Bagud

Dato :: 19 November
Årstid :: Vinter
Dag :: Torsdag
Vejr :: Sne
Sted :: Biblioteket
Tid :: 15.00
Omgivelser :: Bibliotikaren

Claire sad inde i biblioteket og havde fundet nogle bøger frem med et suk. Det var helt utroligt, hun var bagud!? Hun havde gennem gået Beethoven så mange gange i løbet af hendes år. Men alligevel så kunne hun ikke finde ud af det? Hun var virkelig bare født dum, det var i hvert fald det hun tænkte. Hun så ned på sine papire og havde sit penalhus lige ved siden af det Hun holdte en blyant i hånden og skriblede let over papiret. Hun var nødt til at skrive noter til det hun læste igennem. Ellers ville hun bare glemme det igen. Hun var en af de eneste elever der var inde i biblioteket den dag. Undtagen bibliotikaren der selvfølgelig lige skulle sætte bøger på plads osv. Claire så en smule nedværdigene på bibliotikaren, da de ikke var på særlig god fod med hinanden. Derefter lod hun blikket glide over til vinduet og så ud på sneen. Hun drømte sig tilbage på dengang hendes forældre stadig levede og hvor hun bare var et sølle menneskebarn. Der hvor hun legede rundt med sin søster.

Saria kom ind på biblioteket, med en bog under armen, men standsede da hun så Claire
Hun fnøs, over at se en ALFA-VAMPYR her hvor hun skulle side.
"Er du bagud?" spurgte hun så, og PRØVEDE at lyde venligt, selvom hun ikke havde så let ved det.
Hun satte sig på stolen overfor, det hvor Claire sad.
Hun slog op i sin ejen bog, som også indeholdt information som Beethoven.

"Det kan man vel godt sige" svarede hun med en lettere kold tone, men hun var nødt til at snakke ordentligt til denne pige. Hun havde godt set hende i cafeteriaet, og havde ligesiden bare ikke brudt om hende. Og hun vidste også godt selv hvorfor, men alligevel gav det ingen mening at hun begyndte at være fuldstændig kold overfor denne vareulv. Hun så ikke op fra sit papir og skriblede bare lystigt videre imens at hun så teksten i bogen. Hun var nødt til at skynde sig så hun kunne blive hurtigt færdig og komme hjem.

"Utroligt, hvad foreskellen mellem mennesker og varulve er, for vampyre, var?" sagde Saria, iskoldt, men med en tone af sorg. Hun bladrede hurtigt i sin bog og smækkede den.
Hun åbnede sin notesbog, hun havde haft med, og skriblede hurtigt to sætninger ned.
Hun smækkede også den sammen.
*Tænk at jeg virkeligt gør det her?* tænkte hun og sukkede.
"Jeg tænkte at vi måske kunne lave de sidste lektier sammen?"

Hun hostede og så derefter op på hende med et lille sylesmil på sine læber. "Jeg tror godt at jeg kan klare lektierne selv, ellers tak" sagde hun med en al for sukkersød stemme der bare kunne høres tydeligt, at hun ikke ville have nogle at snakke med for tiden. Godt nok havde hun intet imod at hun snakkede med vareulve, men lige for tiden, følte hun bare ikke at hun gad til at snakke med mennesker eller vareulve. Hun ville hellere snakke med sin egen art eller helst sin søster. Hun så lidt ud af vinduet, fik et kort flashback, før hun så ned på sit papir igen og skriblede videre.

Saria nikkede hurtigt, uden at vise tegn på stormen inden i hende.
Hun fnøs, og begav sig længere ind på bilioteket, med hendes bog, og notesblok.
Hun satte sig ned tæt ved skrænkten og undgik at vise, hendes tåre til biliotikaren.
Hun begyndte at skrible igen, men fandt det for hårdt, og lænede sig tilbage.
Hun så op i loftet, og tørede øjnene og tænte for sig selv.

