede til at kigge på Ayra og Claire. Det kunne godt være at hundene ikke vil gå med til at der stadig forsvandt mennesker, men hvis antallet formindskedes ville det i det mindste være en start. ”Kan det lade sig gøre at i jager et andet sted end i Forks og Seattle?” Det ene øjenbryn skød i vejret, og han ignorerede meget bevidst Claires spørgsmål til Dominic.

Hun stirrede stift på dem alle, hun havde sagt hvad hun mente, og hvordan det skulle være for at få ulvene i ro, og lade dem være, så måtte det være op til de andre om de ville ligge menneskejagten på hylden eller finde andre jagt områder. men en ting var sikkert, de fik ikke lov til at blive ved med det af Arya, og hvis det virkelig førte til krig, måtte det være sådan.
Arya's krop sitrede svagt.hjem, hun ville bare gerne hjem så hurtigt som muligt, få dette nytteløse møde overstået og tage hjem med Mizzar. hun klemte sig roligt ind til ham. ikke på sådan en måde som mange kvinder gjorde det, når de havde brug for tryghed eller varme. Nej mere som et svagt vink om at hun gerne ville hjem, gerne ville have det overstået.
"Claire, af den grund ved jeg at dette møde har været formålsløst, vi er alle så forskellige at vi aldrig vil kunne enes, og hvorfor skulle vi? vi er alle lige stærke, lige farlige. Vi har kun respekt for hinanden, og ingen frygt. Og dog det kan jeg ikke udtale mig om på jeres vegne, men jeg har respekt for jer alle, men jeg frygter ingen af jer.". Hun stoppede brat talestrømmen og holdt en kort pause."daniella, det er jo lige meget hvor i rykker jeres jagt områder hen, så længe det er et godt stykke fra forks, og at det ikke kan forbindes med Forks eller nogen herfra, ville det være fint...Men så mister man vel interessen for denne by?..Jeg kan huske da jeg lige kom hertil, og jeg begyndte at drikke blod fra mennesker i en årgang. Det var sjovest at kunne gå en stille tur i byen møde et offer, og ja..det ville så være det, i stedet for at tage ind til Seattle eller andre byer, for så at tage tilbage igen..det er anderledes at jage i Forks end nogen anden by..det er det bare, sådan havde jeg det. Og med det mener jeg at selv hvis i lovede at jage andre steds end Forks, ville i på et eller andet tidspunkt starte med at gøre det i Forks igen." Hendes stemme døde hurtigt ud som hun stod og kiggede på hver og en af dem. hun havde sagt det hele nu, og der var ikke mere at sige. Hun brød sig ikke om at gentage sig selv, og især ikke over for væsner med så god hørelse. Og hun vidste at i aften ville de ikke gå på kompromis. Hun håbede bare på at de forstod hende ret, hun kunne snakke en smule uforståeligt, men hendes tanker var heller ikke altid så nemme for hende at forstå.

Da Claire pegede på Dominic, kiggede han bare på hende. Selvfølgelig med et chokeret ansigtsudtryk, men det var vel forståeligt. Han havde forandret sig en del.
"Da de begyndte at snakke om at jage i andre byer, begyndte han at grine. "I andre byer? For mit vedkommende, ville det være nyttesløst, at tage til en anden by eller et andet land for at få føde, for så at komme tilbage? Så kunne man ligeså godt smutte fra Forks." han begyndte endnu engang at grine over det, dog kun kort.
Dette møde ville kun kunne føre til krig. Mizzar og Arya ville ende med at vælge hundene imens Claire og Daniella ville være sammen med de resterende vampyrer. Ham selv, var placeret i midten. Dette var et latterligt møde. Intet andet.
Dybt inde i hans hjerne, var der en lille stemme, som var begyndt at grine. Det ville jo blive sjovt at se vampyrer slagte ulve! Nok hans skizofrene side som begyndte at snakke i hans hoved.

Hun rystede på hovedet. Der var ikke sket en skid ændring siden sidst hun var smuttet. Dominic og Mizzar havde ændret sig fuldstændig og hun ville ikke engang spilde tid på dem. Godt nok var de begge nogen hun havde forvandlet, derfor blev hun også en smule skuffet på sig selv. Men hun havde selvfølgelig været for meget ude og rejse. Hun tog jo aldrig kontakt til nogen når hun var væk. Hun kiggede på Arya, "I ved udemærket godt at jeg aldrig nogensinde kommer til at ændre på mine vaner. De satans ulve må bare komme forbi og sige noget til mig hvis de har en problem" hun fnøs og kiggede derefter på Daniella. "Jeg kom kun her på grund af at du ville have mig her. Men jeg ser kun endnu en nytteløst møde. Vi er alle sammen alfer, men vi har også vidt forskellige synspunkter.." hun kiggede rundt på dem alle sammen. "Det er ikke meningen at alfer behøver at snakke med hinanen. Alfaer laver klaner! Vi er født til at styre, ikke til at enes" hendes øjne var begyndt at blive lidt mere rolige igen. De begyndte ligeså langsomt at komme tilbage til de blodrøde sultne øjne. Hun havde endnu ikke fundet en kur imod sin konstante sult og hun var ved at blive irriteret over det. Hun havde snart været verden over, men der var ingen vampyre der kunne forklare hendes endeløse sult. Hun slap ligeså stille Daniellas hånd og satte sig over på en sten. Hun ville egentlig gerne have mødet til at være over. Men på en anden måde ikke. Et eller andet sted, håbede hun vel også på at de kunne finde ud af noget. Men det var kun hvis det var hendes side de valgte. Hendes rigtige synspunkt på det hele.