Hun havde godt lagt mærke til denne piges øjne. Men hun var fuldstændig følelsesløs overfor sådan noget. Hun vidste bare at hun ikke ville snakke med vareulve. Menneskene havde det jo fint med det? Godt nok var det ikke altid sjovt at have menneskerne i selskab. Men så måtte man da bare gå over til reservatet i stedet for at være på skolen? For det var da derover af vareulvene hørte til? Det vidste hun selv, da hun jo havde fået forbud mod ovehrovedet at gå over imod der. Men det der undrede hende var, hvorfor var der ikke nogen steder for vampyre? Der var endda to steder kun for vareulvene, men vampyrene kunne aldrig få noget ro sammen med hinanden, uden at der skulle komme mennesker eller vareulve. Sådan noget hadede hun virkelig, men sådan lå verdenen bare. Derfor var hun så kold overfor denne person. Fordi at man sagtens kunne finde andre steder at være sammen med nogen. Hun kunne ikke selv forstå hvorfor der var nogen der overhovedet gad at være sammen med Claire når hun var på den måde? Men sådan var det desværre bare. Hun kunne ikke gøre om på hendes udseende der fik hende til at se så sød og venlig ud. Hun kunne ikke gøre for at nogen var så misundelige på hendes udseende at de så gerne ville bruge deres tid med hende og spørge om hvorfor hun så så perfekt ud. Men det var jo ikke noget hun selv bestemte!? Det var ikke noget som hun bare ville have til at ske. Ja, hun havde været meget smuk før hun overhovedet blev til en vampyr. Men ikke ligeså smuk som nu? Hun tænkte for meget på det tidspunkt og kunne derfor ikke koncentrere sig om at skrible noget ned. Derfor lænede hun sig lidt over bordet med et suk og så derefter ud af vinduet.

Saria fnøs.
Hun var træt af den fantastiske krop, hun havde fået, ved at blive varulv.
Hun var bange for andre varulve, det var hun, og hun turde ikke at sige det til nogle.
Hun har helt alene, og fortabt.. Hvad hjalp det at være smuk, og hurtig og klog, hvis man var alene?
Hvilken mening havde livet med at være alene, og bange for sin ejen race?
Hun havde jo ingen chance mod en flok vampyrere, og havde før fået tæv.
Hun var svag, alene! SVAG!

Claire følte sig på en eller anden alligevel heldig. Hun havde jo nogle par venner? Godt nok ikke de bedste og hun havde ikke fundet sin livs kærlighed efter så mange år. Men sådan var det vel bare? Trist, men sådan var det. Hun så stadig ud på sneen der dalede og smilte lidt ved tanken. Hun havde derfor lyst til at løbe der ud i sneen og måske lege med det? Hun var jo trods alt 16 og ingen ville se det særlig mærkeligt da mange på deromkring 20 års alderen også kunne finde på at løbe ud og lege. Men så lod hun så blikket glide rundt i biblioteket. Hun fik bibliotikaren onde blik lige i nakken og det blik fortalte bare at hun NU skulle pakke bøgerne sammen og sætte dem på plads hun havde lånt. Hun himlede med øjnene, rejste sig op og tog de bøger hun havde lånt og begyndte at sætte på plads. En af bøgernes plads var ved en reol hvor vareulven desværre var.

Saria så ikke engang op, men viste at klokken var ved at være spisetid.
Hun orkede ikke at rejse sig, men var så tørstig, at det næsten var nødvendigt.
Hun knurrede, lidt for højt, og rejste sig.
Hun satte hurtigt bogen på plads på hylden, som hun med vilje sad lige forand.
Hun kunne ikke komme hurtigt nok ud, og styrtede UHELDIGVIS ind i vampyren.

Hun gik nogle skridt tilbage da de to hårde hud ramte hinanden. Hendes øje glimtede svagt af irritiration, men hun sagde dog ikke noget. Hun tænkte kun *så pas dog på* hun kunne ikke gøre for det. Hun brød sig bare ikke om denne vareulv. Hun så lidt nedværdigene på hende, før hun satte bøgerne på plads og kom tilfældigvis til at give vareulven en kold skulder imens at hun gik over til sine skolesager. Pakkede det væk og tog sin taske over skulderen. Hun ville ikke smutte fra biblioteket da hun stadig manglede en del, men skulle dog låne en computer.

Saria fnøs, selv irreteret over uheldet, og så nedværdigene på vampyren.
Hun lukkede øjnene et øjeblik, og så igen vampyrens overaskede ansigt, da de gik ind i henanden, og følte igen ders kolde, hårde hud tæt.
Hun smielde for sig selv. Typisk hende at smile over sådan noget.
"Jamen, så ha' en fortsat bedre dag, VAMPYR." sagde hun koldt.

"I lige måde misforster" smilte hun skævt og gik over til computeren og tændte for computeren. Heldigvis lignede hun ikke en behåret ulv når hun var forvandlet til en ordentlig vampyr. Det var hun jo allerede? Hun kunne frit gå imellem folk imens at hun var vampyr, bare de ikke så hendes øjne når hun var tørstig. Men da vareulve var forvandlede? Hun havde før set sådan noget, så hun havde ikke noget imod at hun kaldte denne vareulv for det.

"Misfoster?" råbte hun koldt efter hende.
"Jeg er i det mindste et smukt og elegant dyr, og ikke et menneske, med spidse tænder! Ellers er der intet andet mellem os, VAMPYR!"
Hun var fuldstendig, i kog nu. Hvad bildte hun sig ind?!

Hun grinte og rystede på hovedet. "Jeg er som jeg skal være.. du til gengæld" hun så på hende. "Du har måske ikke lagt mærke til hvordan du ser ud?" hun smilte langsomt og var glad for at bibiliotikaren lige var smuttet. "Du må lige passe på med at du nævner sådan nogle ting foran mennesker, ellers ender det jo galt" hun rystede på hovedet af hende. "Du tænker dig overhovedet om gør du?" hun så på hende med de klare øjne. "Lev med det.. verdenen ligger som det skal" sagde hun og selvom at hun var langt smukkere end enhver vareulv. (Da det er sådan i bøgerne) så sagde hun ikke noget. Hun ville ikke sige noget imod, hun var ikke en stor afhængigheds pige som denne vareulv viste sig at være. Hun rystede på hovedet af det og googlede noget med Beethoven.

Saria viste at hun havde ret, så hun kunne ikke gøre noget.
Hun var så vred - tørsten, hævnlysten.
Hun hamrede døren til bilioteket i, så hårdt hun kunne.
Hun var ligeglad med om bibliotekaren var der, hun ville bare væk, fra denne ondskabsfulde vampyr.
*Som om hun er noget i forhold til mig! Smukke, kloge mig!* tænkte hun vredt.

Hun rystede på hovedet og elskede når nogen bare ikke kunne svare tilbage. Hun så derefter på siden og sukkede af Beethoven. Hun rystede på hovedet og kunne bare ikke forstå hvorfor der var så mange lære der var så vilde med at få ham som emne. Men hun var vel nødt til at lave det? Men så kom hun i tanke om noget. Hun kunne da bare tage hjem også ordne nogle af tingene? Så ville hun sikkert finde nogle af de gamle stile hendes søster eller hende havde lavet af Beethoven. Dengang hvor folk kendte lidt mere til ham end bare en der skrev noder ned.

Saria sad lige uden for døren, med hovedet mellem sine knæ.
Hvorfor havde lige hendes ord ramt hende så hårdt?
Vampyrens stank rev i hendes næse og hun nøs.
Det fik tårene frem igen, men hun ville ikke bukke under.
Hun ønskede at vampyrere aldrig var blevet skabt.

Hun vidste på en måde godt hvad det var Saria tænkte. Men samme tanke havde hun jo på en måde omkring vareulve? De ville ønske hver for sig at deres egen art simpelthen var blevet på jorden. Men sådan var det altså bare ikke, med mindre den ene art skulle udslætte den anden. Men det ville blive svært, for de alle ville kæmpe lige tappert til døden, så sådan en krig ville tage flere år og sådan troede Claire ikke at det ville blive. De var nødt til at leve med at de var tæt på hinanden og at de begge arter levede på jorden. Hun så på skærmen og kunne sagtens koncentreres sig, selvom at hun lige havde haft en konflikt.

Saria gned sin næse igen, og prøvede at få samling på sig selv.
Tankerne fløj rundt i hendes hoved.
Hun havde eneligt ikke så meget mod lektier, men hun kunne ikke gå ind til den vampyr igen.
Hun ville ikke tale til hende igen...
Hun knurrede og rejste sig.
Hun skulle jo selv, lave de lektier, og hun var så tæt på computerne.
Hvorfor gik hun eneligt ikke derind?
Hun ville ikke være bange for en vampyr! Den ville ikke gøre hende noget.

Og rigtig nok ville Claire ikke gøre hende noget, med mindre at hun ville gøre hende noget. Men hun så bare på computeren og searchede på forskellige intenet sider. Hun havde intet imod hvis vareulven kom ind igen, bare hun ville lade være med at snakke med hende? Hun pillede let ved sit hår og sukkede imens at hun skrev noget ind på computeren med meget hurtige fingerspil.

Saria kom ind igen, heldt kold som is.
Hun satte sig ved den computer der var længst væk fra Claire's.
Hun tændte den, og begyndte at surfe.
Hun havde ikke noget imod at side sådan her.
Den brummene lyd fra computerne var betrykkene.
Hun lukkede øjnene et øjeblik.

Hun hørte godt at hun var kommet ind, men så ikke op fra skærmen. Hun begynde at skrive meget meget hurtigt og hun lod til at være godt igang med sine lektier. Hun smilte skævt, det her ville hun med sikkerhed få topkaraktere for. Og hun vidste bare at hendes lære ville blive vildt glad for hende. Ikke fordi at hun var lærens kæledække. Nej, hun var bare meget god til det med at finde de ordentlige ting som de ville kunne lide. Hun havde jo også levet i meget lang tid, så det var da klart det var på den måde? Hun grinte stille og rystede på hovedet af sig selv, hun havde gjort det igen!

Saria smilede, stille og begyndte at skrive.
Hurtigere og hurtigere fløj hendes smidige finge hen over tasterne.
Hun havde ikke manglet så meget, så hun var allerede næsten færdig.
Hun mumlede noget og trykkede 'print'.

Claire var så klog at hun ikke gad til at vente på at det blev printet og fik derfor det over på en memory stick. Det fyldte hele ti sider omkring Beethoven og alle hans kunsteriske færdigheder og alt det han nu havde lavet. Hun rejste sig op, slukkede for computeren og svang tasken over skulderen og gik over imod udgangen.

Saria havde klaret det og ville ikke bukke endnu.
Hun VILLE ikke sige noget.
Hun gik langsomt over til printeren og tog de ca. 9 sider der lå der.
Hun tog dem, proppede dem ind i hendes notes bog, og så efter Claire.

Hun var på vej ud på gangen, men så så en æld gammel bog hun ellers troede ikke længere havde været der? Hun gik over til den. Hun havde ikke været den store bogorm hele sit liv, men alligevel, syntes hun nogen gange at det kunne være hyggeligt at læse sådan en bog. Hun bed sig let i læben imens at hun så på bagsiden. Hun tog lidt støv af da den tydeligvis ikke var blevet lånt i særlig lang tid.

Saria kunne ikke lade være, for hun havde altid været en bogorm, med at stå bagved Claire og læse bagpå.
"Spændene.." mumlede hun.
"En ældgamel, spændene bog..."

"Hmm.. hvorfor taler du stadig til mig?" spurgte hun, men prøvede ikke at virke alt for kold overfor hende. Hun åbnede bogen og slog op på en tilfældig side og læste det. Hun bed sig let i læben imens at hun læste det igennem

"Fordi jeg har lyst." svarede Saria, fraværene, for hun læste også med.
Hun smilede for sig selv.
"Det er da ikke blevet forbudt?"

Hun trak på skuldrende, "siden at du lure over skulderen tror jeg ikke at der er noget galt med det" sagde hun stille, klappede bogen i og gik over imod det sted hvor hun kunne låne bogen. Hendes lange hvidblonde hår fulgte elegant med hende og hendes gang var helt lydløst, selvom at hun var i nogle sko med stæke såler. Hun smilte stille over det, for de fleste var ret misundelige omkring det, hun så godt nok ingen grund til at vareulven ville blive det. Men hun gik altid sådan sådan, så hun kunne ikke rigtig gøre for det.

Saria trak på skuldrene.
Hun var ligeglad med om nogle gik lydløst.
Hvis hun ville kunne hun også - næsten...
Hun svang sit hår og gik ud af døren.
Hun havde nået hvad hun ville.
Hun lukkede døren efter sig og gik ned af gangen.

// Så forlader Saria emnet ^^, //

Hun så ikke efter hende, men rystede til på hovedet. Selv vareulve ville snakke med hende? Det var helt utroligt. Hun kunne få så mange venner, men hun blev ved med at sætte en mur op for sig? Hun sukkede, måske skulle hun bare lære at lade andre komme ind til sig og lære dem at kende. Hun sukkede og bed sig i læben, før hun tog bogen ned i sin taske og gik ud af biblioteket, men tog dog den anden vej end vareulven gjorde, da hun ikke gad til at støde ind i hende igen.